Jeg hedder Hannah. Og det er et palindrom. Det er et ord, der staves på samme måde forfra og bagfra, hvis man altså kan stave. Men det sjove er -- (Latter) at hele min familie har palindromnavne. Det er lidt af en tradition. Vi har Mum (mor), Dad (far) -- (Latter) Nan (bedstemor), Pop (bedstefar). (Latter) Og min bror Kajak. (Latter) Værs'god! Der har du en lille joke, lige der. (Latter) Jeg kan godt lide at sætte ting i gang med en joke, for jeg er jo komiker. Nu ved I allerede to ting om mig. Jeg hedder Hannah, og jeg er komiker. Jeg spilder ikke tiden. Her er der en tredje ting, som I gerne må vide om mig: Jeg synes ikke, at jeg er ret god til at sige, hvad jeg virkelig mener. En modig indledning til en talk, ja, men det er sandt. Jeg har altid haft meget svært ved at omsætte mine tanker til tale. Så det ser måske lidt ud som en selvmodsigelse, når sådan en som mig, som er så dårlig til at snakke, er sådan noget som stand-up-komiker. Men sådan er det. Værs'god. Det er sådan, det er. Jeg prøvede første gang stand-up-komedi... -- komid... Kan I se det? Se? Se? (Latter) Jeg prøvede første gang stand-up-komik, da jeg var sidst i tyverne og på trods af, at jeg var sygeligt genert, ofte stum og havde lavt selvværd og aldrig havde haft en mikrofon i hånden før, så vidste jeg straks, da jeg stod foran mit publikum, jeg vidste det, endda før jeg fortalte min første joke, jeg vidste, at jeg virkelig godt kunne lide stand-up, og at stand-up virkelig godt kunne lide mig. Men jeg kunne til gengæld slet ikke forstå "hvorfor?". Hvordan kunne jeg være så god til noget, som jeg var så dårlig til? (Latter) Jeg kunne simpelthen ikke regne det ud. Jeg forstod det ikke. Altså indtil jeg kunne forstå det. Nu - inden jeg forklarer jer, hvordan det kan være, at jeg kan være så god til noget, som jeg er så dårlig til - så lad mig lige smide endnu en selvmodsigelse ind i ligningen ved at fortælle jer, at ret kort tid efter, at jeg fandt ud af hvorfor, så bestemte jeg mig for at tage afsked med stand-up-komikken. Og før jeg forklarer dén lille modsigelses-kat som jeg fik smidt ind i flokken af tænke-duer, så lad mig også fortælle jer dette: Min afsked fik fyret min komikerkarriere afsted. (Latter) Altså, den kom virkelig ud over rampen, i en sådan grad, at efter min afsked var jeg pludselig den mest omtalte komiker på hele planeten, fordi - tydeligvis - er jeg endnu dårligere til at tage afsked, end jeg er til at sige, hvad jeg virkelig mener. Nå, men det eneste jeg har gjort indtil nu, udover at give jer lidt tilfældige sprøjt af biografiske detaljer, er at sige til jer indirekte, at jeg har tre ideer, som jeg vil dele med jer i dag. Og det har jeg gjort ved at dele tre selvmodsigelser. Ét: jeg er dårlig til at tale, jeg er god til at tale; Jeg tog afsked, jeg tog ikke afsked. Tre ideer, tre selvmodsigelser. Så hvis I nu undrer jer over, hvorfor der kun er to ting, på min såkaldte liste med tre ting -- (Latter) så lad mig minde om, at det faktisk er en liste med selvmodsigelser Følg lidt med. (Latter) Folkene bag TED anbefalede mig, at med en talk af denne længde, så var det bedst at holde sig til kun at dele én idé. Jeg sagde nej. (Latter) Hvad ved de om den slags? For at forklare, hvorfor jeg har valgt at ignorere et tydeligvis godt råd, så tager jeg jer lige tilbage til indledningen af denne talk, særligt til min palindrom-joke. Den joke bruger mit yndlingstrick fra komikerfaget, "the rule of three", hvor man kommer med et udsagn, bakker udsagnet op med en liste. Hele min familie har palindrom-navne: Mum, Dad, Nan, Pop. De første to ting på den liste skaber et mønster, og mønsteret skaber forventning. Og så kommer den tredje ting - bum! - Kajak. Hvad? Det er "the rule of three". En, to, overraskelse! Ha ha. (Latter) Altså, "the rule of three" er ikke bare grundlæggende for mit håndværk, den er også grundlæggende for min måde at kommunikere på. Så jeg