Cynthia Bourgeault, The Ways of the Heart

Cynthia Bourgeault leads a one-day retreat in the contemplative Christian tradition, "The Ways of the Heart: Kenosis, Abundance, Singleness" September 3, 2011.
Please note! Cynthia's website has changed from www.contemplative.org/cynthia.html
to www.contemplative.org/cynthia-bourgeault
Presentation Number two (of four)
Hosted by Rev. Armand Proulx of Second Congregational Church, 16 Court Square,
Greenfield, MA

production & editing by Robert A. Jonas, Ed.D., founder & director of the Empty Bell, a sanctuary for the Christian-Buddhist dialogue, at www.emptybell.org

Empty Bell Productions © 2012 www.emptybell.com

by permission of Cynthia Bourgeault
www.contemplative.org/cynthia-bourgeault
Menu music ("Changes") licensed by SonicFire Pro

HJERTETS VEJE
Kenosis, fylde og enhed

En endagsretræte ved Cynthia Bourgeault
3. sep. 2011 (2:4)

Vær stille og forstå -

- at jeg er Gud.

Vær stille og forstå -

- at jeg er.

Vær stille og forstå.

Vær stille.

Vær.

Vær stille, og træk bare vejret
uden at gøre noget.

Gør ikke noget,
hold dig i ro -

- og træk vejret ind og pust ud -

- træk vejret ind og pust ud -

- træk vejret ind -

- og pust ud.

Okay ... vend nænsomt ...
nænsomt tilbage -

- uden at forhaste jer.

Prøv, om I kan overføre
den meditative rummelighed -

- til den første bevægelse I gør,
når I vender tilbage til hverdagen.

Godt, nu skal vi gå lidt videre
i gennemgangen af bønnens teori.

Det første, jeg gerne vil
prøve at gøre helt klart for jer -

- er det faktum, at den øjeblikkelige
frigivelse eller given slip -

- egentlig er konkret og kropslig.

Der er ikke bare tale
om en holdning her.

Der sker faktisk noget helt konkret -

- i kroppens indre maskineri,
i det dybere nervesystem.

Nu dyrker jeg ikke reiki
eller andre slags healing -

- men et sted i grænselandet -

- mellem den rent kropslige energi
og det åndelige energifelt -

- hvori vi lever, ånder og er,
sker der faktisk noget.

Nu må man ikke gøre
sådan noget under meditation -

- men prøv at forstå:

Hvad sker der,
når man slipper en tanke?

Sæt, man er opslugt af én
og bakser med den -

- og så siger noget:
"Skal du ikke give slip? Her er ordet."

Så giver man slip.

De fleste, der har gransket det,
fortæller -

- at der sker en uhåndgribelig
synken og forløsning.

Der sker en bevægelse, som de fleste
mener, går fra her til her.

Nogle oplever det
som en strøm af liv, så man ...

... eller som forskellen mellem -

- at se fjernsyn i sort-hvidt
og så i farve.

Nogle føler en udvidelse,
og andre noget andet.

De fleste, der har gransket det,
fornemmer eller iagttager -

- at denne slippen
ikke kun er en spirituel holdning -

- som svæver frit i luften -

- men at den er konkret og kropslig.

Det er meget, meget vigtigt
at være klar over -

- for så længe vi har en krop -

- sker alt på vores åndelige rejse
i og igennem kroppen.

Vi tager fejl
på grund af vores platoniske arv -

- når vi tror, at spiritualitet
ikke angår kroppen.

Det er en stor myte, som vi må finde
os til rette med i vores århundrede.

Alt, hvad der overgår os,
sker i og igennem vores krop -

- men på stadig dybere niveauer
i kroppen.

En af konsekvenserne af det er -

- at der virkelig sker noget -

- i kroppens neurale system
og i dens fysiologiske system.

Vi vender tilbage til det
senere i eftermiddag.

Men det er meget vigtigt
at bemærke det forhold -

- fordi mange adskiller tingene:

"Min praksis er her,
og så er der verden og så videnskaben."

Men vi har faktisk at gøre med -

- nogle videnskabeligt målbare
fænomener -

- i forbindelse med forandring.

Der sker noget, som,
når man bliver mere kropsbevidst -

- føles som en slippen og forløsning,
som en udvidelse af én.

Alle disse ting, uanset hvordan
de viser sig i kroppen -

- og det er vigtigt at bemærke,
de forekommer rent faktisk.

Jeg plejer at kalde det for
en forfinet form for aerobic-træning -

- en spirituel aerobic-træning -

- og det betyder,
som jeg siger det i min bog:

Derfor er bedestunder, hvor den
indre atmosfære langt fra er rolig -

- og man har mange tanker og må
slippe meget, ikke dårlig meditation -

- selvom man kunne forledes
til at tro det -

- hvis man tror, at god meditation
er præget af megen stilhed.

