Born of Hope - Full Movie

Born of Hope is an independent feature film inspired by the Lord of the Rings and produced by Actors at Work Productions in the UK.
http://www.bornofhope.com

Thanks to Chris Bouchard and the H4G team for putting the film here. It should also be on it's proper Youtube channels soon:
ActorsatWork
http://www.youtube.com/actorsatwork
BornofHope
http://www.youtube.com/bornofhope
Check them out for more videos regarding the film including the audio commentary.
http://www.youtube.com/watch?v=elt_l8zisik

A scattered people, the descendants of storied sea kings of the ancient West, struggle to survive in a lonely wilderness as a dark force relentlessly bends its will toward their destruction. Yet amidst these valiant, desperate people, hope remains. A royal house endures unbroken from father to son.

This 70 minute original drama is set in the time before the War of the Ring and tells the story of the Dúnedain, the Rangers of the North, before the return of the King. Inspired by only a couple of paragraphs written by Tolkien in the appendices of the Lord of the Rings we follow Arathorn and Gilraen, the parents of Aragorn, from their first meeting through a turbulent time in their people's history.

Der er mange fortællinger i vort folks historie.

Mange er gået tabt,

spredt af glemslens vind,

skjult for menneskers hukommelse.

Men denne historie,

vores historie,

bør aldrig blive glemt.

Far!

Maia!

Løb! Maia, løb! Løb Maia!

Vi kom fra vandet.

Det løber gennem vore urgamle tider,

gennem forgangne år til dette tidspunkt,

brusende gennem vore liv

lige som kongernes blodlinie.

En hurtigt flydende strøm

af minder og sorg.

Een dråbe af vand,

af blod,

og endnu een,

kan blive til en krusning,

en flod,

en svulmende strøm,

ustoppelig,

som med tiden

nedbryder enhver modstand

så den igen kan flyde frit

på vej mod sin skæbne.

Resterne af De Trofaste,

Dunedain folket,

Vestens mænd,

var spredte og fåtallige

og truet af mange farer.

For den onde Lord Sauron

havde ikke glemt fortiden,

og af alle folkene i Middle-earth

var der ikke et han hadede

og frygtede mere

end Dunedain folket.

Hans spredte sin vilje mellem sine tjenere

og gennem de lange år

forlangte han vished for at Isildurs arvinger stadig levede,

så han kunne tilintetgøre dem

og den sidste af hans mægtigste fjender

ville forsvinde

for evigt.

Hurtigt! Hurtigt!

Dirhael!

Ivorwen! Gilraen! Løb!

Jeg vil ikke miste jer alle på denne dag.

Arathorn!

De har min tak min herre,

og enhver tjeneste jeg og min familie kan yde Dem og Deres.

Vi skylder Dem vore liv.

Ligesom jeg skylder Dem mit. Jeg takker Dem, Frøken.

De er meget velkommen, min Herre.

Vi kan ikke blive her. Hvor var de på vej hen?

Jeg ved det ikke, min Herre.

Orker brændte vor landsby og slagtede vort folk.

De der ikke blev dræbt er spredt for alle vinde.

Dorlad, min søn.

Fældet mens han forsvarede os.

Vi kunne ikke efterlade hans legeme til ondsindet fornøjelse for orkerne.

Deres søn skal få et sikker hvilested, Frue.

De følger med os.

Arathorn!

Arathorn?

Kender du ham, fader?

Ja

Eller jeg gjorde da han var en dreng.

Hvis det er den samme mand,

så er det sønnen til min ven og våbenbroder,

vor Landshøvding, Lord Arador.

Isildurs arving.

Hvad er der?

Det ser ud til at de var ude efter bytte.

Men det her er bagateller.

Besynderligt.

Orker der søger guld og juveler i det Vilde?

Til hvilket formål?

Du ligner ham mere og mere dag for dag.

Er det hvad han ville have ønsket?

Han ville ha vrisset af mig for at lade dig tage hans plads.

"Det Vilde er ikke et sted for min datter!"

Men jeg er stadig glad for at jeg trænede dig.

Det er jeg også.

Lord Arathorn!

De kommer ikke til at bringe nyt til deres herre.

Godt arbejde, Halbaron.

Nu må vi bringe disse tre i sikkerhed.

Vi tager til vores landsby, Taurdal, Hr..?

Dirhael.

Min kone, Iworven, og min datter...

Gilraen.

Og jeg er Arathorn.

Søn af Arador.

Ja.

Nej, nej. Buk ikke.

Når vi kommer til min fader

kan De hilse ham på den måde.

