Tre ideer. Tre modsigelser. Eller ej.

Hannah Gadsbys banebrydende show "Nanette" ødelagde stand-uppen. I en talk om sandhed og mening deler hun tre ideer og tre selvmodsigelser. Eller ej.

Jeg hedder Hannah.

Og det er et palindrom.

Det er et ord, der staves
på samme måde forfra og bagfra,

hvis man altså kan stave.

Men det sjove er --

(Latter)

at hele min familie
har palindromnavne.

Det er lidt af en tradition.

Vi har Mum (mor), Dad (far) --

(Latter)

Nan (bedstemor), Pop (bedstefar).

(Latter)

Og min bror Kajak.

(Latter)

Værs'god!

Der har du en lille joke, lige der.

(Latter)

Jeg kan godt lide at sætte ting i gang
med en joke, for jeg er jo komiker.

Nu ved I allerede
to ting om mig.

Jeg hedder Hannah,
og jeg er komiker.

Jeg spilder ikke tiden.

Her er der en tredje ting,
som I gerne må vide om mig:

Jeg synes ikke, at jeg er ret god
til at sige, hvad jeg virkelig mener.

En modig indledning
til en talk, ja,

men det er sandt.

Jeg har altid haft meget svært ved

at omsætte mine tanker til tale.

Så det ser måske lidt ud
som en selvmodsigelse,

når sådan en som mig,
som er så dårlig til at snakke,

er sådan noget som
stand-up-komiker.

Men sådan er det. Værs'god.

Det er sådan, det er.

Jeg prøvede første gang
stand-up-komedi... -- komid...

Kan I se det? Se? Se?

(Latter)

Jeg prøvede første gang
stand-up-komik,

da jeg var sidst i tyverne

og på trods af, at jeg var sygeligt
genert, ofte stum og havde lavt selvværd

og aldrig havde haft
en mikrofon i hånden før,

så vidste jeg straks, da jeg
stod foran mit publikum,

jeg vidste det, endda før
jeg fortalte min første joke,

jeg vidste, at jeg virkelig
godt kunne lide stand-up,

og at stand-up virkelig
godt kunne lide mig.

Men jeg kunne til gengæld
slet ikke forstå "hvorfor?".

Hvordan kunne jeg være så god til
noget, som jeg var så dårlig til?

(Latter)

Jeg kunne simpelthen ikke
regne det ud. Jeg forstod det ikke.

Altså indtil jeg kunne forstå det.

Nu - inden jeg forklarer
jer, hvordan det kan være,

at jeg kan være så god til noget,
som jeg er så dårlig til -

så lad mig lige smide endnu en
selvmodsigelse ind i ligningen

ved at fortælle jer, at ret kort tid
efter, at jeg fandt ud af hvorfor,

så bestemte jeg mig for
at tage afsked med stand-up-komikken.

Og før jeg forklarer dén
lille modsigelses-kat

som jeg fik smidt ind
i flokken af tænke-duer,

så lad mig også fortælle jer dette:

Min afsked fik fyret min
komikerkarriere afsted.

(Latter)

Altså, den kom virkelig ud over rampen,
i en sådan grad, at efter min afsked

var jeg pludselig den mest
omtalte komiker på hele planeten,

fordi - tydeligvis - er jeg endnu
dårligere til at tage afsked,

end jeg er til at sige,
hvad jeg virkelig mener.

Nå, men det eneste jeg
har gjort indtil nu,

udover at give jer lidt tilfældige
sprøjt af biografiske detaljer,

er at sige til jer indirekte,
at jeg har tre ideer,

som jeg vil dele
med jer i dag.

Og det har jeg gjort ved at dele
tre selvmodsigelser.

Ét: jeg er dårlig til at tale,
jeg er god til at tale;

Jeg tog afsked, jeg tog ikke afsked.

Tre ideer, tre selvmodsigelser.