Disse mere krævende bedestunder -

- er en god aerobic-træning
for overgivelses-musklen.

Så bønnen er en situation,
hvor man kun kan vinde.

Hvis man sidder og synker hen
i så dyb en stilhed -

- at man, når klokken ringer,
tænker: "Hvad er det?" -

- så har man fået en dejlig stund.

Hvis hvert eneste minut
har føltes som 20 minutter -

- og man har sluppet tankerne,
så godt man kunne -

- så har man gjort det her meget,
og fået en god aerobic-træning -

- af sin åndelige samtykkemuskel
eller overgivelsesmuskel.

Vi skal se i eftermiddag,
at det ikke er uvæsentligt.

Det er faktisk meget væsentligt.

Men lad os lige vende tilbage
til den konkrete erfaring.

Hvis der er en indlæringskurve
i den centrerende bøns udvikling -

- og jeg er ikke sikker på det,
for jeg tror, den er spiralisk -

- så opfatter mange det
som en milesten -

- at i begyndelsen -

- er den stadige slippen
møgirriterende for alle.

Vi gør det med stor modvilje
og beklagelse.

Vi dagdrømmer
i en stor del af tiden -

- og når vi til sidst tager os i det,
er det med en vis bedrøvelse:

"Okay, jeg slipper den tanke,
fordi jeg nu indgik den aftale."

Jeg var en af de mindre kvikke elever
i centrerende bøn -

- og jeg indgik en aftale
med mig selv.

Jeg sagde til mig selv:
"Det er jo kun 20 minutter."

"Du har jo hele resten af døgnet
til at svælge i tankerne som en besat!"

Jeg sagde så:
"Okay, 20 minutter går an."

Jeg vil bare sige til jer -

- at hvis bønnen først virker
som en pligt og en eksercits -

- og I må finde en pligtfølelse
frem i jer og sige:

- "Jeg vil ikke, men jeg skal" -

- jamen, så er I bare normale!

Sådan har de fleste af os det
i den første tid.

Og denne ulyst bliver ved
med at vende tilbage -

- i hele bønslivet.

Men der sker måske noget mellem
30 og 40 års-jubilæet, jeg ikke ved.

Men nogle dage er det let
at slippe tankerne ... bum!

Men der kommer en tid
i livet med bønnen ...

... og for mange sker det
under en intensiv retræte -

- hvor man praktiserer bønnen
meget mere intenst -

- under kontrollerede forhold ...

... hvor man får en tanke,
en virkelig skøn tanke -

- som virkelig frister én over evne -

- til at holde pause med bønnen,
tænke den og så fortsætte.

Ssh ... det sker faktisk.

Så indser noget inden i jer,
at hvis I gør det -

- bliver I bare rykket op
i et bevidsthedsniveau -

- som er stift, bevidst og ordinært -

- og for at bruge
et rammende udtryk: "surt".

Hvis I bliver dér, hvor I er,
uanset hvor det er -

- er det præget af
en grad af livfuldhed -

- som I bare ikke vil undvære.

Det er et vigtigt vendepunkt
i bønnens udvikling -

- fordi I for første gang har fundet
en slags indre målestok i jer -

- noget i jer, som erkender klart -

- ud fra sansningens niveau -

- og ikke ud fra pligttroskab
eller oplevelsen af åndelig trøst -

- men ud fra sansningens niveau -

- at det "sted",
hvor I befinder jer under bønnen -

- har en livfuldhed, en spænding
og en realitetsgrad -

- som på nogle måder
er mere frisk -

- end den sure atmosfære
i den stadigt tænkende bevidsthed.

Det er en vigtig erkendelse.

Blandt andet derfor -

- lader lærerne jer
slippe af sted med mange ting -

- som lærere i koncentrationsprægede
metoder ikke tillader jer.

De gode lærere tillader jer ikke
at bruge det hellige ord -

- som en regulær maskingeværrede,
så ingen tanke tør komme!

Gør I det, vil I hele tiden
tænke over, om I har tanker.

De siger, at I vil dagdrømme,
og det vil I helt sikkert gøre -

- og nogle af os vil dagdrømme
en skandaløs stor del af tiden.

Men der kommer et tidspunkt -

- hvor I af jer selv erkender,
at I tænker under bønnen -

- og så siger:
"Ja, jeg slipper den tanke."

Og hver gang I gør det,
styrker I netop -

- en indre færdighed i at være
opmærksom på tankerne -

- erkende dem hurtigere
og slippe dem.

