Sir Ken Robinson: Kom med læringsrevolutionen!

I denne gribende sjove opfølgning til hans sagnomspundne 2006 snak, taler Sir Ken Robinson for en radikal omlægning fra standardiserede skoler til personlig læring -- at skabe vilkår, hvor børns naturlige talenter kan blomstre.

Jeg var her for fire år siden,

og jeg kan huske at på det tidspunkt

blev talerne ikke lagt på nettet.

Jeg tror de blev givet til TED'ere i en boks,

en boks med DVD'er

som de satte på deres hylde, hvor de er i dag.

(Latter)

Og Chris ringede faktisk til mig

en uge efter at jeg havde talt

og sagde: "Vi begynder at putte dem på nettet,

kan vi lægge din ud?" Og jeg sagde: "Selvfølgelig".

Og fire år senere

som jeg sagde, er det blevet set af fire ...

Eller, det er blevet downloaded fire millioner gange.

Så jeg går ud fra at du kan gange det med 20 eller noget

for at få det nummer af folk der har set det.

Og som Chris siger, der er en sult

for videoer med mig.

(Latter)

(Bifald)

... tror I ikke?

(Latter)

Så hele denne begivenhed har været en en omfattende opbygning

for at få mig til at tale for jer igen, så her kommer det.

(Latter)

Al Gore talte

til den TED konference jeg talte ved for fire år siden

og talte om klima krisen.

Og jeg refererede til det

i slutningen af min sidste snak.

Så jeg vil gerne samle op derfra

for jeg havde kun 18 minutter, ærlig talt.

Så, som jeg sagde ...

(Latter)

Ser I, han har jo ret.

Jeg mener, der er en stor klima krise, tydeligvis.

Og jeg tror at hvis folk ikke tror på det, så skulle de gå mere udenfor.

(Latter)

Men jeg tror på at der er en anden klima krise,

som er ligeså alvorlig,

som stammer fra det samme sted,

og som vi bliver nødt til at behandle på lige fod.

Og med dette mener jeg --

og I siger måske, forresten: "Hør, Jeg er OK.

jeg har en klima krise;

Jeg har ikke rigtig brug for en mere."

Men dette er en krise, ikke med naturlige ressourcer,

selvom jeg tror det er rigtigt,

men en krise med menneskelige ressourcer.

Jeg tror, fundamentalt,

som mange talere har sagt i løbet af de sidste par dage,

at vi er meget dårlige til at bruge

vores talenter.

Rigtig mange mennesker går igennem hele deres liv

uden rigtig at have en fornemmelse af hvad deres talent er,

eller om de overhovedet har et.

Jeg møder alle slags mennesker

der ikke tror at de er rigtig gode til noget.

Faktisk, deler jeg, på en måde, verden ind i to grupper nu.

Jeremy Bentham, den store utilitaristiske filosof,

spidede engang dette argument.

Han sagde: "Der er to typer mennesker i denne verden,

dem der deler verden i to typer

og dem der ikke gør".

(Latter)

Nå men, jeg gør-

(Latter)

Jeg møder alle slags mennesker

der ikke nyder det de gør.

De går bare igennem deres liv

for at komme igennem det.

De får ingen stor nydelse fra det de gør.

De udholder det, i stedet for at nyde det,

og venter på weekenden.

Men jeg møder også mennesker

der elsker det de gør

og ikke kunne forestille sig at gøre noget andet.

Hvis du sagde til dem: "Stop med at gøre det du gør", ville de undre sig over hvad du talte om.

For det er ikke hvad de gør, det er hvem de er. De siger:

"Men det her er mig.

Det ville være tåbeligt for mig at forlade det, fordi

det taler til mit mest autentiske selv".

Og det er ikke sandt for nok folk.

Faktum er det modsatte, jeg tror

det helt sikkert er et mindretal af folk.

Og jeg tror der er mange

sandsynlige forklaringer på det.

Og højt mellem dem

er uddannelse

fordi uddannelse, på en måde,

forskyder mange mennesker

fra deres naturlige talenter.

Og menneskelige ressourcer er ligesom naturlige ressourcer;

de er ofte begravet dybt.

Du bliver nødt til at lede efter dem.

De ligger ikke bare på og flyder på overfladen.

Du bliver nødt til at skabe omstændighederne hvor de kan komme til syne.

Og du kan muligvis forestille dig

at uddannelse ville være den måde det sker.

Men alt for ofte, er det ikke.

