Som barn vidste jeg, at jeg havde superkræfter Det er sandt. (Latter) Jeg mente, jeg var fantastisk, fordi jeg kunne forstå og relatere til følelserne hos brune mennesker, såsom min bedstefar, en konservativ muslim. Jeg kunne også forstå min afghanske mor og pakistanske far, ikke videre religiøse, men afslappede og ret liberale. Og selvfølgelig kunne jeg forstå og relatere til følelserne hos hvide mennesker. De hvide nordmænd i mit land. I ved, hvide, brune, ligemeget Jeg holdt af dem alle. Jeg forstod dem alle, selv når de ikke altid forstod hinanden; de var alle som mig. Min far var dog altid bekymret. Han sagde altid at selv med den bedste uddannelse, ville jeg ikke få en fair chance. Jeg ville stadig blive diskrimineret, ifølge ham. Og at den eneste måde at blive accepteret på af hvide, var at blive berømt. Den samtale tog han med mig, da jeg var syv år gammel. Så til mig på syv, sagde han "Hør, det skal enten være noget med sport eller indenfor musik." Han vidste intet om sport ... så det blev altså musikken. Så da jeg var syv, samlede han alt mit legetøj, alle mine dukker sammen og smed dem ud. I bytte fik jeg et elendigt lille Casio keyboard og ... (Latter) Jo! Og sangtimer. Og han tvang mig til at øve i timevis hver eneste dag. Ganske hurtigt fik han mig også til at optræde for større og større publikum, og mærkeligt nok blev jeg nærmest indbegrebet af norsk multikulturalisme Jeg var naturligvis meget stolt. For nu var selv aviserne begyndt at skrive pæne ting om brune mennesker, så jeg følte mine superkræfter vokse. Da jeg var tolv år gammel på vej hjem fra skole, tog jeg en lille omvej, fordi jeg ville købe noget af mit favoritslik kaldet "salte fødder." Jeg ved godt navnet er frastødende, men jeg er helt vild med dem. De er egentlig bare små fodformede saltlakridser. Og nu jeg siger det højt, indser jeg, hvor forfærdeligt det lyder, men sådan er det altså. Jeg elsker dem. På vej ind i butikken, står der en fuldvoksen hvid fyr i døråbningen og blokerer den. Jeg prøver at gå udenom ham og da jeg gør det, stopper han mig og han stirrer på mig, og spytter mig i ansigtet og siger "Flyt dig ... din lille sorte tæve, din lille Paki tæve, rejs hjem til hvor du kommer fra" Jeg var fuldstændig i chok. Jeg stirrede på ham. Jeg var for bange til at tørre spyttet af mit ansigt, selv da det blandede sig med mine tårer. Jeg husker jeg kiggede rundt og håbede på at der snart ville komme en voksen og stoppe denne fyr. Men i stedet skyndte folk sig forbi mig og lod som om de ikke så mig. Jeg var meget forvirret, for jeg tænkte jo "Mit hvide folk, kom nu! Hvor er I? Hvad sker der? Hvorfor kommer de ikke og redder mig?" Behøver jeg sige at jeg ikke købte slikket. Jeg løb bare hjem så hurtigt jeg kunne. Livet var stadig OK, tænkte jeg. Som tiden gik og jo mere succes jeg fik, begyndte jeg også at blive chikaneret af brune mennesker. Visse mænd i mine forældres omgangskreds fandt det uacceptabelt og æreskrænkende for en kvinde at være indenfor musikken og være så synlig i medierne. Kort tid efter, begyndte jeg også at blive angrebet under mine egne koncerter. Jeg husker en af koncerterne. Jeg er på scenen og læner mig ud mod publikum, og det sidste jeg ser er et ungt brunt ansigt, og i næste øjeblik får jeg kastet et eller andet kemikalie i øjnene, og jeg husker at jeg nærmest intet kan se og mine øjne løber i vand men jeg fortsætter med at synge. Jeg blev spyttet i ansigtet på gaden i Oslo, denne gang af brune mænd. De forsøgte endda at kidnappe mig en gang. Jeg fik dødstrusler konstant. Jeg husker en ældre mand med skæg, der stoppede mig på gaden og sagde "Årsagen til at jeg hader dig så meget er at du får vores døtre til at tro at de kan gøre hvad der passer dem" En yngre fyr advarede mig at jeg skulle passe på. Han sagde musik brød med islamisk lære og var et job for ludere, og at hvis jeg fortsatte, ville jeg blive voldtaget og få min mave skåret op, så jeg ikke kunne føde horeunger som mig. Igen var jeg virkelig forvirret. