Amanda Palmer: Kunsten at spørge

Få ikke folk til at betale for musik, siger Amanda Palmer: Lad dem. I en lidenskabelig præsentation, der begynder på gadeniveau, hvor hun startede sin karriere som gøgler (læg en dollar i hatten til Den 2 Meter Høje Brud!), undersøger hun det nye forhold mellem kunstner og fan.

[Trækker vejret dybt, puster ud]

Jeg har ikke altid kunne leve af min musik.

I omkring fem år efter jeg var dimitteret

fra et velrenommeret universitet

var dette mit arbejde:

Jeg var selvstændig erhvervsdrivende som en levende statue ved navn Den 2 Meter Høje Brud,

og jeg elsker at fortælle folk, at dette var mit arbejde,

for det alle tænker, er

hvem er disse skøre kugler nedenunder sminken?

Goddag.

En dag malede jeg mig selv hvid,
og stillede mig op på en kasse,

lagde en hat eller dåse ved mine fødder,

og hver gang nogen gik forbi og lagde et par mønter,

gav jeg dem en blomst og
et seriøst dybt kig i øjnene.

Og hvis de ikke tog imod blomsten,

så tilføjede jeg en vemodig og længselsfuld gestus,

når de vendte mig ryggen.

[Latter]

Jeg havde de mest utrolige møder med folk,

særligt med ensomme mennesker, som så ud

som om de ikke havde talt med nogen i ugevis,

og så opstod der et smukt øjeblik,

hvor langvarig øjenkontakt fandt sted midt på gaden,

og så forelskede vi os en smule.

Og mine øjne sagde, "Tak. Jeg ser dig."

Og deres øjne sagde,

"Der er aldrig nogen, der ser mig. Tak."

Og nogle gange blev jeg chikaneret.

Folk råbte til mig fra biler, når de kørte forbi:

"Få dig et arbejde!"

Og jeg kunne kun svare, "Det her er mit arbejde."

Men det var smertefuldt, for det fik mig til at frygte,

at det, jeg lavede på en eller anden måde
var noget "ikke-arbejdsagtigt",

noget urimeligt, noget pinligt.

Jeg havde ingen anelse om, hvor strålende en uddannelse min optræden på kassen gav mig

til livet i musikbrancen.

Og til alle økonomerne derude,

så vil det nok interessere jer at høre, at jeg faktisk havde en ret stabil indkomst,

hvilket var overraskende, også for mig,

i betragtning af at jeg ikke havde faste kunder,

men jeg tjente jævnt hen $60 på en tirsdag, $90 på en fredag.

Det var en regelmæssig indkomst.

Og i mellemtiden turnerede jeg lokalt

og spillede på natklubber med
mit band, the Dresden Dolls.

Bandet bestod af mig på klaver, og en genial trommeslager.

Jeg skrev sangene, og på et tidspunkt

begyndte vi at tjene så mange penge, at jeg
kunne holde op med at være en statue,

og da vi begyndte at turnere for alvor,

ville jeg for alt i verden ikke miste fornemmelsen af

direkte forbindelse med mennesker, for jeg elskede det.

Og derfor skrev vi autografer efter hver eneste koncert,

og gav knus til fans, og blev hængende og snakkede med folk,

og vi gjorde os umage for at bede folk om hjælp,

og om at spille sammen med os, og jeg fandt lokale musikere og kunstnere,

og de stillede sig så op udenfor koncertstederne,

og spillede og lod hatten gå rundt bagefter,

og så kom de ind på scenen med os under koncerten,

og resultatet var et rent tagselvbord af sære, tilfældige cirkusgæster.

Så dukkede Twitter op,

og gjorde tingene endnu mere magiske,

for nu kunne jeg pludselig spørge om hjælp om hvadsomhelst, hvorsomhelst.

Hvis jeg manglede et klaver at øve på,

kunne jeg en time senere være hjemme hos en fan. Det her er i London.

Folk over hele verden tog hjemmelavet mad med til os

og spiste sammen med os bag scenen.
Det her er i Seattle.

Fans der arbejdede i butikker og på museer

og i alle slags offentlige rum, vinkede til mig

hvis jeg i sidste øjeblik besluttede at spille en spontan og gratis koncert

Det her er et bibliotek i Auckland.

I lørdags tweetede jeg og bad om denne kasse, og denne hat

fordi jeg ikke orkede at have dem med mig hele vejen fra østkysten

og her er de, takket være denne flinke fyr, Chris,

fra Newport Beach - jeg skulle hilse.

Engang tweetede jeg, hvor I Melbourne kan jeg købe en næseskyller?

Og en sygeplejerske fra et hospital kom ned forbi

den café jeg var på med en lige i samme øjeblik

og jeg købte en smoothie til hende,

og så sad vi der, og snakkede om sygepleje og om døden.