Men lige nu,

må vi drage af sted.

Et jaloux hjerte finder ikke plads til sand kærlighed,

om den så stod lige bag ved det.

Hvad har jeg at være jaloux for?

Jeg så det blik mellem dem.

Og det gjorde du også.

Dine øjne bedrager dig.

Og det har i øvrigt intet med mig at gøre.

Har det ikke?

Nej!

Og heller ikke dig, Dirhaborn.

Og så ledte Arathorn og hans mænd den sørgende familie Nord,

over de mægtige floder

og endeløse skove i Rhudaur,

et land som stadig nød godt af Dunedain folkets vagtfulde øjne,

og bragte dem til sin fader, Lord Arador,

i den skjulte beboelse, Taurdal.

Kom, min gamle ven og våbenbroder,

lad os give din søn den fred og ære han har fortjent.

For jeg betragter Jeres tab som mit eget tab,

og Jeres sorg som min egen.

Desværre bliver der ingen lang søvn i haller af sten

for en søn af Aranath slægten.

Men jeg nægter at se dine knogler vanæret, Dorlad,

når det ondes tjenere igen forsøger

at drive Dunedain folket yderligere i eksil!

Farvel.

Jeg er kommet for at bede om din tilgivelse.

Længe har jeg troet at dine følelser for Arathorn

ikke var mere end en flygtig grille,

og at du med tiden ville vende dem ryggen

og endelig kigge dig omkring.

Jeg forstod det ikke.

Før i går aftes.

År har jeg tilbragt ved hans side,

men der er en kløft mellem os

som kun en fremmedes ligbål kunne oplyse.

Jeg kan ikke konkurrere med sådan skønhed og sorg.

El, enhver mand ville været beæret over at kunne kalde dig sin.

Jeg ville ikke bringe ham andet end sorg.

Vi fandt disse efter overfaldet i går.

Det er uforståeligt hvordan så små ting

kan bringe så stort mørke

og forandring ind i vore liv.

Lord Arador havde nu meget at tænke over.

Nyheder om ork angreb på andre landsbyer kom til Taurdal.

Fredelige gårde, fjernt fra hjælp,

var ligeledes truede.

Taurdal fyldtes da mange Dunedain flygtede fra deres hjem

og søgte sikkerhed blandt ligesindede.

Derfor ledte Arador sine tapre krigere

i et angreb der skulle rense hans land for den ondskab

som havde hærget hans folk.

Men den mest betroede af hans mænd

ville ikke være ved hans side.

Hvordan går høsten, Frøken?

Mangfoldig, min Herre.

Jeg havde forventet en anelse mere til min rejse.

Forlade De os?

Min fader har betroet mig at finde fjendens formål

i de kolde bjerge i Øst.

Alene?

Ja.

En farefuld færd, min Herre.

I sandhed.

Der var en tid hvor en sådan mission ikke ville ha rørt mig

og hver fiber i min krop ville gladelig rejse til jorden ende

for at tjene mit folk.

Men nu?

Nu bliver en del af mig her.

Og det er mit hjerte.

Min Herre.

Tilgiv mig Frøken, det var ikke min mening at...

Jeg vil rette blikket mod Øst

og håbe på Deres sikre hjemkomst.

Frøken.

Med et hjerte svulmende af glæde

krydsede Arathorn langt over grænserne

til Arnors faldne byer.

Alt imens Arathorn fortsatte sin ensomme færd mod de kolde bjerge.

ventede Gilraen på hans hjemkomst

i Vestens svindende sommer.

og strejfede ind imellem dybt ind i skoven

for at spejde efter ham.

Gilraen!

Jeg går ikke særligt langt!

Hvorfor gør hun det?

Du ved hvem hun venter på.

Hun er for ung.

Men ikke uden visdom.

Mit hjerte frygter at Arathorn vil bære

Barahir Ringen tidligere end forventet.

Og ydermere tror jeg ikke

han vil lede Dunadain folket i lang tid

når den først hviler på hans finger.

Derfor må du ikke stå i vejen for dem, Dirhael!

For hvis disse to gifter sig

er der måske stadig håb for vort folk.

Men hvis ikke

kan det ske i dette tiltagende mørke

at Dunadain folket endeligt falder

for aldrig at rejse sig igen.

Lad dem nyde den lykke de kan få.

Du kommer sent!

Hvor er de andre?

Slagtet!

Vi faldt i et baghold.

der er spøgelsesmænd overalt!

De er ikke spøgelser!

Kun almindelige mænd, din kujon.

Du er ikke bedre end de to!

Fandt du den?

