Rachel Botsman: Tillid er valutaen i den nye økonomi.

Der er sket en eksplosion af "collaborative consumption" (kollektivt forbrug) - dvs webbaseret deling af biler, lejligheder, og kundskaber. Rachel Botsman udforsker den valuta som får systemer som Airbnb og TaskRabbit til at virke: Tillid, indflydelse og det hun kalder "omdømme-kapital."

Hvis nogen bad dig om

tre ord som kunne opsummere

dit omdømme, hvad ville du så sige?

Hvordan ville andre beskrive din dømmekraft,

din kundskab, din opførsel, i forskellige situationer?

I dag vil jeg gennemgå med jer

hvorfor svaret på det spørgsmål

vil blive ekstremt vigtigt

i en tidsalder hvor omdømme bliver din mest værdifulde valuta.

Jeg vil gerne begynde med at introducere jer for en

hvis liv er blevet ændret af et marked

som drives af omdømme.

Sebastian Sandys har været en bed and breakfast-vært

på Airbnb siden 2008.

Jeg mødte ham fornylig og i løbet af

flere kopper te, fortalte han mig hvordan

det at have gæster fra hele verden

har beriget hans liv.

Over 50 mennesker har boet i vagthuset fra

det 18. århundrede, hvor han bor med sin kat Squeak.

Jeg nævner Squeak fordi Sebastians første gæst

fik øje på en stor mus som løb over køkkengulvet,

og hun lovede at hun ikke ville give ham en

negativ rating på en betingelse: At han fik en kat.

Så Sebastian købte Squeak for at beskytte sit omdømme.

Som mange af jer ved er Airbnb en borger-til-borger

markedsplads, som matcher folk med plads at leje ud

med folk som leder efter et sted at overnatte

i over 192 lande.

De steder som udlejes er, som man kunne forvente,

ekstra værelser og ferieboliger,

men en del af charmen er de unikke steder

som nu er tilgængelige: huse i træer, tipier,

flyhangarer, iglooer.

Hvis du ikke synes om hotellet er der et slot længere ned ad gaden

som du kan leje for 5000 dollar per nat.

Det er et fantastisk eksempel på hvordan teknologi

skaber et marked

for ting som ikke tidligere har haft en markedsplads.

Lad mig vise disse heatmaps over Paris

for at se hvor hurtigt det vokser.

Dette billede er fra 2008.

De lyserøde prikker er værtsejendomme.

Selv for fire år siden var det at lade fremmede bo i dit hjem

en tilsyneladende skør ide.

Nu det samme billede i 2010.

Og nu 2012.

Der er en Airbnb-vært i næsten alle større gader i Paris.

Det der sker her er at folk opdager

teknologiens evne til at frigøre den ubrugte kapacitet

og værdi i alle former for ejendom,

fra kompetence til plads til materielle ejendele,

på måder og på en skala som ikke var mulig tidligere.

Det er en kultur som kaldes Collaborative Consumption ("kollektivt forbrug" eller "deleøkonomi")

og ved hjælp af den, gøres folk

som Sebastian til mikro-entrepenører.

De får evnen til at tjene penge og spare penge

på det de har i forvejen.

Men den virkelige magi og den hemmelige kilde til

kollektivt forbrugs-markeder som Airbnb

er ikke varerne eller pengene.

Det er brugen af teknologi til at skabe tillid

mellem fremmede.

Denne side af Airbnb gik rent hjem hos Sebastian sidste sommer

under London-urolighederne.

Han vågnede ved 9-tiden og checkede email

og så en bunke beskeder, allesammen spurgte

om han havde det godt.

Tidligere gæster fra hele verden havde set at

urolighederne foregik nede i gaden og de ville

høre om han havde brug for noget.

Sebastian sagde faktisk til mig "Tretten tidligere gæster

kontaktede mig før min egen mor ringede". (Latter)

Denne lille anekdote når hjertet af hvorfor

kollektivt forbrug er min passion,

og hvorfor jeg besluttede, da min bog var færdig,

at prøve at sprede det til en global bevægelse.

Fordi i grunden handler det om hjælp til selvhjælp.

Folk gøres i stand til at skabe meningsfulde kontakter,

kontakter som får os til at opdage

en menneskelighed som vi mistede hen ad vejen,

ved at deltage i markeder som Airbnb eller Kickstarter,

eller Etsy, som bygger på personlige forbindelser

i modsætning til tomme transaktioner.

Det ironiske er at disse ideer faktisk fører os tilbage

til gamle markedsprincipper og samarbejdende adfærd

som er indbygget i os alle.

De bliver bare genopfundet på måder som er relevante

for Facebook-alderen.

