Hvis jeg må, vil jeg gerne starte med
historien om sneglen fra Paisley.
Om aftenen den 26. august, 1928,
tog May Donoghue et tog fra Glasgow
til byen Paisley, 11 km øst for storbyen,
og der ved Wellmeadow Caféen,
fik hun en 'Scots ice cream float',
en blanding af is og ingefærøl,
købt til hende af en ven,
Ingefærøllen blev severet i en brun,
uklar flaske,
mærket "D. Stevenson, Glen Lane, Paisley."
Hun drak lidt af ice cream float'en
men da det resterende Ingefærøl blev hældt
i hendes glas.
flød en opløst snegl
op til overfladen af hendes glas.
Tre dage senere blev hun indlagt
på Glasgow Royal sygehus
og diagnosticeret med alvorlig mave-tarm-katar
og chok.
Den efterfølgende sag: Donoghue v Stevenson,
satte en meget vigtig juridisk præcedens:
Stevenson, producenten af ingefærsøllen,
var fundet til at have en klar diligenspligt
over for May Donoghue,
selvom der ikke var nogen kontrakt mellem dem,
og uagtet det, at hun ikke selv havde købt drinken.
En af dommerne, Lord Atkin, beskrev det således:
Man skal sørge for at undgå handlinger eller forsømmelser,
som man med rimelighed kan forudsige
ville kunne skade ens nabo.
Faktisk, uden diligenspligt, kan man undre sig over, hvor mange mennesker
der ville have lidt
på grund af mave-tarm-katar, før at Stevenson til sidst lukkede forretningen.
Vær så venlig og hold Paisley sneglehistorien i mente,
for det er et vigtigt princip.
Sidste år publicerede the Hansard Society, en tværpolitisk velgørende organisation,
som søger at styrke parlamentarisk demokrati
og fremme større offentlig involvering i politik,
ved siden af deres årlige gennemgang
af politisk engagement, en yderligere sektion
dedikeret udelukkende til politik og medier.
Her er et par ret deprimerende observationer
fra den undersøgelse.
Det ser ikke ud til, at tabloidaviser
fremmer det politiske medborgerskab af deres læsere,
selv set i forhold til dem,
som ikke læser nogle aviser overhovedet.
Læsere, som kun læser tabloidaviser, er dobbelt så sandsynlige
til at være enige om en negativ opfattelse af politik,
end folk der ikke læser aviser.
De er ikke bare mindre politisk engagerede.
De forbruger også medier, som forstærker
deres negative vurdering af politik,
og bidrager derved til en fatalistisk og kynisk
holdning ift. demokrati og deres egen rolle i det.
Det er ikke så sært, at rapporten konkluderede at
i den henseende, lever pressen, specielt tabloidaviserne,
ikke op til vigtigheden
af deres rolle i vores demokrati.
Jeg tvivler på, at nogen i dette rum seriøst
ville udfordre det synspunkt.
Men hvis Hansard har ret, og det har de som regel,
så har vi et meget seriøst problem,
og det er et, som jeg gerne vil
fokusere på
i de næste 10 minutter.
Siden Paisley sneglen,
og specielt i det sidste årti eller deromkring,
er meget tænkning blevet udviklet
omkring begrebet diligenspligt,
som det relaterer til en række aspekter i civilsamfundet.
Generelt opstår en diligenspligt, når et individ
eller en gruppe af individer påtager sig en aktivitet,
som har potentialet til at gøre skade på en anden,
enten fysisk, mentalt eller økonomisk.
Dette er hovedsagelig fokuseret på åbenlyse områder,
som vores empatiske reaktion på børn og unge,
på vores udsendte, og på vores ældre og svage.
Det er sjældent, hvis nogensinde, udvidet til lige så vigtige argumenter
omhandlende skrøbeligheden af vores nuværende regeringsform,
til begrebet om at ærlighed, nøjagtighed og upartiskhed,
er fundamentale i processen med at opbygge
og fastholde et informeret,
medarbejderdemokrati.
Og jo mere man tænker på det,
jo mærkeligere er det.
For et par år siden havde jeg den fornøjelse
at åbne en helt ny skole
i det nordøstlige England.
Eleverne havde omdøbt skolen til
Academy 360.
Mens jeg gik igennem dets imponerende
glas-dækkede atrium,
så jeg foran mig, dekoreret på væggen
i bogstaver af ild,
Marcus Aurelius' kendte formaning:
Hvis det ikke er sandt, sig det ikke;
hvis det ikke er rigtigt, gør det ikke.
Overlæreren så mig kigge på det,
og han sagde, "Åh, det er vores skole motto."
På vejen tilbage med toget til London
kunne jeg ikke få det ud at mit hoved.
Jeg blev ved med at tænke, kan det virkelig have taget os
over 2000 år at lære at leve
med det simple begreb,
som værende vores minimums forventning af hinanden?
Er det ikke på tide, at vi udvikler dette koncept
om diligenspligt
og udvidede det til at inkludere pleje
af vores fælles men i stigende grad truede demokratiske værdier?
Når alt kommer til alt, kan fraværet af en diligenspligt
i mange professioner
alt for let føre til beskyldninger om uagtsomhed,
og hvis det er sådan, kan vi så være tilpasse ved tanken
om, at vi faktisk er uagtsomme
i henhold til vores eget samfunds sundhed,
og de værdier som nødvendigvis understøtter dem?
Kan nogen ærligt forslå, med beviset i mente,
at de samme medier, som Hansard så kraftigt fordømmer,
har taget tilstrækkelig omhu for at undgå at opføre sig
på måder, som de rimeligt kunne have forudset,
sandsynligvis ville underminere eller sågar ødelægge
vores, ifølge sin natur, skrøbelige demokratiske forlig.