De her er værdiløse.

I har stadig ikke fundet den ring Sauron leder efter.

Gå tilbage! Find den!

Hvordan? Der er ikke nok af os tilbage.

Vi må ha tid til at supplere vores styrker.

Det var en fejl at angribe spøgelsesmændene væk fra mørket, Shankar!

Jeg... begår... ikke... fejl!

Jeg rejser nu til Sauron i Dol Guldur for at rapportere jeres fiasko.

Suppler jeres styrker om nødvendigt, men udsend jeres spioner.

Når jeg vender tilbage vil jeg vide hvor han er!

Hvad er der?

Jeg lugter menneskekød.

Det er umuligt.

Kan du ikke lugte det?

Arathorn! Du er tilbage!

Du skulle ikke komme så langt ind i skoven alene.

Nej, men jeg...

Dine mænd. Skal du ikke gå dem i møde?

De finder os tidsnok.

Så jeg må skynde mig,

eller gå glip af min chance.

For hvad?

Jeg håber de tager deres tid.

Jeg træner dem for godt.

Min Herre?

Jeg forvildede mig for langt væk fra landsbyen.

Men jeres leder fandt mig.

Jeg er til Deres tjeneste, min Herre.

Jeg vil altid være til Deres.

Halbaron, eskorter Frøken Gilraen tilbage til landsbyen.

Med det samme, min Herre.

Elgarain. Et ord.

Undskyld, min Herre.

Vi kunne ikke finde dig... Jeg vidste ikke...

Ingen grund til at undskylde, min ven.

Har du nogensinde været forelsket?

Nej.

Det forandrer din verden.

Opsluger alt med en brændende flamme

som aldrig slukkes.

Et lys så stærkt og gennemtrængende som Erendils stjerne.

Du har været forelsket.

Jeg har hørt tale om det.

Men du er forelsket?

Jeg skal giftes.

Eller det håber jeg.

Snart hvis heldet er ned mig.

Jeg ønsker dig lykke, min Herre.

Dit hjerte skulle været fyldt med lykke, Arathorn.

Åh, det er det...

men jeg frygter at Lord Dirhael ikke villigt vil give sin velsignelse...

Gilraen er, som dig, endnu for ung.

Jeg har måske ikke kendt til kærlighed,

Men jeg ved at når hjertet vil styre tungen,

bør ingen mand stå i vejen...

hvis du tøver risikerer du, at det der skulle have været sagt

for evigt er låst i dit hjerte,

og fortrydelsen din eneste følgesvend.

Dine ord er vise,

men...

Årstiden er ved at skifte.

Måske bringer det også en forandring i hans hjerte.

Hvis det ændrer sig med årstiderne,

kan det kun blive koldere.

Bare stå fast og tal fra hjertet.

Tak.

Du er mig en god ven.

Jeg ville ofre mit liv for dig.

Og jeg mit for dig.

Jeg er glad for at du er uskadt, min søn.

I lige måde, fader.

Halbaron fortæller mig at din kampagne mod orkerne

har været succesfuld.

De er meget fåtallige nu.

Og skulle ikke være en trussel i lang tid.

Og alligevel er dit sind ikke i ro.

Jeg ved nu hvad de er ude efter.

og at de ikke er alene.

De er Saurons tjenere

og han tørster efter Barahirs Ring.

Fader, de jagter dig.

Det er som jeg frygtede.

Jeg bønfalder dig om at gemme ringen.

Bær den ikke!

Nej.

Men den vil lede ham lige til dig!

Lad Sauron sende alle hære i denne verden mod os.

Jeg vil ikke skjule hvem jeg er,

så længe jeg har luft i mine lunger,

og et sværd i min hånd.

Tilgiv mig.

Der er ikke noget at tilgive, min søn.

Du har været til stor tjeneste for mig og dit folk.

Du er en sand konge arving!

Kom nu, vær ikke bekymret.

Din mor måtte mange gange minde mig om

at vort folk ser op til os for lederskab,

at vi må stå fast ligegyldigt hvad.

Måske en skønne dag

finder du en kvinde med lige så megen visdom og skønhed,

der kan rådgive dig?

I har min velsignelse, mine børn.

Må Jeres dage blive lange og frugtbare,

og fyldt med håb.

Jeg drager nu til Rivendell,

hvor Elrond Halfelven venter mig.

Når jeg vender tilbage med hans gode råd,

kan vi måske fejre bryllup!

Held og lykke med Dirhael!

Lord Dírhael...

...god morgen.

