Hvad jeg opdagede i New Yorks affald

New Yorks indbyggere producere 11.000 tons affald, hver dag. Hver dag! Denne forbløffende statistik er bare en af grundende til at Robin Nagle startede sit forsknings projekt med byens renovationsafdeling. Hun gik skralderuterne, brugte de mekaniske koste, hun kørte endda skraldebilen selv. Blot så hun kunne svare på et simpelt, men meget kompliceret spørgsmål: Hvem rydder op efter os?

Jeg var omkring 10 år gammel

på en camping tur med min far

i Adirondack bjergene, et vildnis område

i den nordlige del af staten New York

det var en smuk dag

skoven var funklende

solen fik bladene til at gløde som malet glas

og hvis det ikke var for den sti vi fulgte

så kunne vi næsten lade som om vi var

de første mennesker som nogensinde var her

Vi kom frem til vores campingplads

det var et halvtag på en skråning

med udsigt over, en smuk krystal klar sø

da jeg opdagede afskyeligheden

Bag ved halvtaget var der en affaldsplads

måske en 40 fod firkant (12,19 meter)

med rådne æble skrog

og sammen-krøllet aluminium

og en død træningsko

og jeg var forbløffet

jeg var meget vred, og dybt forvirret

de campister der var for dovne

til at tage det med ud, som de havde taget med ind

hvem havde de troet skulle rydde op efter dem?

Det spørgsmål blev hos mig

og det blev forenklet

Hvem rydder op efter os?

lige meget hvordan du udformer det

eller hvor du placere OS

hvem rydder op efter os i Istanbul?

hvem rydder op efter os i Rio?

eller Paris eller i London?

Her i New York,

gør renovationsafdelingen rent for os,

til lyden af 11.000 tons affald

og 2.000 tons genbrugsmateriale hver dag

Jeg ville lære dem at kende som enkelt personer

jeg ville forstå, hvem der påtager sig jobbet

Hvordan er det at have uniformen på

og bære den byrde?

Så jeg startede et forskningsprojekt med dem.

Jeg kørte i skraldebilerne og gik turene

og interviewede fra kontorer og forskellige anlæg

over hele byen

og jeg lærte meget

men jeg var stadig en outsider

jeg havde brug for at komme tættere på

så jeg tog jobbet som renovationsarbejder

nu kørte jeg ikke bare med i skraldebilerne, nu kørte jeg dem selv

og jeg styrede de mekaniske koste og jeg pløjede sne

Det var et usædvanligt privilegium

og en utrolig uddannelse

Alle spørger om lugten

den er der, men den er ikke så fremherskende som man skulle tro

og på dage, hvor det er rigtig slemt

vænner du dig til det hurtigt

vægten tager lang tid at vænne sig til

jeg kendte folk som havde arbejdet adskillige år

hvis kroppe stadig tilpassede sig belastningen

på deres kroppe, af at skulle bære

tonsvis af affald hver uge

Så er der faren

ifølge bureauet for Arbejdsstatistik

er sanitets arbejde et af de 10 mest farlige

beskæftigelser i landet

og jeg lærte hvorfor

du køre ind og ud af trafik hele dagen

og det summer omkring dig

de vil bare forbi dig, så det er ofte

billisten ikke er opmærksom

det er virkelig ikke godt for arbejderen

og så er der selve affaldet som er fuld af fare

som ofte flyver ud af skraldebilen

og gør forfærdelig skade

jeg lærte også om ubønhørligheden af affald

Når du står af på kantstenen

og du ser byen fra bagsiden af en skraldebil

så lærer du at forstå at affald

er ligesom en påvirkning af naturen mod sig selv

det stopper aldrig med at komme.

det er også en form for åndedræt eller cirkulation

det skal altid være i bevægelse

og så er der stigmatiseringen.

