Hvorfor man burde elske statistik

Tror du, at du er god til at gætte statistiske fakta? Så tro om igen. Hvad enten vi anser os selv som matematikere eller ej, så er vores evne til at forstå og arbejde med tal stærkt begrænset, siger eksperten i data-visualisering, Alan Smith. I dette herlige foredrag, udforsker Smith uoverensstemmelsen mellem hvad vi ved og hvad vi tror vi ved.

Tilbage i 2003,

gennemførte den britiske regering
en undersøgelse,

der målte regnefærdigheden

i befolkningen.

Og de var rystet over at se,

at for hver 100 erhvervsaktive voksne,

manglede 47 af dem
niveau 1-regnefærdigheder.

Niveau 1-regnefærdighed --
det er en lav GCSE-score.

Det er evnen til at regne med brøker,
procenter og decimaler.

Dette tal skabte en masse hændervridning
i Whitehall.

Politikker blev ændret,

investeringer blev foretaget.

Derefter udførte man undersøgelsen
igen i 2011.

Kan I gætte, hvad der skete med dette tal?

Det gik op til 49.

(Latter)

Og da jeg skrev om dette tal
i Financial Times,

spurgte en af vore læsere og sagde:

"Dette tal er kun chokerende
for 51 procent af befolkningen."

(Latter)

Men jeg foretrak reaktionen
fra en skoleelev,

da jeg præsenterede
denne information på en skole.

Han rejste sin hånd og spurgte:

"Hvordan kan vi vide, at ham,
der regnede tallet ud,

ikke også var en af de 49 procent?"

(Latter)

Det er klart, at der er et problem
med regnefærdigheden,

fordi dette er
en vigtig færdighed i livet.

Mange af de forandringer, som vi gerne
vil gennemføre i dette århundrede

involverer, at vi bliver
mere komfortable med tal.

Det er ikke bare et engelsk problem.

OECD udgav i år nogle tal
om regnefærdighed hos unge,

og forrest lå USA

med næsten 40 procent af unge,
som har ringe regnefærdigheder.

England er der også,

men der er syv OECD-lande med
værdier over 20 procent.

Det er et problem, fordi det ikke
behøver at være sådan.

Ser man på den anden ende
af denne graf,

kan man se Holland og Korea
med ét ciffer-størrelser.

Der er et problem med regnefærdigheden,
som der skal gøres noget ved.

Selvom disse undersøgelser er nyttige,

tror jeg, at vi risikerer uforvarende
at putte folk i én af to kategorier;

at der er to slags mennesker:

de mennesker, der er komfortable med tal,
som kan regne med tal,

og de mennesker, der ikke kan.

Og det, jeg forsøger at sige,

er, at jeg tror,
at det er en falsk modsætning.

Det er ikke en uforanderlig parring.

Jeg tror ikke, man behøver
en voldsom god talforståelse

for at interessere sig for tal,

og det bør være udgangspunktet for,
hvad vi gør fremover.

Og en af måderne, hvorpå vi kan gøre
tal interessante, er, for mig,

at se på statistikken.

Nu er jeg den første til at erkende,
at statistikken

har lidt
af et imageproblem.

(Latter)

Det er den del af matematikken,

som selv matematikere ikke
holder ret meget af,

fordi, mens resten af matematikken
handler om præcision og sikkerhed,

er statistik næsten det modsatte.

Jeg var faktisk sen til at konvertere
til statistikken.

Hvis man havde spurgt mine professorer,

om hvilke to emner jeg næppe
ville udmærke mig i efter universitetet,

ville de have sagt statistik og
programmering af computere,

og alligevel er jeg ved
at vise jer statistiske grafikker,

som jeg har programmeret.

Hvad fik mig til den forandring?

Hvad fik mig til at tænke,
at statistikken faktisk er interessant?

Det var fordi statistik handler om os.

Hvis man ser på etymologien
for ordet statistik,

er det videnskaben om data,

om staten eller det samfund,
som vi lever i.

Så statistik drejer sig om os
som en gruppe,

ikke os som individer.

Og jeg tror, som sociale dyr,

vi deler denne interesse i, hvordan vi er,
i forhold til vore grupper,

til vore jævnaldrende.

Og statistik er på denne måde
mest kraftfuldt,

når den overrasker os.

Der er blevet lavet nogle
vidunderlige undersøgelser for nyligt

af Ipsos MORI i de sidste par år.

De undersøgte over
1.000 voksne i Storbritannien.

Man spurgte, "For hver 100 mennesker
i England og Wales,

hvor mange af dem er muslimer?"

