< Return to Video

Det vi ikke ved om Europas muslimske børn

  • 0:01 - 0:07
    Som barn vidste jeg,
    at jeg havde superkræfter
  • 0:07 - 0:08
    Det er sandt.
  • 0:08 - 0:09
    (Latter)
  • 0:09 - 0:13
    Jeg mente, jeg var fantastisk,
    fordi jeg kunne forstå og relatere
  • 0:13 - 0:15
    til følelserne hos
    brune mennesker,
  • 0:15 - 0:19
    såsom min bedstefar,
    en konservativ muslim.
  • 0:19 - 0:24
    Jeg kunne også forstå min
    afghanske mor og pakistanske far,
  • 0:24 - 0:28
    ikke videre religiøse, men
    afslappede og ret liberale.
  • 0:28 - 0:30
    Og selvfølgelig kunne jeg forstå
  • 0:30 - 0:33
    og relatere til følelserne
    hos hvide mennesker.
  • 0:33 - 0:34
    De hvide nordmænd i mit land.
  • 0:35 - 0:38
    I ved, hvide, brune, ligemeget
  • 0:38 - 0:40
    Jeg holdt af dem alle.
  • 0:40 - 0:41
    Jeg forstod dem alle,
  • 0:41 - 0:44
    selv når de ikke altid forstod hinanden;
  • 0:44 - 0:45
    de var alle som mig.
  • 0:46 - 0:49
    Min far var dog altid bekymret.
  • 0:49 - 0:52
    Han sagde altid at selv med
    den bedste uddannelse,
  • 0:52 - 0:55
    ville jeg ikke få en fair chance.
  • 0:55 - 0:59
    Jeg ville stadig blive
    diskrimineret, ifølge ham.
  • 0:59 - 1:01
    Og at den eneste måde at blive
    accepteret på af hvide,
  • 1:01 - 1:04
    var at blive berømt.
  • 1:04 - 1:08
    Den samtale tog han med mig,
    da jeg var syv år gammel.
  • 1:08 - 1:11
    Så til mig på syv, sagde han
  • 1:11 - 1:15
    "Hør, det skal enten være noget
    med sport eller indenfor musik."
  • 1:15 - 1:19
    Han vidste intet om sport ...
    så det blev altså musikken.
  • 1:19 - 1:24
    Så da jeg var syv, samlede han alt
    mit legetøj, alle mine dukker sammen
  • 1:24 - 1:25
    og smed dem ud.
  • 1:26 - 1:30
    I bytte fik jeg et elendigt
    lille Casio keyboard og ...
  • 1:30 - 1:31
    (Latter)
  • 1:31 - 1:33
    Jo! Og sangtimer.
  • 1:33 - 1:38
    Og han tvang mig til at øve
    i timevis hver eneste dag.
  • 1:38 - 1:42
    Ganske hurtigt fik han mig også til at
    optræde for større og større publikum,
  • 1:42 - 1:46
    og mærkeligt nok blev jeg
    nærmest indbegrebet af
  • 1:46 - 1:48
    norsk multikulturalisme
  • 1:49 - 1:50
    Jeg var naturligvis meget stolt.
  • 1:51 - 1:54
    For nu var selv aviserne
  • 1:54 - 1:56
    begyndt at skrive pæne ting
    om brune mennesker,
  • 1:56 - 2:00
    så jeg følte mine
    superkræfter vokse.
  • 2:01 - 2:04
    Da jeg var tolv år gammel
    på vej hjem fra skole,
  • 2:04 - 2:05
    tog jeg en lille omvej,
  • 2:05 - 2:09
    fordi jeg ville købe noget af mit
    favoritslik kaldet "salte fødder."
  • 2:09 - 2:11
    Jeg ved godt navnet er frastødende,
  • 2:12 - 2:13
    men jeg er helt vild med dem.
  • 2:13 - 2:18
    De er egentlig bare små
    fodformede saltlakridser.
  • 2:18 - 2:23
    Og nu jeg siger det højt, indser jeg,
    hvor forfærdeligt det lyder,
  • 2:24 - 2:27
    men sådan er det altså.
