Tom Chatfield: 7 måder hvorpå spil belønner hjernen

Vi tager gameplay med ind i flere aspekter af vores liv, bruger utallige timer -- og rigtige penge -- på at udforske virtuelle verdener for fiktive skatte. Hvorfor? Som Tom Chatfield viser, er spil perfekt afstemte til at uddele belønninger der engagerer hjernen og fastholder vores søgen efter mere.

Jeg elsker computerspil.

Jeg har også en smule ærefrygtig for dem.

Jeg er ærefrygtig over deres magt

med hensyn til fantasi, med hensyn til teknologi,

med hensyn til koncept.

Men jeg tror, frem for alt,

at jeg er ærefrygtig for deres evne

til at motivere, til at tvinge os,

til at tryllebinde os,

ulig noget andet vi nogen sinde har opfundet

har gjort før.

Og jeg mener vi kan lære nogle ret utrolige ting

ved at kigge på hvordan vi gør dette.

Og specielt, mener jeg vi kan lære ting

om at lære.

Nu er computerspilsindustrien

langt fra den hurtigst voksende

af alle moderne medier.

Fra cirka 10 milliarder i 1990,

er den 50 milliarder dollars værd i dag på verdensplan,

og der er ikke nogen tegn på at den sætter farten ned.

Om fire års tid,

er den vurderet til at være over 80 milliarder dollars værd.

Det er cirka tre gange mere end musikindustrien.

Det er ret lamslående,

men jeg mener ikke dette er den mest sigende statistik.

Den ting der virkelig forbløffer mig

er at, i dag,

bruger mennesker cirka

otte milliarder dollars om året,

på at købe virtuelle genstande

der kun eksisterer

i computerspil.

Dette er et screenshot fra den virtuelle spil verden, Entropia Universe.

Tidligere dette år,

blev en virtuel asteroide deri

solgt for 330.000 rigtige dollars.

Og dette

Skib i Titan klassen

i det ydre rum spil, EVE Online.

Og denne virtuelle genstand

tager 200 virkelige mennesker

cirka 56 dage i virkelig tid at bygge,

plus utallige tusinder af timer

af indsats før det.

Og alligevel, bliver mange af disse bygget.

I den anden ende af skalaen,

er spillet Farmville som i sandsynligvis har hørt om,

har 70 millioner spillere

over hele verden

og de fleste af disse spillere

spiller det næsten hver dag.

Dette lyder måske også

virkelig ret alarmerende for nogle mennesker,

et indeks for noget bekymrende

eller forkert i samfundet.

Men vi er her på grund af de gode nyheder,

og de gode nyheder er,

at jeg mener vi kan udforske

hvorfor denne meget menneskelige

denne meget intense generering af værdi, sker.

Og ved at svare på det spørgsmål,

tror jeg vi kan lære noget

ekstremt kraftfuldt af det.

Og jeg mener den mest interessante måde

at tænke på hvordan alt dette sker,

er med hensyn til belønninger.

Og specifikt, med hensyn til

de meget intense følelsesmæssige belønninger

som det at spille computer tilbyder mennesker

både individuelt

og kollektivt.

Hvis vi nu kigger på hvad der sker i ens hoved

når de bliver engageret,

sker der to ret forskellige processer.

På den ene side, er der en proces om at ønske noget.

Det er lidt ligesom ambition og drive -- jeg gør det der. Jeg vil arbejde hårdt.

På den anden side, er der proces om at kunne lide noget,

sjov og affektion

og fornøjelse

og et enormt flyvende dyr med en ork på ryggen.

Det er et virkelig fantastisk billede. Det er ret fedt.

Det er fra spillet World of Warcraft med mere end 10 millioner spillere globalt,

en af dem er mig, en anden er min kone.

Og denne slags verden,

dette store flyvende dyr man kan ride rundt på,

viser hvorfor spil er så utrolig gode

til at forårsage både processen med at ønske noget og at lide noget.

Fordi det er meget magtfuldt. Det er temmelig overvældende.

Det giver en store evner.

Ens ambition er tilfredsstillet, men det er meget smukt.

Det er en stor glæde at flyve rundt.

Så disse kombineres til en form for

meget intenst, følelsesmæssigt engagement.

Men det her er ikke de virkelig interessante ting.

De virkelig interessante ting om det virtuelle

er at man kan måle med det.

Fordi det man kan måle i virtualitet

er alt.

Hver eneste ting som hver eneste person

der nogensinde har spillet i et spil har gjort kan måles.

De største spil i verden i dag

måler mere end en milliard punkter med data

om deres spillere, om hvad alle gør --

meget mere detaljeret end man man vil få fra nogen hjemmeside.

Og det gør at der sker noget virkelig

specielt i spil.