Det gennemsnitlige svar
fra denne undersøgelse,

som skulle repræsentere
den samlede befolkning, var 24.

Det er, hvad folk tænker.

Britter tror at 24 ud
af 100 mennesker er muslimer.

Det officielle tal viser,
at tallet er omkring fem.

Der er en stor forskel mellem,
hvad vi tror,

og den statistiske virkelighed.

Jeg synes, det er interessant.

Hvad kunne være årsagen
til denne fejlopfattelse?

Jeg var så begejstret over det,

at jeg begyndte at stille spørgsmål ved
mine foredrag. Jeg fortalte om det.

Jeg gav et foredrag

på St. Pauls School for Girls
i Hammersmith,

og jeg havde et publikum magen til jer,

bortset fra, at det udelukkende
bestod af piger i 10. klasse.

Og jeg spurgte, "Piger,

hvor mange teenagepiger tror I,
at den britiske offentlighed mener

bliver gravid hvert år?"

Og pigerne blev rasende, da jeg sagde,

den britiske offentlighed mener,
at 15 ud af hver 100 teenagepiger

bliver gravide hvert år.

Og de havde god grund til at være vred,

fordi jeg skulle bruge
flere end 200 prikker,

før jeg kunne farve én,

til at vise, hvad de officielle tal siger.

Ligesom regnefærdighed,
er dette ikke bare et engelsk problem.

Ipsos MORI udvidede undersøgelsen
med mange lande.

De spurgte de saudiske arabere:

"For hver 100 voksne i dit land,

hvor mange af dem er
overvægtige eller fede?"

Det gennemsnitlige svar fra saudierne var
lidt over en fjerdedel.

Det er, hvad de troede.

Lidt over en fjerdedel
var overvægtige eller fede.

De officielle tal viser faktisk,
at det er tættere på tre fjerdedele.

(Latter)

Så igen, en stor forskel.

Jeg elsker denne her. De spurgte i Japan:

"For hver 100 japanere,

hvor mange af dem bor i landdistrikterne?"

Den gennemsnitlige svar var
omkring 50-50, lidt over halvvejs.

De troede, at 56 ud af hver 100 japanere
levede i landdistrikterne.

Det officielle tal er syv.

Ekstraordinære forskelle,
og overraskende for nogle,

men ikke overraskende for folk,
som har læst

Daniel Kahnemans arbejde:
Nobel-prismodtager i økonomi.

Han og hans kollega, Amos Tversky,
brugte år på undersøgelser af denne

uoverensstemmelse mellem,
hvad folk oplever og virkelighededen.

Det faktum, at folk faktisk er
temmelig dårlige intuitive statistikere.

Og der er mange grunde til dette.

Individuelle erfaringer kan i hvert fald
påvirke vore opfattelser.

Men også det, at medierne skriver
om det usædvanlige,

snarere end hvad der er normalt.

Kahneman udtrykte det på en pæn måde.

Han sagde: "Vi kan være blinde
overfor det indlysende" --

så vi tror på forkerte tal --

"men vi kan være blinde
overfor vores blindhed."

Det har enorme konsekvenser
for beslutningstagning.

Dengang syntes jeg,

at dette var virkeligt interessant.

Jeg sagde, at dette er et globalt problem,

men måske er det geografien,
der er problemet her.

Spørgsmålene drejede sig om,
hvor godt kender du dit land?

Sagt på en anden måde:
Hvor godt kender du 64 millioner mennesker?

Ikke særlig godt viste det sig.
Jeg kunne ikke gøre det.

Så jeg fik en idé,

som var, at have samme slags tilgang,

men at sætte det i
en meget lokal sammenhæng.

Er det om det lokale?

Hvis vi omformulerer og spørger,

hvor godt kender du dit lokalområde,

ville svarene så blive mere præcise?

Så jeg udtænkte en quiz:

Hvor godt kender du dit område?

Det er en simpel web-app.

Man skriver et postnummer,

og så stiller den spørgsmål
baseret på folketællingsdata

for lokalområdet.

Jeg var meget bevidst om designet.

Jeg ønskede at gøre det åbent for
det bredeste udvalg af befolkningen.

Ikke bare de 49 procent, der kan regne.

Jeg ønskede at alle deltog i det.

Så til udformningen af quizzen,

blev jeg inspireret af isotyperne

af Otto Neurath fra 1920'erne og 30'erne.

Det er metoder til repræsentere tal

ved hjælp gentagne ikoner.

Tallene er der,
men de findes i baggrunden.

Det er en fantastisk måde
at repræsentere en mængde

uden at ty til at bruge
udtryk som "procent",

"fraktioner" og "nøgletal".