    Jeg elsker dem.
  • 2:27 - 2:29
    På vej ind i butikken,
  • 2:29 - 2:33
    står der en fuldvoksen hvid fyr
    i døråbningen og blokerer den.
  • 2:33 - 2:39
    Jeg prøver at gå udenom ham
    og da jeg gør det, stopper han mig
  • 2:39 - 2:41
    og han stirrer på mig,
  • 2:42 - 2:44
    og spytter mig i ansigtet og siger
  • 2:44 - 2:45
    "Flyt dig ...
  • 2:45 - 2:49
    din lille sorte tæve,
    din lille Paki tæve,
  • 2:49 - 2:51
    rejs hjem til hvor du kommer fra"
  • 2:52 - 2:55
    Jeg var fuldstændig i chok.
  • 2:55 - 2:56
    Jeg stirrede på ham.
  • 2:56 - 2:59
    Jeg var for bange til at
    tørre spyttet af mit ansigt,
  • 3:00 - 3:02
    selv da det blandede sig med mine tårer.
  • 3:02 - 3:06
    Jeg husker jeg kiggede rundt og
    håbede på at der snart
  • 3:06 - 3:09
    ville komme en voksen
    og stoppe denne fyr.
  • 3:09 - 3:14
    Men i stedet skyndte folk sig forbi mig
    og lod som om de ikke så mig.
  • 3:14 - 3:18
    Jeg var meget forvirret,
    for jeg tænkte jo
  • 3:19 - 3:22
    "Mit hvide folk, kom nu!
    Hvor er I? Hvad sker der?
  • 3:22 - 3:24
    Hvorfor kommer de ikke og redder mig?"
  • 3:25 - 3:27
    Behøver jeg sige
    at jeg ikke købte slikket.
  • 3:27 - 3:29
    Jeg løb bare hjem så hurtigt jeg kunne.
  • 3:30 - 3:32
    Livet var stadig OK, tænkte jeg.
  • 3:33 - 3:36
    Som tiden gik og jo mere succes jeg fik,
  • 3:36 - 3:40
    begyndte jeg også at blive
    chikaneret af brune mennesker.
  • 3:42 - 3:45
    Visse mænd i mine forældres
    omgangskreds fandt det uacceptabelt
  • 3:45 - 3:50
    og æreskrænkende for en kvinde
    at være indenfor musikken
  • 3:50 - 3:52
    og være så synlig i medierne.
  • 3:53 - 3:59
    Kort tid efter, begyndte jeg også at blive
    angrebet under mine egne koncerter.
  • 3:59 - 4:04
    Jeg husker en af koncerterne. Jeg er på
    scenen og læner mig ud mod publikum,
  • 4:04 - 4:07
    og det sidste jeg ser er
    et ungt brunt ansigt,
  • 4:07 - 4:11
    og i næste øjeblik får jeg kastet
    et eller andet kemikalie i øjnene,
  • 4:11 - 4:14
    og jeg husker at jeg nærmest intet kan se
    og mine øjne løber i vand
  • 4:15 - 4:16
    men jeg fortsætter med at synge.
  • 4:17 - 4:22
    Jeg blev spyttet i ansigtet på gaden i
    Oslo, denne gang af brune mænd.
  • 4:22 - 4:26
    De forsøgte endda at kidnappe mig en gang.
  • 4:26 - 4:28
    Jeg fik dødstrusler konstant.
  • 4:28 - 4:31
    Jeg husker en ældre mand med skæg,
    der stoppede mig på gaden og sagde
  • 4:31 - 4:33
    "Årsagen til at jeg hader dig så meget er
  • 4:33 - 4:35
    at du får vores døtre til at tro at
  • 4:35 - 4:37
    de kan gøre hvad der passer dem"
  • 4:39 - 4:41
    En yngre fyr advarede mig
    at jeg skulle passe på.
  • 4:41 - 4:44
    Han sagde musik brød med
    islamisk lære og var et job for ludere,
  • 4:44 - 4:47
    og at hvis jeg fortsatte,
    ville jeg blive voldtaget
  • 4:47 - 4:52
    og få min mave skåret op, så jeg ikke
    kunne føde horeunger som mig.