Det er noget der hedder gevinst skemaet.

Og med det, mener jeg at kigge

på hvad millioner af millioner af mennesker har gjort

og forsigtigt kalibrere hyppigheden,

naturen, typen, intensiteten af gevinster i spil

for at holde dem engageret

over en kolossal mængde tid og anstrengelse.

Prøv nu at forklare dette

i en slags virkelige termer,

jeg vil tale om en slags opgave

der tilfalder en i så mange spil.

Gå ud og find et bestemt antal af en bestemt spil tingest.

Lad os sige, for argumentets skyld,

at min mission er at få 15 kager

og jeg kan få 15 kager

ved at dræbe disse søde, små monstre.

Simpel spil udfordring.

Nu kan man tænke over dette, hvis man vil,

som et problem om kasser.

Jeg skal blive ved med at åbne kasser.

Jeg ved ikke hvad der er i dem, før jeg åbner dem.

Og jeg går rundt og åbner kasse efter kasse, indtil jeg har 15 kager.

Hvis man nu tager et spil som Warcraft,

kan man tænke over det, hvis man vil,

som en god kasseåbnings stræben,

Spillet prøver bare at få folk til at åbne cirka en million kasser,

og finde bedre og bedre ting i dem.

Det lyder umådelig kedeligt,

men spil er i stand til

at lave processen

utrolig fængslende.

Og måden hvorpå de gør dette

er gennem en kombination af sandsynlighed og data.

Lad os tænke over sandsynlighed.

Hvis vi vil engagere nogen

i processen med at åbne kasser for at prøve at finde kager,

vil vi være sikre på at det hverken er for nemt,

eller for svært, at finde en kage.

Så hvad gør man? Jamen, man kigger på cirka en million mennesker --

nej, 100 millioner mennesker, 100 millioner kasse åbnere --

og man regner ud, at hvis man gør kage hyppigheden

til cirka 25 procent --

er det hverken for frustrerende eller for nemt.

Det holder folk engagerede.

Men selvfølgelig, det er ikke det eneste man gør -- der er 15 kager.

Nu kunne jeg lave et spil der hed Piecraft,

hvor det eneste man skulle var at få en million kager

eller tusind kager.

Det ville være virkelig kedeligt.

Femten er et temmelig optimal antal.

Man finder ud af -- I ved, mellem fem og 20

er cirka det rigtige antal for at holde folk i gang.

Men vi har ikke kun kager i kasserne.

Der er 100 procent heroppe.

Og det vi gør er, at vi sikrer at hver gang en kasse bliver åbnet,

er der noget i den, en lille belønning

der holder folk i gang og engagerede.

I de fleste adventure spil,

er det en smule spil valuta og en smule erfaring.

Men det gør vi heller ikke bare.

Vi siger også at der vil være masser af andre genstande

af varierende kvalitet og spændings niveauer.

Der vil være 10 procent chance for at få en ret god genstand.

Der vil være en 0,1 procent chance for

at man får en absolut fed genstand.

Og hver af disse belønninger er omhyggeligt tilpasset til genstanden.

Og også, siger vi,

"Jamen, hvor mange monstre? Burde jeg have hele verden fuld af en milliard monstre?"

Nu vil vi have et eller to monstre på skærmen, på et hvilket som helst tidspunkt.

Så jeg bliver draget videre. Det er ikke for nemt, ikke for svært.

Så dette er alt sammen meget magtfuldt.

Men vi er i virtualiteten. Dette er ikke virkelige kasser.

Så vi kan gøre

nogle ret forbavsende ting.

Vi bemærker, ved at kigge på alle disse mennesker der åbner kasser,

at når mennesker får mellem 13 og 15 kager,

ændrer deres opfattelse sig, de begynder at kede sig lidt, en smule irritable.

De er ikke rationelle om sandsynlighed.

De mener spillet er unfair.

Det giver mig ikke mine to sidste kager. Jeg giver op.

Hvis de er ægte kasser, er der ikke meget vi kan gøre,

men i spillet kan vi sige, "Ok, jamen.

Når du kommer op på 13 kager, har du 75 procent chance for at få en kage nu."

Holder en engageret. Se på hvad mennesker gør --

justerer verden til at matche deres forventning.

Vores spil gør ikke altid dette.

Og en ting de helt sikkert gør i øjeblikket,

er hvis man har 0,1 procent chance for at få en fed genstand,

sørger de helt sikkert for at der ikke dukker endnu en op i et bestemt stykke tid

for at holde værdien, for at holde det specielt.

Og pointen er virkelig

at vi udviklede os til at være tilfredse med verden

på bestemte måder.