Her er quizzen.

Layoutet af quizzen er,

man har de gentage ikoner
på venstre side,

og et kort, der viser dig det område,
vi stiller spørgsmål til

på højre side.

Der er syv spørgsmål.

For hvert spørgsmål, er der et muligt svar
mellem nul og hundrede,

og i slutningen af quizzen

får du en samlet score
mellem nul og hundrede.

Og så fordi dette er TEDxExeter,

tænkte jeg, vi tager
et hurtigt kig på quizzen

for de første par spørgsmål af Exeter.

Så det første spørgsmål er:

"For hver 100 mennesker,
hvor mange er under 16 år?"

Nu kender jeg ikke Exeter ret godt,
så jeg gættede,

men det giver en idé om,
hvordan denne quiz fungerer.

Man trækker skyderen
for at fremhæve ikonerne,

og så bare klikke på "Send" for at svare,

og vi animerer forskellen mellem
dit svar og virkeligheden.

Og det viste sig,
at jeg havde et ret forfærdeligt gæt: fem.

Hvad med det næste spørgsmål?

Det spørger
hvad den gennemsnitlige alder er,

den alder, hvor halvdelen
af befolkningen er yngre

og halvdelen er ældre.

Og jeg troede 35,
det lød midaldrende for mig.

(Latter)

Det er utroligt ungt i Exeter.

Jeg havde undervurderet virkningen
af universitetet her i området.

Spørgsmålene bliver sværere efterhånden.

Denne spørger om eget hus:

"For hver 100 husstande,
hvor mange har et banklån?"

Jeg afdækkede
mine gæt her,

for jeg ikke ønskede,
at have flere end 50 forkert.

(Latter)

Disse spørgsmål bliver sværere og sværere,

for når du bor i et område,
når du bor i et samfund,

er der fingerpeg om,
hvorvidt befolkningen er gammel eller ung.

Bare ved at kigge rundt i området,
kan man se det.

Noget som det at eje hus
er langt vanskeligere at se,

så vi vender tilbage til
vore egen heuristik,

vore egne fordomme om, hvor mange vi tror
ejer deres eget hjem.

Nu er sandheden den,
at da vi offentliggjorde denne quiz,

var de data, som det er baseret på,
allerede et par år gamle.

Vi har haft online-applikationer,
der tillader en at skrive et postnummer

og få statistik fra årevis tilbage.

Så på en måde,

var dette altsammen lidt gammelt
og ikke nødvendigvis nyt.

Men jeg var interesseret i at se,
hvilken reaktion man kan få

ved at gamificere det

ved hjælp af animation

og lege med det faktum,
at folk har deres egne fordomme.

Det viste sig, at reaktionen

var mere end jeg kunne have håbet på.

Det var en af mine ambitioner at bringe
en statistik-hjemmeside i knæ

grundet offentlig efterspørgsel.

(Latter)

Denne URL indeholder ordene
"statistik", "gov" og "UK",

som er tre af folks mindst
foretrukne ord i en URL.

Og det fantastiske ved dette var,
at hjemmesiden gik i knæ

kvarter i 10 om aftenen,

fordi folk faktisk legede med disse data

af egen fri vilje,

og i deres egen tid.

Jeg fandt det meget interessant,

at vi fik noget i retning af
en kvart million mennesker,

der spillede quizzen gennem 48 timer
efter den blev lanceret.

Og det udløste en enorm diskussion online,
på sociale medier,

som i vid udstrækning var domineret

af folk, der har det sjovt
med deres misforståelser,

hvilket er noget,
jeg ikke har kunnet håbe på noget bedre

på en måde.

Jeg kunne godt lide, at folk begyndte
at sende det til politikerne.

Hvor godt kender du området,
du hævder at repræsentere?

(Latter)

Og så bare til afslutning,

lad os gå tilbage
til de to slags mennesker.

Jeg syntes det kunne være
interessant at se,

hvordan mennesker,
der er gode til tal ville klare quizzen.

Den nationale statistiker
i England og Wales, John Pullinger,

skulle man tro ville klare sig ret godt.

Han fik 44 for sit eget område.

(Latter)

Jeremy Paxman --
ganske vist efter et glas vin -- 36.

Endnu værre.

Det viser bare,
at tallene kan inspirere os alle.

De kan overraske os alle.

Ofte taler vi om statistik,

som værende videnskaben om usikkerhed.

Mine afskedsord i dag er:

I virkeligheden er statistik
videnskaben om os.

Og det er derfor,
vi bør være fascineret af tal.

Mange tak.

(Bifald)