Hvad jeg lærte af 100 dage med afvisninger

Jia Jiang udforsker modigt et område, som mange af os frygter: afvisning. Ved at opsøge afvisninger i 100 dage -- fra at bede en fremmede om et lån på $100 til at bede om en "burger refill" på en restaurant -- desensibiliserer Jiang sig selv fra smerten og skammen, som afvisning ofte bringer med, og opdagede på samme måde at ved blot at bede om det, som man ønsker, så kan det åbne op for muligheder, hvor man istedet forventede at finde blindgyder.

Da jeg var seks år gammel,

modtog jeg mine gaver.

Min lærer i første klasse
havde en strålende idé.

Hun ville have,
at vi modtog gaver,

men også at vi skulle lære dyden
at komplimentere hinanden.

Så hun fik os alle sammen
til at stå foran klasseværelset,

og hun kom med gaver til os alle,
som hun stablede i hjørnet.

Og hun sagde,

"Skal vi ikke bare stå her
og komplimentere hinanden?

Hvis dit navn bliver kaldt,

må du gå over og hente din gave
og sætte dig ned."

Sikke en vidunderlig idé, ikke?

Hvad kunne gå galt?

(Latter)

Der var 40 af os til at starte med,

og hver gang jeg hørte
nogen blive kaldt på,

kom jeg med den mest
hjertelige jubel.

Og så var der 20 personer tilbage,

og 10 personer tilbage,

og fem tilbage...

og tre tilbage.

Og jeg var en af dem.

Og komplimenterne stoppede.

I det øjeblik græd jeg.

Og læreren var ved at flippe ud.

Hun sagde, "Hey, er der nogen, der vil
sige noget sødt om disse personer?"

(Latter)

"Ingen? Okay, hvorfor tager I ikke
jeres gave og sætter jer ned?

Opfør jer pænt næste år --

og nogen vil måske
sige noget sødt om jer."

(Latter)

Siden jeg beskriver
dette for jer,

ved I sikkert, at jeg kan huske
det her ret godt.

(Latter)

Jeg ved ikke hvem,
det var værst for den dag.

Var det mig eller læreren?

Hun må have indset,
at hun gjorde en team-building øvelse

til en offentlig udhængning
af tre seks-årige.

Og uden humoren.

Når man ser folk blive
hængt ud på TV,

er det sjovt.

Der var ikke noget sjovt
ved den dag.

Så det var en version af mig,

og jeg ville dø for at undgå
at komme i sådan en situation igen --

at blive afvist offentligt.

Det er en version.

Spol nu otte år frem i tiden.

Bill Gates besøgte min hjemby --

Beijing, Kina --

for at tale,

og jeg fangede hans budskab.

Jeg blev forelsket i den fyr.

Jeg tænkte, wow,
jeg ved, hvad jeg vil nu.

Den aften skrev jeg et brev
til min familie,

hvor jeg sagde:
"Inden jeg er 25,

vil jeg bygge det største
firma i verden,

og det firma vil opkøbe Microsoft."

(Latter)

Jeg omfavnede hele idéen
om at erobre verden --

herredømme, ikke?

Jeg fandt ikke på det her,
jeg skrev faktisk det brev.

Her er det --

(Latter)

I behøver ikke læse det igennem --

(Latter)

Det er en dårlig håndskrift,
men jeg har fremhævet nogle nøgleord.

I forstår, hvad jeg mener.

(Latter)

Så ...

det var en anden version af mig:

en, som ville erobre verden.

To år senere fik jeg muligheden for
at komme til USA.

Jeg skyndte mig afsted,

fordi det var der,
Bill Gates boede, ikke?

(Latter)

Jeg tænkte, at det var starten
på min entreprenør-rejse.

Spol nu endnu 14 år frem i tiden.

Jeg var 30.

Nej, jeg havde ikke
bygget mit firma.

Jeg var ikke engang begyndt.

Jeg var faktisk marketing manager
for et Fortune 500 firma.

Og jeg følte, at jeg sad fast.

Jeg var stillestående.

Hvorfor?

Hvor var den 14-årige,
der skrev det brev?

Det var ikke fordi,
han ikke prøvede.

Det var fordi, hver gang
jeg havde en ny ide,

hver gang jeg ville prøve noget nyt,

selv på jobbet --

når jeg ville fremsætte et forslag,

eller snakke
foran en gruppe mennesker --

følte jeg, at der var
en konstant kamp

mellem den 14-årige
og den seksårige.

Den ene ville erobre verden --

gøre en forskel --

den anden var bange for at blive afvist.

Og hver gang vandt den seksårige.