Så evnen til at erkende tankerne
kommer indefra -

- gennem en styrkelse
af årvågenheden -

- og ikke udefra à la
"Jeg vil gøre det rigtigt" -

- og desuden gennem
den voksende hvile i og tillid til -

- og færdighed i at holde sig til
kroppen og sansningen -

- og mærke, at der foregår noget
i den dybere, samlede stilhed.

Så de gode lærere i bønnen siger,
at læringen skal komme indefra.

Men omkring det tidspunkt -

- hvor I begynder at udvikle
den indre målestok i jeres bønsliv -

- sker der også det -

- at I bliver i stand til øjeblikkelig
at registrere det -

- i situationer i hverdagen -

- når I bliver trukket ud
af bønnens sted -

- og kunne vende tilbage.

Det kan vise sig
i alle mulige situationer.

For eksempel -

- kan I hænge fast i en endeløs kø
ved kassen i supermarkedet -

- og tænke: "Hvorfor valgte jeg
denne her kø?"

Så begynder irritationen at vokse -

- og pludselig ud af det blå
kommer jeres hellige ord.

Så falder I til ro.

Så tænker I: "Hvad skete der?"

Det er, som om noget inden i jer -

- den indre målestok, som får jer til
at genkende den dybe, samlede stilhed -

- også er virksom
i jeres forunderlige ubevidste -

- og får jer til at bemærke det -

- når tankerne gør jer
frustrerede og stressede -

- og I fjerner jer fra det indre
samtykke eller den indre åbenhed.

Og på sin charmerende måde
minder det jer om det -

- men ikke med overjegets stemme:

"Burde du ikke være venlig,
når nu du er en åndeligt søgende?"

I stedet dukker ordet op,
og I tænker: "Åh."

Kender I det?

Det er en af de skønne gaver -

- vi modtager
i begyndelsen af vores bønspraksis -

- når vi for alvor begynder at forstå
den skønne linje i Højsangen -

- som lyder:
"Jeg sov, men mit hjerte var vågent."

På en eller anden måde vil denne evne,
som trænes af bønnen -

- og vi giver den megen tid
til at modnes af sig selv -

- bevirke, at I efterhånden selv
begynder at bemærke det -

- når I dagdrømmer,
"bliver optaget af tanker" -

- og villigt og ikke mukkende
vender tilbage til ordet.

Når I kan gøre det -

- og når ordet begynder at opstå
af den dybe indre samlethed -

- for at minde jer om i hverdagen,
at I stadig er i samletheden -

- og kan støtte jer til den -

- så er bønnen begyndt at virke
på et dybere niveau -

- end på viljens og jeres
selvforbedrende projekters niveau -

- for at holde denne vej
til hjertet åben.

Så begynder I at udvikle i kroppen,
og bemærk igen fysiologisk -

- det, som nogle traditioner kalder
det magnetiske centrum.

Det er et sted, hvor I ved,
hvordan det føles i kroppen -

- når I går fra det sted, hvor I
er hæmmede og tankefulde -

- til den dybere, eftergivende
og årvågne bevidstheds sted -

- og det sted er faktisk kropsligt.

Traditionen kalder det for
det magnetiske centrum.

Man kan opfatte det som en slags GPS.
Det står i bogens punktliste til sidst.

Jeg kom hertil fra Hingham,
Massachusetts, ved at bruge min GPS -

- det globale
positions-bestemmelses-system.

I begynder også at udvikle
ved regelmæssig centrerende bøn -

- en anden slags GPS ... et
Guds-positions-bestemmelses-system -

- som gør jer i stand til,
igen gennem sansningen -

- trækket mod centrum ...

... og centrerende bøn har et fint
navn på grund af dette træk ...

... begynder at gøre jer i stand
til at se og være -

- og svinge med længslen i jer.

I stedet for at den centrerende bøn
er et sted I søger imod ...

... "Mine 20 minutter
to gange daglig" ...

... begynder bønnen er være et sted,
I kommer fra -

- hjertets resonans -

- som gør jer i stand til at trække
resten af jeres liv tilbage -

- og bringe det
i større overensstemmelse -

- med jeres dybeste længsel.

Jeg tror, det er et typisk forløb -

- på den centrerende bøns
indlæringskurve.

Det er derfor -

- at forholdet mellem indre
og ydre i denne bøn er så stærkt -

- og at Thomas Keating understreger
allerede i den første workshop -

- at resultaterne af centrerende bøn
skal findes i hverdagen -

- og ikke i den personlige oplevelse
af bønnen.

I grunden skal man slet ikke have
en personlig oplevelse.

Tænker man: "Åh, det må være Gud",
så har man en tanke.

