Tag rystelsen til dig

På kunstskole, udviklede Phil Hansen en uregerlig rystelse i sin hånd, der holdte ham fra at skabe de pointillistiske tegninger han elskede. Hansen blev knust og flød rundt uden nogen mening med livet. Indtil en neurolog kom med et simpelt forslag: tag rystelsen til dig … og overskrid den.

Da jeg gik på kunstskole,

udviklede jeg en rystelse i min hånd,

og dette var den mest lige streg jeg kunne tegne.

Set i bakspejlet, var det faktisk godt til nogen ting,

som at blande en spand maling eller ryste et polaroidbillede,

men dengang var dette virkelig dommedagen.

Dette var ødelæggelsen af min drøm om at blive kunstner.

Rystelsen udviklede sig, virkelig, ud af en

målrettet jagt på pointillisme,

bare år med at lave bitte, bittesmå prikker.

Og langt om længe gik disse prikker fra at være perfekt runde

til mere at ligne haletudser, på grund af rystelsen.

For at kompensere, fik jeg et fastere greb om pennen,

og dette gjorde rystelsen gradvist værre,

så jeg fik et endnu fastere greb om pennen.

Og dette blev en ond ring der endte med at

skabe så mange smerter og problemer med leddene,

at jeg fik problemer med at holde fast på noget som helst.

Og efter at bruge hele mit liv på at ville skabe kunst,

forlod jeg kunstskolen, og så forlod jeg kunsten fuldstændigt.

Men efter et par år, kunne jeg bare ikke holde mig væk fra kunst,

og jeg besluttede mig for at gå til en neurolog om rystelsen

og fandt ud af at jeg havde en permanent nerveskade.

Og han kastede faktisk et blik på min snoede linje,

og sagde, "Jamen, hvorfor tager du ikke rystelsen til dig?"

Så det gjorde jeg. Jeg tog hjem, jeg tog fat på en blyant,

og jeg lod bare min hånd ryste og ryste.

Jeg lavede alle disse krussedulle tegninger.

Og selvom det ikke var den slags kunst

jeg i sidste ende brændte for at lave, føltes det fedt.

Og endnu vigtigere, da jeg tog rystelsen til mig,

blev jeg klar over at jeg stadig kunne skabe kunst.

Jeg skulle bare finde en anden tilgang

til at lave den kunst jeg gerne ville lave.

Men, jeg nød stadig fragmenteringen i pointillismen,

at se de bittesmå prikker samle sig

til at lave denne samlede helhed.

Så jeg begyndte at eksperimentere med andre måder at fragmentere billeder på

hvor rystelsen ikke ville påvirke arbejdet,

ligesom at dyppe mine fødder i maling og gå hen over et lærred,

eller, i en 3D struktur der består af stolper,

skabe et 2D billede ved at brænde det med en skærebrænder.

Jeg opdagede, at hvis jeg arbejdede på større skala og med større materialer,

gjorde det ikke ondt i min hånd,

og efter at være gået fra en enkelt tilgang til kunst,

endte jeg med at have en tilgang til kreativitet

der fuldstændig ændrede min kunstneriske horisonter.

Dette var den første gang jeg var stødt på denne ide

at tage en begrænsning til sig
faktisk kunne drive kreativitet.

På det tidspunkt, var jeg ved at være færdig med skole,

og jeg var så begejstret for at få et rigtigt arbejde
og endelig få råd til nye kunstforsyninger.

Jeg havde dette forfærdelige, lille sæt af redskaber,
og jeg havde det som om

jeg kunne gøre så meget mere med de forsyninger

som jeg mente en kunstner skulle have.

Jeg havde faktisk ikke en almindelig saks.

Jeg brugte disse metalsakse indtil jeg stjal en saks

fra det kontor jeg arbejde på.

Så jeg kom ud fra skolen, jeg fik et job, jeg fik en løncheck,

jeg gik ind i en kunsthandel,

og jeg gik amok i at købe forsyninger.

Og da jeg så kom hjem, satte jeg mig ned

og jeg stillede mig selv den opgave
at jeg skulle prøve at skabe noget

der var fuldstændig anderledes.

Men jeg sad der i flere timer, og jeg kunne ikke finde på noget.

Det samme skete den næste dag, og den næste,

og jeg faldt hurtigt i en kreativ nedgangsperiode.

Og jeg var i et mørkt sted i lang tid, og var ikke i stand til at skabe.

Og det gav ingen mening, fordi jeg var endelig i stand til at

forsørge min kunst, og alligevel var jeg kreativt set blank.

Men i takt med at jeg kiggede rundt i mørket,

blev jeg klar over at jeg faktisk blev lammet
af alle de valgmuligheder

jeg aldrig havde haft før.

Og det var da, at jeg tænkte tilbage på mine rystende hænder.

Tag rystelsen til dig.

Og jeg blev klar over, at hvis jeg ville have
min kreativitet tilbage,

skulle jeg holde op med at prøve så meget
at tænke uden for kassen

og gå tilbage i den.

Jeg undrede mig over, om man kunne blive mere kreativ, så,

ved at kigge på begrænsningerne?

Hvad hvis jeg kun kunne skabe med forsyninger for en dollar?

På dette tidspunkt, tilbragte jeg mange af mine aftener i --

jamen, jeg tror at jeg stadig tilbringer mange
af mine aftener hos Starbucks --

men jeg ved at man kan bede om en ekstra
kop hvis man vil have en,

så jeg besluttede at bede om 50.

Overraskende nok, gav de mig dem bare,

og så med nogle blyanter jeg allerede havde,

lavede jeg dette projekt for kun 80 cent.