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Mit eget folk var begyndt at behandle mig sådan her - hvorfor dog det? I stedet for at bygge bro mellem verdener, mine to verdener, følte jeg, at jeg faldt ned mellem dem. På en måde var spyt mit kryptonit. Så da jeg var fyldt 17 år, var dødstruslerne endeløse og chikanen konstant. Det blev så slemt på et tidspunkt, at min mor sagde til mig "Hør, vi kan ikke længere beskytte dig eller garantere din sikkerhed, så du må afsted." Jeg købte en enkeltbillet til London, pakkede min kuffert og rejste. Det der gjorde mest ondt på mig dengang, var at ingen sagde noget. Det var offentlig kendt at jeg rejste fra Norge. Mit brune folk, mit hvide folk - ingen sagde noget. Ingen sagde "Stop, det her er forkert. Støt denne pige, beskyt denne pige, for hun er en af os." Det var der ingen der sagde. I stedet følte jeg mig som ... I ved nok ude i lufthavnen på bagagebåndet er der alle disse kufferter, der kører rundt og rundt, og der er altid en efterladt kuffert, som ingen vil have, ingen kommer og henter. Sådan følte jeg mig. Jeg havde aldrig følt mig så alene. Aldrig følt mig så fortabt. Så efter min ankomst til London, genoptog jeg min musikkarriere. Et nyt sted, men desværre den samme gamle historie. Jeg husker en besked jeg modtog, at jeg ville blive dræbt og at floder af blod ville flyde og at jeg ville blive voldtaget mange gange før jeg døde. På det tidspunkt var jeg faktisk vant til at få beskeder som den, men det var nyt at de også truede min familie. Endnu engang pakkede jeg kufferten, forlod musikken og flyttede til USA. Jeg havde fået nok. Jeg ville ikke have noget med det at gøre mere. Og jeg ville helt sikkert ikke dø for noget, der ikke engang var min drøm - det var min fars valg. Jeg mistede mig selv. Jeg gik i stykker indeni. Men så besluttede jeg at det jeg ville var at bruge de næste år, uanset hvor mange, af mit liv på at støtte unge mennesker og være der for dem, bare en smule på alle de måder jeg kunne. Jeg lavede frivilligt arbejde for mange organisationer, der arbejdede med unge muslimer i Europa. Til min store overraskelse, opdagede jeg at mange af disse unge mennesker både kæmpede og led. De kæmpede med problemer i deres familier og samfundet omkring dem, som tilsyneladende gik mere op i deres ære og omdømme end deres egne børns liv og lykke. Jeg følte snart at jeg måske ikke var helt alene og måske ikke så anderledes. Måske der var flere af min slags derude. Det som de fleste mennesker ikke forstår er at så mange af os, der vokser op i Europa, ikke er frie til at være os selv. Vi må ikke være dem vi er. Vi kan ikke gifte os frit eller være i forhold med dem vi vælger. Vi kan ikke vælge vores karrierer. Det er normen i de muslimske højborge i Europa. Selv i verdens mest frie samfund, er vi ikke frie. Vores liv, vores drømme, vores fremtid tilhører ikke os selv, de tilhører vores forældre og samfundet omkring dem. Jeg fandt utallige historier om unge, som er tabt af os alle, som er usynlige for os, og som lider - helt alene. Unge vi mister til tvangsægteskaber, til æresrelateret vold og misbrug. Til sidst indså jeg efter mange års arbejde med disse unge mennesker, at jeg ikke kan blive ved med at flygte. Jeg kan ikke bruge resten af mit liv på at være bange og gemme mig og at jeg er nødt til at gøre noget. Og jeg indså også at min tavshed, vores tavshed tillader misbruget at fortsætte. Så jeg besluttede mig for at bruge min barndoms superkræfter til noget ved at prøve at få folk på begge sider af disse udfordringer til at forstå hvordan det er at være et ungt menneske fanget mellem sin familie og sit land. Så jeg begyndte at lave film og fortælle disse historier. Og jeg ønskede også at folk skulle forstå de fatale konsekvenser ved ikke at tage problemerne alvorligt. Min første film handlede om Banaz. Hun var en kurdisk pige på 17 år, der boede i London Hun var