Så en del af den centrerende bøn er -

- at man ikke har
en personlig oplevelse -

- i hvert fald som tanker og følelser.

Jeg tror, man har en personlig
oplevelse på sanseniveauet.

Det er interessant.

Men resultaterne af øvelsen
viser sig i hverdagen, når I opdager -

- at den slippende holdning
til tankerne under bønnen -

- kan I nu udvise over for hverdagens
anstrengende og ubehagelige sider.

Det er indlæringskurvens forløb.

Jeg vil gerne holde fast i det punkt
resten af tiden i dag -

- og hvis det for nogle af jer
er en personlig erfaring, I har gjort -

- af det, der sker under bønnen -

- vil jeg granske det
og betragte det ud fra -

- de ældgamle, kristne forestillinger
om hjertet.

Jeg vil derfor betragte
den centrerende bøn -

- som en bøn, der udvikler
den såkaldte hjertets opmærksomhed -

- og se på dens virkninger.

Jeg vil hævde,
at det såkaldte magnetiske centrum -

- som er jeres GPS eller
Guds-positions-bestemmelses-system -

- kan spores mange steder
i det klassisk kristne sprog -

- og kaldes for hjertet.

Noget, der giver den centrerende bøn
dens usædvanlig store styrke, er -

- at mens mange meditationsmetoder
arbejder med forstandens klarhed -

- så er den centrerende bøns
kendemærke -

- at den arbejder med
hjertets renhed -

- eller som Thomas Keating ynder
at kalde det: heartfulness.

Den arbejder med en måde
at åbne sig på og at se på -

- og en måde at være i verden på -

- som med tiden gør os i stand til
at træde ind i virkeligheden -

- ind i livets situationer
med en helt anden bevidsthed -

- og lægger grunden til,
både neurologisk og teologisk -

- det, der kaldes
for nondual bevidsthed.

Så det er det område, jeg vil tale om
resten af tiden i dag.

Det vil sandsynligvis
være nyt stof for mange af jer -

- men gammelt stof for dem,
der har fulgt mit arbejde.

Hvis I hører til de sidste,
så håber jeg, I viser tålmodighed.

Godt.

Når vi taler om hjertet -

- er vi først nødt til
at bringe orden i begreberne -

- for det er en af de mest skadelige
klicheer i den vestlige kultur -

- at hjertet er det samme som følelse -

- og følelse er det samme som emotion -

- og emotion det samme
som sentimentalitet.

Så er hjertet sæde for emotionerne -

- evnen til at føle,
evnen til at blive bevæget.

Det modstilles normalt
med forstanden eller fornuften.

Deraf kommer den meget
skadelige kliché:

"Han er i hovedet",
men "Hun er i hjertet".

Så får vi den forfladigelse
af den kristne spiritualitet -

- som siger, at al refleksion viser,
at man er åndeligt uautentisk.

Det er altsammen -

- fuldstændig overfladiske
og misvisende klichéer.

Hjertet har kun lidt at gøre
med de personlige affekter -

- lidenskaber og følelser.

En del af træningen i den østkirkelige
spiritualitet peger faktisk på -

- at problemet med lidenskaber
og sentimentalitet er -

- at de gør hjertet splittet.

De hindrer det i at gøre,
hvad det er beregnet til at gøre.

Og interessant nok -

- bliver de funktioner, som
populærkulturen tillægger hjertet -

- i de klassiske og middelalderlige
anatomier tillagt leveren.

"Hør, Paul Marquardt, sagen er,
om du vil være min leverelsker".

Eller: "Min lever længes efter dig."

Den slags følelsesmæssige tummel -

- forbindes med leveren og galden
og andet, og ikke med hjertet -

- som i de klassiske traditioner
har en helt anden funktion.

Interessant nok bliver hjertet
i de klassiske traditioner -

- i det kristne Østen
og i det islamiske Østen -

- som regel forbundet
med en åndelig erkendelse.

Her er hjertet
et åndeligt erkendelsesorgan.

Det gør os i stand til at holde rede
på den såkaldt vertikale akse -

- det, Paulus kalder troens verden,
tegnene på de usynlige ting.

Det hjælper os til at holde rede
på en sandhed -

- som ikke stemmer
med den lineære kausalitet -

- og som vi ikke kan nå
med sanserne -

- men som vi ved, er virkelig.

Jeg modtog faktisk
min første kommunion -

- jeg modtog nadveren
for første gang ved et rent tilfælde.

Jeg vil kede jer med den historie
en anden gang.

Jeg var uforberedt
og vidste ikke, hvad det var -

- men noget i mig sagde:
"Det her er reelt."

Hvad forstod det?