  • 4:54 - 4:55
    Igen var jeg virkelig forvirret.
  • 4:55 - 4:57
    Jeg forstod ikke hvad der foregik.
  • 4:57 - 5:01
    Mit eget folk var begyndt at behandle
    mig sådan her - hvorfor dog det?
  • 5:02 - 5:05
    I stedet for at bygge bro mellem verdener,
    mine to verdener,
  • 5:05 - 5:08
    følte jeg, at jeg faldt ned mellem dem.
  • 5:08 - 5:11
    På en måde var spyt mit kryptonit.
  • 5:13 - 5:15
    Så da jeg var fyldt 17 år,
  • 5:15 - 5:18
    var dødstruslerne endeløse
    og chikanen konstant.
  • 5:18 - 5:20
    Det blev så slemt på et tidspunkt,
    at min mor sagde til mig
  • 5:20 - 5:24
    "Hør, vi kan ikke længere beskytte dig
    eller garantere din sikkerhed,
  • 5:24 - 5:26
    så du må afsted."
  • 5:26 - 5:31
    Jeg købte en enkeltbillet til London,
    pakkede min kuffert og rejste.
  • 5:32 - 5:36
    Det der gjorde mest ondt på mig
    dengang, var at ingen sagde noget.
  • 5:36 - 5:38
    Det var offentlig kendt
    at jeg rejste fra Norge.
  • 5:39 - 5:43
    Mit brune folk, mit hvide folk -
    ingen sagde noget.
  • 5:43 - 5:45
    Ingen sagde "Stop, det her er forkert.
  • 5:46 - 5:50
    Støt denne pige, beskyt denne pige,
    for hun er en af os."
  • 5:50 - 5:51
    Det var der ingen der sagde.
  • 5:51 - 5:54
    I stedet følte jeg mig som ...
    I ved nok ude i lufthavnen
  • 5:55 - 5:58
    på bagagebåndet er der
    alle disse kufferter,
  • 5:58 - 5:59
    der kører rundt og rundt,
  • 5:59 - 6:02
    og der er altid en efterladt kuffert,
  • 6:02 - 6:05
    som ingen vil have,
    ingen kommer og henter.
  • 6:05 - 6:06
    Sådan følte jeg mig.
  • 6:07 - 6:10
    Jeg havde aldrig følt mig så alene.
    Aldrig følt mig så fortabt.
  • 6:12 - 6:16
    Så efter min ankomst til London,
    genoptog jeg min musikkarriere.
  • 6:17 - 6:20
    Et nyt sted, men desværre
    den samme gamle historie.
  • 6:21 - 6:24
    Jeg husker en besked jeg modtog,
    at jeg ville blive dræbt
  • 6:24 - 6:28
    og at floder af blod ville flyde
  • 6:28 - 6:31
    og at jeg ville blive voldtaget
    mange gange før jeg døde.
  • 6:31 - 6:33
    På det tidspunkt
  • 6:33 - 6:35
    var jeg faktisk vant til at
    få beskeder som den,
  • 6:35 - 6:39
    men det var nyt at de også
    truede min familie.
  • 6:41 - 6:46
    Endnu engang pakkede jeg kufferten,
    forlod musikken og flyttede til USA.
  • 6:47 - 6:48
    Jeg havde fået nok.
  • 6:48 - 6:50
    Jeg ville ikke have noget
    med det at gøre mere.
  • 6:50 - 6:53
    Og jeg ville helt sikkert
    ikke dø for noget,
  • 6:53 - 6:56
    der ikke engang var min drøm -
    det var min fars valg.
  • 6:58 - 7:01
    Jeg mistede mig selv.
  • 7:01 - 7:03
    Jeg gik i stykker indeni.
  • 7:03 - 7:05
    Men så besluttede jeg
    at det jeg ville
  • 7:05 - 7:09
    var at bruge de næste år, uanset
    hvor mange, af mit liv
  • 7:09 - 7:10
    på at støtte unge mennesker
  • 7:10 - 7:13
    og være der for dem, bare en smule
  • 7:13 - 7:15
    på alle de måder jeg kunne.