lydig, hun gjorde alt hvad hendes forældre bad om. Hun forsøgte at gøre alting rigtigt. Hun giftede sig med den mand hendes forældre havde valgt selvom han slog og voldtog hende konstant. Og da hun søgte hjælp hos sin familie, sagde de "Gå tilbage og vær en bedre hustru." For de ville ikke have en fraskilt datter i familien, fordi, selvfølgelig, det ville kaste skam over familien. Hun blev tævet til hendes ører blødte, og da hun endelig gik fra ham og fandt en ung mand efter eget valg og blev forelsket i ham, fandt samfundet og familien ud af det og hun forsvandt. Hun blev fundet 3 måneder senere. Hun var mast ned i en kuffert og begravet under huset. Hun var blevet kvalt og tævet til døde af tre mænd, hendes tre fætre, efter ordre fra faren og onklen. Hendes historie bliver kun mere tragisk af at hun havde været hos det engelske politi 5 gange for at bede om hjælp, hvor hun fortalte dem at hendes familie ville slå hende ihjel. Politiet troede ikke på hende, så de gjorde ingenting. Og problemet ved det er at ikke bare har mange af vores unge de samme problemer med deres familier og deres familiers omgangskreds, men de møder også misforståelser og ligegyldighed i de lande, de vokser op i. Når deres egne familier svigter dem, så vender de sig mod os andre og når vi ikke forstår dem, så mister vi dem. Mens jeg lavede denne film, var der mange der sagde til mig "Jamen, Deeyah, du ved jo at sådan er deres kultur, det er bare sådan de behandler deres børn og vi bør ikke blande os." Jeg kan love jer at mord ikke er en del af min kultur. Forstår I? Selvfølgelig skal folk som mig, unge kvinder med samme baggrund som jeg, have de samme rettigheder og den samme beskyttelse som alle andre i vores land - hvad ellers? Så i min næste film ville jeg prøve at forstå hvorfor nogle af vores unge muslimer i Europa bliver tiltrukket af ekstremisme og vold. Og med valget af det emne indså jeg, at jeg selv var nødt til at se min værste frygt i øjnene: de brune mænd med skæg. De samme mænd eller mænd som dem, der havde forfulgt mig det meste af mit liv. Mænd jeg havde været bange for det meste af mit liv. Mænd, jeg havde næret et dybt had til i mange, mange år. Så jeg brugte de næste to år på at interviewe dømte terrorister, jihadister og tidligere ekstremister. Hvad jeg allerede vidste og tidligt stod klart var at religion, politik, Europas fortid som kolonimagt og Vestens udenrigspolitiske fejltrin i nyere tid, alle var en del af billedet. Men jeg var mere interesseret i at finde ud af hvad de menneskelige, hvad de personlige årsager var til at nogle af vores unge mennesker var modtagelige overfor grupper som disse. Og hvad der virkeligt overraskede mig, var at jeg fandt sårede mennesker. I stedet for de monstre jeg var på udkig efter, som jeg håbede at finde - for, ærligt talt, ville det være meget tilfredsstillende - fandt jeg nedbrudte mennesker. Ligesom Banaz, var disse unge mænd dybt splittede i forsøget på at bygge bro mellem deres familier og de lande, som de var født i. Og jeg lærte også at ekstremistgrupper, terroristgrupper udnytter disse følelser hos vores unge til deres fordel og styrer dem - kyniskt - styrer dem mod vold. "Kom til os", siger de. "Afvis begge sider, din familie og dit land, for de afviser dig. For din familie, er deres ære vigtigere end dig og for dit land, vil en ægte nordmand, englænder eller franskmand altid være hvid og ikke dig." De lover også vores unge de ting de higer efter: at betyde noget, heltemod, tilhørsforhold og mening, et fællesskab der elsker og accepterer dem. De får de magtesløse til at føle sig magtfulde. De usynlige og de stumme bliver pludselig set og hørt. Det er hvad de gør for vores unge. Hvorfor er det disse grupper, der gør det og ikke os? Sagen er, jeg prøver ikke at retfærdiggøre eller undskylde for volden. Jeg prøver blot at sige at vi må forstå hvorfor nogle af vores unge bliver tiltrukket af dette. Jeg vil også gerne vise jer