Ethvert uddannelses system i verden

er ved at blive reformeret i øjeblikket.

Og det er ikke nok.

Reform er ikke til nytte længere,

for det er kun at forbedre en ødelagt model.

Hvad vi har brug for --

og ordet har været brugt mange gange i løbet at de sidste par dage --

er ikke en evolution,

men en uddannelsesrevolution.

Den skal transformeres

til noget andet.

(Bifald)

En af de rigtige udfordringer

er at fundamentalt innovere

uddannelse.

Innovation er hårdt

fordi det betyder at gøre noget

som folk ikke finder særlig let i de fleste tilfælde.

Det betyder at udfordre det vi tager for givet,

ting som vi synes er åbentlyse.

Det store problem med reformering

eller transformation

er den sunde fornufts tyrani -

ting som folk tror:

"Nå, det kan ikke gøres anderledes fordi det er sådan det bliver gjort."

Jeg faldt for nylig over et godt citat fra Abraham Lincoln,

som jeg troede I ville blive glade for at få citeret på dette tidspunkt.

(Latter)

Han sagde dette i December 1862

Til det andet årlige møde i Kongressen.

Jeg burde forklare at jeg ikke har en anelse om hvad der skete på den tid.

Vi underviser ikke i amerikansk historie i Storbritannien.

(Latter)

Vi undertrykker det. I ved, det er vores politik.

(Latter)

Der foregik uden tvivl noget fascinerende i December 1862

hvilket amerikanerne iblandt os

vil vide.

Men han sagde dette:

"Dogmerne

fra den stille fortid

er utilstrækkelige til den stormfulde nutid.

Anledningen

er stablet højt med besvær,

og rejse os med lejligheden."

Det elsker jeg.

Ikke rejse os til, men rejse os med.

"Da vores sag er ny,

må vi tænke påny

og handle påny

vi må frisætte os selv

og så skal vi redde vores land."

Jeg elsker det ord "frisætte".

Ved du ved hvad det betyder?

At der er ideer, vi alle er slaver af,

som vi simpelthen tager for givet

som den naturlige orden, den måde ting er på.

Og mange af vores ideer

er blevet dannet, ikke for at opfylde omstændighederne i dette århundrede,

men til at klare forholdene af tidligere århundreder.

Men vores sind er stadig hypnotiseret af dem.

Og vi bliver nødt til at frisætte os fra nogle af dem.

At gøre dette er lettere sagt end gjort.

Det er meget hårdt at vide, i øvrigt, hvad det er man tager for givet.

Og grunden er at man tager det for givet.

Så lad mig spørge jer om noget I måske tager for givet.

Hvor mange af jer er over 25 år?

Det er ikke hvad jeg tror I tager for givet.

Jeg er sikker på at I er klar over det allerede.

Er der nogle folk under 25 år?

Fedt, Nå, dem der er over 25 år,

kan I række hånden op hvis I bære armbåndsur?

Det er en god del af os, er det ikke?

Spørg et rum fyldt med teenagers det samme.

Teenagers går ikke med armbåndsur.

Jeg mener ikke at de ikke kan eller ikke må,

de vælger bare ofte ikke at gøre det.

Og grunden er, må i forstå, at vi er opvokset i

en før-digital kultur, dem af os der er over 25.

Og så for os, hvis du vil vide hvad klokken er,

må du gå med noget der viser det.

Børn i dag lever i en verden der er digitaliseret,

og klokken for dem er alle steder.

De ser ingen grund til det.

Og, forresten, I behøver heller ikke gøre det;

det er bare at I har altid gjort det og bliver ved med det.

Min datter går aldrig med ur, min datter Kate der er 20.

Hun kan ikke se pointen.

Som hun siger: "Det er en et funktions apparat"

(Latter)

"Hvor lamt er det?"

Og jeg siger: "Nej, nej, det fortæller også datoen".

(Latter)

"Det har flere funktioner."

Men ser I, der er ting vi er slaver af i uddannelsessystemet.

Lad mig give jer et par eksempler.

En af dem er ideen om linearitet,

at det starter her, og du går gennem et spor,

og at hvis du gør alt rigtigt vil du være på

rette spor resten af livet.

Alle, der har talt på TED har fortalt os implicit,

eller undertiden eksplicit, en anden historie,

at livet ikke er linieært, det er organisk.

Vi skaber vores liv i symbiose

som vi udforsker vores talenter

i relation til de forhold, de hjælper til at skabe for os.

