Hvad sker der, når mediernes prioritet er profit?

I denne tankevækkende Talk stiller David Puttnam et stort spørgsmål om medierne: Har de et moralsk imperativ til at skabe velinformerede borgere, eller er de frie til at efterfølge profit med alle nødvendige midler lige som enhver anden virksomhed?
Hans løsning på at balancere profit og ansvarlighed er modig ... og du er måske ikke enig. (Filmet ved TEDxHousesofParliament)

Hvis jeg må, vil jeg gerne starte med

historien om sneglen fra Paisley.

Om aftenen den 26. august, 1928,

tog May Donoghue et tog fra Glasgow

til byen Paisley, 11 km øst for storbyen,

og der ved Wellmeadow Caféen,

fik hun en 'Scots ice cream float',

en blanding af is og ingefærøl,

købt til hende af en ven,

Ingefærøllen blev severet i en brun,
uklar flaske,

mærket "D. Stevenson, Glen Lane, Paisley."

Hun drak lidt af ice cream float'en

men da det resterende Ingefærøl blev hældt

i hendes glas.

flød en opløst snegl

op til overfladen af hendes glas.

Tre dage senere blev hun indlagt

på Glasgow Royal sygehus

og diagnosticeret med alvorlig mave-tarm-katar

og chok.

Den efterfølgende sag: Donoghue v Stevenson,

satte en meget vigtig juridisk præcedens:

Stevenson, producenten af ingefærsøllen,

var fundet til at have en klar diligenspligt

over for May Donoghue,

selvom der ikke var nogen kontrakt mellem dem,

og uagtet det, at hun ikke selv havde købt drinken.

En af dommerne, Lord Atkin, beskrev det således:

Man skal sørge for at undgå handlinger eller forsømmelser,

som man med rimelighed kan forudsige

ville kunne skade ens nabo.

Faktisk, uden diligenspligt, kan man undre sig over, hvor mange mennesker

der ville have lidt

på grund af mave-tarm-katar, før at Stevenson til sidst lukkede forretningen.

Vær så venlig og hold Paisley sneglehistorien i mente,

for det er et vigtigt princip.

Sidste år publicerede the Hansard Society, en tværpolitisk velgørende organisation,

som søger at styrke parlamentarisk demokrati

og fremme større offentlig involvering i politik,

ved siden af deres årlige gennemgang

af politisk engagement, en yderligere sektion

dedikeret udelukkende til politik og medier.

Her er et par ret deprimerende observationer

fra den undersøgelse.

Det ser ikke ud til, at tabloidaviser

fremmer det politiske medborgerskab af deres læsere,

selv set i forhold til dem,

som ikke læser nogle aviser overhovedet.

Læsere, som kun læser tabloidaviser, er dobbelt så sandsynlige

til at være enige om en negativ opfattelse af politik,

end folk der ikke læser aviser.

De er ikke bare mindre politisk engagerede.

De forbruger også medier, som forstærker

deres negative vurdering af politik,

og bidrager derved til en fatalistisk og kynisk

holdning ift. demokrati og deres egen rolle i det.

Det er ikke så sært, at rapporten konkluderede at

i den henseende, lever pressen, specielt tabloidaviserne,

ikke op til vigtigheden

af deres rolle i vores demokrati.

Jeg tvivler på, at nogen i dette rum seriøst

ville udfordre det synspunkt.

Men hvis Hansard har ret, og det har de som regel,

så har vi et meget seriøst problem,

og det er et, som jeg gerne vil
fokusere på

i de næste 10 minutter.

Siden Paisley sneglen,

og specielt i det sidste årti eller deromkring,

er meget tænkning blevet udviklet

omkring begrebet diligenspligt,

som det relaterer til en række aspekter i civilsamfundet.

Generelt opstår en diligenspligt, når et individ

eller en gruppe af individer påtager sig en aktivitet,

som har potentialet til at gøre skade på en anden,

enten fysisk, mentalt eller økonomisk.