laver ikke om på noget for nogen, heller ikke for TED, hvilket jeg lige vil pointere står for de tre idéer: Teknologi, Entertainment og Dummernikker. (Latter) Det virker hver gang, ikke? Men der skal mere til end bare jokes, hvis man vil klare sig som professionel komiker. Man skal kunne befinde sig på grænsen mellem at være charmerende og afvæbnende. Og jeg opdagede, at den mest effektive måde at opbygge den mængde charme, som jeg havde brug for, for at modsvare min afvæbnende personlighed var ikke ved hjælp af jokes, men med historier. Så mit stand-up-arbejde er fyldt med historier: historier om at vokse op, min ud-af-skabet-historie, historier om de overgreb, som jeg har tålt, fordi jeg ikke bare er kvinde, men en stor kvinde og endda en "masculine-of-center"-kvinde. Hvis du ser mit arbejde online, så check kommetarsporet, hvis du vil se eksempler på overgreb. (Latter) Nu er vi kommet til det tidspunkt, hvor jeg skifter til andet gear, og jeg vil fortælle en historie om alt det, som jeg lige har sagt. I de sidste dage af sit liv var min bedstemor omgivet af mennesker, masser af mennesker, fordi min bedstemor var den elskelige matriark i en stor og kærlig familie. Hvis ikke du har regnet det ud allerede, så er jeg medlem af den familie. Jeg var så heldig, at få muligheden for at sige farvel til min bedstemor den dag hun døde. Men eftersom hun dér allerede havde trukket sig helt ind i sig selv, så var det et lidt én-sidigt farvel. Så jeg tænkte på en masse ting. Ting, som jeg ikke havde tænkt over i lang tid, som fx. de breve, som jeg engang skrev til min bedstemor da jeg begyndte på universitetet. Det var breve, som jeg fyldte med historier og anekdoter, som jeg pyntede lidt på for hendes fornøjelses skyld. Og jeg huskede, hvordan jeg ikke kunne sætte ord på al den angst og frygt, jeg var fyldt af, mens jeg forsøgte at finde min lille plads i en verden, der virkede alt for stor til mig. Men jeg huskede også, at jeg fandt trøst i de breve, fordi jeg skrev dem med bedstemor i mine tanker. Efterhånden som verden blev mere og mere overvældende og min evne til at håndtere det blev dårligere og ikke bedre, holdt jeg op med at skrive de breve. Jeg syntes bare ikke, at jeg levede den slags liv, som Bedstemor ville have lyst til at læse om. Bedstemor vidste ikke, at jeg var homoseksuel og omkring seks måneder før hun døde, spurgte hun lige pludselig en dag, om jeg havde en fyr. Jeg kan huske, at jeg tog en helt bevidst beslutning i det øjeblik: jeg ville ikke springe ud over for min bedstemor. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, at hendes liv lakkede mod enden, og at jeg kun havde kort tid med hende, og jeg ønskede ikke at tale om, hvordan vi var forskellige. Jeg ville tale om, hvordan vi var forbundne. Så jeg skiftede emne. Mens det skete, føltes det som det rigtige at gøre. Men mens jeg sad og så min bedstemors liv, mens det nærmede sig sin uundgåelige afslutning, så følte jeg alligevel, at jeg havde taget fejl ved ikke at dele en så afgørende del af mit liv. Men jeg vidste også, at jeg havde forpasset chancen, og som bedstemor altid sagde, "Ja, ja, det er altsammen en del af den samme suppe. Det er for sent at fiske løgene op nu." (Latter) Det tænkte jeg over, og jeg tænkte over, at jeg havde haft alt for mange løg i mit liv som barn, der voksede op som lesbisk i en stat, hvor homoseksualitet var ulovligt. Og med den tanke kunne jeg se, hvor stramt jeg var viklet ind slyngtråde fra min egen internaliserede skam. Og derfra tænkte jeg på alle mine traumer: Volden, misbruget, voldtægten. Og sammen med hele den klynge af tanker dukkede en tanke, et spørgsmål, igen og igen op i mit hovede, og jeg havde ikke noget svar: Hvad er meningen med, at jeg er menneske? Ud af alle i min familie følte jeg mig tættest beslægtet med min bedstemor. Altså, vi har flest træk til fælles. Bare ikke helt så meget for tiden. Døden gør virkelig