Gennem de lange vinter måneder

blev varmen i Arathorns hjerte

kun holdt tilbage

af frygten for at fejle hans vigtigste opgave.

Bare stå fast,

og tal fra hjertet.

Lord Dirhael.

Jeg kommet for at bede om Deres datters hånd.

Jeg skylder Dem mit liv, søn af Arador.

Men jeg skylder Dem ikke min datter.

Men jeg elsker hende, min Herre.

Jeg frygter dybt den skygge

De kaster over mit hus, Isildurs arving.

Den interesse De har for min datter er uønsket.

Af Dem.

Ikke af hende.

Nej. Derfor kan den ikke ignoreres.

Jeg håber for Gilraens skyld

at din faders blod flyder i dine åre.

Hvis Du svigter dit folk,

er det kun Dunedain du står til ansvar overfor.

Hvis du svigter hende,

er det mig du kommer til at svare.

Var det et ’ja’?

Efter at vinteren havde løsnet sit kolde gren om landet

og overladt det til et klart og tidligt forår.

blev Arathorn, søn af Arador,

og Frøken Gilraen gift,

med glæde og håb.

Men efter kun et års glæde,

krøb en mørk skygge tilbage i deres liv.

Arador, søn af Argonui,

Dunedain folkets Herre, befandt sig i en fordybning

blandt de kolde blændende Coldfell tåger.

Løb!

Løb!

Hvor er min far?

Længere sydpå.

Løb!

Fader!

Fader! Far?

Arathorn! Arathorn! Vågn op!

Det er kun en drøm! Vågn op!

Nej! Jeg så ham! Jeg følte livet forlade ham!

Shhh! Det er kun en drøm. En drøm!

Åh, Gilraen, bare det var!

Hvad håb er der for vort folk?

Kongernes blodlinie er næsten rendt ud,

Og jeg frygter at den stopper med mig.

Arathorn, hvor er din glæde?

Hvor er dit håb?

Jeg vil ikke fortvivle!

Og jeg vil ikke lade dig fortvivle.

Arathorn, se på mig!

Frygt ikke i morgen,

for den er ikke til at forudse eller styre.

Og frygt ikke at blodlinien har fundet sin slutning.

Den er i live.

I dig.

Og i mig.

Der er mit håb.

Så et år efter tabet af sin fader,

på den første dag i den tredje måned

bød Arathorn nyt håb velkommen til verden.

De har en søn, min Herre.

Vi navngiver ham Aragorn.

Kongelig Tapperhed. Det skal han få,

men på hans bryst ser jeg en grøn sten,

og fra den skal hans sande navn

og hans ægte ry komme.

For han bliver en heler og en fornyer.

Se Aragorn,

søn af Arathorn,

Herre over Dunadain folket!

Ætling til Elendil af Numenor!

Isildurs arving!

Længe leve Aragorn!

Længe leve Aragorn!

Hjulpet af deres Herre og hans mænds færdigheder

havde Dunadain folket et åremål af fred.

Og barnet Aragorn voksede hurtigt og lykkeligt.

Halbaron

Det synes som i går at din søn Halbarad

var på Aragorns alder.

I sandhed, min Herre.

Jeg vil tro det vil føles på samme måde,

når vores søn er en mand, Evonyn?

Det vil det, min Frue.

Hvor hurtigt de vokser!

Og hvor meget de spiser for at gøre det!

Hvis der er noget til overs!

Jeg lægger krav på dette land i Kongens navn!

Syv stjerner i en krone på en blå eng.

Banneret blafrede i krigens vind.

Omkring det kaldte Kongen mændene frem.

For at kæmpe for frihed i Norden.

”Fornost er faldet” forkyndte Herolden.

Som Dunadain kæmpede og fladt de.

En nobel og brav mand fald af sin hest.

Trampet ned af hensynsløse bæster.

Kongen blev båret fra slaget

mens Angmars hære marcherede frem

Vort banner druknet i et hav af død

mens kongens herold drog sit sidste åndedrag

Banneret vaklede og faldt til jorden.

Fjenden skreg i horribel jubel

mens mænd løb i frygt og råbte...

Herrene Elladan og Elrohir af Rivendell ankom uden velkomst,

og ønsker at tale med os med det samme.

Velkommen, venner!

Hvad bringer Jer til os på denne aften?

Og hvordan går det med Jeres fader Lord Elrond?

Og Lady Arwen?

Vores fader og søster har det godt, min Herre.

Det var Elrond der sendte os hertil i hast.

Orkerne er tiltaget i styrke, nord og øst for Taurdal.

Deres antal er større end vi har set det i mange år.