Og denne frygt blev hos mig,
selv efter jeg startede mit eget firma.

Jeg startede mit eget firma,
da jeg var 30 --

Vil man være Bill Gates,
skal man starte før eller senere, ikke?

Da jeg var entreprenør,

præsenterede jeg en
investeringsmulighed,

men jeg blev afvist.

Og den afvisning sårede mig.

Den sårede mig så slemt,
at jeg ville stoppe lige der.

Men så tænkte jeg,

ville Bill Gates stoppe efter
en enkelt investeringsafvisning?

Ville en hvilken som helst entreprenør
stoppe bare sådan?

Nej.

Og det er her,
det faldt på plads for mig.

Okay, jeg kan bygge et bedre firma.

Jeg kan danne et bedre team eller produkt,

men en ting er sikker:

jeg er nødt til
at være en bedre leder.

Jeg er nødt til
at være en bedre person.

Jeg kan ikke lade den seksårige
blive ved med at diktere mit liv.

Jeg bliver nødt til at sætte ham på plads.

Det er her, jeg gik online
for at få hjælp.

Google var min ven.

(Latter)

Jeg googlede, "Hvordan overkommer jeg
min frygt for at blive afvist?"

Jeg fandt en del psykologiartikler

omkring hvor frygt
og smerte kommer fra.

Så fandt jeg en del "rah-rah"
inspirationsartikler

omkring "tag det ikke personligt,
bare overkom det."

Hvem ved ikke det?

(Latter)

Men hvorfor var jeg stadig så bange?

Så fandt jeg denne
hjemmeside ved et held.

Den hedder rejectiontherapy.com.

(Latter)

"Rejection Therapy" var et spil
opfundet af en canadisk entreprenør.

Hans navn var Jason Comely.

Og grundlæggende er idéen, at man
i 30 dage skal lede efter afvisning,

og hver dag skal man afvises,

og til sidst skal man
desensibilisere sig selv fra smerten.

Og jeg elskede idéen.

(Latter)

Jeg sagde, "Ved du hvad?
Jeg vil gøre det.

Og jeg vil mærke mig selv
blive afvist 100 dage."

Jeg fandt på mine egne
afvisningsidéer,

og jeg lavede en videoblog ud af det.

Så her er, hvad jeg gjorde.

Det her er sådan,
bloggen så ud.

Dag 1 ...

(Latter)

At låne 100 dollar fra en fremmed.

Det var her, jeg tog hen
til det sted, hvor jeg arbejdede.

Jeg kom nedenunder,

og jeg så en store fyr
bag ved et skrivebord.

Han lignede en sikkerhedsvagt.

Jeg nærmede mig ham.

Jeg gik bare,

og det var den længste
tur i mit liv --

hårene i nakken rejste sig,

jeg svedte,
og mit hjerte bankede.

Jeg kom derhen og sagde,

"Hey, herre, kan jeg låne
100 dollars af dig?"

(Latter)

Han kiggede op
og sagde, "Nej."

"Hvorfor?"

Og jeg sagde bare, "Nej? Jeg beklager."

Så vendte jeg mig om og løb.

(Latter)

Jeg var så pinlig berørt.

Men jeg filmede mig selv,

og den aften så jeg mig
selv blive afvist,

jeg så bare,
hvor bange jeg var.

Jeg lignede drengen fra
"Den sjette sans."

Jeg så døde mennesker.

(Latter)

Men så kiggede jeg på fyren.

Og han var ikke særlig truende.

Han var en buttet, elskværdig fyr,

og han spurgte mig endda, "Hvorfor?"

Han inviterede mig faktisk
til at forklare mig selv.

Jeg kunne have sagt mange ting.

Jeg kunne have forklaret,
jeg kunne have forhandlet.

Jeg gjorde ikke noget af det.

Det eneste jeg gjorde var at løbe.

Jeg følte, at det her
var mit livs mikrokosmos.

Hver gang jeg følte den
mindste smule afvisning,

ville jeg løbe så hurtigt, jeg kunne.

Og ved I hvad?

Den næste dag,
uanset hvad der sker,

så vil jeg ikke løbe.

Jeg vil blive i situationen.

Dag 2: Bede om en "burger refill."

(Latter)

Jeg tog til et burgersted,

spiste min frokost
og gik op til ekspedienten og sagde,

"Hej, kan jeg få en burger refill?"

(Latter)

Han var helt forvirret,
"Hvad er en burger refill?"

(Latter)

Jeg sagde, "Det er ligesom
en sodavands refill, men med en burger."

Og han sagde,
"Beklager, vi har ikke burger refill."

(Latter)

Det var her, afvisningen skete,
og jeg kunne være løbet, men jeg blev.