  • 7:15 - 7:18
    Jeg lavede frivilligt arbejde
    for mange organisationer,
  • 7:18 - 7:23
    der arbejdede med unge muslimer i Europa.
  • 7:24 - 7:27
    Til min store overraskelse, opdagede jeg
  • 7:27 - 7:32
    at mange af disse unge mennesker
    både kæmpede og led.
  • 7:32 - 7:36
    De kæmpede med problemer i deres
    familier og samfundet omkring dem,
  • 7:36 - 7:40
    som tilsyneladende gik mere
    op i deres ære og omdømme
  • 7:40 - 7:42
    end deres egne børns liv og lykke.
  • 7:44 - 7:48
    Jeg følte snart at jeg måske ikke var helt
    alene og måske ikke så anderledes.
  • 7:48 - 7:51
    Måske der var flere af min slags derude.
  • 7:51 - 7:53
    Det som de fleste mennesker ikke forstår
  • 7:54 - 7:58
    er at så mange af os,
    der vokser op i Europa,
  • 7:58 - 8:00
    ikke er frie til at være os selv.
  • 8:00 - 8:02
    Vi må ikke være dem vi er.
  • 8:03 - 8:07
    Vi kan ikke gifte os frit
  • 8:07 - 8:10
    eller være i forhold med dem vi vælger.
  • 8:10 - 8:12
    Vi kan ikke vælge vores karrierer.
  • 8:12 - 8:16
    Det er normen i de muslimske
    højborge i Europa.
  • 8:16 - 8:19
    Selv i verdens mest frie samfund,
    er vi ikke frie.
  • 8:20 - 8:24
    Vores liv, vores drømme, vores fremtid
    tilhører ikke os selv,
  • 8:24 - 8:27
    de tilhører vores forældre
    og samfundet omkring dem.
  • 8:27 - 8:30
    Jeg fandt utallige historier om unge,
  • 8:31 - 8:34
    som er tabt af os alle,
  • 8:34 - 8:36
    som er usynlige for os,
  • 8:36 - 8:38
    og som lider - helt alene.
  • 8:40 - 8:44
    Unge vi mister til tvangsægteskaber,
    til æresrelateret vold og misbrug.
  • 8:45 - 8:49
    Til sidst indså jeg efter mange års
    arbejde med disse unge mennesker,
  • 8:49 - 8:51
    at jeg ikke kan blive ved med at flygte.
  • 8:51 - 8:56
    Jeg kan ikke bruge resten af mit liv
    på at være bange og gemme mig
  • 8:56 - 8:58
    og at jeg er nødt til at gøre noget.
  • 9:00 - 9:03
    Og jeg indså også at
    min tavshed, vores tavshed
  • 9:03 - 9:05
    tillader misbruget at fortsætte.
  • 9:06 - 9:10
    Så jeg besluttede mig for at bruge min
    barndoms superkræfter til noget
  • 9:11 - 9:15
    ved at prøve at få folk på begge sider
    af disse udfordringer til at forstå
  • 9:15 - 9:20
    hvordan det er at være et ungt menneske
    fanget mellem sin familie og sit land.
  • 9:21 - 9:24
    Så jeg begyndte at lave film
    og fortælle disse historier.
  • 9:25 - 9:29
    Og jeg ønskede også at folk skulle forstå
    de fatale konsekvenser
  • 9:29 - 9:31
    ved ikke at tage problemerne alvorligt.
  • 9:32 - 9:34
    Min første film handlede om Banaz.
  • 9:35 - 9:39
    Hun var en kurdisk pige på 17 år,
    der boede i London
  • 9:40 - 9:42
    Hun var lydig, hun gjorde alt
    hvad hendes forældre bad om.
  • 9:43 - 9:45
    Hun forsøgte at gøre alting rigtigt.
  • 9:45 - 9:48
    Hun giftede sig med den mand
    hendes forældre havde valgt
  • 9:48 - 9:51
    selvom han slog og voldtog hende konstant.