Så hvis I nu undrer jer over,
hvorfor der kun er to ting,

på min såkaldte liste med tre ting --

(Latter)

så lad mig minde om, at det
faktisk er en liste med selvmodsigelser

Følg lidt med.

(Latter)

Folkene bag TED anbefalede mig,
at med en talk af denne længde,

så var det bedst at holde
sig til kun at dele én idé.

Jeg sagde nej.

(Latter)

Hvad ved de om den slags?

For at forklare, hvorfor jeg har valgt
at ignorere et tydeligvis godt råd,

så tager jeg jer lige tilbage til
indledningen af denne talk,

særligt til min palindrom-joke.

Den joke bruger mit
yndlingstrick fra komikerfaget,

"the rule of three",

hvor man kommer med et udsagn,

bakker udsagnet op

med en liste.

Hele min familie har palindrom-navne:

Mum, Dad, Nan, Pop.

De første to ting på den liste
skaber et mønster,

og mønsteret skaber forventning.

Og så kommer den tredje ting - bum! -
Kajak. Hvad?

Det er "the rule of three".

En, to, overraskelse! Ha ha.

(Latter)

Altså, "the rule of three" er ikke bare
grundlæggende for mit håndværk,

den er også grundlæggende for
min måde at kommunikere på.

Så jeg laver ikke om
på noget for nogen,

heller ikke for TED,

hvilket jeg lige vil pointere
står for de tre idéer:

Teknologi, Entertainment

og Dummernikker.

(Latter)

Det virker hver gang, ikke?

Men der skal mere til end bare jokes,

hvis man vil klare sig som
professionel komiker.

Man skal kunne befinde sig på grænsen
mellem at være charmerende

og afvæbnende.

Og jeg opdagede, at den mest
effektive måde at opbygge

den mængde charme,
som jeg havde brug for,

for at modsvare min
afvæbnende personlighed

var ikke ved hjælp af jokes,
men med historier.

Så mit stand-up-arbejde
er fyldt med historier:

historier om at vokse op,
min ud-af-skabet-historie,

historier om de overgreb, som jeg
har tålt, fordi jeg ikke bare er kvinde,

men en stor kvinde og endda
en "masculine-of-center"-kvinde.

Hvis du ser mit arbejde online,
så check kommetarsporet,

hvis du vil se eksempler på overgreb.

(Latter)

Nu er vi kommet til det tidspunkt,
hvor jeg skifter til andet gear,

og jeg vil fortælle en historie
om alt det, som jeg lige har sagt.

I de sidste dage af sit liv

var min bedstemor
omgivet af mennesker,

masser af mennesker,

fordi min bedstemor var
den elskelige matriark

i en stor og kærlig familie.

Hvis ikke du har regnet
det ud allerede,

så er jeg medlem af den familie.

Jeg var så heldig, at få muligheden
for at sige farvel til min bedstemor

den dag hun døde.

Men eftersom hun dér allerede
havde trukket sig helt ind i sig selv,

så var det et lidt én-sidigt farvel.

Så jeg tænkte på en masse ting.

Ting, som jeg ikke havde
tænkt over i lang tid,

som fx. de breve, som jeg
engang skrev til min bedstemor

da jeg begyndte på universitetet.

Det var breve, som jeg fyldte
med historier og anekdoter,

som jeg pyntede lidt på
for hendes fornøjelses skyld.

Og jeg huskede, hvordan
jeg ikke kunne sætte ord på

al den angst og frygt, jeg var fyldt af,
mens jeg forsøgte at finde min lille plads

i en verden, der virkede
alt for stor til mig.

Men jeg huskede også, at jeg
fandt trøst i de breve,

fordi jeg skrev dem med
bedstemor i mine tanker.

Efterhånden som verden blev
mere og mere overvældende

og min evne til at håndtere det
blev dårligere og ikke bedre,

holdt jeg op med at skrive de breve.