Vi ser bogstaveligt talt at vi har bundet verden sammen

til at kunne dele, bytte, leje, eller handle

alt muligt. Vi deler vores biler på WhipCar,

vores cykler på Spinlister, vores kontorer på Loosecubes,

vores haver på Landshare. Vi låner penge til og af

fremmede på Zopa og Lending Club.

Vi handler lektioner i alt fra sushi-madlavning

til programmering på Skillshare,

og vi deler selv vores kæledyr på DogVacay.

Velkommen til den vidunderlige verden af kollektivt forbrug

hvor "ønskes" og "haves" kan kobles sammen

på mere demokratiske måder.

Kollektivt forbrug er begyndelsen på

en ændring i måden vi tænker på udbud og efterspørgsel,

men det er også en del af en massiv forandring af vores værdier,

hvor i stedet for at overgå naboen i forbrug,

er forbrug en måde at lære naboen at kende.

Men den afgørende årsag til at det vokser så hurtigt nu

er at hvert nyt teknologisk fremskridt

forøger effektiviteten og den sociale lim af tillid

som gør deling nemmere.

Jeg har set på tusindvis af disse markedspladser,

og tillid og effektivitet er altid de kritiske ingredienser.

Lad mig give et eksempel.

Her er 46-årige Chris Mok som sikkert har

den bedste jobtitel som SuperRabbit (superkanin).

For fire år siden mistede Chris sit job, desværre,

som kunstindkøber hos Macy's, og som så mange andre,

knoklede han med at finde et nyt i de dårlige tider.

Så faldt han over en annonce om

TaskRabbit.

Historien om TaskRabbit starter som så mange

gode historier med en sød hund ved navn Kobe.

Det der skete var at i februar 2008,

ventede Leah og hendes mand på en taxi, som skulle køre dem

ud på middag, da Kobe kom løbende hen til dem

og savlede.

De indså at de var løbet tør for hundemad.

Kevin måtte aflyse taxien og trave gennem sneen.

Senere på aftenen begyndte de to selverklærede teknonørder

at snakke om hvor cool det ville være hvis der

fandtes en slags eBay for ærinder.

Seks måneder senere sagde Leah sit job op,

og TaskRabbit var født.

På det tidspunkt vidste hun ikke at hendes ide

egentlig var noget større, som hun senere kaldte service-networking.

Det handler i grunden om hvordan vi bruger vores online forbindelser

til at få ting gjort i den virkelige verden.

Måden TaskRabbit virker på er at folk udliciterer

opgaverne de vil have gjort, opgiver en pris som

de vil betale, og så kan godkendte Rabbits

byde på opgaven.

Ja, der er faktisk en firetrins, grundig interviewproces

designet for at finde folk som kan være

gode personlige assistenter og luge de andre ud.

Der er over 4000 Rabbits i USA

og 5000 på venteliste.

Opgaverne som annonceres er ting man ville

forvente, som hjælp til husarbejdet

eller handleture i supermarkedet.

Jeg hørte faktisk forleden at 12500

tøjvaske er blevet vasket og lagt sammen

via TaskRabbit.

Men det bedste er at den mest hyppige opgave

som postes over hundrede gange hver dag

er noget mange af os har smertelige erfaringer med:

Ja - at samle Ikea møbler. (Latter) (Applaus)

Det er strålende. Det kan godt være vi ler, men Chris

tjener faktisk op mod 5000 dollar om måneden

på at løbe ærinder.

Og 70% af denne nye arbejdsstyrke

var tidligere arbejdsløs eller underbeskæftiget.

Jeg synes TaskRabbit og andre eksempler på kollektivt forbrug

er som limonade-boder på steroider. De er simpelthen strålende.

Det er utroligt at tænke over,

at i løbet af de sidste 20 år har vi udviklet os

fra at stole på folk på nettet til udveksling af information

til tillidsfuldt at give kreditkortoplysninger fra os,

og nu er vi på vej ind i tredje bølge af tillid

som forbinder pålidelige fremmede og skaber

mange slags folkedrevne markedspladser.

Jeg faldt faktisk over dette fascinerende studie

fra Pew centeret i denne uge, som afslørede

at en aktiv Facebookbruger er tre gange så tilbøjelig

som en ikke-internetbruger til at stole på folk.

Virtuel tillid vil ændre måden vi stoler på hinanden

ansigt til ansigt.

Med al min optimisme - og jeg er en optimist -

har jeg også en sund forsigtighed, eller rettere

et behov for at stille nogle vigtige komplekse spørgsmål.

Hvordan sikrer man at vores digitale identiteter svarer til

vores virkelige identiteter? Ønsker vi at de er ens?

Hvordan kan vi på nettet efterligne den måde vi bygger tillid på ansigt til ansigt?