Det er hjertets domæne.

Det er det åndelige erkendelsesorgan.

Hvis I tror, det er esoterisk tale,
så står det altså i saligprisningerne:

Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.

Siger Jesus selv ikke netop her -

- i en af de centrale tekster
i vores tradition -

- at hjertets funktion er at se?

Hjertets funktion er at se Gud -

- og det vil have den funktion
og udøve den funktion -

- for så vidt som det er rent.

Men vi har glemt, hvad "ren" betyder.

Vi tror, renhed er lig med cølibat,
hvad der er tosset.

Renhed har at gøre med
personlighedens udelthed -

- som gør, at den ikke
trækkes i alle retninger -

- at den ikke underkues af noget -

- at den er fri -

- og at den ikke er prisgivet
lidenskaberne -

- altså Keatings "det falske selv" -

- det, der trykker på vores knapper
og får os til at gøre det, vi ikke vil.

Det udelte hjerte formår
at have en fri opmærksomhed -

- og en udelthed og en ukuelighed -

- som gør os i stand til at se.

Hør, hvordan en moderne sufi-mester -

- Kabir Helminsky -

- beskriver det klassiske syn
på hjertet.

Hvis I synes, at "Helminsky"
ikke lyder som et islamisk navn -

- så har I ret.

Han blev døbt Ted Helminsky
og opdraget af jesuitter.

Han delte faktisk
kollegieværelse med en fyr ...

... en anden lærer i bevægelsen
bag centrerende bøn ...

... Bruce Gardener.

Han var Bruce Gardeners
værelseskammerat på Wesleyan.

Kabir fandt vej til sufi-islam -

- fordi han opgav
at finde en vej i kristendommen.

Hør, hvad han skriver -

- ud fra den islamiske tradition
om hjertet:

Vi har subtile, ubevidste evner,
som vi ikke benytter.

Ud over den analytiske fornuft
er der et vidstrakt psykisk område -

- som omfatter psykiske og
ekstrasensoriske evner, intuition -

- visdom, en fornemmelse af enhed -

- æstetiske, kvalitative
og kreative evner -

- og billeddannende
og symbolske evner.

Selvom det er forskellige evner,
kan vi samle dem under ét -

- fordi de fungerer bedst,
når de spiller sammen.

De udgør desuden en bevidsthed, som er
i kontakt med den kosmiske bevidsthed.

Denne fuldstændige bevidsthed
kalder vi for hjertet.

Det står på side 186
i "Det vågne hjerte".

Hvis I ikke fik fat på det,
står det der.

Lad os se på den.

Det er en definition -

- som ganske vist tager udgangspunkt
i den moderne psykologi -

- og i den islamiske tradition -

- men stammer fra et dybere lag -

- som er fælles for den kristne
og den islamiske mystik.

Interessant nok
arbejdede Thomas Merton -

- med de samme sufi-islamiske tekster
om hjertet i sine tre sidste leveår.

De satte sit præg
på hans tankegang -

- især hans tankegang i essayet
"Et medlem af menneskeracen" -

- hvor han taler om "jomfrupunktet"
i hjertet, som er dybere end alt andet.

Så der er en stor overlapning
mellem traditionerne.

Lad os se nærmere på det.

Ud over den analytiske fornuft
er der et vidstrakt, psykisk område ...

For det første forkaster han
modstillingen af forstand og hjerte.

Han siger i bund og grund -

- at den velkendte, begrænsede,
analytiske fornuft -

- ikke står over for hjertet,
men er en evne ved hjertet.

Problemet er bare -

- at vi tit bruger den uafhængigt
og isoleret fra de mange andre evner -

- som man kunne kalde
de mindre benyttede evner.

Dernæst opregner han dem:

Der er "psykiske
og ekstrasensoriske evner".

Har I fået en psykisk eller
ekstrasensorisk oplevelse?

Det har mange.

Man vil lige ringe til sin mor,
og så ringer hun. Det sker faktisk.

Der er en ikke-lokaliseret
sammenhæng i verden -

- som vi udnytter af og til
uden at vide hvordan.

Det såkaldte psykiske
og ekstrasensoriske -

- er bare det,
at vi tilfældigvis falder over -

- det ikke-lokaliserede felt,
som virkelig findes.

Så er der "intuition".

De fleste af jer
ville ikke være her -

- hvis I ikke kendte til intuitionen.

For ingen ved sine fulde fem
ville bruge en helligdag -

- på at høre om bøn i en lille kirke -

- hvis ikke de vidste per intuition -

- at der står mere på spil i livet
end at more sig med sport og andet.

Mange gange stammer
åndens tilskyndelser i hverdagen -

- fra intuitionen, ikke?