Og jeg elsker den slags tilfældig nærhed,

heldigvis, kan man sige, for jeg
sover meget på folks sofaer.

Jeg sofasurfer i palæer, hvor alle i mit tour-crew kan få deres eget værelse,

men hvor der ikke er wifi,
og i punkeres besætterhuse

hvor alle sover på gulvet i det samme rum, og hvor der ikke er toiletter,

men der er wifi, hvilket klart er at foretrække.

[Latter]

Mit tour-crew stoppede engang vores bil

i et meget fattigt kvarter i Miami,

og det gik op for os, at vores vært den aften

var en 18-årig pige, der stadig boede hjemme hos sine forældre,

og at hendes familie var alle ulovlige immigranter fra Honduras.

Og den aften tog sov hele familien på husets sofaer,

og pigen sov sammen med sin mor,

så vi kunne sove i deres senge.

Og jeg lå der, og tænkte,

de her mennesker har så utroligt lidt.

Giver det her mening?

Og om morgenen lærte hendes mor os

hvordan man laver tortillas, og ville give mig en bibel,

og hun trak mig til side, og sagde på gebrokkent engelsk

"Din musik har hjulpet min datter så meget.

Tak fordi I kom og overnattede. Vi er allesammen meget taknemmelige."

Og jeg tænkte, ja, det her giver mening.

Dette er dette.

Et par måneder senere var jeg i Manhattan,

og jeg tweetede og spurgte efter et sted at overnatte

og ved midnat står jeg og ringer på døren et sted på Lower East Side,

og det går op for mig, at jeg aldrig har gjort det her alene før,

jeg har altid været sammen med mit band, eller mit tour-crew.

Er det her sådan noget dumme mennesker gør? [Latter]

Er det her sådan dumme mennesker dør?

Og før jeg kan nå at skifte mening, slår døren åben.

Hun er kunstner. Han er finansblogger for Reuters,

og de hælder rødvin op til mig,

og tilbyder mig et karbad,

og jeg har oplevet tusindvis af aftener som den.

Jeg er altså en sofasurfer. Jeg crowdsurfer også.

Og jeg vil påstå, at sofasurfing og crowdsurfing

dybest set er én og samme ting.

Du kaster dig ned blandt publikum

og I stoler på hinanden.

Engang spurgte jeg et opvarmningsband

om de havde lyst til at gå blandt publikum og lade hatten gå rundt, for at

tjene lidt ekstra penge; noget jeg gjorde meget.

Og bandet var vilde med idéen, som bands tit er,

bortset fra én fyr i bandet,

som sagde til mig, at han simpelthen ikke kunne få sig selv til at gå derud.

Det føltes for meget som tiggeri at stå der med hatten.

Og jeg genkendte hans frygt for "giver det her mening?" og "få dig et arbejde".

I mellemtiden havde mit band fået mere og mere succes.

Vi fik en kontrakt med et stort pladeselskab.

Og vores musik er en blanding af punk og cabaret.

Det er ikke noget for alle.

Men måske noget for dig?

Vi underskriver kontrakten, og vores næste album får masser af omtale før det kommer ud.

Da det så udkommer, sælger det omkring 25.000 eksemplarer i de første par uger,

og pladeselskabet ser det som en fiasko

Og jeg spurgte, "25.000, er det ikke mange plader?"

Og de sagde, "Nej, salget er faldende. Det er en fiasko."

Og så går de bare.

I den samme periode er der en aften, hvor jeg skriver autografer og giver knus efter en koncert,

og en fyr kommer hen til mig

og rækker mig en $10 seddel,

og han siger,

"Undskyld, jeg brændte en kopi af jeres album fra min vens cd."

[Latter]

"Men jeg læser jeres blog, og jeg ved I hader jeres pladeselskab.

Så jeg vil bare gerne give jer pengene."

Og den samme begivenhed begynder at gentage sig.

Jeg forvandler mig til hatten efter mine egne koncerter,

og jeg må stå der, og tage imod hjælpen fra folk,

og modsat fyren fra opvarmningsbandet

har jeg faktisk en hel del træning i at stå der.

Tak.

Og dette er det øjeblik, hvor jeg beslutter mig for

at jeg vil begynde at give min musik væk,

gratis på nettet når jeg kan komme til det.

Så situationen er sådan her: Metallica i det ene hjørne, siger "Slemme Napster!"

og Amanda Palmer i det andet ringhjørne, og jeg vil opfordre til al slags fildeling og downloading

men jeg vil samtidig spørge og bede om hjælp,

for jeg så det virke på gadeplan.