Der vil være dem, som vil argumentere for,
at dette alt for let kunne glide over i en form
for censur, omend selvcensur,
men jeg køber ikke det argument.
Det må være muligt
at balancere ytringsfrihed
med bredere moralske og sociale forpligtelser.
Lad mig forklare ved at fremlægge eksemplet
fra min egen karriere som filmskaber.
Gennem den karriere har jeg aldrig accepteret,
at en filmskaber burde gå til værks med at
sætte deres eget værk udenfor eller over, hvad han eller hun
tror er et anstændigt set af værdier
for deres eget liv, deres egen familie,
og samfundets fremtid, som vi alle lever i.
Jeg vil gå endnu længere.
En ansvarlig filmskaber burde aldrig devaluere sit arbejde
til et punkt, hvor det bliver mindre end sandt
overfor den verden, de selv ønsker at bo i.
Som jeg ser det, filmskabere, journalister, sågar bloggere,
er alle påbudt at leve op til de sociale forventninger,
som kommer, når man kombinere den reelle kraft af deres medie
med deres veludviklede professionelle evner.
Dette er selvfølgelig ikke en pålagt pligt,
men for den talentfulde filmskaber og den ansvarlige journalist
eller sågar blogger, slår det mig som værende aldeles uundgåeligt.
Vi burde altid huske, at vores begreb
af individuel frihed og dets partner, kreative frihed,
er relativ ny
i historien om vestlige ideer,
og på grund af det, er det ofte undervurderet
og kan meget hurtigt blive undermineret.
Det er en skat nemt tabt,
og når den er tabt, når den er overgivet,
kan den vise sig at være meget, meget, svær at genvinde.
Og det første forsvar
må være vores egne standarder,
ikke dem påtvunget os af en censor eller lovgivning,
vores egne standarder og vores egen integritet.
Vores integritet mens vi håndterer dem,
som vi arbejder med,
og vores egne standarder, mens vi opererer indenfor samfundet.
Og vores standarder
er nød til at være en del af en bæredygtig social dagsorden.
De er en del af et kollektivt ansvar,
ansvaret for kunstneren eller journalisten
til at håndtere verdenen, som den virkelig er,
og dette må gå hånd i hånd
med ansvaret for dem, som leder samfundet
til også at accepterer den verden,
og ikke være fristet til at misbruge
årsagerne til dens dårligdomme.
Men som det er blevet påfaldende klart
over de sidste par år,
er sådant et ansvar i en høj grad
blevet ophævet af store dele af medierne.
Og som konsekvens, over hele den vestlige verden,
er de oversimplificerde politkker af protestpartier
og deres appel til en i høj grad desillusioneret
ældre demografi,
sammen med apatien og besættelsen af det trivielle,
som karakteriserer i hvert fald nogle af de unge,
tilsammen truer disse
og andre ligeså nutidige fejltrin
med at presse livet
ud af aktiv informeret debat og engagement,
og jeg understreger aktiv.
De mest ivrige libertarianere ville måske sige,
at Donoghug v Stevenson burde være blevet smidt ud af retten,
og at Stevenson med tiden ville være gået konkurs,
hvis han var fortsat med at sælge ingefærøl med snegle i.
Men de fleste af os, tror jeg, accepterer en lille
rolle for staten ift. at håndhæve en dilligenspligt,
og nøgleordet her er rimelig.
Dommere må spørge, tog de rimelig omhu,
og kunne de med rimelighed have forudset
konsekvenserne af deres handlinger?
Langt fra at symbolisere en overbeskyttende statsmagt,
er det den lille logiske test af rimeligheden,
som jeg gerne vil have, at vi anvender på dem i medierne,
som, når alt kommer til alt, sætter tonen og indholdet
for meget af vores demokratiske diskurs.
Demokrati kræver, for at fungere, at
fornuftige mænd og kvinder tager sig tid
til at forstå og debattere
svære, somme tider komplekse spørgsmål,
og at de gør det i en atmosfære, som stræber
efter den type af forståelse, som leder til,
om ikke en aftale, så i det mindste et produktivt
og brugbart kompromis.
Politik handler om valg,
og indenfor disse valg, handler politik om prioriteter.
Om at forene modstridende preferencer
i så høj grad som muligt baseret på kendsgerninger.
Men hvis selv kendsgerningerne er forvrængede,
vil beslutningerne formentlig kun skabe yderligere konflikt,
med al den stress og belastning af samfundet,
som uundgåeligt vil følge.
Medierne er nød til at beslutte:
Ser de deres rolle som at skulle ophidse
eller at informere?
For i sidste ende, handler det om en kombination
af tillid og lederskab.
For 50 år siden denne uge, holdt præsident John. F. Kennedy
to epokegørende taler,
den første om nedrustning og den anden om borgerrettigheder.
Den første førte næsten øjeblikkeligt
til traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger,
og den anden førte til 'Civil Rights Act (1968)',
som begge repræsenterede store skridt fremad.
Demokrati, godt ledet og velinformeret
kan opnå meget store ting,
men der er en forudsætning.
Vi er nød til at stole på, at dem som tager de beslutninger
ikke handler i deres egen bedste interesse
men på vegne af hele befolkningen.
Vi har brug for faktuelt baserede meninger,
klart lagt ud,
ikke dem af de få stærke
og potentielt manipulerende koncerner
som forfølger deres egen, ofte snævre, agenda,
men præcis, upartisk information
med hvilken vi selv kan dømme.
Hvis vi vil levere anstændige og tilfredsstillende liv
for vores børn og vores børns børn,
er vi nød til at udøve den størst mulige grad
af diligenspligt overfor et livligt
og forhåbentligt vedvarende demokrati.
Mange tak fordi I lyttede til mig.
(Bifald).