Alle kender til at blive trængt op
i en krog i forbindelse med et valg -

- hvor vi har overvejet noget grundigt
og facit hele tiden er: "Gør X" -

- og alligevel ved noget i os,
at Y er det rette at gøre.

Vi kender det alle.

Stort set al åndelig træning -

- går ud på at træne intuitionen
til at være pålidelig.

Så går han videre til en liste over
eller et andet sæt evner:

"En fornemmelse af enhed" -

- "æstetiske, kvalitative og kreative,
billeddannende og symbolske evner."

Det er alle sammen evner -

- som især bliver udviklet
i kunstarterne, ikke?

Hvordan ved man for eksempel -

- at en yndig lille landsbykirke
er vidunderlig?

Og at et ...

... 10.000 kvadratmeter stort,
moderne, prangende palæ -

- med søjler og store vinduer
er grimt som bare fanden?

Det handler om proportioner.

Både visuelt med øjnene
og auditorisk med ørene -

- registrerer og præges vi
af proportioner.

Jævnfør den gyldne middelvej
og de klassiske harmonier.

Og i nogle former
for strengteori i dag -

- hedder det,
at verden blev skabt af intet -

- gennem strenge med bestemte
proportioner og frekvenser.

Men hvad er de første fag, der ryger,
når der skal spares i skoler?

Kunst og musik, ikke?

Selv på den klassiske måde
træner vi ikke længere hjertets evner.

Der er steder som det,
hvor jeg boede, i Colorado -

- hvor de skønne, store
og åbne landområder -

- får sjælen til at ånde lettet op,
falde til ro og mærke landskabet -

- og de sælges nu under betegnelsen
"øde landområder".

De eneste gode jorder
er døde jorder, ikke?

Og selve evnen
til at aflæse negativt rum ...

... selv ordet er sært ...

... og se mening og værdi
i tomhed og vidstrakthed.

Det er evner,
som forstanden ikke kan greje.

Men de er der i hjertet.

Og så "billeddannende
og symbolske evner".

Det er evnen til at reagere på ord
på et dybere niveau -

- end på det analytiske niveau.

Et af de smukkeste ord -

- en af mine yndlingsskildringer af Gud
er fuldstændig meningsløs -

- ud fra et analytisk synspunkt.

Dylan Thomas siger i
"Poem on His Birthday":

Og frit fortaber han sig i det berømte,
ukendte lys fra eventyrlige, kære Gud.

Det er meningsløst for forstanden,
men det giver mening for hjertet, ikke?

Han rammer helt præcist
det paradoksale forhold -

- mellem fortabthed og intimitet -

- som er den åndelige rejses
centrale område.

Jeg har tit sagt -

- at jeg ikke har noget imod
Den Nikænske Trosbekendelse.

Folk siger vantro:
"Er du sådan en oldsag?"

Jeg siger, at jeg havde det held
at lære bekendelsen at kende -

- af den store åndelige mester
J. S. Bach.

Jeg gjorde det ved at synge
hans "Messe i h-mol" -

- altså som en del af alt-gruppen.

Dér lærte jeg,
hvordan det føles at høre -

- disse meget smukke linjer
som numinøs poesi -

- som en kærlighedssang
til det intime.

Som e. e. cummings siger
i et af sine bevingede ord:

Som store ord,
der gaber over alt for meget -

- vrider sig hjælpeløst
over for ånden foran dem.

Disse ord er altså ...

Som store ord,
der gaber over alt for meget -

- vrider sig hjælpeløst
over for ånden foran dem.

Det er en smuk kærlighedssang.

Jo mere vi kan tage
vores teksters store ord -

- og ikke læse dem som kontrakter,
men som kærlighedspoesi ...

Men det kræver
et vågent hjerte at gøre det.

Så alle disse evner ...

Så fortsætter han med at sige
noget forbløffende:

Selvom det er forskellige evner,
kan vi samle dem under ét -

- fordi de fungerer bedst,
når de spiller sammen.

Med andre ord samarbejder.

Og så:

De udgør desuden en bevidsthed -

- som er i umiddelbar kontakt
med den kosmiske bevidsthed.

Denne fuldstændige bevidsthed
kalder vi for hjertet.

Lad os se på de
bemærkelsesværdige ord.

"Denne fuldstændige bevidsthed" -

- altså intellektuelle, billeddannende,
intuitive evner -

- ekstrasensoriske, æstetiske evner -

- og jeg vil tilføje samvittighed
som led i helhedssynet.

Når de arbejder sammen,
udgør de en større bevidsthed -

- som vi kalder for hjertet.

Og ... læg godt mærke til det ...

