Hvis jeg må, vil jeg gerne starte med historien om sneglen fra Paisley. Om aftenen den 26. august, 1928, tog May Donoghue et tog fra Glasgow til byen Paisley, 11 km øst for storbyen, og der ved Wellmeadow Caféen, fik hun en 'Scots ice cream float', en blanding af is og ingefærøl, købt til hende af en ven, Ingefærøllen blev severet i en brun, uklar flaske, mærket "D. Stevenson, Glen Lane, Paisley." Hun drak lidt af ice cream float'en men da det resterende Ingefærøl blev hældt i hendes glas. flød en opløst snegl op til overfladen af hendes glas. Tre dage senere blev hun indlagt på Glasgow Royal sygehus og diagnosticeret med alvorlig mave-tarm-katar og chok. Den efterfølgende sag: Donoghue v Stevenson, satte en meget vigtig juridisk præcedens: Stevenson, producenten af ingefærsøllen, var fundet til at have en klar diligenspligt over for May Donoghue, selvom der ikke var nogen kontrakt mellem dem, og uagtet det, at hun ikke selv havde købt drinken. En af dommerne, Lord Atkin, beskrev det således: Man skal sørge for at undgå handlinger eller forsømmelser, som man med rimelighed kan forudsige ville kunne skade ens nabo. Faktisk, uden diligenspligt, kan man undre sig over, hvor mange mennesker der ville have lidt på grund af mave-tarm-katar, før at Stevenson til sidst lukkede forretningen. Vær så venlig og hold Paisley sneglehistorien i mente, for det er et vigtigt princip. Sidste år publicerede the Hansard Society, en tværpolitisk velgørende organisation, som søger at styrke parlamentarisk demokrati og fremme større offentlig involvering i politik, ved siden af deres årlige gennemgang af politisk engagement, en yderligere sektion dedikeret udelukkende til politik og medier. Her er et par ret deprimerende observationer fra den undersøgelse. Det ser ikke ud til, at tabloidaviser fremmer det politiske medborgerskab af deres læsere, selv set i forhold til dem, som ikke læser nogle aviser overhovedet. Læsere, som kun læser tabloidaviser, er dobbelt så sandsynlige til at være enige om en negativ opfattelse af politik, end folk der ikke læser aviser. De er ikke bare mindre politisk engagerede. De forbruger også medier, som forstærker deres negative vurdering af politik, og bidrager derved til en fatalistisk og kynisk holdning ift. demokrati og deres egen rolle i det. Det er ikke så sært, at rapporten konkluderede at i den henseende, lever pressen, specielt tabloidaviserne, ikke op til vigtigheden af deres rolle i vores demokrati. Jeg tvivler på, at nogen i dette rum seriøst ville udfordre det synspunkt. Men hvis Hansard har ret, og det har de som regel, så har vi et meget seriøst problem, og det er et, som jeg gerne vil fokusere på i de næste 10 minutter. Siden Paisley sneglen, og specielt i det sidste årti eller deromkring, er meget tænkning blevet udviklet omkring begrebet diligenspligt, som det relaterer til en række aspekter i civilsamfundet. Generelt opstår en diligenspligt, når et individ eller en gruppe af individer påtager sig en aktivitet, som har potentialet til at gøre skade på en anden, enten fysisk, mentalt eller økonomisk. Dette er hovedsagelig fokuseret på åbenlyse områder, som vores empatiske reaktion på børn og unge, på vores udsendte, og på vores ældre og svage. Det er sjældent, hvis nogensinde, udvidet til lige så vigtige argumenter omhandlende skrøbeligheden af vores nuværende regeringsform, til begrebet om at ærlighed, nøjagtighed og upartiskhed, er fundamentale i processen med at opbygge og fastholde et informeret, medarbejderdemokrati. Og jo mere man tænker på det, jo mærkeligere er det. For et par år siden havde jeg den fornøjelse at åbne en helt ny skole i det nordøstlige England. Eleverne havde omdøbt skolen til Academy 360. Mens jeg gik igennem dets imponerende glas-dækkede atrium, så jeg foran mig, dekoreret på væggen i bogstaver af ild, Marcus Aurelius' kendte formaning: Hvis det ikke er sandt, sig det ikke; hvis det ikke er rigtigt, gør det ikke. Overlæreren så mig kigge på det, og han sagde, "Åh, det er vores skole motto." På vejen tilbage med toget til London kunne jeg ikke få det ud at mit hoved. Jeg blev ved med at tænke, kan det virkelig have taget os over 2000 år at lære at leve med det simple begreb, som værende vores minimums forventning af hinanden? Er det ikke på tide, at vi udvikler dette koncept om diligenspligt og udvidede det til at inkludere pleje af vores fælles men i stigende grad truede demokratiske værdier? Når alt kommer til alt, kan fraværet af en diligenspligt i mange professioner alt for let føre til beskyldninger om uagtsomhed, og hvis det er sådan, kan vi så være tilpasse ved tanken om, at vi faktisk er uagtsomme i henhold til vores eget samfunds sundhed, og de værdier som nødvendigvis understøtter dem? Kan nogen ærligt forslå, med beviset i mente, at de samme medier, som Hansard så kraftigt fordømmer, har taget tilstrækkelig omhu for at undgå at opføre sig på måder, som de rimeligt kunne have forudset, sandsynligvis ville underminere eller sågar ødelægge vores, ifølge sin natur, skrøbelige demokratiske forlig. Der vil være dem, som vil argumentere for, at dette alt for let kunne glide over i en form for censur, omend selvcensur, men jeg køber ikke det argument. Det