Dette er hovedsagelig fokuseret på åbenlyse områder,

som vores empatiske reaktion på børn og unge,

på vores udsendte, og på vores ældre og svage.

Det er sjældent, hvis nogensinde, udvidet til lige så vigtige argumenter

omhandlende skrøbeligheden af vores nuværende regeringsform,

til begrebet om at ærlighed, nøjagtighed og upartiskhed,

er fundamentale i processen med at opbygge

og fastholde et informeret,

medarbejderdemokrati.

Og jo mere man tænker på det,

jo mærkeligere er det.

For et par år siden havde jeg den fornøjelse

at åbne en helt ny skole

i det nordøstlige England.

Eleverne havde omdøbt skolen til
Academy 360.

Mens jeg gik igennem dets imponerende

glas-dækkede atrium,

så jeg foran mig, dekoreret på væggen

i bogstaver af ild,

Marcus Aurelius' kendte formaning:

Hvis det ikke er sandt, sig det ikke;

hvis det ikke er rigtigt, gør det ikke.

Overlæreren så mig kigge på det,

og han sagde, "Åh, det er vores skole motto."

På vejen tilbage med toget til London

kunne jeg ikke få det ud at mit hoved.

Jeg blev ved med at tænke, kan det virkelig have taget os

over 2000 år at lære at leve

med det simple begreb,

som værende vores minimums forventning af hinanden?

Er det ikke på tide, at vi udvikler dette koncept

om diligenspligt

og udvidede det til at inkludere pleje

af vores fælles men i stigende grad truede demokratiske værdier?

Når alt kommer til alt, kan fraværet af en diligenspligt

i mange professioner

alt for let føre til beskyldninger om uagtsomhed,

og hvis det er sådan, kan vi så være tilpasse ved tanken

om, at vi faktisk er uagtsomme

i henhold til vores eget samfunds sundhed,

og de værdier som nødvendigvis understøtter dem?

Kan nogen ærligt forslå, med beviset i mente,

at de samme medier, som Hansard så kraftigt fordømmer,

har taget tilstrækkelig omhu for at undgå at opføre sig

på måder, som de rimeligt kunne have forudset,

sandsynligvis ville underminere eller sågar ødelægge

vores, ifølge sin natur, skrøbelige demokratiske forlig.

Der vil være dem, som vil argumentere for,

at dette alt for let kunne glide over i en form

for censur, omend selvcensur,

men jeg køber ikke det argument.

Det må være muligt

at balancere ytringsfrihed

med bredere moralske og sociale forpligtelser.

Lad mig forklare ved at fremlægge eksemplet

fra min egen karriere som filmskaber.

Gennem den karriere har jeg aldrig accepteret,

at en filmskaber burde gå til værks med at

sætte deres eget værk udenfor eller over, hvad han eller hun

tror er et anstændigt set af værdier

for deres eget liv, deres egen familie,

og samfundets fremtid, som vi alle lever i.

Jeg vil gå endnu længere.

En ansvarlig filmskaber burde aldrig devaluere sit arbejde

til et punkt, hvor det bliver mindre end sandt

overfor den verden, de selv ønsker at bo i.

Som jeg ser det, filmskabere, journalister, sågar bloggere,

er alle påbudt at leve op til de sociale forventninger,

som kommer, når man kombinere den reelle kraft af deres medie

med deres veludviklede professionelle evner.

Dette er selvfølgelig ikke en pålagt pligt,

men for den talentfulde filmskaber og den ansvarlige journalist

eller sågar blogger, slår det mig som værende aldeles uundgåeligt.

Vi burde altid huske, at vores begreb

af individuel frihed og dets partner, kreative frihed,

er relativ ny

i historien om vestlige ideer,

og på grund af det, er det ofte undervurderet

og kan meget hurtigt blive undermineret.

Det er en skat nemt tabt,

og når den er tabt, når den er overgivet,

kan den vise sig at være meget, meget, svær at genvinde.

Og det første forsvar

må være vores egne standarder,

ikke dem påtvunget os af en censor eller lovgivning,

vores egne standarder og vores egen integritet.