  • 9:52 - 9:55
    Og da hun søgte hjælp
    hos sin familie, sagde de
  • 9:55 - 9:57
    "Gå tilbage og vær en bedre hustru."
  • 9:57 - 10:00
    For de ville ikke have en
    fraskilt datter i familien,
  • 10:00 - 10:03
    fordi, selvfølgelig, det ville
    kaste skam over familien.
  • 10:04 - 10:06
    Hun blev tævet til hendes ører blødte,
  • 10:07 - 10:12
    og da hun endelig gik fra ham og
    fandt en ung mand efter eget valg
  • 10:12 - 10:14
    og blev forelsket i ham,
  • 10:14 - 10:16
    fandt samfundet og familien ud af det
  • 10:16 - 10:18
    og hun forsvandt.
  • 10:18 - 10:20
    Hun blev fundet 3 måneder senere.
  • 10:21 - 10:25
    Hun var mast ned i en kuffert
    og begravet under huset.
  • 10:28 - 10:32
    Hun var blevet kvalt
    og tævet til døde
  • 10:33 - 10:37
    af tre mænd, hendes tre fætre,
    efter ordre fra faren og onklen.
  • 10:38 - 10:40
    Hendes historie bliver kun mere tragisk af
  • 10:40 - 10:46
    at hun havde været hos det engelske politi
    5 gange for at bede om hjælp,
  • 10:46 - 10:49
    hvor hun fortalte dem at hendes
    familie ville slå hende ihjel.
  • 10:49 - 10:52
    Politiet troede ikke på hende,
    så de gjorde ingenting.
  • 10:53 - 10:54
    Og problemet ved det
  • 10:54 - 10:59
    er at ikke bare har mange af
    vores unge de samme problemer
  • 10:59 - 11:02
    med deres familier og
    deres familiers omgangskreds,
  • 11:02 - 11:06
    men de møder også misforståelser
  • 11:07 - 11:10
    og ligegyldighed i de lande,
    de vokser op i.
  • 11:12 - 11:16
    Når deres egne familier svigter dem,
    så vender de sig mod os andre
  • 11:16 - 11:18
    og når vi ikke forstår dem,
  • 11:18 - 11:20
    så mister vi dem.
  • 11:21 - 11:24
    Mens jeg lavede denne film,
    var der mange der sagde til mig
  • 11:24 - 11:27
    "Jamen, Deeyah, du ved jo
    at sådan er deres kultur,
  • 11:27 - 11:29
    det er bare sådan de behandler deres børn
  • 11:29 - 11:31
    og vi bør ikke blande os."
  • 11:32 - 11:35
    Jeg kan love jer at mord
    ikke er en del af min kultur.
  • 11:36 - 11:37
    Forstår I?
  • 11:38 - 11:39
    Selvfølgelig skal folk som mig,
  • 11:39 - 11:42
    unge kvinder med samme baggrund som jeg,
  • 11:42 - 11:46
    have de samme rettigheder
    og den samme beskyttelse
  • 11:46 - 11:49
    som alle andre i vores land - hvad ellers?
  • 11:50 - 11:55
    Så i min næste film
    ville jeg prøve at forstå
  • 11:55 - 11:58
    hvorfor nogle af vores
    unge muslimer i Europa
  • 11:58 - 12:00
    bliver tiltrukket af ekstremisme og vold.
  • 12:01 - 12:02
    Og med valget af det emne
  • 12:02 - 12:05
    indså jeg, at jeg selv var nødt
    til at se min værste frygt i øjnene:
  • 12:07 - 12:09
    de brune mænd med skæg.
  • 12:11 - 12:14
    De samme mænd eller mænd som dem,
  • 12:14 - 12:17
    der havde forfulgt mig
    det meste af mit liv.
  • 12:18 - 12:20
    Mænd jeg havde været bange for
    det meste af mit liv.
  • 12:20 - 12:23
    Mænd, jeg havde næret et dybt had til
  • 12:23 - 12:25
    i mange, mange år.