Det blev virkelig et øjeblik af afklaring for mig

at vi først har brug for at blive begrænset

for at blive grænseløse.

Jeg tog denne tilgang af at tænke uden for kassen

til mit lærred, og jeg undrede mig over, hvad nu hvis, i stedet for

at male på lærredet, jeg kun kunne male på mit bryst?

Så jeg malede 30 billeder, et lag ad gangen,

det ene oven på det andet,

hvor hvert billede repræsenterer en indflydelse i mit liv.

Eller hvad hvis, i stedet for at male med en pensel,

jeg kun kunne male med karate hug? (Latter)

Så jeg dypper mine hænder i maling,

og jeg angreb bare lærredet,

og jeg slog faktisk så hårdt, at jeg stødte ledet i min lillefinger

og den sad fast i en lige tilstand i et par uger.

(Latter) (Bifald)

Eller, hvad hvis jeg i stedet for at være afhængig af mig selv,

var afhængig af at andre mennesker

skabte indholdet af kunsten?

Så i seks dage, levede jeg foran et webcam.

Jeg sov på gulvet og jeg spiste takeaway,

og jeg bad folk om at ringe til mig og dele en historie med mig

om et livsforandrende øjeblik.

Deres historier blev kunsten

i takt med at jeg skrev dem på det omdrejende lærred.

(Bifald)

Eller, hvad hvis jeg i stedet for at kunst til udstilling,

skulle ødelægge det?

Dette virkede til at være den ultimative begrænsning,

at være en kunstner uden kunst.

Denne ødelæggelses ide forvandlede sig til et årelangt projekt

som jeg kaldte Goodbye Art,

hvor hvert eneste stykke kunst skulle
ødelægges efter dens skabelse.

I begyndelsen af Goodbye Art, fokuserede jeg på

tvungen ødelæggelse, ligesom dette billede af Jimi Hendrix,

skabt med over 7.000 tændstikker.

(Latter)

Så åbnede jeg det for at skabe kunst der blev ødelagt på en naturlig måde.

Jeg kiggede efter midlertidige materialer,

som at spytte mad ud --

(Latter) --

fortovskridt

og selv frossen vin.

Den sidste iteration af ødelæggelse

var at prøve at skabe noget der faktisk ikke
eksisterede til at starte med.

Så jeg sørgede for levende lys på bordet,
jeg tændte dem, og så pustede jeg dem ud,

så gentog jeg denne process igen og ugen med det samme levende lys,

så samlede jeg videoerne til et større billede.

Så slutbilledet var aldrig synligt som en fysisk helhed.

Det blev ødelagt inden det nogensinde eksisterede.

I løbet af Goodbye Art serien,

skabte jeg 23 forskellige stykker

uden noget til overs at fremvise fysisk.

Det jeg troede ville være den ultimative begrænsning

viste sig faktisk at være den ultimative frisættelse,

da hver gang jeg skabte,

bragte ødelæggelsen mig tilbage til et neutralt sted

hvor jeg følte mig forfrisket og klar til at starte det næste projekt.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden.

Der var tider hvor det ikke lykkedes at starte mit projekt,

eller, endnu værre, efter at have brugt virkelig meget tid på det

var slutbilledet på en måde pinligt.

Men fordi jeg havde forpligtet mig til processen, fortsatte jeg,

og der kom noget virkelig overraskende ud af dette.

I takt med at jeg ødelagde hvert projekt,

lærte jeg at give slip,

at give slip på resultater, at give slip på fiaskoer,

og at give slip på ufuldkommenhed.

Og til gengælde, fandt jeg processen af at skabe kunst

der er evig og ubehæftet af resultater.

Jeg opdagede mig selv i en tilstand af konstant skabelse,

og tænkte kun på hvad der var det næste

og fandt på flere ideer end nogensinde før.

Da jeg kom tilbage efter mine tre år væk fra kunsten,

væk fra min drøm, bare at gennemgå følelserne,

i stedet for at prøve at finde en anderledes måde
at fortsætte den drøm på,

stoppede jeg bare, jeg gav op.

Og hvad hvis jeg ikke tog rystelsen til mig?

Fordi at tage rystelsen til mig

handlede ikke kun om kunst og at have kunstneriske evner,

det viste sig at handle om livet, og at have livs evner.

Fordi i sidste ende, det meste af det vi gør

sker her, indenfor kassen, med begrænsede ressourcer.

At lære at være kreativ indenfor
vores begrænsede muligheder

er det bedste håb vi har for at transformere os selv

og, kollektivt, at transformere vores verden.

At se på begrænsninger som en kilde til kreativitet

ændrede mit livs retning.

Når jeg nu løber ind i en grænse

eller jeg føler at jeg er kreativt tom,

kæmper jeg stadig nogen gange,

men jeg bliver ved med at møde op til processen

og prøver at minde mig selv om mulighederne,

som at bruge hundredvis at ægte,
levende orme til at lave et billede,

at bruge en tegnestift til at tatovere en banan,

eller male et billede med fedt fra en hamburger.

(Latter)

Et af mine nyere forsøg

er at prøve at oversætte kreativitetens vaner som jeg har lært

til noget som andre kan reproducere.

Begrænsninger kan komme fra de mest uventede steder

til at udnytte kreativitet, men måske

en af de bedste måder til at få os selv ud af rillerne,

er at revurdere og udfordre de accepterede normer.

Og i stedet for at fortælle hinanden at gribe dagen,

kan vi hver dag måske minde os selv om

at gribe begrænsningen.

Tak.

(Bifald)