Jeg var omkring 10 år gammel
på en camping tur med min far
i Adirondack bjergene, et vildnis område
i den nordlige del af staten New York
det var en smuk dag
skoven var funklende
solen fik bladene til at gløde som malet glas
og hvis det ikke var for den sti vi fulgte
så kunne vi næsten lade som om vi var
de første mennesker som nogensinde var her
Vi kom frem til vores campingplads
det var et halvtag på en skråning
med udsigt over, en smuk krystal klar sø
da jeg opdagede afskyeligheden
Bag ved halvtaget var der en affaldsplads
måske en 40 fod firkant (12,19 meter)
med rådne æble skrog
og sammen-krøllet aluminium
og en død træningsko
og jeg var forbløffet
jeg var meget vred, og dybt forvirret
de campister der var for dovne
til at tage det med ud, som de havde taget med ind
hvem havde de troet skulle rydde op efter dem?
Det spørgsmål blev hos mig
og det blev forenklet
Hvem rydder op efter os?
lige meget hvordan du udformer det
eller hvor du placere OS
hvem rydder op efter os i Istanbul?
hvem rydder op efter os i Rio?
eller Paris eller i London?
Her i New York,
gør renovationsafdelingen rent for os,
til lyden af 11.000 tons affald
og 2.000 tons genbrugsmateriale hver dag
Jeg ville lære dem at kende som enkelt personer
jeg ville forstå, hvem der påtager sig jobbet
Hvordan er det at have uniformen på
og bære den byrde?
Så jeg startede et forskningsprojekt med dem.
Jeg kørte i skraldebilerne og gik turene
og interviewede fra kontorer og forskellige anlæg
over hele byen
og jeg lærte meget
men jeg var stadig en outsider
jeg havde brug for at komme tættere på
så jeg tog jobbet som renovationsarbejder
nu kørte jeg ikke bare med i skraldebilerne, nu kørte jeg dem selv
og jeg styrede de mekaniske koste og jeg pløjede sne
Det var et usædvanligt privilegium
og en utrolig uddannelse
Alle spørger om lugten
den er der, men den er ikke så fremherskende som man skulle tro
og på dage, hvor det er rigtig slemt
vænner du dig til det hurtigt
vægten tager lang tid at vænne sig til
jeg kendte folk som havde arbejdet adskillige år
hvis kroppe stadig tilpassede sig belastningen
på deres kroppe, af at skulle bære
tonsvis af affald hver uge
Så er der faren
ifølge bureauet for Arbejdsstatistik
er sanitets arbejde et af de 10 mest farlige
beskæftigelser i landet
og jeg lærte hvorfor
du køre ind og ud af trafik hele dagen
og det summer omkring dig
de vil bare forbi dig, så det er ofte
billisten ikke er opmærksom
det er virkelig ikke godt for arbejderen
og så er der selve affaldet som er fuld af fare
som ofte flyver ud af skraldebilen
og gør forfærdelig skade
jeg lærte også om ubønhørligheden af affald
Når du står af på kantstenen
og du ser byen fra bagsiden af en skraldebil
så lærer du at forstå at affald
er ligesom en påvirkning af naturen mod sig selv
det stopper aldrig med at komme.
det er også en form for åndedræt eller cirkulation
det skal altid være i bevægelse
og så er der stigmatiseringen.
Du tager uniformen på, og bliver usynlig
indtil der er nogen der er irriteret på dig af en eller anden årsag
som hvis du har blokeret trafikken med din skraldebil
eller du tager en pause for tæt på deres hjem
eller du drikker kaffe i deres cafeteria
og de vil komme og håne dig
og fortælle dig at de ikke vil have dig tæt på dem
jeg finder stigmatiseringen ironisk
fordi jeg virkelig mener at renovationsarbejdere
er den vigtigste arbejdsstyrke
på gaderne i byen, af tre grunde
de er de første beskyttere af folkets sundhed
hvis de ikke fjerner affaldet
effektivt hver dag
så begynder det at løbe ud af deres beholdere
og de naturlige fare forbundet med det, truer os
på meget ægte måder
Sygdomme som vi har haft kontrol over i årtier og århundreder
vil vælte frem igen og begynde at skade os.
økonomien har brug for dem
hvis vi ikke kan smide det gamle ud
så har vi ikke noget plads til noget nyt
og så vil motorerne i økonomien
begynde at sprutte når forbruget er formindsket
jeg går ikke ind for kapitalisme, jeg udpeger blot forholdet
og så er der det jeg kalder
vores gennemsnits, nødvendige dagligdags hastighed
med det mener jeg blot
hvor hurtigt vi er vant til at bevæge os
i den nutidige tidsalder.
Vi er som regel ligeglade med reparationer, rengøring, bære
vores kaffe kop, vores indkøbspose
vores vandflaske.
vi bruger dem, vi smider dem ud, vi glemmer dem
fordi vi ved at der er en arbejdsstyrke
på den anden side, som vil tage det hele væk.
Så i dag vil jeg foreslå et par metoder
til at tænke på sanitet som måske vil hjælpe
en forbedring af stigmatiseringen
og få dem ind i samtalen
om hvordan man bygger en by som er bæredygtig og menneskelig.
deres arbejde, synes jeg, er nærmest liturgisk
de er på gaden hver dag, rytmisk
De bære en uniform i mange byer
du ved hvornår du kan forvente dem
og deres arbejder tillader os at gøre vores arbejde
de er nærmest en form for forsikring
det flow som de opretholder
gør os sikre fra os selv
fra vores eget bras, vores udstødte
og det flow skal altid opretholdes
lige meget hvad
Dagen efter den 11. September 2001
hørte jeg brummen fra en skraldebil på gaden
og jeg greb min nyfødte og løb nedenunder
og der var en mand ude på sin papir genbrugsrute
som han gjorde hver onsdag
og jeg prøvede at takke ham for hans arbejde
på den dag, af alle dage
men jeg begyndte at græde
og hans så på mig
og han nikkede, og sagde
"Vi skal nok klare den
vi skal nok klare den"
det var lidt senere at jeg begyndte
min forskning om renovation
og jeg mødte den mand igen
Hans navn er Paulie og vi arbejdede sammen mange gange
og blev gode venner
Jeg vil gerne tro på at Paulie havde ret
Vi skal nok klare den
men i vores forsøg på at rekonfigurere
hvor vi som en art eksistere på denne planet
må vi inkludere og tage højde for
omkostningerne, inklusiv de meget virkelig menneskelige omkostninger
af arbejdet
og vi ville også være velinformeret
til at række ud efter folk som gør deres arbejde
og få deres ekspertise
på hvordan vi tænker på
hvordan laver vi et system omkring bæredygtighed
som måske tager os væk fra, fortovsgenbrug
hvilket er en storslået succes
tværs over USA og lande rundt om i verden
og løfte os op til et bredere udsyn
hvor vi kigger på andre former for affald
som kunne formindskes
fra produktions og industriens side
kommunalt affald, hvad vi tænker på når vi taler om affald
tæller for 3 procent af nationens affaldsstrøm
det er en bemærkelsesværdig statistik
Så i jeres daglige flow
flowet i jeres liv
næste gang du ser en, hvis job er
at rydde op efter dig
tag et øjeblik og anerkend dem
tag et øjeblik til at sige tak
(Applaus)