Men ved I hvad, vi er blevet besat

med dette linieære narrativ.

Og formentlig tinden for uddannelse

er at komme på universitetet.

Jeg tror vi er besat af tanken om at få folk på universitetet,

visse former for universiteter.

Jeg mener ikke at man ikke skal gå på universitetet, men ikke alle behøver at gå

og ikke alle behøver at gå nu.

Måske går de senere, ikke lige med det samme.

Og jeg var i San Francisco for et stykke tid siden

for at signere mine bøger.

Der var en fyr der købte en bog, han var i 30erne.

Og jeg sagde: "Hvad laver du?"

Og han sagde: "Jeg er brandmand".

Og jeg sagde: "Hvor længe har du været brandmand?"

Han sagde: "Altid, jeg har altid været brandmand."

Og jeg sagde: "Men, hvornår besluttede du det?"

Han sagde: "Som barn." Han sagde: "Faktisk var det et problem for mig i skolen,

fordi i skolen ville alle være brandmænd."

Han sagde: "Men jeg ville være brandmand."

Og han sagde: "Da jeg kom til sidste år i skolen,

tog mine lærere det ikke seriøst.

Der var én lærer der ikke tog det seriøst.

Han sagde jeg spildte mit liv

hvis det var alt hvad jeg valgte at gøre med det,

at jeg skulle gå på universitetet, at jeg skulle blive en professionel person,

at jeg havde stort potentiale,

og at jeg spildte mine talenter."

Og han sagde: "Det var ydmygende fordi

han sagde det foran hele klassen og jeg havde det virkelig elendigt.

Men det var hvad jeg ville og så snart jeg forlod skolen,

søgte jeg ind i brandvæsenet og blev optaget."

Og han sagde: "Ved du hvad, jeg tænkte på ham forleden,

kun få minutter før da du talte, om ham læreren,"

han sagde, "fordi for seks måneder siden

reddede jeg hans liv."

(Latter)

Han sagde: Han var i et bil uheld,

og jeg hev ham ud, gav ham CPR

og jeg reddede også hans kones liv."

Han sagde: "Jeg tror han tænker bedre om mig nu."

(Latter)

(Bifald)

Ved I hvad, for mig

er det menneskelige samfund afhængige af

mangfoldighed af talent,

ikke en enestående opfattelse af evne.

Og i hjertet af vores udfordringer --

(Bifald)

I hjertet af vores udfordringer

er at rekonstruere vores følelse af evne

og af intelligens.

Denne lineære ting er et problem.

Da jeg ankom i L.A.

for omkring ni år siden,

faldt jeg over en politisk erklæring,

meget velmenende,

der sagde: "Universitetet begynder i børnehaven."

Nej, det gør det ikke.

(Latter)

Det gør det ikke.

Hvis vi havde tid kunne jeg gå mere ind i dette, men det har vi ikke.

(Latter)

Børnehaven begynder i børnehaven.

(Latter)

En af mine venner sagde engang:

"Ved du hvad, en tre-årig er ikke en halv seks-årig."

(Latter)

(Bifald)

De er tre.

Men som vi har hørt i denne sidste session,

er der en sådan konkurrence nu om at komme i børnehave,

at komme i den rigtige børnehave,

at folk på tre bliver interviewet til det.

Børn sidder foran uimponerede paneler,

I ved, med deres CV'er,

(Latter)

bladre igennem det og siger: "Nå, er det det?"

(Latter)

(Bifald)

"Du har eksisteret i 36 måneder og det er det?"

(Latter)

"Du har ikke opnået noget, Forpligt dig.

Brugte de første seks måneder på amning, som jeg kan se det."

(Latter)

Se, det er oprørende som en forestilling, men det tiltrækker folk.

Det anden store spørgsmål er overensstemmelse.

Vi har lavet et uddannelsessystem

på samme model som fast food.

Dette er noget Jamie Oliver talte om den anden dag.

Du ved, at der er to modeller for kvalitetssikring inden for catering.

En er fast food,

hvor alt er standardiseret.

Den anden er ting som Zagat og Michelin restauranter,

hvor alt ikke er standardiseret,

de er tilpasset de lokale forhold.

Og vi har solgt os selv til fast food modellen for uddannelse.

Og det forringer vores ånd og vores energier

ligeså meget som fastfood er nedbrydende for vores fysiske kroppe.