disse barndomsbilleder af nogle af mændene i filmen. Hvad der virkelig slog mig, var at så mange af dem - det ville jeg aldrig have troet - at så mange af dem havde fædre, der var fraværende eller voldelige. Og adskillige af disse unge mænd fandt omsorgsfulde og medfølende faderfigurer i disse ekstremistgrupper. Jeg fandt også mænd, ofre for racerelateret vold, som brød ud af offerrollen ved selv at blive voldelige. Til min store skræk fandt jeg faktisk noget jeg genkendte. Jeg fandt de samme følelser som jeg følte som 17-årig, da jeg flygtede fra Norge. Den samme forvirring, den samme sorg, den samme følelse af svigt og ikke at tilhøre nogen. Den samme følelse af at være fortabt og splittet mellem kulturer. Når det så er sagt, så valgte jeg ikke destruktionen. Jeg valgte kameraet fremfor våben. Og årsagen til at jeg gjorde det, var mine superkræfter. Jeg kunne se at forståelse fremfor vold er svaret. At se mennesker med alle deres dyder og fejl fremfor at holde fast i karikaturerne: os og dem, forbryderne og ofrene. Jeg accepterede også til sidst det faktum at mine to kulturer ikke behøvede at være på kollisionkurs, men i stedet blev et rum hvor jeg fandt min egen stemme. Jeg holdt op med at føle at jeg skulle vælge side, men det tog mig mange, mange år. Der er så mange af vores unge i dag der kæmper med de selvsamme udfordringer, og de kæmper med dem helt alene. Og det efterlader dem åbne som sår. Og for nogle bliver radikal islams verdenssyn en infektion, der gnaver i disse åbne sår. Der er et afrikansk ordsprog, som lyder: "Hvis de unge ikke bliver en del af landsbyen, så vil de brænde den ned blot for at føle dens varme." Jeg vil gerne spørge muslimske forældre og fællesskaber, vil I tage jer af jeres børn og elske dem uden at tvinge dem til opfylde jeres forventninger? Kan I vælge børnene fremfor egen ære? Kan I forstå hvorfor de føler sig vrede og fremmedgjorte når I sætter egen ære højere end deres lykke? Kan I prøve at være jeres børns ven, så de kan stole på jer og har lyst til at dele deres oplevelser med jer fremfor at opsøge andre. Og til vores unge mennesker, der fristes af ekstremisme, anerkender I, at jeres vrede bunder i smerte? Vil I finde styrken til at modstå disse kyniske gamle mænd, der vil udgyde jeres blod for egen vindings skyld? Kan I finde en måde at leve på? Kan I se at den bedste hævn er at leve et glad, rigt og frit liv? Et liv bestemt af jer og ingen andre. Hvorfor blive det næste muslimske barn, der dør? Og til resten af os, hvornår vil vi begynde at lytte til vores unge? Hvordan kan vi hjælpe dem med at vende deres smerte mod noget konstruktivt? De tror, vi ikke kan lide dem. De tror, vi er ligeglade med deres skæbner. De tror, vi ikke accepterer dem. Kan vi finde en måde at få dem til at føle noget andet? Hvad vil det kræve af os at se dem og bemærke dem før de enten bliver ofre for vold eller dem, der udfører det? Kan vi få os selv til at bekymre os om dem og se dem som vores egne? Og ikke blot være oprørte når ofre for vold ligner os? Kan vi finde en måde at modstå had og fjerne opdelingerne iblandt os? Det nytter ikke at opgive hinanden og vores børn, selv ikke hvis de har opgivet os. Vi er alle i samme båd. Og på lang sigt vil vold og hævn ikke fungere mod ekstremister. Terrorister vil have os til at krybe i skjul i vores huse af frygt og lukke vores døre og vores hjerter. De vil have os til at rive flere åbne sår op i vores samfund, så de kan bruge dem til at sprede deres smitte. De vil have at vi skal blive som dem: intolerante, hadefulde og onde. Dagen efter angrebene i Paris, sendte en af mine venner dette foto af hendes datter. Det er en hvid pige og en arabisk pige. De er de bedste venner. Sådanne billeder er kryptonit for ekstremister. Disse to små piger med deres superkræfter viser vejen frem mod det samfund vi skal bygge sammen, et samfund der inkluderer og støtter, fremfor at afvise vores børn. Tak for at I lyttede. (Bifald)