David Christian: Stor historie

Bakket op af betagende illustrationer, beretter David Christian en komplet historie om universet, Big Bang til internettet, på 18 medrivende minutter. Dette er "Stor Historie": et oplysende, bredvinklet syn på kompleksitet, livet, og menneskeheden, på baggrund af vores korte del af den kosmiske tidslinje.

Først, et videoklip.

(Video) Ja, det er røræg.

Men i takt med at man kigger på det,

håber jeg at man begynder at føle sig

bare en smule utilpas.

Fordi man lægger måske mærke til det der faktisk sker

er at ægget faktisk samler sig.

Og man vil nu se at æggeblommen og æggehviden har skilt sig ad.

Og nu bliver de hældt tilbage i ægget.

Og vi ved alle i vores hjerters hjerte

at dette ikke er måden hvorpå universet fungerer.

Røræg er mere eller mindre grød -- velsmagende grød -- men det er grød.

Et æg er en smuk, sofistikeret ting

der kan skabe endnu mere sofistikerede ting,

såsom kyllinger.

Og vi ved i vores hjerters hjerte

at universet ikke bevæger sig

fra grød til kompleksitet.

Faktisk, reflekteres denne mavefornemmelse

i en af de mest fundamentale fysiske love,

den anden lov om termodynamik, eller loven om entropi.

Hvad den i bund og grund siger

er at den generelle tendens i universet

er at gå fra orden

og struktur

til mangel på orden og mangel på struktur --

faktisk, til grød.

Og det er derfor den video

føles en smule mærkelig.

Og alligevel,

se omkring os.

Det vi ser omkring os

er rystende kompleksitet.

Eric Beinhocker vurderer at der alene i New York City,

bliver der handlet cirka 10 milliarder SKU'er, eller særlige forbrugsartikler.

Det er hundredvis af gange så mange arter

som der er på jorden.

Og de bliver handlet af en art

med næsten syv milliarder individer,

der er samlet af handel, rejser, og internettet

i et globalt system

af enorm kompleksitet.

Så her er det store puslespil:

i et univers

der styres af den anden lov af termodynamikker,

hvordan det er muligt

at den generere den slags kompleksitet som jeg har beskrevet,

den slags kompleksitet der repræsenteres af dig og mig

konferencecenteret?

Jamen, svaret lader til at være,

at universet kan skabe kompleksitet,

men med stort besvær.

I lommer,

er der ud til at være det min kollega, Fred Spier,

kalder "Guldlok betingelser" --

ikke for varmt, ikke for koldt,

helt rigtigt til at skabe kompleksitet.

Og ting der er lidt mere komplekse forekommer.

Og hvor der er lidt mere komplekse ting,

kan man få lidt mere komplekse ting.

Og på denne måde, opbygges kompleksitet

trin for trin.

Hvert trin er magisk

fordi det skaber indtrykket af noget fuldstændig nyt

der opstår næsten ud af det rene ingenting i universet.

I den store historie referer vi til disse øjeblikke

som tærskel-øjeblikke.

Og ved hver tærskel,

bliver det sværere.

De komplekse ting bliver mere skrøbelige,

mere sårbare;

Guldlok betingelserne bliver mere stringente,

og det er sværere

at skabe kompleksitet.

Vi, som ekstremt komplekse væsner,

har desperat brug for at kende denne historie

om hvordan universet skaber kompleksitet

på trods af den anden lov,

og hvorfor kompleksitet

betyder sårbarhed

og skrøbelighed.

Og det er historien som vi fortæller i stor historie.

Men for at gøre det, skal man gøre noget

der måske, ved første øjekast, ser fuldstændig umuligt ud.

Man skal overskue hele universets historie.

Så lad os gøre det.

(Latter)

Lad os begynde med at skrue tiden tilbage

13,7 milliarder år,

til tidens begyndelse.

Rundt om os, er der ingenting.

Der er ikke engang tid eller rum.

Forestil jer den mørkeste, tommeste ting I kan

og gang det med en fantasilion

og det er der vi er.

Og pludseligt,

bang! Et univers opstår, et helt univers.

Og vi er krydset vores første tærskel.

Universet er bittesmåt; det er mindre end et atom.