  • 12:25 - 12:29
    Så jeg brugte de næste to år på
    at interviewe dømte terrorister,
  • 12:29 - 12:32
    jihadister og tidligere ekstremister.
  • 12:32 - 12:35
    Hvad jeg allerede vidste
    og tidligt stod klart
  • 12:35 - 12:40
    var at religion, politik,
    Europas fortid som kolonimagt
  • 12:40 - 12:44
    og Vestens udenrigspolitiske
    fejltrin i nyere tid,
  • 12:45 - 12:46
    alle var en del af billedet.
  • 12:47 - 12:50
    Men jeg var mere interesseret i at
    finde ud af hvad de menneskelige,
  • 12:50 - 12:51
    hvad de personlige årsager var
  • 12:51 - 12:56
    til at nogle af vores unge mennesker
    var modtagelige overfor grupper som disse.
  • 12:57 - 13:01
    Og hvad der virkeligt overraskede mig,
    var at jeg fandt sårede mennesker.
  • 13:04 - 13:06
    I stedet for de monstre
    jeg var på udkig efter,
  • 13:06 - 13:08
    som jeg håbede at finde -
  • 13:08 - 13:11
    for, ærligt talt, ville det
    være meget tilfredsstillende -
  • 13:11 - 13:12
    fandt jeg nedbrudte mennesker.
  • 13:14 - 13:15
    Ligesom Banaz,
  • 13:15 - 13:18
    var disse unge mænd dybt splittede
  • 13:18 - 13:21
    i forsøget på at bygge bro
  • 13:21 - 13:26
    mellem deres familier og
    de lande, som de var født i.
  • 13:26 - 13:29
    Og jeg lærte også at ekstremistgrupper,
    terroristgrupper
  • 13:29 - 13:33
    udnytter disse følelser hos
    vores unge til deres fordel
  • 13:33 - 13:36
    og styrer dem - kyniskt -
    styrer dem mod vold.
  • 13:36 - 13:38
    "Kom til os", siger de.
  • 13:38 - 13:41
    "Afvis begge sider,
    din familie og dit land,
  • 13:41 - 13:43
    for de afviser dig.
  • 13:43 - 13:46
    For din familie, er deres ære
    vigtigere end dig
  • 13:46 - 13:47
    og for dit land,
  • 13:47 - 13:53
    vil en ægte nordmand, englænder eller
    franskmand altid være hvid og ikke dig."
  • 13:54 - 13:57
    De lover også vores unge
    de ting de higer efter:
  • 13:58 - 14:02
    at betyde noget, heltemod,
    tilhørsforhold og mening,
  • 14:02 - 14:04
    et fællesskab der elsker
    og accepterer dem.
  • 14:05 - 14:08
    De får de magtesløse
    til at føle sig magtfulde.
  • 14:08 - 14:13
    De usynlige og de stumme
    bliver pludselig set og hørt.
  • 14:15 - 14:18
    Det er hvad de gør for vores unge.
  • 14:18 - 14:22
    Hvorfor er det disse grupper,
    der gør det og ikke os?
  • 14:23 - 14:24
    Sagen er,
  • 14:24 - 14:28
    jeg prøver ikke at retfærdiggøre
  • 14:28 - 14:31
    eller undskylde for volden.
  • 14:31 - 14:35
    Jeg prøver blot at sige at vi må forstå
  • 14:35 - 14:38
    hvorfor nogle af vores unge
    bliver tiltrukket af dette.
  • 14:40 - 14:42
    Jeg vil også gerne vise jer
  • 14:42 - 14:45
    disse barndomsbilleder af
    nogle af mændene i filmen.
  • 14:47 - 14:50
    Hvad der virkelig slog mig,
    var at så mange af dem -
  • 14:51 - 14:53
    det ville jeg aldrig have troet -
  • 14:53 - 14:56
    at så mange af dem havde fædre,
    der var fraværende eller voldelige.
  • 14:57 - 14:59
    Og adskillige af disse unge mænd
  • 14:59 - 15:03
    fandt omsorgsfulde og
    medfølende faderfigurer
  • 15:03 - 15:05
    i disse ekstremistgrupper.