Jeg syntes bare ikke,
at jeg levede den slags liv,

som Bedstemor ville
have lyst til at læse om.

Bedstemor vidste ikke,
at jeg var homoseksuel

og omkring seks måneder
før hun døde,

spurgte hun lige pludselig
en dag, om jeg havde en fyr.

Jeg kan huske, at jeg tog en helt
bevidst beslutning i det øjeblik:

jeg ville ikke springe ud
over for min bedstemor.

Det gjorde jeg, fordi jeg vidste,
at hendes liv lakkede mod enden,

og at jeg kun havde
kort tid med hende,

og jeg ønskede ikke at tale om,
hvordan vi var forskellige.

Jeg ville tale om, hvordan
vi var forbundne.

Så jeg skiftede emne.

Mens det skete, føltes det
som det rigtige at gøre.

Men mens jeg sad og så
min bedstemors liv,

mens det nærmede sig
sin uundgåelige afslutning,

så følte jeg alligevel,
at jeg havde taget fejl

ved ikke at dele en så
afgørende del af mit liv.

Men jeg vidste også, at jeg
havde forpasset chancen,

og som bedstemor altid sagde,

"Ja, ja, det er altsammen
en del af den samme suppe.

Det er for sent at fiske løgene op nu."

(Latter)

Det tænkte jeg over,

og jeg tænkte over,
at jeg havde haft

alt for mange løg
i mit liv som barn,

der voksede op som lesbisk i en stat,
hvor homoseksualitet var ulovligt.

Og med den tanke kunne jeg se,
hvor stramt jeg var viklet ind

slyngtråde fra min egen
internaliserede skam.

Og derfra tænkte jeg
på alle mine traumer:

Volden, misbruget, voldtægten.

Og sammen med hele
den klynge af tanker

dukkede en tanke, et spørgsmål,
igen og igen op i mit hovede,

og jeg havde ikke noget svar:

Hvad er meningen med, at jeg er menneske?

Ud af alle i min familie følte jeg mig
tættest beslægtet med min bedstemor.

Altså, vi har flest træk til fælles.

Bare ikke helt så meget for tiden.

Døden gør virkelig noget ved folk.

Men det --

(Latter)

- er lige min bedstmors form for humor.

Det menneske, som jeg følte mig
mest knyttet til i hele verden

var både mor,
bedstemor, oldemor

og tipoldemor.

Mig? Jeg var bare den yderste spids
af min egen gren på stamtræet.

Og jeg var ikke engang sikker på,
at jeg stadig sad fast på stammen.

Hvad var meningen med,
at jeg er menneske?

Året efter min bedstemors død,
var det mest intenst kreative

i hele mit liv.

Og jeg gætter på,
at det er fordi

i sidste ende, så samler mine tanker sig,
mere end de spreder sig.

Mine tankeprocesser
er ikke lineære.

Jeg tænker visuelt.
Jeg kan se mine tanker.

Jeg har ikke
fotografisk hukommelse

og mit hoved er heller ikke noget galleri
med fornuftigt indsamlede "tankeværker".

Det er snarere et mere og mere
veludviklet hieroglyf-sprog

som jeg har udviklet,

og som jeg forstår flydende
og kan tænke dybt med.

Men jeg kæmper med at oversætte.

Jeg kan ikke male, tegne,
lave skulpturer eller andet smart,

og hvad angår det skrevne ord,

så er jeg ok god til det, men det
er en indviklet oversættelsesproces,

og jeg synes ikke,
at det er godt nok.

Og det med at sige, hvad jeg mener, som
jeg sagde, så er jeg ikke god til det.

Tale har jeg altid oplevet som
et utilstrækkeligt snapshot

af det liv, der er inde i mig.

Alt dette bare for at sige,

at jeg har altid forstået meget mere,
end jeg har været i stand til at udtrykke.

Et år før Bedstemor døde,

fik jeg en formel autismediagnose.