Det er utrolig varmt.

Det indeholder alt der er i universet i dag,

så som I kan forestille jer, er det ved at springes.

Og det udvider sig i en utrolig hastighed.

Og til at starte med, er det en sløret masse,

men meget hurtigt begynder særlige ting at dukke op i det slør.

Inden for det første sekund,

smadrer energi ind i særlige kræfter

inklusiv elektromagnetisme og tyngdekraft.

Og energi gør noget andet temmelig magisk:

det koagulerer til at forme stof --

kvarker der skaber protoner

og leptoner der inkluderer elektroner.

Og det sker alt sammen i det første sekund.

Nu går vi 380.000 år frem i tiden.

Det er dobbelt så lang tid som mennesker har levet på denne planet.

Nu opstår simple atomer

af hydrogen og helium.

Nu vil jeg pause et øjeblik,

380.000 år efter universet opstod,

fordi vi ved faktisk temmelig meget

om universet på dette tidspunkt.

Vi ved frem for alt, at det var ekstremt simpelt.

Det bestod af kæmpe skyer

af hydrogen og helium,

og de har ikke nogen struktur.

De er virkelig en slags kosmisk gård.

Men det er ikke helt sandt.

Nylige studier

af satellitter såsom WMAP satellitten

har vist at, faktisk, er der kun små forskelligheder i den baggrund.

Det man ser her,

de blå områder er cirka en tusindedel grad koldere

end de røde områder.

Dette er bittesmå forskelligheder,

men det var nok for universet til at gå videre

til det næste trin med at bygge kompleksitet.

Og det virker på denne måde.

Tyngdekraft er mere kraftfuldt

når der er flere ting.

Så når man kommer til lidt tættere områder,

begynder tyngdekraft at samle skyer

med hydrogen og helium.

Så vi kan forestille os det tidlige univers dele sig op

i en milliard skyer.

Og hver sky er sammenpresset,

tyngdekraften bliver kraftigere i takt med at massen øges,

temperaturen begynder at stige i midten af hver sky,

og så, i midten af hver sky,

krydser temperaturen tærskel temperaturen

på 10 millioner grader,

protoner begynder at smelte sammen,

der er en kæmpe energiudladning,

og, bam!

Vi har vores første stjerner.

Fra cirka 200 millioner år efter Big Bang,

begynder der at dukke stjerner op gennem hele universet,

milliarder af dem.

Og universet er nu væsentligt mere interessant

og mere komplekst.

Stjerner skaber Guldlock betingelserne

til at krydse to nye tærskler.

Når meget store stjerner dør,

skaber de temperaturer så høje,

at protoner begynder at sammensmelte i alle former for eksotiske kombinationer,

til at forme alle elementerne af den periodiske tabel.

Hvis man, ligesom mig, har en guldring

blev den skabt i en supernova eksplosion.

Så nu er universet kemisk set mere komplekst.

Og i et kemisk set mere komplekst univers,

er det muligt at skabe flere ting.

Og det der begynder at ske

er at, rundt om døende sole,

unge stjerner,

kombinerer alle disse elementer, de hvirvler rundt,

stjernens energi bevæger dem rundt,

de former partikler, de former snefnug,

de former små støvfnug,

de former klipper, de former asteroider,

og i sidste ende, former de planeter og måner.

Og det er sådan vores solsystem blev skabt,

for fire og en halv milliard år siden.

Stenede planeter som vores jord

er signifikant mere komplekse end stjerner

fordi de indeholder en meget større diversitet af materialer.

Så vi har krydset en fjerde kompleksitets tærskel.

Nu bliver det sværere.

Det næste trin introducerer entiteter.

der er signifikant mere skrøbelige,

signifikant mere sårbare,

men de er også meget mere kreative

og meget mere i stand til at skabe yderligere kompleksitet.

Jeg taler, selvfølgelig,

om levende organismer.

Levende organismer er skabt af kemi.

Vi er kæmpestore pakker af kemikalier.

Så, kemi er domineret af elektromagnetiske kræfter.

Det opererer på mindre skala end tyngdekraft,

hvilket forklarer hvorfor vi

er mindre end stjerner eller planeter.

Nu, hvad er de ideelle forhold for kemi?

