Lesley Hazleton: Om at læse Koranen

Lesley Hazleton satte sig en dag for at læse Koranen. Og hvad hun fandt -- som ikke-muslim, en selv-erkendt "turist" i islams hellige bog -- var ikke, hvad hun havde forventet. Med en mængde lærdom og varm humor deler Hazleton ynden, fleksibiliteten og mysterierne, hun fandt i denne myte-aflivende tale fra TEDxRainier.

I har måske hørt,

at Koranens opfattelse af paradis

er 72 jomfruer,

og jeg skal nok vende tilbage til de jomfruer.

Men her i nordvesten

lever vi meget tæt

på det rigtige koranske paradis,

defineret 36 gange

som "haver vandet af løbende strømme."

Da jeg bor på en husbåd på Lake Union,

giver dette god mening for mig.

Men hvordan kan dette være nyt for de fleste?

Jeg kender mange velmenende ikke-muslimer,

der har begyndt at læse Koranen, men givet op,

forvirret over dens "anderledeshed."

Historikeren Thomas Carlyle

anså Muhammed for en af verdens største helte,

men selv han kaldte Koranen

"det besværligste læsning, jeg nogensinde har gjort,

en trættende, forvirrende gang roderi."

(Latter)

En del af problemet

er, at vi forestiller os, Koranen kan læses

som vi plejer at læse en bog --

som om vi kan sætte os med den en våd eftermiddag

med en skål popcorn ved siden af

som om Gud --

og Koranen er helt igennem Gud, der taler til Muhammed --

bare var endnu en forfatter på bestsellerlisten.

Og da så få

faktisk læser Koranen,

er præcis hvorfor, den er så let at citere --

dvs. at fejlcitere.

Stumper og stykker taget ud af sammenhæng

i, hvad jeg kalder den "fremhævede version,"

som favoriseres af både muslimske fundamentalister

og anti-muslimske islamofober.

I det forgange forår,

da jeg gearede op

til at begynde en biografi om Muhammed,

indså jeg, jeg måtte læse Koranen ordentligt --

så ordentligt jeg kunne.

Mit arabiske var da reduceret til

at bære en ordbog,

så jeg tog fire kendte oversættelser

og besluttede at læse dem sideløbende,

vers for vers

med en gendigtning

og den originale 7. århundrede arabiske.

Jeg havde en fordel.

Min sidste bog

handlede om, historien bag shi'a-sunni splittet,

og da havde jeg arbejdet med de tidligste islamiske historier,

så jeg kendte begivenhederne,

Koranen konstant refererer til,

dens referenceramme.

Jeg vidste nok til at vide,

at jeg ville være en turist i Koranen --

en informeret,

selv en erfaren,

men stadig en udenforstående,

en agnostisk jøde,

der læser en andens hellige bog.

(Latter)

Så jeg læste langsomt.

(Latter)

Jeg havde sat tre uger af til dette projekt,

og jeg tror det, er hvad man mener med "hybris" --

(Latter)

-- for det viste sig at tage tre måneder.

Jeg modstod fristelsen til at hoppe til sidste del,

hvor de kortere og tydeligvis mere mystiske kapitler er.

Men hver gang, jeg troede, jeg var ved

at få fod på Koranen --

den følelse af "jeg forstår den nu" --

smuttede det i løbet af natten,

og jeg ville komme tilbage om morgenen

og overveje om ikke, jeg var fortabt i et underlig land,

hvor terrænet dog var kendt.

Koranen deklarerer, at den kommer

for at forny Torahens og Evangeliernes budskab.

Så en tredjedel

genkalder historierne om bibelske personer

som Abraham, Moses,

Josef, Maria, Jesus.

Gud selv var letgenkendelig

fra sin tidligere manifestation som Jahve --

misundeligt insisterende på ingen andre guder.

Tilstedeværelsen af kameler, bjerge,

ørkenbrønde og kilder

bragte mig tilbage til året, jeg brugte

på at vandre i Sinai Ørkenen.