... dette menneskelige hjerte
er i umiddelbar overensstemmelse -

- i umiddelbar kontakt
med den kosmiske bevidsthed -

- eller det kosmiske hjerte.

Hvad nu hvis dette hjerte
i jeres indre -

- blev opfattet som et holografi
eller en fraktal så at sige -

- af Guds hjerte?

Med et ord fra computersproget:
En "instantiation" af Guds hjerte.

En fuldstændig og fuldendt instans -

- som fuldstændig trofast
og fuldstændig autentisk gengiver -

- Guds hjerte -

- og gennem samklangen, den
elektromagnetiske resonans, giver jer -

- en direkte forbindelse,
en navlestreng eller en rørledning -

- så at I og Guds hjerte er
forbundet i hjertet.

Og ud fra det -

- ud fra det guddommelige
og universelle til det individuelle -

- strømmer, om jeg så må sige,
jeres kosmiske DNA -

- jeres udfoldelse.

"Kraften i den grønne tændtråd, som
driver blomsten", siger Dylan Thomas.

Jeres egen, indre, sikre viden -

- om hvordan man folder sig ud
som et helt specifikt tilfælde -

- som aldrig er set før
og aldrig vil gentage sig.

Ét specifikt tilfælde af,
at Guds længsel efter at tage form -

- med tiden tager form i jer
som jer.

I er hver især et individuelt
og uigentageligt pulsslag -

- i Guds hjerte, i Guds vilje.

Gennem denne umiddelbare,
holografiske resonans -

- mellem vores og Guds hjerte,
bevæger vi os fremad.

Meget tit går sproget
om den åndelige rejse -

- ud fra en version eller vision,
som vender tingene på hovedet -

- så vi er i eksil, Gud er andetsteds,
og vi skal søge imod Gud.

Det er bare den bagvendte måde,
jeget ser alting på.

Vi strømmer ud af Gud
og ind i denne verden.

Og formålet med vores
inkarnation som mennesker -

- er ikke at undslippe verden
og finde Ånden.

Vores formål er
at komme ind i verden.

Vi kommer fra Ånden.

Vi er her for at udtrykke
i individuelle, konkrete former -

- i denne smukke materielle verden -

- Guds dybe kærlighed.

Vi skal være den brændende busk,
som ikke blev fortæret af ilden.

I kender nok billedet fra Bibelen.

Og tænk engang, Gud har brug
for busken for at vise ilden.

Vi har alle mulighed for at gøre det -

- og det er i kraft af hjertets gave,
at vi yndefuldt kan mægle -

- mellem den vertikale akse, det
uendelige, altet og gudslængslen -

- og det endelige,
vores rejse i tid og rum.

Vi har fået hjertet som en del
af vores gaver som skabninger -

- for at kunne mægle.

I det omfang det er klart
eller rent, som Jesus siger -

- kan det se og aflæse sin bane
og følge den ind i formdannelsen.

Når det gør det, vil det gennem
sin troskab og renhed udstråle -

- stor barmhjertighed,
integritet og nåde.

Hjertet er derfor et centralt element
i vores åndelige liv.

Østkirkens ortodokse fædre
plejede at sige -

- at den åndelige rejse drejer sig om
at anbringe forstanden i hjertet.

Eller om at tage vores individuelle
selvfølelse, som sidder her ...

"Åh, hvor er jeg?" "Hvem er jeg?"

"Hvad er det falske selv?"
"Hvor er Gud?" "Hvad har jeg gjort?"

Vi bringer den herned -

- så den kan genkende
sin forbundethed med Gud -

- og gå ud i verden i troen
og formidle Guds kærlighed.

Sådan er rejsen,
og som mange siger:

"Den sværeste og længste rejse er
afstanden mellem hovedet og hjertet."

Der er mange traditioner ...

... "den længste rejse er afstanden
mellem hovedet og hjertet".

Kernen i al åndelig praksis
i hvert fald i Vesten -

- er egentlig en lang fodnote -

- om, hvordan vi anbringer
forstanden i hjertet.

Det skal vi se nærmere på
i eftermiddag.

Vi skal se på den centrerende bøns
forbløffende svar på det spørgsmål -

- dens svar på,
hvordan forstanden anbringes i hjertet.

Vi skal se,
at det er forbløffende enkelt -

- og som alt andet er det enkelt,
men ikke let.

Men enkelt.

Men før jeg afslutter
formiddagens undervisning -

- og går til en runde
med spørgsmål og svar -

- før vi holder en frokostpause -

- vil jeg lige sige til dem af jer,
som tænker:

"Hvad mener hun med hjertet?
Er det en metafor eller pumpen her?"