noget ved folk. Men det -- (Latter) - er lige min bedstmors form for humor. Det menneske, som jeg følte mig mest knyttet til i hele verden var både mor, bedstemor, oldemor og tipoldemor. Mig? Jeg var bare den yderste spids af min egen gren på stamtræet. Og jeg var ikke engang sikker på, at jeg stadig sad fast på stammen. Hvad var meningen med, at jeg er menneske? Året efter min bedstemors død, var det mest intenst kreative i hele mit liv. Og jeg gætter på, at det er fordi i sidste ende, så samler mine tanker sig, mere end de spreder sig. Mine tankeprocesser er ikke lineære. Jeg tænker visuelt. Jeg kan se mine tanker. Jeg har ikke fotografisk hukommelse og mit hoved er heller ikke noget galleri med fornuftigt indsamlede "tankeværker". Det er snarere et mere og mere veludviklet hieroglyf-sprog som jeg har udviklet, og som jeg forstår flydende og kan tænke dybt med. Men jeg kæmper med at oversætte. Jeg kan ikke male, tegne, lave skulpturer eller andet smart, og hvad angår det skrevne ord, så er jeg ok god til det, men det er en indviklet oversættelsesproces, og jeg synes ikke, at det er godt nok. Og det med at sige, hvad jeg mener, som jeg sagde, så er jeg ikke god til det. Tale har jeg altid oplevet som et utilstrækkeligt snapshot af det liv, der er inde i mig. Alt dette bare for at sige, at jeg har altid forstået meget mere, end jeg har været i stand til at udtrykke. Et år før Bedstemor døde, fik jeg en formel autismediagnose. For mig var det i det store hele en god nyhed. Jeg havde altid følt, at jeg ikke kunne klare mit liv som et normalt menneske, fordi jeg var deprimeret og angst. Og så viser det sig, at jeg var deprimeret og angst, fordi jeg ikke kunne klare mit liv som et normalt menneske, fordi jeg ikke var et normalt menneske, og det vidste jeg ikke. Jeg prøver ikke at sige, at jeg ikke stadig må kæmpe. Hver eneste dag er lidt af en kamp, hvis jeg skal være ærlig. Men i det mindste ved jeg nu, hvad min kamp går ud på, og at prøve at opføre mig "normalt" er ikke min kamp. Min kamp er ikke at prøve at undgå stormen. Min kamp er at prøve at finde stormens øje, så godt jeg kan. Bortset fra de almindelige måder, som os spektrum-typer bruger, når vi vil finde ro: gentagen adfærd, faste rutiner og besat tankegang, så har jeg en anden overraskende indgang til stormens øje: Stand-up-komedie. Så hvis du skal bruge flere beviser på, at jeg er neurodivergent, så hør her: Jeg er helt rolig ved at gøre noget, som de fleste ville dø af skræk over. Jeg er nærmest død indvendigt heroppe. (Latter) Diagnosen gave mig en ramme om alle de små ting ved mig selv, som jeg aldrig har kunnet forstå. Jeg passede pludselig ind, og for en stund blev jeg helt høj af en nyfunden selvtillid over min måde at tænke på. Men efter Bedstemors død så dykkede den selvtillid, fordi jeg sørger med min tænkning. Og i den tankesorg kunne jeg pludselig se med stor klarhed, hvor utroligt isoleret jeg var og altid havde været. Hvad var meningen med, at jeg er menneske? Jeg tænkte en del på, at autisme og PTSD har en masse til fælles. Og jeg blev bekymret, for jeg havde begge dele. Kunne jeg mon vikle dem ud fra hinanden? Jeg har altid fået at vide, at vejen ud af et traume går via en sammenhængende fortælling. Jeg havde en sammenhængende fortælling, men jeg var stadig fanget af mine traumer. De er allesammen del af min suppe, men løgene sved stadig. Og på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde fortalt mine historier for at få latter. Jeg havde fjernet alt det mørke, skåret smerten væk, og jeg holdt fast i mine traumer for at glæde mit publikum. Jeg forbandt mig med andre mennesker gennem latter, og alligevel følte jeg mig dybt uforbundet. Hvad var meningen med, at jeg er menneske? Jeg havde ikke noget svar, men jeg fik en idé. Jeg fik den idé at fortælle min sandhed, det hele. Ikke for at dele latteren, men for at dele min bogstavelige indre smerte. Og