For mig var det i det store
hele en god nyhed.

Jeg havde altid følt, at jeg ikke kunne
klare mit liv som et normalt menneske,

fordi jeg var deprimeret og angst.

Og så viser det sig,

at jeg var deprimeret og angst,

fordi jeg ikke kunne klare mit liv
som et normalt menneske,

fordi jeg ikke var et normalt menneske,

og det vidste jeg ikke.

Jeg prøver ikke at sige,
at jeg ikke stadig må kæmpe.

Hver eneste dag er lidt af en kamp,

hvis jeg skal være ærlig.

Men i det mindste ved jeg nu,
hvad min kamp går ud på,

og at prøve at opføre mig
"normalt" er ikke min kamp.

Min kamp er ikke
at prøve at undgå stormen.

Min kamp er at prøve at finde
stormens øje, så godt jeg kan.

Bortset fra de almindelige måder,
som os spektrum-typer bruger,

når vi vil finde ro: gentagen adfærd,
faste rutiner og besat tankegang,

så har jeg en anden overraskende
indgang til stormens øje:

Stand-up-komedie.

Så hvis du skal bruge flere beviser
på, at jeg er neurodivergent, så hør her:

Jeg er helt rolig ved at gøre noget,
som de fleste ville dø af skræk over.

Jeg er nærmest død
indvendigt heroppe.

(Latter)

Diagnosen gave mig en ramme
om alle de små ting ved mig selv,

som jeg aldrig har kunnet forstå.

Jeg passede pludselig ind,

og for en stund blev jeg helt høj
af en nyfunden selvtillid

over min måde at tænke på.

Men efter Bedstemors død
så dykkede den selvtillid,

fordi jeg sørger med min tænkning.

Og i den tankesorg

kunne jeg pludselig se
med stor klarhed,

hvor utroligt isoleret jeg var
og altid havde været.

Hvad var meningen med, at jeg er menneske?

Jeg tænkte en del på, at autisme og
PTSD har en masse til fælles.

Og jeg blev bekymret,

for jeg havde begge dele.

Kunne jeg mon vikle dem ud fra hinanden?

Jeg har altid fået at vide,
at vejen ud af et traume

går via en
sammenhængende fortælling.

Jeg havde en
sammenhængende fortælling,

men jeg var stadig fanget
af mine traumer.

De er allesammen del af min suppe,
men løgene sved stadig.

Og på det tidspunkt
gik det op for mig,

at jeg havde fortalt mine
historier for at få latter.

Jeg havde fjernet alt det mørke,
skåret smerten væk,

og jeg holdt fast i mine traumer
for at glæde mit publikum.

Jeg forbandt mig med andre
mennesker gennem latter,

og alligevel følte jeg mig
dybt uforbundet.

Hvad var meningen med, at jeg er menneske?

Jeg havde ikke noget svar,

men jeg fik en idé.

Jeg fik den idé
at fortælle min sandhed,

det hele.

Ikke for at dele latteren, men for at
dele min bogstavelige indre smerte.

Og jeg tænkte, at det kunne jeg
bedst gøre gennem et stand-up-show.

Og det gjorde jeg så.

Jeg skrev et show, som ikke
viste respekt for punchlinen,

den sætning, hvor man forventer, at
komikeren kommer med sit slag af en pointe

og får det til at kilde.

Jeg stoppede ikke dér.

Jeg tævede gennem den sætning

og - metaforisk set - ind
i publikums bløde maver.

Jeg villle ikke have dem til at grine.

Jeg ville slå luften ud af dem,

chokere dem,

så de kunne høre min historie
og mærke min smerte

som enkeltindivider - og ikke som
en tankeløs, grinende hob.

Og det var det, som jeg gjorde,
og jeg kaldte mit show for "Nanette".

Mange --

(Bifald)

Mange har hævdet,

at "Nanette" ikke er komedie.