  • 15:06 - 15:09
    Jeg fandt også mænd,
    ofre for racerelateret vold,
  • 15:10 - 15:12
    som brød ud af offerrollen
  • 15:12 - 15:14
    ved selv at blive voldelige.
  • 15:14 - 15:19
    Til min store skræk fandt jeg
    faktisk noget jeg genkendte.
  • 15:19 - 15:25
    Jeg fandt de samme følelser som jeg følte
    som 17-årig, da jeg flygtede fra Norge.
  • 15:26 - 15:30
    Den samme forvirring, den samme sorg,
  • 15:30 - 15:33
    den samme følelse af svigt
  • 15:35 - 15:36
    og ikke at tilhøre nogen.
  • 15:39 - 15:42
    Den samme følelse af at være fortabt
    og splittet mellem kulturer.
  • 15:43 - 15:45
    Når det så er sagt, så valgte
    jeg ikke destruktionen.
  • 15:45 - 15:48
    Jeg valgte kameraet fremfor våben.
  • 15:48 - 15:51
    Og årsagen til at jeg gjorde det,
    var mine superkræfter.
  • 15:51 - 15:56
    Jeg kunne se at forståelse
    fremfor vold er svaret.
  • 15:56 - 15:58
    At se mennesker
  • 15:58 - 16:02
    med alle deres dyder og fejl
  • 16:02 - 16:04
    fremfor at holde fast i karikaturerne:
  • 16:04 - 16:06
    os og dem, forbryderne og ofrene.
  • 16:06 - 16:08
    Jeg accepterede også til sidst det faktum
  • 16:09 - 16:12
    at mine to kulturer ikke behøvede
    at være på kollisionkurs,
  • 16:12 - 16:15
    men i stedet blev et rum hvor
    jeg fandt min egen stemme.
  • 16:16 - 16:19
    Jeg holdt op med at føle
    at jeg skulle vælge side,
  • 16:19 - 16:21
    men det tog mig mange, mange år.
  • 16:22 - 16:24
    Der er så mange af vores unge i dag
  • 16:24 - 16:26
    der kæmper med de selvsamme udfordringer,
  • 16:26 - 16:28
    og de kæmper med dem helt alene.
  • 16:29 - 16:32
    Og det efterlader dem åbne som sår.
  • 16:33 - 16:36
    Og for nogle bliver
    radikal islams verdenssyn
  • 16:36 - 16:39
    en infektion, der gnaver i disse åbne sår.
  • 16:41 - 16:44
    Der er et afrikansk ordsprog, som lyder:
  • 16:46 - 16:49
    "Hvis de unge ikke bliver
    en del af landsbyen,
  • 16:49 - 16:52
    så vil de brænde den ned
    blot for at føle dens varme."
  • 16:53 - 16:55
    Jeg vil gerne spørge
  • 16:56 - 16:58
    muslimske forældre og fællesskaber,
  • 16:58 - 17:01
    vil I tage jer af jeres børn og elske dem
  • 17:01 - 17:03
    uden at tvinge dem til
    opfylde jeres forventninger?
  • 17:03 - 17:06
    Kan I vælge børnene fremfor egen ære?
  • 17:06 - 17:09
    Kan I forstå hvorfor de føler
    sig vrede og fremmedgjorte
  • 17:09 - 17:12
    når I sætter egen ære
    højere end deres lykke?
  • 17:13 - 17:15
    Kan I prøve at være jeres børns ven,
  • 17:15 - 17:17
    så de kan stole på jer
  • 17:17 - 17:19
    og har lyst til at dele
    deres oplevelser med jer
  • 17:19 - 17:21
    fremfor at opsøge andre.
  • 17:22 - 17:25
    Og til vores unge mennesker,
    der fristes af ekstremisme,
  • 17:27 - 17:30
    anerkender I, at jeres vrede
    bunder i smerte?
  • 17:32 - 17:35
    Vil I finde styrken til at modstå
    disse kyniske gamle mænd,
  • 17:35 - 17:38
    der vil udgyde jeres blod
    for egen vindings skyld?