Jeg sagde, "Jeg elsker jeres burgere,

og jeg elsker det her sted,

og hvis I havde en burger refill,

så elsker jeg jer endnu mere."

(Latter)

Og han sagde, "Altså, okay,
jeg vil sige det til min manager,

og måske vil vi, men beklager,
i dag kan vi ikke gøre det."

Så gik jeg.

Og forresten,

tror jeg ikke,
de har lavet burger refill.

(Latter)

Jeg tror stadig, de er der.

Men den der liv-og-død følelse,
som jeg havde den første gang,

var der ikke længere,

bare fordi jeg blev i situationen --

fordi jeg ikke løb.

Jeg sagde, "Wow, fedt,
jeg lærer allerede noget.

Fedt. Og så dag 3:
At få en olympisk donut.

Det er her, mit liv
blev vendt op og ned.

Jeg tog hen til en Krispy Kreme.

Det er en donutbutik,

der hovedsageligt findes i
det sydøstlige USA.

Jeg er sikker på,
der også er nogen her.

Og jeg gik ind,

jeg sagde, "Kan I lave donuts,
der ligner det olympiske symbol?

Det er grundlæggende fem donuts,
der hænger sammen ..."

Jeg mener, de ville på ingen måde
sige ja, vel?

Hende, der lavede donuts,
tog mig så alvorligt.

(Latter)

Så hun fandt papir frem

og begyndte at tegne
farverne og ringene,

og var sådan, "Hvordan kan
jeg lave dette?"

Og 15 minutter senere,

kom hun ud med en æske,
der lignede de olympiske ringe.

Jeg blev så rørt.

Jeg kunne simpelthen ikke tro det.

Den video fik over
fem millioner views på Youtube.

Verden kunne heller ikke tro det.

(Latter)

På grund af det kom
jeg i aviserne,

jeg var i talkshows, i alt.

Og jeg blev berømt.

Mange mennesker begyndte
at skrive til mig

og sagde, "Det, du gør, er sejt."

Men berømmelse gjorde ikke noget for mig.

Det, jeg virkelig ville, var at lære,

og ændre mig selv.

Så jeg gjorde resten af
de 100 dages afvisning

til en legeplads --

til et forskningsprojekt.

Jeg ville se,
hvad jeg kunne lære.

Og jeg lærte en masse ting.

Jeg fandt så mange hemmeligheder.

For eksempel fandt jeg ud af,
at hvis jeg bare ikke løber,

hvis jeg blev afvist

så kunne jeg forvandle
et "nej" til et "ja",

og det magiske ord er "hvorfor."

En dag tog jeg hen til en fremmeds hus,
jeg havde en blomst i min hånd,

bankede på og sagde,

"Hej, kan jeg plante denne blomst
i din baghave?"

(Latter)

Og han sagde, "Nej."

Men før han gik, sagde jeg,

"Hey, må jeg vide hvorfor?"

Og han sagde,
"Altså jeg har en hund,

som graver alt op,
jeg planter i baghaven.

Jeg vil ikke spilde din blomst.

Du kan gå over på
den anden side af gaden til Connie.

Hun elsker blomster."

Så det gjorde jeg.

Jeg gik over og bankede på Connies dør.

Og hun var så glad for at se mig.

(Latter)

Og en halv time senere

var der en blomst i
Connies baghave.

Jeg er sikker på,
at den ser bedre ud nu.

(Latter)

Hvis jeg var gået efter
den første afvisning,

ville jeg have tænkt,

at det var fordi,
fyren ikke stolede på mig,

fordi at jeg var skør,

fordi jeg ikke så godt nok ud.

Det var ikke derfor.

Det var fordi, det jeg tilbød,
ikke passede til det, han manglede.

Og han stolede nok på mig
til at henvise mig,

for at bruge en salgsterm.

Jeg benyttede en henvisning.

Så, en dag --

jeg lærte også, at jeg kan
sige visse ting

og maksimere min chance
for at få et ja.

For eksempel gik jeg
en dag ind på en Starbucks

og spurgte manageren,
"Hej, må jeg være en Starbucks-hilser?"

Han spurgte,
"Hvad er en Starbucks-hilser?"

Jeg sagde,
"Kender du Walmart-hilsnere?

Du ved, dem der siger "hej" til dig,
før du går ind i forretningen,

og som sørger for,
at du ikke stjæler noget?

Jeg vil give en Walmart-oplevelse
til Starbucks kunder."

(Latter)

Jeg er faktisk ikke sikker på,
at det var en god ting --

Faktisk er jeg sikker på,
at det er en dårlig ting.