jeg tænkte, at det kunne jeg bedst gøre gennem et stand-up-show. Og det gjorde jeg så. Jeg skrev et show, som ikke viste respekt for punchlinen, den sætning, hvor man forventer, at komikeren kommer med sit slag af en pointe og får det til at kilde. Jeg stoppede ikke dér. Jeg tævede gennem den sætning og - metaforisk set - ind i publikums bløde maver. Jeg villle ikke have dem til at grine. Jeg ville slå luften ud af dem, chokere dem, så de kunne høre min historie og mærke min smerte som enkeltindivider - og ikke som en tankeløs, grinende hob. Og det var det, som jeg gjorde, og jeg kaldte mit show for "Nanette". Mange -- (Bifald) Mange har hævdet, at "Nanette" ikke er komedie. Og jeg er sådan set enig i, at "Nanette" ikke er en komedie, men de folk tager stadig fejl, (Latter) Fordi de hævder det, så de kan sige, at jeg ikke kan lave komedie. Det var ikke fejlslagen komedie! Jeg tog alt, hvad jeg ved om komedie -- alle tricksene, værktøjerne, teknikkerne -- jeg tog det hele, og med alt det ødelagde jeg komedien. Man kan ikke ødelægge komedie med komedie, hvis man ikke har styr på komedie. Så mistede de lige potensen. (Latter) (Bifald) Det var ikke min pointe. Pointen var ikke bare at ødelægge komedie. Pointen var at ødelægge komedie, så jeg kunne bygge den op igen i en ny form, ændre den så den bedre kunne indeholde alt dét, som jeg havde behov for at dele. Og det var det jeg mente med, at jeg tog afsked fra komediefaget. Nu er vi nok ved at være på det sted, hvor I tænker, "Fint nok, men hvad blev der lige af de tre ideer? Det er lidt uklart." Godt, at jeg lader som om, at du spørger. (Latter) Jeg er sikker på, at en del af jer har fundet tre ideer. I er jo et klogt publikum, så det ville slet ikke overraske mig. Men måske bliver I overraskede over, at jeg faktisk ikke har tre ideer. Jeg sagde, at jeg havde tre ideer, og det var løgn. Det var ren vildledning -- jeg er så sjov. I stedet for har jeg taget hele håndfulde af mine mange ideer, som om det var frø, og så har jeg spredt dem ud over hele min talk. Og hvorfor gjorde jeg nu det? Altså bortset fra, at det er skideskægt, så handler det om noget, som min bedstemor altid sagde: "Det er ikke selve haven, men havearbejdet, der betyder noget." Og "Nanette" lærte mig at forså sandheden i den Sandhed. Jeg forventede fuldstændig, at jeg ved at ødelægge komediens kontrakt og ved at fortælle min historie med al dens sandhed og smerte, så ville det føre mig endnu længere ud i yderkanten af både livet og kunsten. Det forventede jeg, og jeg var klar til at betale prisen for at vise min sandhed. Men det var ikke det, der skete. Verden skubbede mig ikke fra sig. Det trak mig nærmere til sig. Så ved at skabe afstand så fandt jeg tilknytning. Og jeg var længe om at forstå, at det, som er hjertet i den selvmodsigelse også er hjertet i den anden selvmodsigelse, som er, at jeg er så god til noget, som jeg er så dårlig til. For det er nemlig sådan, at i virkeligheden, så kæmper jeg med at tale med andre, fordi min neurodiversitet gør det svært for mig at tænke, lytte, tale og bearbejde ny information på én gang. Men på scenen behøver jeg ikke at tænke. Jeg forbereder mine "tanketing" i god tid. Jeg behøver ikke at lytte. Det er jeres afdeling. (Latter) Og jeg skal faktisk slet ikke tale, for strengt taget, så "reciterer" jeg. Så det eneste, der er tilbage er, at jeg skal gøre midt bedste for at skabe en ægte forbindelse med mit publikum. Og hvis mine erfaringer med "Nanette" har lært mig noget, så er det, at den forbindelse ikke kun handler om mig. I spiller også en rolle. "Nanette" begyndte måske i mig, men nu lever hun og vokser i en hel verden af andres tanker. Tankeverdener, som jeg ikke deler. Men jeg tror på, at jeg er forbundet. Og på den måde, er hun meget større end mig. På samme måde, som meningen med at være menneske er større end os alle. Få selv noget ud af det. Tak. Og goddag. (Bifald)