  • 17:39 - 17:41
    Kan I finde en måde at leve på?
  • 17:42 - 17:44
    Kan I se at den bedste hævn
  • 17:44 - 17:48
    er at leve et glad, rigt og frit liv?
  • 17:48 - 17:50
    Et liv bestemt af jer og ingen andre.
  • 17:51 - 17:54
    Hvorfor blive det næste
    muslimske barn, der dør?
  • 17:55 - 17:59
    Og til resten af os, hvornår vil vi
    begynde at lytte til vores unge?
  • 18:01 - 18:02
    Hvordan kan vi hjælpe dem
  • 18:02 - 18:06
    med at vende deres smerte
    mod noget konstruktivt?
  • 18:07 - 18:08
    De tror, vi ikke kan lide dem.
  • 18:08 - 18:11
    De tror, vi er ligeglade
    med deres skæbner.
  • 18:11 - 18:13
    De tror, vi ikke accepterer dem.
  • 18:13 - 18:16
    Kan vi finde en måde at få
    dem til at føle noget andet?
  • 18:17 - 18:20
    Hvad vil det kræve af os
    at se dem og bemærke dem
  • 18:20 - 18:25
    før de enten bliver ofre for vold
    eller dem, der udfører det?
  • 18:25 - 18:29
    Kan vi få os selv til at bekymre os
    om dem og se dem som vores egne?
  • 18:29 - 18:34
    Og ikke blot være oprørte
    når ofre for vold ligner os?
  • 18:34 - 18:39
    Kan vi finde en måde at modstå had
    og fjerne opdelingerne iblandt os?
  • 18:39 - 18:43
    Det nytter ikke at opgive
    hinanden og vores børn,
  • 18:43 - 18:45
    selv ikke hvis de har opgivet os.
  • 18:45 - 18:47
    Vi er alle i samme båd.
  • 18:47 - 18:53
    Og på lang sigt vil vold og hævn
    ikke fungere mod ekstremister.
  • 18:53 - 18:57
    Terrorister vil have os til at
    krybe i skjul i vores huse af frygt
  • 18:57 - 18:59
    og lukke vores døre og vores hjerter.
  • 18:59 - 19:03
    De vil have os til at rive flere
    åbne sår op i vores samfund,
  • 19:03 - 19:07
    så de kan bruge dem til
    at sprede deres smitte.
  • 19:07 - 19:10
    De vil have at vi skal blive som dem:
  • 19:10 - 19:12
    intolerante, hadefulde og onde.
  • 19:14 - 19:17
    Dagen efter angrebene i Paris,
  • 19:17 - 19:20
    sendte en af mine venner
    dette foto af hendes datter.
  • 19:21 - 19:23
    Det er en hvid pige og en arabisk pige.
  • 19:23 - 19:24
    De er de bedste venner.
  • 19:25 - 19:29
    Sådanne billeder er
    kryptonit for ekstremister.
  • 19:31 - 19:34
    Disse to små piger med
    deres superkræfter
  • 19:34 - 19:36
    viser vejen frem
  • 19:36 - 19:39
    mod det samfund vi skal bygge sammen,
  • 19:40 - 19:43
    et samfund der inkluderer og støtter,
  • 19:44 - 19:47
    fremfor at afvise vores børn.
  • 19:48 - 19:49
    Tak for at I lyttede.
  • 19:49 - 19:56
    (Bifald)
Title:
Det vi ikke ved om Europas muslimske børn
Speaker:
Deeyah Khan
Description:

Som barn af en afghansk mor og en pakistansk far og opvokset i Norge ved Deeyah Khan, hvordan det er at være et ungt menneske fanget mellem dit fællesskab og dit land. I denne kraftfulde, følelsesmæssige tale afdækker filmskaberen den afvisning og isolation mange muslimske børn oplever, når de vokser op i Vesten - og de dødelige konsekvenser af ikke at favne de unge, før ekstremistiske grupper gør det.

more » « less
Video Language:
English
Team:
closed TED
Project:
TEDTalks
Duration:
20:11

Danish subtitles

Revisions