Over ti og hundrede og tusindevis af år,

udviklede vi os til at finde bestemte ting stimulerende,

og som meget intelligente, civiliserede væsner,

bliver vi enormt stimulerede af at løse problemer og at lære.

Men nu, kan vi reverse engineer det

og bygge verdener

der udtrykkeligt sætter flueben i vores evolutionære kasser.

Så hvad betyder alt dette i praksis?

Jamen, jeg har fundet på

syv ting

der, mener jeg, viser

hvordan man kan tage disse lektioner fra spil

og bruge dem uden for spillene.

Den første er meget simpel:

erfarings bjælker der måler fremskridt --

noget der er blevet talt strålende om

af mennesker som Jesse Schell tidligere i år.

Det bliver allerede gjort ved University of Indiana i staterne, blandt andet.

Det er den simple ide om, at i stedet for at bedømme mennesker trinvist

i små bider og dele,

giver man dem en profil karakters avatar

der konstant gør fremskridt

i små, små, små trin, som de føler er deres egne.

Og alt bevæger sig hen mod det,

og de ser det komme snigende og de kommer til at eje det hen ad vejen.

For det andet, adskillige langsigtede og kortsigtede mål --

5.000 kager, kedeligt,

15 kager, interessant.

Så, man giver folk

masser og masser af forskellige opgaver.

Man siger, det gælder om

at lave 10 af disse spørgsmål,

men en anden opgave

er at møde til 20 timer til tiden,

men en anden opgave er at arbejde sammen med andre mennesker,

en anden opgave er at vise ens arbejde fem gange,

en anden opgave er at ramme dette bestemte mål.

Man deler tingene ned i disse justerede stykker

som mennesker kan vælge at lave parallelt

for at holde dem engagerede

og man kan bruge det til at vise dem

mod individuelt fordelagtige aktiviteter.

For det tredje, belønner man indsats.

Det er ens 100 procent faktor. Spil er strålende til dette.

Hver gang man gør noget, får man anerkendelse: man får en belønning for at prøve.

Man straffer ikke fiasko. Man belønner hver eneste lille indsats

en lille smule guld, en lille smule kredit. Man har svaret på 20 spørgsmål -- flueben.

Det giver alt sammen en lille smule forstærkning.

For det fjerde, feedback.

Dette er absolut væsentligt,

og virtualitet leverer dette helt fantastisk.

Hvis man ser på nogle af de mest ustyrlige problemer i verden i dag

som vi har hørt fantastiske ting om,

er det meget, meget svært for mennesker at lære

hvis de ikke kan forbinde konsekvenserne med handlingerne.

Forurening, global opvarmning, disse ting --

konsekvenserne er langt ude i fremtiden.

Det er meget svært at lære, at føle en lærestreg.

Men man kan lave modeller for mennesker,

hvis man kan give ting til mennesker som de kan manipulere

og lege med og hvor feedbacken kommer,

så kan de lære en lektie, de kan se,

de kan gå frem, de kan forstå.

Og for det femte,

usikkerheds elementet.

Nu er dette en neurologisk guldmine,

om man vil,

fordi en kendt belønning

begejstrer folk,

men det der virkelig får dem op at stå

er den usikre belønning,

belønningen der ligger på det rigtige usikkerhedsniveau,

så de ikke helt ved om de vil gå efter den eller ikke.

De 25 procent. Dette lyser hjernen op.

Og hvis man tænker på at

bruge dette i en test,

ved bare at introducere tilfældige kontrol elementer

i alle former for testning og træning,

kan man transformere menneskers engagements niveau

ved at udnytte den meget magtfulde

evolutionære mekanisme.

Når vi ikke forudsiger noget helt perfekt,

bliver vi virkelig begejstrede for det.

Vi vil bare vende tilbage og lære mere om det.

Som I sikkert ved, hedder det signalstof

der er knyttet til læring dopamin.

Det er knyttet til belønningssøgende adfærd.

Og noget virkelig spændende er lige begyndt at ske

i steder som University of Bristol i Storbritanien,

hvor vi begynder at være i stand til matematisk at lave modeller

af dopamin niveauet i hjernen.

Og hvad dette betyder er, at vi kan forudsige læring,

vi kan forudsige forøget engagement,

disse vinduer, disse tids vinduer,

hvor læringen finder sted ved et forøget niveau.

Og der er to ting der virkelig flyder fra dette.

Den første har noget at gøre med hukommelse,

at vi kan finde disse øjeblikke.

Når der er større sandsynlighed for at nogen husker,

kan vi give dem et guldkorn i et vindue.

Og den anden ting er selvtillid,

at vi kan se hvordan det at spille og belønnings strukturer

gør mennesker modigere, gør dem mere villige til at tage risici,

mere villige til at gøre noget svært,

sværere at gøre modløse.