Jeg kæmpede mig ud af kontrakten med pladeselskabet,

og i mit næste projekt, som er mit nye band Grand Theft Orchestra

begyndte jeg at bruge crowdfunding

og jeg kastede mig ud blandt de tusindvis af forbindelser, jeg havde fået

og bad mit publikum om at gribe mig.

Målet var 100.000 dollars.

Mine fans rejste næsten 1.2 millioner dollars,

det hidtil største crowdfunding projekt i musiklivet.

[Bifald]

Og I kan se, hvor mange mennesker der bidrog.

Det er omkring 25.000 mennesker.

Og medierne spurgte mig, "Amanda,

musikindustrien er på katastrofekurs, og du opfordrer til piratkopiering.

Hvordan fik du alle de mennesker til at betale for musik?"

Og det sande svar er, at jeg ikke fik dem til det. Jeg spurgte dem om det.

Og gennem den gestus, det er at spørge og bede om hjælp,

havde jeg opnået en forbindelse med dem,

og når man har den kontakt med folk, vil de gerne hjælpe.

Det er modsat logik for de fleste kunstnere.

De har ikke lyst til at bede om ting.

Men det er ikke let. Det er ikke let at spørge.

Og mange kunstnere bryder sig ikke om det.

At spørge om hjælp gør dig sårbar.

Og jeg fik meget kritik på nettet,

-- efter mit Kickstarter-projekt blev rigtig stort --

fordi jeg fortsatte min vanvittige crowdsourcing-praksis

og specielt fordi jeg spurgte musikere,

der var også var fans, om de ville på scenen med os

til gengæld for kærlighed og koncertbilletter og øl,

og det her er et manipuleret billede af mig

som blev lagt ud på en hjemmeside.

Sådan noget gjorde ondt på en velkendt måde.

Og folk der sagde, "Du har ikke længere ret til

at spørge om den slags hjælp",

mindede mig virkelig meget om de folk, der kørte forbi i biler og råbte, "Få dig et arbejde!"

De folk var ikke på fortovet sammen med os andre,

og kunne derfor ikke se den udveksling,

der foregik mellem mig og mit publikum:

en udveksling som gav mening for os, men som var helt fremmed for dem.

Det her billede er lidt forbudt for børn.

Det er fra min fest for Kickstarterstøtter i Berlin.

Ud på aftenen tog jeg alt mit tøj af, og lod alle tegne på mig.

Og jeg kan godt sige jer, hvis I har lyst til at opleve

følelsen af at stole på fremmede helt korporligt,

så kan jeg anbefale denne metode,

særligt hvis de fremmede er fulde tyskere.

Det her var fankontakt på ninja-mester niveau,

fordi det, jeg udtrykte med den handling var

så meget stoler jeg på jer.

Bør jeg stole på jer? Vis mig det.

I det meste af menneskehedens historie,

har musikere og kunstnere været en del af miljøer og lokalsamfund

som forbindelsesled og åbne skikkelser, ikke som urørlige superstjerner.

Berømthed går ud på, at mange mennesker elsker dig på afstand,

men internettet og alt det materiale,

vi kan dele frit ved hjælp af nettet,

hjælper os tilbage, væk fra berømmelsen.

Det går ud på, at færre mennesker elsker dig tæt på,

og at de mennesker er nok.

Mange mennesker bliver forvirrede ved tanken om

at der ikke er en fast pris på et album.

De ser det som en risiko, noget uberegneligt,
men alle de ting, jeg har lavet

med Kickstarter, på gaden, ved dørklokken,

de ting oplever jeg ikke som risiko-øjeblikke,

men som øjeblikke af tillid.

Se, de redskaber der findes på nettet til at gøre denne udveksling

så nem og umiddelbar som den er på gaden,

de er på vej i den rigtige retning.

Men de perfekte redskaber gør ingen forskel,

hvis vi ikke kan se hinanden i øjnene

og give og modtage uden frygt,

og, endnu vigtigere,

spørge uden skam.

Jeg har brugt min musikkarierre

på at forsøge at møde folk på internettet

på samme måde som jeg gjorde, da jeg stod på min kasse,

det vil sige at jeg blogger og tweeter, ikke kun om turneplaner og min nye musikvideo,

men om vores arbejde og vores kunst,

og om vores bekymringer og tømmermænd og fejltagelser,

og så ser vi hinanden.

Og jeg tror, at når vi virkelig ser hinanden,

så får vi lyst til at hjælpe hinanden.

Jeg tror folk har været besatte af at besvare det forkerte spørgsmål, som lyder:

"Hvordan kan vi få folk til at betale for musik?"

Hvad nu hvis vi i stedet spurgte:

"Hvordan kan vi give folk lov til at betale for musik?"

Tak skal I have.

[Bifald]