Vores integritet mens vi håndterer dem,

som vi arbejder med,

og vores egne standarder, mens vi opererer indenfor samfundet.

Og vores standarder

er nød til at være en del af en bæredygtig social dagsorden.

De er en del af et kollektivt ansvar,

ansvaret for kunstneren eller journalisten

til at håndtere verdenen, som den virkelig er,

og dette må gå hånd i hånd

med ansvaret for dem, som leder samfundet

til også at accepterer den verden,

og ikke være fristet til at misbruge

årsagerne til dens dårligdomme.

Men som det er blevet påfaldende klart

over de sidste par år,

er sådant et ansvar i en høj grad

blevet ophævet af store dele af medierne.

Og som konsekvens, over hele den vestlige verden,

er de oversimplificerde politkker af protestpartier

og deres appel til en i høj grad desillusioneret

ældre demografi,

sammen med apatien og besættelsen af det trivielle,

som karakteriserer i hvert fald nogle af de unge,

tilsammen truer disse

og andre ligeså nutidige fejltrin

med at presse livet

ud af aktiv informeret debat og engagement,

og jeg understreger aktiv.

De mest ivrige libertarianere ville måske sige,

at Donoghug v Stevenson burde være blevet smidt ud af retten,

og at Stevenson med tiden ville være gået konkurs,

hvis han var fortsat med at sælge ingefærøl med snegle i.

Men de fleste af os, tror jeg, accepterer en lille

rolle for staten ift. at håndhæve en dilligenspligt,

og nøgleordet her er rimelig.

Dommere må spørge, tog de rimelig omhu,

og kunne de med rimelighed have forudset

konsekvenserne af deres handlinger?

Langt fra at symbolisere en overbeskyttende statsmagt,

er det den lille logiske test af rimeligheden,

som jeg gerne vil have, at vi anvender på dem i medierne,

som, når alt kommer til alt, sætter tonen og indholdet

for meget af vores demokratiske diskurs.

Demokrati kræver, for at fungere, at

fornuftige mænd og kvinder tager sig tid
til at forstå og debattere

svære, somme tider komplekse spørgsmål,

og at de gør det i en atmosfære, som stræber

efter den type af forståelse, som leder til,

om ikke en aftale, så i det mindste et produktivt

og brugbart kompromis.

Politik handler om valg,

og indenfor disse valg, handler politik om prioriteter.

Om at forene modstridende preferencer

i så høj grad som muligt baseret på kendsgerninger.

Men hvis selv kendsgerningerne er forvrængede,

vil beslutningerne formentlig kun skabe yderligere konflikt,

med al den stress og belastning af samfundet,

som uundgåeligt vil følge.

Medierne er nød til at beslutte:

Ser de deres rolle som at skulle ophidse

eller at informere?

For i sidste ende, handler det om en kombination

af tillid og lederskab.

For 50 år siden denne uge, holdt præsident John. F. Kennedy

to epokegørende taler,

den første om nedrustning og den anden om borgerrettigheder.

Den første førte næsten øjeblikkeligt

til traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger,

og den anden førte til 'Civil Rights Act (1968)',

som begge repræsenterede store skridt fremad.

Demokrati, godt ledet og velinformeret

kan opnå meget store ting,

men der er en forudsætning.

Vi er nød til at stole på, at dem som tager de beslutninger

ikke handler i deres egen bedste interesse

men på vegne af hele befolkningen.

Vi har brug for faktuelt baserede meninger,

klart lagt ud,

ikke dem af de få stærke

og potentielt manipulerende koncerner

som forfølger deres egen, ofte snævre, agenda,

men præcis, upartisk information

med hvilken vi selv kan dømme.

Hvis vi vil levere anstændige og tilfredsstillende liv

for vores børn og vores børns børn,

er vi nød til at udøve den størst mulige grad

af diligenspligt overfor et livligt

og forhåbentligt vedvarende demokrati.

Mange tak fordi I lyttede til mig.

(Bifald).