Dette kan alt sammen virke meget faretruende.

Men I ved, en slags "vores hjerne er blevet manipuleret; vi er alle misbrugere."

Ordet afhængighed bliver smidt omkring.

Der er virkelige bekymringer der.

Men det største neurologiske turn-on for mennesker

er andre mennesker.

Det er hvad der virkelig begejstrer os.

Med hensyn til belønninger, er det ikke penge;

det er ikke det at få kontanter -- det er rart --

det er at gøre ting med vores ligemænd,

iagttager os, arbejder sammen med os.

Og jeg vil fortælle jer en hurtig historie om 1999 --

et computerspil der hedder EverQuest.

Og i dette computerspil,

var der to virkelig store drager, og man skulle gå sammen for at dræbe dem --

42 mennesker, op imod 42 for at dræbe disse store drager.

Det er et problem

fordi de smed to eller tre rimelige genstande.

Så spillerne håndterede dette problem

ved spontan at finde på et system

til at motivere hinanden,

retfærdigt og gennemskueligt.

Det der skete var, at de betalte hinanden en virtuel valuta

de kaldte "drage dræber point."

Og hver gang man mødte op for at tage på en mission,

blev man betalt i drage dræber point.

De holdte styr på dem på en anden hjemmeside.

Så de holdte øje med deres egen private valuta,

og så kunne spillerne byde bagefter

på fede genstande de ville have --

alt sammen organiseret af spillerne selv.

Men dette kolossale system, ikke at dette kun virkede i EverQuest,

men at i dag, et årti senere,

bruger hvert eneste computerspil i verden med denne slags

opgaver dette system --

millioner af mennesker.

Og succes raten

er tæt på 100 procent.

Dette er en spillerudviklet,

selv håndhævet, frivillig møntenhed,

og det er utrolig avanceret

spiller adfærd.

Og jeg vil bare slutte ved at foreslå

et par måder hvorpå disse principper

kunne udbrede sig i verden.

Lad os begynde med erhvervslivet.

Jeg mener, vi begynder at se nogle af de store problemer

omkring noget som virksomheder

genbruger og energibesparelse.

Vi begynder at se fremkomsten af vidunderlige teknologier

ligesom tidstro energimålere.

Og jeg kigger bare på dette, og jeg tænker, ja,

vi kunne tage det så meget længere

ved at tillade folk at sætte mål

ved at sætte kalibrerede mål,

ved at bruge usikkerhedselementer,

ved at bruge flere mål,

ved at bruge en stor, underliggende og opmuntrende system,

ved at sætte folk i gang

med at arbejde sammen med hensyn til grupper, med hensyn til gader

til at samarbejde og konkurrere,

til at bruge disse meget sofistikerede

gruppe og motiverende mekanismer vi ser.

Med hensyn til uddannelse,

måske mest åbenlyst af dem alle,

kan vi nu ændre hvordan vi engagerer mennesker.

Vi kan tilbyde mennesker den fornemme sammenhæng

af erfaring og personlig investering.

Vi kan dele ting op

i stærkt tilpassede, små opgaver.

Vi kan bruge beregnede tilfældigheder.

Vi kan belønne indsats konsekvent

i takt med at alt stykkes sammen.

Og vi kan bruge den slags gruppeadfærd

at vi kan se evolution når mennesker spiller sammen,

disse virkelig ret uhørte, komplekse

samarbejdende mekanismer.

Regeringen, jamen, en ting der springer frem fra hukommelsen

er den amerikanske regering, blandt andre,

der bogstavelig talt er begyndt at betale mennesker

for at tabe sig.

Så vi ser at finansielle belønninger bliver brugt

til at takle de store problemstillinger ved fedme.

Men igen, disse belønninger

kunne blive kalibreret så præcist

så hvis vi var i stand til at bruge den enorme ekspertise

ved gaming systemer til bare at skrue den tiltrækningskraft i vejret,

til at tage dataene, til at tage observationerne,

af millioner af mandetimer

og pløje den feedback

ind i forhøjet engagement.

Og i sidste ende, er det dette ord, "engagement,"

som jeg vil efterlade jer med.

Det er om hvordan individuel engagement

kan transformeres

af de psykologiske og de neurologiske lektier

som vi kan lære af at se mennesker der spiller spil.

Men det handler også om kollektiv engagement

og om laboratoriet, der er uden forttilælde,

til at observere hvad der driver mennesker

og arbejde og lege og engagere

i stort omfang i spil.

Og hvis vi kan se på disse ting og lære fra dem

og se hvordan det skal drejes udefter,

så tror jeg virkelig vi har noget ret revolutionerede i hænderne.

Mange tak.

(Bifald)