Og så var der sproget,

dets rytmiske kadence

mindede mig om aftener brugt på at lytte til ældre beduiner,

der reciterede timelange episke digte

blot ved hukommelsen.

Og jeg begyndte at forstå,

hvorfor det siges,

at Koranen virkelig er Koranen

kun på arabisk.

Tag Al-fatiha,

det syv vers lange åbningskapitel,

der både er Herrens Bøn og Shemá Jisrael af islam.

Det er blot 29 ord på arabisk,

men alt fra 65 til 72 oversat.

Og desto mere man tilføjer,

desto mere synes at mangle.

Den arabiske har en besværgende,

næsten hypnotisk egenskab,

der tigger om at blive hørt frem for læst,

følt frem for analyseret.

Den vil messes højt

for at lade sin musik lyde i øret og på tungen.

Derfor er Koranen på engelsk

en art skygge af sig selv,

eller som Arthur Arberry kaldte sin version,

"en fortolkning."

Men alt tabes ikke i oversættelse.

Som Koranen lover, belønnes tålmodighed,

og der er mange overraskelser --

en grad af miljømæssig opmærksomhed

og af mennesker som forvaltere af Guds skabelse,

uden lige i Biblen.

Og hvor Biblen udelukkende er henvendt til mænd,

ved at bruge anden- og tredjeperson maskulin,

inkluderer Koranen kvinder --

omtalende for eksempel

troende mænd og troende kvinder,

ærværdige mænd og ærværdige kvinder.

Eller tag det berygtede vers

om at dræbe de vantro.

Ja, den siger det,

men i en meget specifik kontekst:

den forudsagte besættelse

af den hellige by Mekka,

hvor kamp normalt var forbudt,

og tilladelsen gives omringet af betingelser.

Ikke "Man skal dræbe vantro i Mekka,"

men man kan, må gerne,

men kun efter en tidsfrist,

og kun hvis ingen anden pagt er i stand,

og kun hvis de prøver at afholde en fra at komme til Ka'baen,

og kun hvis de angriber først.

Og selv da -- Gud er barmhjertig;

tilgivelse er uforlignelig --

og derfor er det

bedst at lade være.

(Latter)

Dette var nok den største overraskelse --

hvor fleksibel Koranen er

i det mindste i sind, der ikke er

fundamentalt ufleksible.

"Nogle af disse vers er endelige i betydning," siger den,

"og andre er tvetydige."

Den fordærvede

vil søge de tvetydige

og prøve at skabe strid

ved at fastslå egne betydninger.

Kun Gud kender den sande betydning.

Sætningen "Gud er subtil"

dukker op igen og igen,

og hele Koranen er virkelig meget mere subtil,

end de fleste af os er blevet forledt til at tro.

Som ved eksempelvis

den lille sag

med jomfruer og paradis.

Gammeldags orientalisme spiller ind her.

Ordet, der bruges fire gange,

er hourier,

gengivet som

mørk-øjede møer med svulmende bryster,

eller som blonde, høj-bærmede jomfruer.

Men alt, der er i den originale arabiske,

er det ene ord: Hourier.

Ikke et svulmende bryst eller høj barm i sigte.

(Latter)

Dette kan være en måde at sige

"rene skabninger" -- som engle --

eller det er ligesom det græske kouros eller kórē,

en evig ungdom.

Men sandheden er, at ingen ved det,

og det er pointen.

For Koranen er ret tydelig,

når den siger, at man vil være

"en ny skabning i paradis"

og at man vil være "genskabt

i en form ukendt for dig,"

hvilket synes en meget mere tiltalende udsigt

end en jomfru.

(Latter)

Og tallet 72 dukker aldrig op.

Der er ingen 72 jomfruer

i Koranen.

Den idé kom først 300 år senere,

og de fleste islamiske lærde anser det som ækvivalent

til folk med vinger, der sidder på skyer

og spiller harper.

Paradis er ret modsat.

Det er ikke jomfruelighed;

det er frugtbarhed.

Det er overflod.

Det er haver vandet

af løbende strømme.

Tak.

(Bifald)