(Bifald)

Jeg tror vi bliver nødt til at erkende et par ting.

En er at menneskeligt talent er enormt alsidigt.

Folk har meget forskellige evner.

Jeg fandt for nylig ud af at

jeg fik en guitar som barn

omkring samme tid som Eric Clapton fik hans første guitar.

Og det fungerede for Eric, det er alt jeg siger.

(Latter)

På en måde som det ikke gjorde for mig.

Jeg kunne ikke få den ting til at virke

ligegyldigt hvor ofte og hvor hårdt jeg pustede i den.

Den ville bare ikke virke.

Men det er ikke kun om det.

Det handler om lidenskab.

Ofte er folk gode til ting de ikke rigtig holder af.

Det handler om lidenskab,

og hvad der begejstrer vores ånd og vores energi.

Og hvis du gør de ting, du elsker at gøre, at du er god til,

tager tid en helt anden retning.

Min kone er lige blevet færdig med at skrive en roman,

og jeg tror at det bliver er god bog,

men hun forsvinder for timer ad gangen.

Du kender det, hvis du laver noget du elsker

så føles en time som fem minutter.

Hvis du laver noget som ikke giver genlyd med din sjæl,

føles fem minutter som en time.

Og grunden til så mange mennesker fravælger uddannelse

er fordi det ikke føder deres ånd,

det føder ikke deres energi eller deres lidenskab.

Så jeg tror vi bliver nødt til at ændre metaforer.

Vi er nødt til at gå fra, hvad der essentielt er en industriel model for uddannelse,

en produktionsvirksomheds model,

som er baseret på linearitet

og konformitet og putte folk i bundter.

Vi bliver nødt til at gå til en model

der er baseret mere på principperne for landbrug.

Vi er nødt til at erkende, at den menneskelige blomstring

ikke er en mekanisk proces,

det er en organisk proces.

Og man kan ikke forudse resultatet af menneskelig udvikling;

alt hvad man kan, ligesom en bonde,

er at skabe de betingelser, hvorunder

de vil begynde at blomstre.

Så når vi kigger på at reformere uddannelse og transformere den,

er det ikke ligesom at klone et system.

Der er nogle gode nogle ligesom KIPPs, det er et godt system.

Der er mange gode modeller.

Det handler om at tilpasse til forholdene,

og personliggøre uddannelse

til de mennesker du rent faktisk underviser.

Og at gøre det, tror jeg

er svaret til fremtiden

fordi det handler ikke om skalere en ny løsning;

det handler om at skabe en bevægelse i uddannelsen

hvori folk kan udvikle deres egne løsninger,

men med ekstern støtte baseret på et personligt pensum.

I dette rum,

er der folk der repræsenterer

ekstraordinære ressourcer i forretningslivet,

i multimedier, i internettet.

Disse teknologier

kombineret med ekstraordinære talenter af lærere,

giver en mulighed for at revolutionere uddannelsessystemet.

Og jeg opfordre jer til at blive involveret

fordi det er vitalt, ikke kun for os,

men for vores børns fremtid,

men vi må ændre den industruelle model

til en landbrugsmodel,

hvor hver skole kan blomstre i morgen.

Det er hvor børn oplever livet.

Eller hjemme, hvis det er hvor de vælger at blive uddannet

med deres familier eller deres venner.

Der har været snakket meget om drømme

i løbet af de sidste par dage.

Og jeg ville bare lige hurtigt sige --

Jeg var meget ramt af Natalie Merchant's sange i aftes,

genfundne gamle digte.

Jeg vil læse et hurtigt, meget kort digt

fra W.B. Yeats, som er en I måske kender.

Han skrev følgende til sin elskede,

Maud Gonne,

og han begræd det faktum at

han ikke rigtig kunne give hende hvad han troede hun ville have fra ham.

Og han siger: "Jeg har noget andet, men det er måske ikke for dig."

Han siger dette:

"Havde jeg haft himlens broderede duge,

med guld-

og sølvlys indvævet i dem,

Den blå og den dunkle

og den mørke dug

Af nat og af lys og af halvlys,

Da bredte jeg disse duge ud foran dig,

Men jeg er fattig

og har kun mine drømme.

Dem breder jeg derfor ud foran dig;

Træd varsomt,

thi du går på mine drømme."

Og hver dag, over alt

breder vores børn deres drømme ud foran os.

Og vi burde træde varsomt.

Tak.

(Bifald)

Mange tak.