Da jeg var seks år gammel, modtog jeg mine gaver. Min lærer i første klasse havde en strålende idé. Hun ville have, at vi modtog gaver, men også at vi skulle lære dyden at komplimentere hinanden. Så hun fik os alle sammen til at stå foran klasseværelset, og hun kom med gaver til os alle, som hun stablede i hjørnet. Og hun sagde, "Skal vi ikke bare stå her og komplimentere hinanden? Hvis dit navn bliver kaldt, må du gå over og hente din gave og sætte dig ned." Sikke en vidunderlig idé, ikke? Hvad kunne gå galt? (Latter) Der var 40 af os til at starte med, og hver gang jeg hørte nogen blive kaldt på, kom jeg med den mest hjertelige jubel. Og så var der 20 personer tilbage, og 10 personer tilbage, og fem tilbage... og tre tilbage. Og jeg var en af dem. Og komplimenterne stoppede. I det øjeblik græd jeg. Og læreren var ved at flippe ud. Hun sagde, "Hey, er der nogen, der vil sige noget sødt om disse personer?" (Latter) "Ingen? Okay, hvorfor tager I ikke jeres gave og sætter jer ned? Opfør jer pænt næste år -- og nogen vil måske sige noget sødt om jer." (Latter) Siden jeg beskriver dette for jer, ved I sikkert, at jeg kan huske det her ret godt. (Latter) Jeg ved ikke hvem, det var værst for den dag. Var det mig eller læreren? Hun må have indset, at hun gjorde en team-building øvelse til en offentlig udhængning af tre seks-årige. Og uden humoren. Når man ser folk blive hængt ud på TV, er det sjovt. Der var ikke noget sjovt ved den dag. Så det var en version af mig, og jeg ville dø for at undgå at komme i sådan en situation igen -- at blive afvist offentligt. Det er en version. Spol nu otte år frem i tiden. Bill Gates besøgte min hjemby -- Beijing, Kina -- for at tale, og jeg fangede hans budskab. Jeg blev forelsket i den fyr. Jeg tænkte, wow, jeg ved, hvad jeg vil nu. Den aften skrev jeg et brev til min familie, hvor jeg sagde: "Inden jeg er 25, vil jeg bygge det største firma i verden, og det firma vil opkøbe Microsoft." (Latter) Jeg omfavnede hele idéen om at erobre verden -- herredømme, ikke? Jeg fandt ikke på det her, jeg skrev faktisk det brev. Her er det -- (Latter) I behøver ikke læse det igennem -- (Latter) Det er en dårlig håndskrift, men jeg har fremhævet nogle nøgleord. I forstår, hvad jeg mener. (Latter) Så ... det var en anden version af mig: en, som ville erobre verden. To år senere fik jeg muligheden for at komme til USA. Jeg skyndte mig afsted, fordi det var der, Bill Gates boede, ikke? (Latter) Jeg tænkte, at det var starten på min entreprenør-rejse. Spol nu endnu 14 år frem i tiden. Jeg var 30. Nej, jeg havde ikke bygget mit firma. Jeg var ikke engang begyndt. Jeg var faktisk marketing manager for et Fortune 500 firma. Og jeg følte, at jeg sad fast. Jeg var stillestående. Hvorfor? Hvor var den 14-årige, der skrev det brev? Det var ikke fordi, han ikke prøvede. Det var fordi, hver gang jeg havde en ny ide, hver gang jeg ville prøve noget nyt, selv på jobbet -- når jeg ville fremsætte et forslag, eller snakke foran en gruppe mennesker -- følte jeg, at der var en konstant kamp mellem den 14-årige og den seksårige. Den ene ville erobre verden -- gøre en forskel -- den anden var bange for at blive afvist. Og hver gang vandt den seksårige. Og denne frygt blev hos mig, selv efter jeg startede mit eget firma. Jeg startede mit eget firma, da jeg var 30 -- Vil man være Bill Gates, skal man starte før eller senere, ikke? Da jeg var entreprenør, præsenterede jeg en investeringsmulighed, men jeg blev afvist. Og den afvisning sårede mig. Den