Hvordan stopper vi folk som har opført sig dårligt

i et forum, så de ikke gør det i andre sammenhænge?

Ligesom firmaer bruger en eller anden

kreditvurdering for at afgøre om du skal få et mobilabonnement,

eller hvilken rente på banklånet, så behøver markeder

med transaktioner mellem fremmede

et værktøj som kan sige at Sebastian

og Chris er okay,

og dette værktøj er omdømme.

Omdømme er et mål for hvor meget tillid et lokalsamfund har til dig.

Se for eksempel på Chris.

Du kan se at over 200 personer har givet ham

en gennemsnitlig rating på over 4,99 ud af 5.

Der er 20 sider med anmeldelser af hans arbejde

som beskriver ham som supervenlig og hurtig,

og han har nået niveau 25, det højeste niveau,

hvilket gør ham til SuperRabbit.

Jeg elsker det ord, SuperRabbit (SuperKanin).

Og interessant nok har Chris bemærket at da omdømmet

voksede, så voksede også chancerne for at få opgaver

og hvor meget han kunne tage for arbejdet.

Med andre ord, for SuperRabbits har omdømmet

en værdi i den virkelige verden.

Nu ved jeg hvad I måske tænker.

Jamen, dette er ikke nyt. Bare tænk på powersælgere

på eBay eller stjerne-ratings på Amazon.

Forskellen idag er at ved hver handel vi gør,

hver kommentar vi lægger, person vi flager, eller mærke vi gør os fortjent til,

efterlader vi et omdømme-spor

om hvor godt man kan stole på os eller ej.

Og det er ikke bare bredden men volumenet

af omdømmedata derude som er svimlende.

Tænk bare på dette: Fem millioner nætter er booket

på Airbnb bare i løbet af de sidste 6 måneder.

30 millioner kørsler er blevet delt på Carpooling.com.

I år vil to milliarder dollars i lån

blive givet gennem borger-til-borger låneplatforme.

Dette bliver til millioner af omdømmedata

om hvor godt eller dårligt vi opfører os.

At opfange og korrelere disse spor af information

som vi efterlader er en enorm udfordring,

men det er en vi bliver sat til at løse.

Sådan nogle som Sebastian har ret til at spørge,

burde de ikke eje deres egne omdømmedata?

Burde det omdømme som han personligt har investeret i

at bygge op på Airbnb, ikke følge med ham

fra et miljø til et andet?

Det jeg prøver at sige er, hvis han f.eks. begynder at sælge

brugte bøger på Amazon, skal han så starte forfra?

Det er lidt ligesom da jeg flyttede fra New York til Sydney.

Det var latterligt, jeg kunne ikke få mobilabonnement

fordi min kredithistorie ikke flyttede med mig.

Jeg var egentlig et spøgelse i systemet.

Mit forslag er ikke at næste fase

i omdømmeøkonomien går ud på

at lægge mange ratings sammen til en tom værdi.

Folks liv er for komplekse og hvem vil det?

Det går heller ikke ud på at addere

Tweets og likes og venner på en clout-agtig måde.

Disse fyre måler indflydelse, ikke opførsel

som indikerer om man kan stole på os.

Men det vigtigste vi må huske

er at omdømme gælder i en kontekst.

Bare fordi Sebastian er en god vært

betyder det ikke han kan samle Ikeamøbler.

Den store udfordring er at finde ud af hvilke data

det giver mening at samle, fordi fremtiden

vil drives frem af en smart samling af omdømme,

ikke en enkel algoritme.

Det er et spørgsmål om tid før vi kan

gøre en Facebook- eller Googleagtig søgning

og få et komplet billede af en persons opførsel

i forskellige situationer gennem tiden.

Jeg forestiller mig en informationsstrøm af hvem som har vist dig tillid,

hvor, hvornår og hvorfor, din pålidelighed på TaskRabbit,

din renlighed som gæst på Airbnb,

den viden du viser frem på Quora,

det hele samlet på et sted,

og dette vil være synlig i et slags omdømme-panel

som tegner et billede af din omdømmekapital.

Dette er et koncept jeg gør research på nu

og skriver min næste bog om, og som jeg definerer

som værdien af dit omdømme, dine intentioner,

evner og værdier på tværs af miljøer og markeder.

Dette er ikke en ny verden i det fjerne.

Der er faktisk en bølge af iværksættere som Connect.Me

og Legit og TrustCloud som prøver at finde måder

at samle, overvåge og bruge dit omdømme på nettet.

Jeg kan godt se at dette lyder lidt

Big Brother for nogle af jer, og ja, der er nogle

store problemer omkring åbenhed og privatliv,

men når det kommer til stykket, hvis vi får fat i vores personlige omdømme,

så kan vi kontrollere det bedre og udvinde

de store værdier som vil strømme fra det.