Du tager uniformen på, og bliver usynlig

indtil der er nogen der er irriteret på dig af en eller anden årsag

som hvis du har blokeret trafikken med din skraldebil

eller du tager en pause for tæt på deres hjem

eller du drikker kaffe i deres cafeteria

og de vil komme og håne dig

og fortælle dig at de ikke vil have dig tæt på dem

jeg finder stigmatiseringen ironisk

fordi jeg virkelig mener at renovationsarbejdere

er den vigtigste arbejdsstyrke

på gaderne i byen, af tre grunde

de er de første beskyttere af folkets sundhed

hvis de ikke fjerner affaldet

effektivt hver dag

så begynder det at løbe ud af deres beholdere

og de naturlige fare forbundet med det, truer os

på meget ægte måder

Sygdomme som vi har haft kontrol over i årtier og århundreder

vil vælte frem igen og begynde at skade os.

økonomien har brug for dem

hvis vi ikke kan smide det gamle ud

så har vi ikke noget plads til noget nyt

og så vil motorerne i økonomien

begynde at sprutte når forbruget er formindsket

jeg går ikke ind for kapitalisme, jeg udpeger blot forholdet

og så er der det jeg kalder

vores gennemsnits, nødvendige dagligdags hastighed

med det mener jeg blot

hvor hurtigt vi er vant til at bevæge os

i den nutidige tidsalder.

Vi er som regel ligeglade med reparationer, rengøring, bære

vores kaffe kop, vores indkøbspose

vores vandflaske.

vi bruger dem, vi smider dem ud, vi glemmer dem

fordi vi ved at der er en arbejdsstyrke

på den anden side, som vil tage det hele væk.

Så i dag vil jeg foreslå et par metoder

til at tænke på sanitet som måske vil hjælpe

en forbedring af stigmatiseringen

og få dem ind i samtalen

om hvordan man bygger en by som er bæredygtig og menneskelig.

deres arbejde, synes jeg, er nærmest liturgisk

de er på gaden hver dag, rytmisk

De bære en uniform i mange byer

du ved hvornår du kan forvente dem

og deres arbejder tillader os at gøre vores arbejde

de er nærmest en form for forsikring

det flow som de opretholder

gør os sikre fra os selv

fra vores eget bras, vores udstødte

og det flow skal altid opretholdes

lige meget hvad

Dagen efter den 11. September 2001

hørte jeg brummen fra en skraldebil på gaden

og jeg greb min nyfødte og løb nedenunder

og der var en mand ude på sin papir genbrugsrute

som han gjorde hver onsdag

og jeg prøvede at takke ham for hans arbejde

på den dag, af alle dage

men jeg begyndte at græde

og hans så på mig

og han nikkede, og sagde

"Vi skal nok klare den

vi skal nok klare den"

det var lidt senere at jeg begyndte

min forskning om renovation

og jeg mødte den mand igen

Hans navn er Paulie og vi arbejdede sammen mange gange

og blev gode venner

Jeg vil gerne tro på at Paulie havde ret

Vi skal nok klare den

men i vores forsøg på at rekonfigurere

hvor vi som en art eksistere på denne planet

må vi inkludere og tage højde for

omkostningerne, inklusiv de meget virkelig menneskelige omkostninger

af arbejdet

og vi ville også være velinformeret

til at række ud efter folk som gør deres arbejde

og få deres ekspertise

på hvordan vi tænker på

hvordan laver vi et system omkring bæredygtighed

som måske tager os væk fra, fortovsgenbrug

hvilket er en storslået succes

tværs over USA og lande rundt om i verden

og løfte os op til et bredere udsyn

hvor vi kigger på andre former for affald

som kunne formindskes

fra produktions og industriens side

kommunalt affald, hvad vi tænker på når vi taler om affald

tæller for 3 procent af nationens affaldsstrøm

det er en bemærkelsesværdig statistik

Så i jeres daglige flow

flowet i jeres liv

næste gang du ser en, hvis job er

at rydde op efter dig

tag et øjeblik og anerkend dem

tag et øjeblik til at sige tak

(Applaus)