Og jeg er sådan set enig i,
at "Nanette" ikke er en komedie,

men de folk tager stadig fejl,

(Latter)

Fordi de hævder det, så de kan sige,

at jeg ikke kan lave komedie.

Det var ikke fejlslagen komedie!

Jeg tog alt, hvad jeg ved om komedie --

alle tricksene,
værktøjerne, teknikkerne --

jeg tog det hele, og med alt det
ødelagde jeg komedien.

Man kan ikke ødelægge
komedie med komedie,

hvis man ikke har styr på komedie.

Så mistede de lige potensen.

(Latter) (Bifald)

Det var ikke min pointe.

Pointen var ikke bare at ødelægge komedie.

Pointen var at ødelægge komedie, så
jeg kunne bygge den op igen i en ny form,

ændre den så den bedre
kunne indeholde alt dét,

som jeg havde behov for at dele.

Og det var det jeg mente med,
at jeg tog afsked fra komediefaget.

Nu er vi nok ved at være
på det sted, hvor I tænker,

"Fint nok, men hvad
blev der lige af de tre ideer?

Det er lidt uklart."

Godt, at jeg lader som om, at du spørger.

(Latter)

Jeg er sikker på, at en del
af jer har fundet tre ideer.

I er jo et klogt publikum,

så det ville slet ikke overraske mig.

Men måske bliver I overraskede over,
at jeg faktisk ikke har tre ideer.

Jeg sagde, at jeg havde
tre ideer, og det var løgn.

Det var ren vildledning --
jeg er så sjov.

I stedet for har jeg taget hele håndfulde
af mine mange ideer, som om det var frø,

og så har jeg spredt dem
ud over hele min talk.

Og hvorfor gjorde jeg nu det?

Altså bortset fra, at det er skideskægt,

så handler det om noget,
som min bedstemor altid sagde:

"Det er ikke selve haven,
men havearbejdet, der betyder noget."

Og "Nanette" lærte mig at forså
sandheden i den Sandhed.

Jeg forventede fuldstændig, at jeg
ved at ødelægge komediens kontrakt

og ved at fortælle min historie med
al dens sandhed og smerte,

så ville det føre mig endnu længere
ud i yderkanten af både livet og kunsten.

Det forventede jeg, og jeg var klar til
at betale prisen for at vise min sandhed.

Men det var ikke det, der skete.

Verden skubbede mig ikke fra sig.
Det trak mig nærmere til sig.

Så ved at skabe afstand
så fandt jeg tilknytning.

Og jeg var længe om at forstå,

at det, som er hjertet
i den selvmodsigelse

også er hjertet i den
anden selvmodsigelse,

som er, at jeg er så god til noget,
som jeg er så dårlig til.

For det er nemlig sådan,
at i virkeligheden,

så kæmper jeg med
at tale med andre,

fordi min neurodiversitet
gør det svært for mig

at tænke, lytte, tale
og bearbejde ny information

på én gang.

Men på scenen behøver jeg ikke at tænke.

Jeg forbereder mine "tanketing" i god tid.

Jeg behøver ikke at lytte.
Det er jeres afdeling.

(Latter)

Og jeg skal faktisk slet ikke tale,

for strengt taget, så "reciterer" jeg.

Så det eneste, der er tilbage

er, at jeg skal gøre midt bedste

for at skabe en ægte
forbindelse med mit publikum.

Og hvis mine erfaringer med
"Nanette" har lært mig noget,

så er det, at den forbindelse
ikke kun handler om mig.

I spiller også en rolle.

"Nanette" begyndte måske i mig,

men nu lever hun og vokser
i en hel verden af andres tanker.

Tankeverdener, som jeg ikke deler.

Men jeg tror på, at
jeg er forbundet.

Og på den måde, er hun
meget større end mig.

På samme måde, som meningen med
at være menneske er større end os alle.

Få selv noget ud af det.

Tak. Og goddag.

(Bifald)