sårede mig så slemt, at jeg ville stoppe lige der. Men så tænkte jeg, ville Bill Gates stoppe efter en enkelt investeringsafvisning? Ville en hvilken som helst entreprenør stoppe bare sådan? Nej. Og det er her, det faldt på plads for mig. Okay, jeg kan bygge et bedre firma. Jeg kan danne et bedre team eller produkt, men en ting er sikker: jeg er nødt til at være en bedre leder. Jeg er nødt til at være en bedre person. Jeg kan ikke lade den seksårige blive ved med at diktere mit liv. Jeg bliver nødt til at sætte ham på plads. Det er her, jeg gik online for at få hjælp. Google var min ven. (Latter) Jeg googlede, "Hvordan overkommer jeg min frygt for at blive afvist?" Jeg fandt en del psykologiartikler omkring hvor frygt og smerte kommer fra. Så fandt jeg en del "rah-rah" inspirationsartikler omkring "tag det ikke personligt, bare overkom det." Hvem ved ikke det? (Latter) Men hvorfor var jeg stadig så bange? Så fandt jeg denne hjemmeside ved et held. Den hedder rejectiontherapy.com. (Latter) "Rejection Therapy" var et spil opfundet af en canadisk entreprenør. Hans navn var Jason Comely. Og grundlæggende er idéen, at man i 30 dage skal lede efter afvisning, og hver dag skal man afvises, og til sidst skal man desensibilisere sig selv fra smerten. Og jeg elskede idéen. (Latter) Jeg sagde, "Ved du hvad? Jeg vil gøre det. Og jeg vil mærke mig selv blive afvist 100 dage." Jeg fandt på mine egne afvisningsidéer, og jeg lavede en videoblog ud af det. Så her er, hvad jeg gjorde. Det her er sådan, bloggen så ud. Dag 1 ... (Latter) At låne 100 dollar fra en fremmed. Det var her, jeg tog hen til det sted, hvor jeg arbejdede. Jeg kom nedenunder, og jeg så en store fyr bag ved et skrivebord. Han lignede en sikkerhedsvagt. Jeg nærmede mig ham. Jeg gik bare, og det var den længste tur i mit liv -- hårene i nakken rejste sig, jeg svedte, og mit hjerte bankede. Jeg kom derhen og sagde, "Hey, herre, kan jeg låne 100 dollars af dig?" (Latter) Han kiggede op og sagde, "Nej." "Hvorfor?" Og jeg sagde bare, "Nej? Jeg beklager." Så vendte jeg mig om og løb. (Latter) Jeg var så pinlig berørt. Men jeg filmede mig selv, og den aften så jeg mig selv blive afvist, jeg så bare, hvor bange jeg var. Jeg lignede drengen fra "Den sjette sans." Jeg så døde mennesker. (Latter) Men så kiggede jeg på fyren. Og han var ikke særlig truende. Han var en buttet, elskværdig fyr, og han spurgte mig endda, "Hvorfor?" Han inviterede mig faktisk til at forklare mig selv. Jeg kunne have sagt mange ting. Jeg kunne have forklaret, jeg kunne have forhandlet. Jeg gjorde ikke noget af det. Det eneste jeg gjorde var at løbe. Jeg følte, at det her var mit livs mikrokosmos. Hver gang jeg følte den mindste smule afvisning, ville jeg løbe så hurtigt, jeg kunne. Og ved I hvad? Den næste dag, uanset hvad der sker, så vil jeg ikke løbe. Jeg vil blive i situationen. Dag 2: Bede om en "burger refill." (Latter) Jeg tog til et burgersted, spiste min frokost og gik op til ekspedienten og sagde, "Hej, kan jeg få en burger refill?" (Latter) Han var helt forvirret, "Hvad er en burger refill?" (Latter) Jeg sagde, "Det er ligesom en sodavands refill, men med en burger." Og han sagde, "Beklager, vi har ikke burger refill." (Latter) Det var her, afvisningen skete, og jeg kunne være løbet, men jeg blev. Jeg sagde, "Jeg elsker jeres burgere, og jeg elsker det her sted, og hvis I havde en burger refill, så elsker jeg jer endnu mere." (Latter) Og han sagde, "Altså, okay, jeg vil sige det til min manager, og måske vil vi, men beklager, i dag kan vi ikke gøre det." Så gik jeg. Og forresten, tror jeg ikke, de har lavet burger refill. (Latter) Jeg tror stadig, de er der. Men den der liv-og-død følelse, som jeg havde den første gang, var der ikke længere, bare fordi jeg blev i situationen -- fordi jeg ikke løb. Jeg sagde, "Wow, fedt, jeg lærer allerede noget. Fedt. Og så dag 3: At få en olympisk donut. Det er her, mit liv blev vendt op og ned. Jeg tog hen til en Krispy Kreme. Det er en donutbutik, der hovedsageligt findes i det sydøstlige USA. Jeg er sikker på, der også er nogen her. Og jeg gik ind, jeg sagde, "Kan I lave donuts, der ligner det olympiske symbol? Det er grundlæggende fem donuts, der hænger sammen ..." Jeg mener, de ville på ingen måde sige ja, vel? Hende, der lavede donuts, tog mig så alvorligt. (Latter) Så hun fandt papir frem og begyndte at tegne farverne og ringene, og var sådan, "Hvordan kan jeg lave dette?" Og 15 minutter senere, kom hun ud med en æske, der lignede de olympiske ringe. Jeg blev så rørt. Jeg kunne simpelthen ikke tro det. Den video fik over fem millioner views på Youtube. Verden kunne heller ikke tro det. (Latter) På grund af det kom jeg i aviserne, jeg var i talkshows, i alt. Og jeg blev berømt. Mange mennesker begyndte at skrive til mig og sagde, "Det, du gør, er sejt." Men berømmelse gjorde ikke noget for mig. Det, jeg virkelig ville, var at lære, og ændre mig selv. Så jeg gjorde resten af de 100 dages afvisning til en legeplads -- til et forskningsprojekt. Jeg ville se, hvad jeg kunne lære. Og jeg lærte en masse ting. Jeg fandt så mange hemmeligheder. For eksempel fandt jeg ud af, at hvis jeg bare ikke løber, hvis jeg blev afvist så kunne jeg forvandle et "nej" til et "ja", og det magiske ord er "hvorfor." En dag tog jeg hen til en fremmeds hus, jeg havde en blomst i min hånd, bankede på og sagde, "Hej, kan jeg plante denne blomst i din baghave?" (Latter) Og han sagde, "Nej." Men før han gik, sagde jeg, "Hey, må jeg vide hvorfor?" Og han sagde, "Altså jeg har en hund, som graver alt op, jeg planter i baghaven. Jeg vil ikke spilde din blomst. Du kan gå over på den anden side af gaden til Connie. Hun elsker blomster." Så det gjorde jeg. Jeg gik over og bankede på Connies dør. Og hun var så glad for at se mig. (Latter) Og en halv time senere var der en blomst i Connies baghave. Jeg er sikker på, at den ser bedre ud nu. (Latter) Hvis jeg var gået efter den første afvisning, ville jeg have tænkt, at det var fordi, fyren ikke stolede på mig, fordi at jeg var skør, fordi jeg ikke så godt nok ud. Det var ikke derfor. Det var fordi, det jeg tilbød, ikke passede til det, han manglede. Og han stolede nok på mig til at henvise mig, for at bruge en salgsterm. Jeg benyttede en henvisning. Så, en dag -- jeg lærte også, at jeg kan sige visse ting og maksimere min chance for at få et ja. For eksempel gik jeg en dag ind på en Starbucks og spurgte manageren, "Hej, må jeg være en Starbucks-hilser?" Han spurgte, "Hvad er en Starbucks-hilser?" Jeg sagde, "Kender du Walmart-hilsnere? Du ved, dem der siger "hej" til dig, før du går ind i forretningen, og som sørger for, at du ikke stjæler noget? Jeg vil give en Walmart-oplevelse til Starbucks kunder." (Latter) Jeg er faktisk ikke sikker på, at det var en god ting -- Faktisk er jeg sikker på, at det er en dårlig ting. Han sagde, "Åh" -- ja, han ser sådan ud, hans navn er Eric -- og han sagde, "Jeg ved ikke." Det var sådan, han hørte mig. "Ikke sikker." Så spurgte jeg ham, "Er det sært?" Han sagde, "Ja, det er virkeligt sært." Men så snart han sagde det, ændrede hele hans attitude sig. Det var som om, han smed al tvivlen på jorden. Og han sagde, "Du kan gøre det, men bliv ikke for sær." (Latter) Så den næste time var jeg Starbucks-hilsneren. Jeg sagde "Hej" til alle dem, der kom ind, og gav dem helligdagshilsner. Forresten, jeg kender kke, jeres karriereplaner, men bliv ikke en hilser. (Latter) Det var virkelig kedeligt. Men jeg fandt ud af, jeg kunne gøre det, fordi jeg spurgte, "Er det sært?" Jeg omtalte den tvivl, han havde. Og fordi jeg spurgte, "Er det sært?", betød det, at jeg ikke var sær. Det betød, at jeg tænkte præcis ligesom ham, jeg betragtede det som en sær ting. Og igen og igen lærte jeg, at hvis jeg omtaler den tvivl, nogle mennesker måske har, før jeg stiller spørgsmålet, så vinder jeg deres tillid. Folk var mere tilbøjelige til at sige ja. Jeg lærte, at jeg kunne opnå min livsdrøm ... ved at spørge. Jeg kommer fra fire generationer af lærere, og min bedstemor har altid sagt til mig, "Jia, du kan gøre, lige hvad du vil, men det ville være skønt, hvis du blev lærer." (Latter) Men jeg ville være en entreprenør. Men det har altid været min drøm rent faktisk at undervise i noget. Så jeg sagde, "Hvad hvis jeg spørger og underviser en klasse?" Dengang boede jeg i Austin, så jeg tog til University of Texas, og bankede på professorernes døre og spurgte, "Må jeg undervise din klasse?" Jeg kom ikke nogen vegne de første par gange. Men jeg løb ikke -- jeg blev ved med at prøve -- og på tredje forsøg blev professoren meget imponeret. Han sagde, "Ingen har gjort dette før." Jeg kom ind forberedt med powerpoints og min lektion. Han sagde, "Wow, jeg kan bruge det her. Kan du ikke komme igen om to måneder? Så passer jeg det ind i pensum." Og to måneder senere underviste jeg en klasse. Det er mig -- det kan være svært at se, det er et dårligt billede. Nogle gange bliver man afvist af belysning. (Latter) Men, wow -- da jeg afsluttede undervisningen, gik jeg grædende ud, fordi jeg tænkte, at jeg kunne opnå min livsdrøm ved simpelthen bare at spørge. Jeg plejede at tænke, jeg skulle opnå alle mulige ting -- være en god entreprenør eller få en PhD for at undervise -- men nej, jeg spurgte bare, og så underviste jeg. Og på det billede, som I ikke kan se, citerede jeg Martin Luther King, Jr. Hvorfor? Fordi i min forskning fandt jeg, at de mennesker som ændrer verden, som ændrer vores levemåde, og den måde vi tænker på, er de mennesker, som blev mødt af umiddelbar og ofte voldelige afvisninger. Mennesker som Martin Luther King, Jr., Mahatma Gandhi, Nelson Mandela, endda Jesus Kristus. De mennesker lod ikke afvisninger definere dem. De lod deres egen reaktion efter en afvisning definere dem selv. Og de omfavnede afvisning. Vi behøves ikke være de mennesker for at lære om afvisning, og i mit tilfælde var afvisning min forbandelse, det var mit monster. Det har generet mig hele mit liv, fordi jeg prøvede at løbe væk fra det. Så begyndte jeg at omfavne det. Jeg gjorde det til den største gave i mit liv. Jeg begyndte at undervise folk i, hvordan afvisninger bliver til muligheder. Jeg bruger min blog, jeg bruger taler, jeg bruger bogen, jeg lige har udgivet, og jeg bygger endda teknologi til at hjælpe folk med at overkomme deres frygt for afvisning. Når du bliver afvist i livet, når du står over for den næste udfordring eller den næste fiasko, så overvej mulighederne. Løb ikke. Hvis du bare omfavner dem, kan de måske også blive dine gaver. Tak. (Bifald)