Hvad er Guldlok betingelserne?

Jamen, først, har man brug for energi,

men ikke for meget.

I midten af en stjerne, er der så meget energi

at ethvert atom der kombineres bare vil blive smadret igen.

Men ikke for lidt.

I det intergalaktiske rum, er der så lidt energi

at atomer ikke kan binde.

Man vil gerne have den helt rette mængde,

og planeter, viser det sig, er helt rigtige,

fordi de er tæt på stjerner, men ikke for tæt på.

Man har også brug for en diversitet i kemikalier,

og man har brug for væske, såsom vand.

Hvorfor?

Jamen, i gasser, flytter atomer sig forbi hinanden så hurtigt

at de ikke kan forbinde sig.

Hos faste former,

er atomer bundet sammen, de kan ikke flytte sig.

I væsker,

kan de rejse og kramme

koble sig sammen og forme molekyler.

Men, hvor finder man sådanne Guldlok betingelser?

Jamen, planeter er perfekte,

og vores tidlige jord

var næsten perfekt.

Den havde den helt rigtige afstand fra dens stjerne

til at indeholde kæmpe oceaner med åbent vand.

Og dybt nede i disse oceaner,

ved sprækker i jordens skorpe,

lækker der varme op fra jordens indre,

og man har en stor diversitet i elementerne.

Så ved disse dybe oceaniske skorstene,

begyndte der at ske fantastisk kemi,

og atomer kombinerede sig i mulige eksotiske kombinationer.

Men selvfølgelig, er livet mere

end bare eksotisk kemi.

Hvordan stabiliserer man

disse kæmpe molekyler

der ser ud til at være funktionsdygtige?

Jamen, det er her livet introducerer

et helt nyt trick.

Man stabiliserer ikke individet;

man stabiliserer skabelonen,

den ting der bærer information,

og man tillader at skabelonen kopierer sig selv.

Og DNA, selvfølgelig,

er det smukke molekyle

der indeholder information.

I er nok bekendte med det spiralformede DNA.

Hvert trin indeholder information.

Så, DNA indeholder information

om hvordan man laver levende organismer.

Og DNA kopierer også sig selv.

Så, det kopierer sig selv

og spreder skabelonerne i havet.

Så informationen spredes.

Læg mærke til at information er blevet en del af vores historie.

Det virkelig smukke ved DNA er dog

i dens ufuldkommenhed.

I takt med at det kopierer sig selv,

er der i en ud af hver milliard trin

en tendens til at være fejl.

Og hvad det betyder er,

at DNA, faktisk, lærer.

Den indsamler nye måder til at lave levende organismer på

fordi nogle af fejlene fungerer.

Så DNA lærer

og det bygger fantastisk diversitet og større kompleksitet.

Og vi kan se dette ske i løbet af de sidste fire milliarder år.

I det meste af den tid for livet på jorden,

har levende organismer været relativt simple --

encellede.

Men de havde fantastisk diversitet,

og, indeni, fantastisk kompleksitet.

Så fra cirka 600 millioner til 800 millioner år siden,

begyndte der at komme flercellede organismer.

Man får svampe, man får fisk,

man får planter,

man får amfibier, man får reptiler,

og så, selvfølgelig, får man dinosaurer.

Og af og til, er der katastrofer.

For seks og halvtreds millioner år siden,

landede en asteroide på jorden

i nærheden af Yucatan halvøen,

og skabte omstændigheder der er sammenlignelige med nuklear krig,

og dinosaurerne blev udslettet.

Dårligt nyt for dinosaurerne,

men fantastisk nyt for vores pattedyrs forfædre,

der blomstrede

i nicherne der blev efterladt af dinosaurerne.

Og vi mennesker

er en del af den kreative evolutionære puls

der begyndte for 65 millioner år siden

da den asteroide landede.

Mennesker dukkede op for cirka 200.000 år siden.

Og jeg mener vi tæller

som en tærskel i denne store historie.

Lad mig forklare hvorfor.

Vi har set at DNA på en måde lærer,

det opsamler information.

Men det er så langsomt.

DNA opsamler information

gennem tilfældige fejl,

hvoraf nogle tilfældigvis fungerer.