De bevæger sig allerede skånselsløst frem

mod de mest nordlige Dunedain beboelser.

Det vil ikke vare længe før truslen

igen presser sig frem mod dine grænser.

Til Rivendell hvor drengen nu hviler.

Og hvor Banneret stadig vejer i vinden.

Af denne grund sender vor fader alvorligt råd.

Hvad er hans råd.

He urges you to send your wife and son

i sikkerhed i Imladris,

og at du, Arathorn,

leder dit folk ad hemmelige veje til andre områder,

væk fra denne påtrængende fare.

Det er sent, vi holder råd i morgen.

Lad os finde et sted I kan hvile jer.

Elrond Halfelven er vis,

han ser meget som er skjult

eller som endnu ikke er passeret.

Jeg vil tænke over hans ord,

og overveje hvad der er bedst for mit folk.

Lad ikke din beslutning vente længe.

For hver time der går,

rykker faren nærmere.

Jeg forstår. God nat, mine Herrer.

God nat.

Sig det ikke!

Jeg vil ikke skilles fra dig.

Men det er et vist råd.

Hvis faren er på vej hertil igen,

så må du og Aragorn beskyttes.

Alle Dunedain Herrene er blevet fostret for en tid i Elronds haller

Jeg tilbragte selv mange år der som dreng.

Jeg vil ikke forlade dig.

Jeg vil ikke!

Vi ved hvor han er!

Godt.

Kom med mig.

Elgarain!

Halbaron så dig pakke.

Det skulle jeg have gjort for lang tid siden.

Uden at sige farvel?

Efter din faders død,

har jeg gjort det til min opgave at se efter dig.

Jeg skyldte ham det for hans mange års tjeneste,

og hans venskab.

Da du ønskede at tage hans plads, var jeg ene om at støtte dig.

I ti år har du været ved min side,

men nu, hvor jeg behøver dig mest,

forlader du mig?

Du har brug for øjne og øre i fjerne områder,

og udposten i Hithlin er ubemandet.

Hithlin?

Men det er så fjernt!

Jeg løser dig fra dig forpligtelse.

Jeg vil ikke være til byrde mere.

Du har aldrig været en byrde.

Elgarain, du har altid været en ven.

du er som en søster.

Du har en familie.

En kone og en søn som behøver dig.

Beskyt dem.

Bed mig ikke om at blive!

Jeg beder dig.

Jeg vil ikke holde på dig hvis du ønsker at rejse.

Men jeg forstår ikke.

Og af den årsag kan jeg ikke forklare.

Tilgiv mig.

Lord Arathorn! Vi behøver Deres råd.

Arathorn. Fjenden er på vej!

Sikker rejse, min ven.

Min Herre. Orkerne er på fremmarch.

Lord Elrohir bad mig sige dette:

"Beslutningen er blevet taget for dig"

Tilkald mine officerer.

Krig er på vej!

Vel mødt min ven.

Det er tid.

Men mens Dunedain folkets Herre

og Elronds sønner lagde deres planer,

var orkerne med list og snuhed,

tættere på landsbyen end selv Elrond havde forudset.

Har du ikke glemt noget?

Hvad skulle jeg have glemt?

At fortælle mig at du rejser.

Lord Arathorn behøver vores hjælp.

Hvad enten han rider til Rivendell,

eller leder folket i sikkerhed andet steds,

så vil du ikke blive.

Jeg kan ikke.

Det ser jeg nu.

Jeg rejser for at fri mit hjerte for ham.

Er du ikke glad for sådan en nyhed?

Jo, det er jeg.

For du er for altid i mine tanker.

Har du aldrig vidst eller gættet det?

Du har altid været venlig overfor mig.

Venlig?

Nej, Elgarain.

Jeg elsker dig.

Men du vidste jeg elskede en anden? Hvorfor?

Men du vidste jeg elskede en anden? Hvorfor?

Fordi med tiden vidste jeg at du ville være klog nok til at lade ham gå.

Og det har jeg nu.

Kun for at løbe væk fra mig.

El, løb ikke væk.

Kom med mig.

Ja.

Elgarain! Flygt!

Du kan ikke holde dem stangen alene.

Hurtigt, advar landsbyen!

Nej!

Du må advare dem.

for vort folk!

Løb!

Vi vil se hinanden igen! Løb!

Mine Herrer. Mine Herrer!

Vi vil ikke vente på at fjenden kommer her.

Vi evakuerer landsbyerne,

men vi bringer krigen til dem i det Vilde,

hvor end de er.

Så lad det ondes tjenere være advaret.

Til våben! