Hvordan en lille mønt fik mig til at føle mig som en millionær

Efter Tjernobylullykken, forlod Tania Luna som lille barn sit hjem i Ukraine for at søge asyl i USA. Og en dag, på gulvet i et herberg for hjemløse i New York hvor hun boede med sin familie, finder hun en lille mønt. Aldrig igen har hun følt sig så rig. En eftertanke om de bittersøde glæder i barndommen - og hvordan man bevarer og tager disse minder med sig.

Jeg er fem år gammel, og jeg er meget stolt.

Min far har netop bygget det bedste udehus

i vores lille landsby i Ukraine.

Indenfor er det et lugtende, åbent hul i jorden,

men udenfor, er det perleagtigt, hvidt laminat,

og det skinner helt i solen.

Det får mig til at føle mig så stolt, så vigtig,

at jeg annoncerer mig selv som leder af min lille vennegruppe

og udtænker missioner til os.

Så vi lusker fra hus til hus,

og leder efter fluer fanget i edderkoppespind,

og vi sætter dem fri.

Fire år tidligere, da jeg var et år gammel,

efter Tjernobylulykken,

regnen var sort,

og min søsters hår faldt af i klumper,

og jeg brugte ni måneder på hospitalet.

Besøgende var ikke velkomne,

så min mor måtte bestikke en hospitalsansat.

Hun fik fat i en sygeplejerskes uniform

og sneg sig ind til mig hver nat.

Fem år senere, et uforventet glimt af håb.

Takket være Tjernobylullykken, får vi asyl i USA.

Jeg er seks år gammel, og jeg græder ikke, da vi forlader hjemmet

og vi ankommer til USA,

fordi jeg forventer et sted fyldt med sjældne

og vidunderlige ting som bananer og chokolade

og Bazooka tyggegummi,

Bazooka tyggegummi med tegneserie omslag indeni,

Bazooka, som vi ville få en gang om året i Ukraine,

og som vi ville tygge på en hel uge ad gangen.

Så den første dag, da vi ankommer til New York,

min bedstemor og jeg finder en mønt

på gulvet i de hjemløses herberg, hvor min familie bor.

Vi ved dog ikke, at det er et herberg for hjemløse.

Vi tror det er et hotel, et hotel med mange rotter.

Vi finder denne mønt, nærmest forstenet i gulvet,

og vi tænker, at en meget rig mand må have glemt den der,

fordi normale mennesker taber ikke bare penge.

Jeg holder mønten i min hånd,

og den er klistret og rusten,

men det føles som, at jeg holder en formue.

Jeg beslutter for at jeg vil købe mig mit helt eget stykke

Bazooka tyggegummi.

Og i dét øjeblik føler jeg mig som en millionær.

Omtrent et år senere, får jeg den følelse igen,

da vi finder en pose fyldt med bamser i noget skrald,

og pludselig har jeg mere legetøj

end jeg nogensinde har haft i mit liv.

Og igen får den jeg følelse, da banker

på vores hoveddør i vores lejlighed i Brooklyn,

og min søster og jeg åbner op til en pizzamand

med en pizza, som vi ikke havde bestilt.

Så vi tager denne her pizza, vores allerførste pizza,

og vi fortærer stykke efter stykke

mens pizzamanden står og kigger på os gennem døren.

Og han beder os om at betale, men vi snakker ikke engelsk.

Min mor kommer ud, og han spørger hende efter penge,

men hun har ikke nok.

Hun går hver dag 50 blokke til og fra arbejde,

bare for at undgå at bruge penge på bussen.

Så dukker vores nabo op,

og hun bliver rød af raseri da hun opdager

at de der immigranter der bor under hende

på mærkelig vis har fået fat i hendes pizza.

Alle er oprevede.

Men pizzaen er lækker.

Det er først år senere at jeg har fundet ud af hvor lidt vi havde.

På vores 10 års jubilæumsdag i USA,

besluttede vi at fejre det ved at reservere et værelse

på hotellet som vi boede på da vi i sin tid kom til USA.

Receptionisten griner, og siger

"I kan ikke reservere et værelse her. Dette er et herberg for hjemløse."

Og vi var chokerede.

Min mand Brian var også hjemløs som barn.

Hans familie mistede alt, og da han var 11 år gammel,

var han nødt til at bo på motel med sin far,

moteller som ville tage alt deres mad

og beholde det, indtil de var i stand til at betale regningen.

Og engang, da han endelig fik sin pakke

med cornflakes tilbage, var den fyldt med kakerlakker.

Men han havde én ting.

Han havde en skotøjsæske som han havde med sig rundt alle vegne

med ni tegneseriehæfter,

to G.I. Joe dukker malet så de lignede Spiderman,

og fem robotdukker. Og det var hans lille skat.

Det var hans egen samling af helte

som holdt ham væk fra stoffer og bander

og fra at opgive sine drømme.

Jeg vil nu fortælle om endnu

et tidligere hjemløs medlem af vores familie.

Dette er Scarlett.

Engang blev Scarlet brugt som lokkemad i hundekampe.

Hun blev bundet sammen og kastet ind i ringen

så andre hunde kunne angribe hende så de ville blive mere aggressive inden en kamp.

Og nutildags, spiser hun organisk mad,

og hun sover på en ortopædisk seng med hendes navn på,

men når vi hælder vand i hendes drikkeskål,

kigger hun stadig op og logrer med halen i taknemmelighed.

Sommetider går Brian og jeg en tur i parken med Scarlett,

og hun ruller sig i græsset,

og vi står bare og kigger på hende,

og så kigger vi på hinanden,

og vi føler taknemmelighed.

Vi glemmer alle vores nye middelklasse frustrationer

og skuffelser,

og vi føler os som millionære.

Tak

(Publikum klapper)