Han sagde, "Åh" --

ja, han ser sådan ud,
hans navn er Eric --

og han sagde,
"Jeg ved ikke."

Det var sådan, han hørte mig.
"Ikke sikker."

Så spurgte jeg ham,
"Er det sært?"

Han sagde,
"Ja, det er virkeligt sært."

Men så snart han sagde det,
ændrede hele hans attitude sig.

Det var som om,
han smed al tvivlen på jorden.

Og han sagde, "Du kan gøre det,

men bliv ikke for sær."

(Latter)

Så den næste time
var jeg Starbucks-hilsneren.

Jeg sagde "Hej" til alle dem, der kom ind,

og gav dem helligdagshilsner.

Forresten, jeg kender kke,
jeres karriereplaner,

men bliv ikke en hilser.

(Latter)

Det var virkelig kedeligt.

Men jeg fandt ud af, jeg kunne gøre det,
fordi jeg spurgte, "Er det sært?"

Jeg omtalte den tvivl, han havde.

Og fordi jeg spurgte, "Er det sært?",
betød det, at jeg ikke var sær.

Det betød, at jeg tænkte
præcis ligesom ham,

jeg betragtede det
som en sær ting.

Og igen og igen lærte jeg,

at hvis jeg omtaler den tvivl,
nogle mennesker måske har,

før jeg stiller spørgsmålet,

så vinder jeg deres tillid.

Folk var mere tilbøjelige til at sige ja.

Jeg lærte, at jeg kunne
opnå min livsdrøm ...

ved at spørge.

Jeg kommer fra fire
generationer af lærere,

og min bedstemor har
altid sagt til mig,

"Jia, du kan gøre, lige hvad du vil,

men det ville være skønt,
hvis du blev lærer."

(Latter)

Men jeg ville være en entreprenør.

Men det har altid været min drøm
rent faktisk at undervise i noget.

Så jeg sagde,
"Hvad hvis jeg spørger

og underviser en klasse?"

Dengang boede jeg i Austin,

så jeg tog til University of Texas,

og bankede på professorernes døre
og spurgte, "Må jeg undervise din klasse?"

Jeg kom ikke nogen vegne
de første par gange.

Men jeg løb ikke --
jeg blev ved med at prøve --

og på tredje forsøg blev
professoren meget imponeret.

Han sagde,
"Ingen har gjort dette før."

Jeg kom ind forberedt med
powerpoints og min lektion.

Han sagde,
"Wow, jeg kan bruge det her.

Kan du ikke komme igen om to måneder?
Så passer jeg det ind i pensum."

Og to måneder senere
underviste jeg en klasse.

Det er mig -- det kan være svært at se,
det er et dårligt billede.

Nogle gange bliver man
afvist af belysning.

(Latter)

Men, wow --

da jeg afsluttede undervisningen,
gik jeg grædende ud,

fordi jeg tænkte,

at jeg kunne opnå min livsdrøm
ved simpelthen bare at spørge.

Jeg plejede at tænke,
jeg skulle opnå alle mulige ting --

være en god entreprenør
eller få en PhD for at undervise --

men nej, jeg spurgte bare,

og så underviste jeg.

Og på det billede,
som I ikke kan se,

citerede jeg Martin Luther King, Jr.

Hvorfor? Fordi i min forskning fandt jeg,
at de mennesker som ændrer verden,

som ændrer vores levemåde,
og den måde vi tænker på,

er de mennesker, som blev mødt af
umiddelbar og ofte voldelige afvisninger.

Mennesker som
Martin Luther King, Jr.,

Mahatma Gandhi, Nelson Mandela,

endda Jesus Kristus.

De mennesker lod ikke
afvisninger definere dem.

De lod deres egen reaktion efter en
afvisning definere dem selv.

Og de omfavnede afvisning.

Vi behøves ikke være de mennesker
for at lære om afvisning,

og i mit tilfælde

var afvisning min forbandelse,

det var mit monster.

Det har generet mig hele mit liv,
fordi jeg prøvede at løbe væk fra det.

Så begyndte jeg at omfavne det.

Jeg gjorde det til den
største gave i mit liv.

Jeg begyndte at undervise folk i,
hvordan afvisninger bliver til muligheder.

Jeg bruger min blog, jeg bruger taler,

jeg bruger bogen, jeg lige har udgivet,

og jeg bygger endda teknologi til at hjælpe
folk med at overkomme deres frygt for afvisning.

Når du bliver afvist i livet,

når du står over for den næste udfordring

eller den næste fiasko,

så overvej mulighederne.

Løb ikke.

Hvis du bare omfavner dem,

kan de måske også blive dine gaver.

Tak.

(Bifald)