Jeg var omkring 10 år gammel på en camping tur med min far i Adirondack bjergene, et vildnis område i den nordlige del af staten New York det var en smuk dag skoven var funklende solen fik bladene til at gløde som malet glas og hvis det ikke var for den sti vi fulgte så kunne vi næsten lade som om vi var de første mennesker som nogensinde var her Vi kom frem til vores campingplads det var et halvtag på en skråning med udsigt over, en smuk krystal klar sø da jeg opdagede afskyeligheden Bag ved halvtaget var der en affaldsplads måske en 40 fod firkant (12,19 meter) med rådne æble skrog og sammen-krøllet aluminium og en død træningsko og jeg var forbløffet jeg var meget vred, og dybt forvirret de campister der var for dovne til at tage det med ud, som de havde taget med ind hvem havde de troet skulle rydde op efter dem? Det spørgsmål blev hos mig og det blev forenklet Hvem rydder op efter os? lige meget hvordan du udformer det eller hvor du placere OS hvem rydder op efter os i Istanbul? hvem rydder op efter os i Rio? eller Paris eller i London? Her i New York, gør renovationsafdelingen rent for os, til lyden af 11.000 tons affald og 2.000 tons genbrugsmateriale hver dag Jeg ville lære dem at kende som enkelt personer jeg ville forstå, hvem der påtager sig jobbet Hvordan er det at have uniformen på og bære den byrde? Så jeg startede et forskningsprojekt med dem. Jeg kørte i skraldebilerne og gik turene og interviewede fra kontorer og forskellige anlæg over hele byen og jeg lærte meget men jeg var stadig en outsider jeg havde brug for at komme tættere på så jeg tog jobbet som renovationsarbejder nu kørte jeg ikke bare med i skraldebilerne, nu kørte jeg dem selv og jeg styrede de mekaniske koste og jeg pløjede sne Det var et usædvanligt privilegium og en utrolig uddannelse Alle spørger om lugten den er der, men den er ikke så fremherskende som man skulle tro og på dage, hvor det er rigtig slemt vænner du dig til det hurtigt vægten tager lang tid at vænne sig til jeg kendte folk som havde arbejdet adskillige år hvis kroppe stadig tilpassede sig belastningen på deres kroppe, af at skulle bære tonsvis af affald hver uge Så er der faren ifølge bureauet for Arbejdsstatistik er sanitets arbejde et af de 10 mest farlige beskæftigelser i landet og jeg lærte hvorfor du køre ind og ud af trafik hele dagen og det summer omkring dig de vil bare forbi dig, så det er ofte billisten ikke er opmærksom det er virkelig ikke godt for arbejderen og så er der selve affaldet som er fuld af fare som ofte flyver ud af skraldebilen og gør forfærdelig skade jeg lærte også om ubønhørligheden af affald Når du står af på kantstenen og du ser byen fra bagsiden af en skraldebil så lærer du at forstå at affald er ligesom en påvirkning af naturen mod sig selv det stopper aldrig med at komme. det er også en form for åndedræt eller cirkulation det skal altid være i bevægelse og så er der stigmatiseringen. Du tager uniformen på, og bliver usynlig indtil der er nogen der er irriteret på dig af en eller anden årsag som hvis du har blokeret trafikken med din skraldebil eller du tager en pause for tæt på deres hjem eller du drikker kaffe i deres cafeteria og de vil komme og håne dig og fortælle dig at de ikke vil have dig tæt på dem jeg finder stigmatiseringen ironisk fordi jeg virkelig mener at renovationsarbejdere er den vigtigste arbejdsstyrke på gaderne i byen, af tre grunde de er de første beskyttere af folkets sundhed hvis de ikke fjerner affaldet effektivt hver dag så begynder det at løbe ud af deres beholdere og de naturlige fare forbundet med det, truer os på meget ægte måder Sygdomme som vi har haft kontrol over i årtier og århundreder vil vælte frem igen og begynde at skade os. økonomien har brug for dem hvis vi ikke kan smide det gamle ud så har vi ikke noget plads til noget nyt og så vil motorerne i økonomien begynde at sprutte når forbruget er formindsket jeg går ikke ind for kapitalisme, jeg udpeger blot forholdet og så er der det jeg kalder vores gennemsnits, nødvendige dagligdags hastighed med det mener jeg blot hvor hurtigt vi er vant til at bevæge os i den nutidige tidsalder. Vi er som regel ligeglade med reparationer, rengøring, bære vores kaffe kop, vores indkøbspose vores vandflaske. vi bruger dem, vi smider dem ud, vi glemmer dem fordi vi ved at der er en arbejdsstyrke på den anden side, som vil tage det hele væk. Så i dag vil jeg foreslå et par metoder til at tænke på sanitet som måske vil hjælpe en forbedring af stigmatiseringen og få dem ind i samtalen om hvordan man bygger en by som er bæredygtig og menneskelig. deres arbejde, synes jeg, er nærmest liturgisk de er på gaden hver dag, rytmisk De bære en uniform i mange byer du ved hvornår du kan forvente dem og deres arbejder tillader os at gøre vores arbejde de er nærmest en form for forsikring det flow som de opretholder gør os sikre fra os selv fra vores eget bras, vores udstødte og det flow skal altid opretholdes lige meget hvad Dagen efter den 11. September 2001 hørte jeg brummen fra en skraldebil på gaden og jeg greb min nyfødte og løb nedenunder og der var en mand ude på sin papir genbrugsrute som han gjorde hver onsdag og jeg prøvede at takke ham for hans arbejde på den dag, af alle dage men jeg begyndte at græde og hans så på mig og han nikkede, og sagde "Vi skal nok klare den vi skal nok klare den" det var lidt senere at jeg begyndte min forskning om renovation og jeg mødte den mand igen Hans navn er Paulie og vi arbejdede sammen mange gange og blev gode venner Jeg vil gerne tro på at Paulie havde ret Vi skal nok klare den men i vores forsøg på at rekonfigurere hvor vi som en art eksistere på denne planet må vi inkludere og tage højde for omkostningerne, inklusiv de meget virkelig menneskelige omkostninger af arbejdet og vi ville også være velinformeret til at række ud efter folk som gør deres arbejde og få deres ekspertise på hvordan vi tænker på hvordan laver vi et system omkring bæredygtighed som måske tager os væk fra, fortovsgenbrug hvilket er en storslået succes tværs over USA og lande rundt om i verden og løfte os op til et bredere udsyn hvor vi kigger på andre former for affald som kunne formindskes fra produktions og industriens side kommunalt affald, hvad vi tænker på når vi taler om affald tæller for 3 procent af nationens affaldsstrøm det er en bemærkelsesværdig statistik Så i jeres daglige flow flowet i jeres liv næste gang du ser en, hvis job er at rydde op efter dig tag et øjeblik og anerkend dem tag et øjeblik til at sige tak (Applaus)