Jeg vil understrege, at jeg faktisk
taler om pumpen her -

- men sådan at forstå,
at det er et konkret udtryk -

- for alle tre aspekter
af vores endelige eksistens -

- nemlig fysikken eller kroppen,
sjælen eller psyken, og ånden.

Da det er forbindelsesleddet
mellem de tre -

- er det netop derfor
et organ for den åndelige opvågnen.

De fleste er vant til
at se det som en metafor -

- en metafor for følelseslivet
eller for menneskets midtpunkt.

Men husk på, at alt
på den åndelige rejse er kropsligt.

Det bliver mere og mere klart -

- at hjertet faktisk er mere
end en pumpe.

Det er gammel videnskabelig viden.

Det er ikke bare en pumpe,
men et elektromagnetisk felt -

- og via en mængde endokrine
og hormonelle synapser -

- står det i direkte,
ikke-lokaliseret forbindelse -

- med alle andre dele
af ikke bare kroppen -

- hvor det er involveret i flere
homøostatiske feedbacksløjfer -

- men også gennem denne
elektromagnetiske egenskab -

- med evnen til at gå ud i livet
og komme i samklang -

- igen via den elektromagnetiske
resonans -

- med de elektromagnetiske felter
hos andre levende væsener -

- og ligeså med selve kosmos -

- med frekvensen i aksernes drejning -

- hvad sufierne altid har vidst ...
tænk på deres hvirvlende dans ...

... som en afstemning med jordens
elektromagnetiske felt og tyngdefelt.

Så hjertet søger udad, ikke?

Jeg lo, da jeg læste i "Filokalia" -

- den pragtfulde samling
østkirkelige tekster -

- om så snurrige ting som -

- at Helligånden bor i hjertets
øverste venstre kammer.

Men når man gransker den moderne
videnskabelige forskning -

- viser det sig at være
knap så snurrigt.

Noget af det, der har givet anledning
til nærmere eftertanke -

- er ideen om at lave
hjertetransplantationer.

Man udskifter bare en pumpe,
som når man får en ny vandpumpe, ikke?

Nej, faktisk ikke.

Der er ved at samle sig
et stort materiale om mennesker -

- som får et nyt hjerte fra en anden
og i tilgift får visse tilbøjeligheder.

"Hvorfor får jeg, som er vegetar,
lyst til at spise hos McDonald's?"

En af de mest slående historier,
der findes, handler om -

- en kvinde, som blev myrdet
af en voldtægtsmand.

Hun havde lavet et livstestamente -

- og hendes hjerte gik til en kvinde,
som overlevede operationen.

Gennem de billeder og minder, hun fik,
fandt man frem til gerningsmanden.

Denne utrolige historie
er veldokumenteret.

Det sker faktisk ved mange
organtransplantationer -

- fordi alle organer har hjerneceller
og en vis intelligens.

Det har vist sig i særlig grad
at være tilfældet for hjertet -

- fordi det viser sig, at kernen
i den menneskelige person -

- åbenbart er fordelt fysiologisk
i vores person -

- i særdeleshed
mellem hjernen og hjertet.

En fantastisk åndelig lærer,
en af vor tids patriarker -

- Joseph Chilton Pearce, har mange
spændende tanker om dette stof -

- og har skrevet en bog om det,
"The Biologi of Transcendence".

Han siger, det forekommer ham -

- at hjertet er en ombudsmand
for den universelle livskraft -

- for Guds længsel efter at tage form
i hvert eneste væsen -

- og at hjernen formidler
det individuelle.

Vi er skabt til at skifte mellem
det individuelle og det universelle.

Det er en fin definition af, hvordan
mennesker fungerer åndeligt set -

- eller hvordan vi burde fungere -

- hvis vi skal bringe Guds iver
efter at tage legemlig form -

- i forhold til den instantierede form,
som vi er.

Så vi skifter frem og tilbage -

- og hjertet og hjernen yder støtte -

- til dette særligt vigtige
anliggende for Gud.

Så snart vi begynder
at anbringe forstanden i hjertet -

- og vores identitet i det -

- kommer vi til at tage del
i denne dans -

- på en særlig udviklende
og livsbekræftende måde.

Det, vi skal se nærmere på
i eftermiddag, er -

- hvordan centrerende bøn
er en vej til hjertet.

Vi skal gøre det
ved at granske nogle ideer -

- fra en forunderlig, lidet kendt
ortodoks munk fra det 11. århundrede -

- som faktisk byggede bro -

- mellem Jesus' kenotiske lære
og den centrerende bøns lære -

- som Keating og andre fremstiller den.

Det ser vi på i eftermiddag.

Undertekster: Søren Frederiksen