må være muligt at balancere ytringsfrihed med bredere moralske og sociale forpligtelser. Lad mig forklare ved at fremlægge eksemplet fra min egen karriere som filmskaber. Gennem den karriere har jeg aldrig accepteret, at en filmskaber burde gå til værks med at sætte deres eget værk udenfor eller over, hvad han eller hun tror er et anstændigt set af værdier for deres eget liv, deres egen familie, og samfundets fremtid, som vi alle lever i. Jeg vil gå endnu længere. En ansvarlig filmskaber burde aldrig devaluere sit arbejde til et punkt, hvor det bliver mindre end sandt overfor den verden, de selv ønsker at bo i. Som jeg ser det, filmskabere, journalister, sågar bloggere, er alle påbudt at leve op til de sociale forventninger, som kommer, når man kombinere den reelle kraft af deres medie med deres veludviklede professionelle evner. Dette er selvfølgelig ikke en pålagt pligt, men for den talentfulde filmskaber og den ansvarlige journalist eller sågar blogger, slår det mig som værende aldeles uundgåeligt. Vi burde altid huske, at vores begreb af individuel frihed og dets partner, kreative frihed, er relativ ny i historien om vestlige ideer, og på grund af det, er det ofte undervurderet og kan meget hurtigt blive undermineret. Det er en skat nemt tabt, og når den er tabt, når den er overgivet, kan den vise sig at være meget, meget, svær at genvinde. Og det første forsvar må være vores egne standarder, ikke dem påtvunget os af en censor eller lovgivning, vores egne standarder og vores egen integritet. Vores integritet mens vi håndterer dem, som vi arbejder med, og vores egne standarder, mens vi opererer indenfor samfundet. Og vores standarder er nød til at være en del af en bæredygtig social dagsorden. De er en del af et kollektivt ansvar, ansvaret for kunstneren eller journalisten til at håndtere verdenen, som den virkelig er, og dette må gå hånd i hånd med ansvaret for dem, som leder samfundet til også at accepterer den verden, og ikke være fristet til at misbruge årsagerne til dens dårligdomme. Men som det er blevet påfaldende klart over de sidste par år, er sådant et ansvar i en høj grad blevet ophævet af store dele af medierne. Og som konsekvens, over hele den vestlige verden, er de oversimplificerde politkker af protestpartier og deres appel til en i høj grad desillusioneret ældre demografi, sammen med apatien og besættelsen af det trivielle, som karakteriserer i hvert fald nogle af de unge, tilsammen truer disse og andre ligeså nutidige fejltrin med at presse livet ud af aktiv informeret debat og engagement, og jeg understreger aktiv. De mest ivrige libertarianere ville måske sige, at Donoghug v Stevenson burde være blevet smidt ud af retten, og at Stevenson med tiden ville være gået konkurs, hvis han var fortsat med at sælge ingefærøl med snegle i. Men de fleste af os, tror jeg, accepterer en lille rolle for staten ift. at håndhæve en dilligenspligt, og nøgleordet her er rimelig. Dommere må spørge, tog de rimelig omhu, og kunne de med rimelighed have forudset konsekvenserne af deres handlinger? Langt fra at symbolisere en overbeskyttende statsmagt, er det den lille logiske test af rimeligheden, som jeg gerne vil have, at vi anvender på dem i medierne, som, når alt kommer til alt, sætter tonen og indholdet for meget af vores demokratiske diskurs. Demokrati kræver, for at fungere, at fornuftige mænd og kvinder tager sig tid til at forstå og debattere svære, somme tider komplekse spørgsmål, og at de gør det i en atmosfære, som stræber efter den type af forståelse, som leder til, om ikke en aftale, så i det mindste et produktivt og brugbart kompromis. Politik handler om valg, og indenfor disse valg, handler politik om prioriteter. Om at forene modstridende preferencer i så høj grad som muligt baseret på kendsgerninger. Men hvis selv kendsgerningerne er forvrængede, vil beslutningerne formentlig kun skabe yderligere konflikt, med al den stress og belastning af samfundet, som uundgåeligt vil følge. Medierne er nød til at beslutte: Ser de deres rolle som at skulle ophidse eller at informere? For i sidste ende, handler det om en kombination af tillid og lederskab. For 50 år siden denne uge, holdt præsident John. F. Kennedy to epokegørende taler, den første om nedrustning og den anden om borgerrettigheder. Den første førte næsten øjeblikkeligt til traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger, og den anden førte til 'Civil Rights Act (1968)', som begge repræsenterede store skridt fremad. Demokrati, godt ledet og velinformeret kan opnå meget store ting, men der er en forudsætning. Vi er nød til at stole på, at dem som tager de beslutninger ikke handler i deres egen bedste interesse men på vegne af hele befolkningen. Vi har brug for faktuelt baserede meninger, klart lagt ud, ikke dem af de få stærke og potentielt manipulerende koncerner som forfølger deres egen, ofte snævre, agenda, men præcis, upartisk information med hvilken vi selv kan dømme. Hvis vi vil levere anstændige og tilfredsstillende liv for vores børn og vores børns børn, er vi nød til at udøve den størst mulige grad af diligenspligt overfor et livligt og forhåbentligt vedvarende demokrati. Mange tak fordi I lyttede til mig. (Bifald).