Og i større grad end med vores kredithistorie,

kan vi faktisk forme vores omdømme.

Tænk bare på Sebastian

og hvordan han købte en kat for at påvirke sit.

Udover spørgsmål om privatliv, ser jeg på et andet

interessant spørgsmål om hvordan vi hjælper digitale spøgelser,

folk som af en eller anden grund ikke er aktive på nettet,

men som er nogle af de mest pålidelige i verden?

Hvordan tager vi deres bidrag til deres arbejde,

deres lokalsamfund og deres familier,

og konverterer denne værdi til omdømmekapital?

På lang sigt kan omdømmekapital, når vi gør det ordentligt,

skabe en massiv positiv omrokering

af hvem der har magt, tillid og indflydelse.

Den trecifrede score, din traditionelle kredithistorie,

som kun 30% af os faktisk ved hvad er,

vil ikke længere være den afgørende faktor

for hvad ting koster, hvad vi har adgang til,

og, i mange tilfælde, begrænse hvad vi kan gøre i verden.

Faktisk er omdømme en valuta som jeg tror vil blive

mere magtfuld end vores kredithistorie i det 21. århundrede.

Omdømme vil være den valuta som siger

at du kan stole på mig.

Det interessante er: omdømme

er det socioøkonomiske smøremiddel

som får kollektivt forbrug til at virke og skalere,

men kilderne til omdømmet og

dets anvendelser går langt udover dette område i sig selv.

Lad mig give et eksempel fra rekrutteringsverdenen,

hvor omdømmedata vil få CVet

til at ligne et fortidslevn.

For fire år siden besluttede teknologi-bloggerne

og entrepenørerne Joel Spolsky og Jeff Atwood

at starte noget kaldet Stack Overflow.

Stack Overflow er en platform

hvor erfarne programmører kan spørge

andre gode programmører meget detaljerede spørgsmål

om ting som bittesmå pixler og chrome udvidelser.

Dette site får 4500 spørgsmål hver dag

og 80% af disse modtager præcise svar.

Brugere kan skabe sig et omdømme på mange måder,

men enkelt sagt er det ved at overbevise de andre

om at de ved hvad de snakker om.

Få måneder efter dette site startede, hørte grundlæggerne

om noget interessant,

men det overraskede dem ikke.

Det de hørte var at brugere satte

deres omdømme-score øverst på deres CV

og at rekrutteringsfolk søgte på platformen

for at finde folk med unikke talenter.

Idag finder tusindvis af programmørere

bedre jobs på denne måde, fordi Stack Overflow

og dets omdømme-panel udgør et uvurderligt vindue

ind til hvordan man virkeligt opfører sig

og hvad andre tænker om en.

Men det overordnede princip bagved Stack Overflow

synes jeg er utrolig spændende.

Folk opdager at det omdømme

de skaber på et område har værdi

udover de miljøer hvor det blev skabt.

Det er meget interessant.

Når du snakker med superbrugere, hvad enten det er SuperRabbits

eller superfolk på Stack Overflow eller Uberhosts,

så snakker de alle om hvordan det at have et godt omdømme

frembringer en forståelse for egne evner.

På Stack Overflow har alle lige muligheder,

hvilket giver de rigtige talenter chancen for at nå toppen.

På Airbnb bliver folk ofte vigtigere end deres rum.

På TaskRabbit får folk

kontrol over deres økonomiske aktivitet.

Da jeg drak te med Sebastian fortalte han mig tilsidst

om en regnvejrsdag hvor han ikke havde haft kunder

i sin boghandel, da tænker han på alle de mennesker

rundt om i verden som sagde noget dejligt om ham,

og hvad det siger om ham som menneske.

Han fylder 50 i år og er overbevist om

at det store billedtæppe af omdømme han har vævet på Airbnb

vil lede ham på vej mod noget interessant

at bruge resten af livet til.

Der er kun få vinduer i historien

hvor der er en mulighed for at genopfinde

dele af vores socioøkonomiske system.

Vi lever i et af disse øjeblikke.

Jeg tror vi er ved begyndelsen af en kollektiv revolution

som vil være lige så betydningsfuld som den industrielle revolution.

I det 20. århundrede gav opfindelsen af traditionel kredit

en ændring af forbrugersystemet og på mange måder

bestemte det hvem der havde adgang til hvad.

I det 21. århundrede vil de nye tillidsnetværk

og den omdømmekapital de genererer

ændre måden vi opfatter rigdom, markeder, magt

og personlig identitet på måder vi ikke kan forestille os.

Mange tak. (Applaus)

(Applaus)