Men DNA havde faktisk genereret en hurtigere måde at lære på:

det havde produceret organismer med hjerner,

og de organismer kan lære i realtid.

De opsamler information, de lærer.

Det sørgelige er,

at når de dør, dør informationen med dem.

Det der gør mennesker anderledes

er det menneskelige sprog.

Vi er velsignet med et sprog, et kommunikationssystem,

der er så kraftfuldt og år præcist,

at vi kan dele det vi har lært med så stor præcision

at det kan opsamle det i den kollektive hukommelse.

Og det betyder

at det kan overleve individerne der har lært den information,

og det kan opsamle fra generation til generation.

Og det er derfor, som en art, at vi er så kreative

og så mægtige,

og det er derfor vi har en historie.

Vi synes at være den eneste art i fire milliarder år

der har denne gave.

I kalder denne evne

kollektiv læring.

Det er det der gør os anderledes.

Vi kan se det i aktion

i de tidligste stadier af den menneskelige historie.

Vi har udviklet os som art

i savannelandskabet i Afrika,

men så ser man mennesker der migrerer til nye miljøer,

ind i ørken landskaber, ind i jungler,

ind i den siberiske tundra i istiden --

barske, barske miljøer --

ind i Amerika, ind i Australasien.

Hver migrering involverer læring --

lærer nye måder at udnytte miljøet på,

nye måder at handle med deres omgivelser.

Så for 10.000 år siden,

ved at udnytte en pludselig ændring i det globale klima

med slutningen af den sidste istid,

lærte menneskerne at dyrke landbrug.

Landbrug var et energiboom.

Og ved at udnytte den energi,

mangedoblede den menneskelige befolkning sig.

Menneskelige samfund blev større, mere kompakt,

mere forbundet.

Og så fra cirka 500 år siden,

begyndte mennesker at finde sammen globalt

via skibsfart, via toge,

via telegrafen, via internettet,

indtil nu lader vi til at forme

en enkelt global hjerne

af næsten syv milliarder individer.

Og den hjerne lærer i lynende tempo.

Og i løbet af de sidste 200 år, er der sket noget andet.

Vi er faldet over et andet energiboom

i fossile brændstoffer.

Så fossile brændstoffer og kollektiv læring sammen

forklarer den rystende kompleksitet

vi ser omkring os.

Så, her er vi,

tilbage på konferencecenteret.

Vi har været på en rejse, en retur rejse,

af 13,7 milliarder år.

Jeg håber I er enige i, at det er en kraftfuld historie.

Og det er en historie hvor mennesker

spiller en forbløffende og kreativ rolle.

Men den indeholder også advarsler.

Kollektiv læring er en meget, meget magtfuld kraft,

og det er ikke klart

at vi mennesker står i spidsen for det.

Jeg kan meget tydeligt huske som barn at vokse op i England,

og leve gennem Cubakrisen.

I et par dage,

lod det til at hele

biosfæren var på randen af ødelæggelse.

Og de samme våben er her stadig,

og de er stadigvæk bevæbnet.

Hvis vi undgår den fælde,

der er andre der venter på os.

Vi brænder de fossile brændstoffer med sådan en hastighed

at det ser ud til at vi underminerer Guldlok betingelserne

der gjorde det muligt for menneskelige civilisationer

at blomstre i løbet af de sidste 10.000 år.

Så det stor historie kan gøre

er at vise os kompleksitetens og skrøbelighedens natur

og farerne vi står overfor,

men det kan også vise os

vores kraft med kollektiv læring.

Og nu, til slut,

er dette jeg vil have.

Jeg vil have at mit barnebarn, Daniel,

og hans venner og hans generation,

i hele verden,

kender hele historien om den store historie,

og at kende den så godt

at de forstår

begge udfordringer vi står overfor

og mulighederne vi står overfor.

Og det er derfor en gruppe af os

bygger en gratis, online læseplan

i stor historie

til gymnasie elever i hele verden.

Vi mener at stor historie

vil være et afgørende intellektuelt redskab for dem,

som Daniel og hans generation

står overfor kæmpe udfordringer

og også kæmpe muligheder

forud for dem på dette tærskel øjeblik

i historien om vores smukke planet.

Tak for jeres opmærksomhed.

(Bifald)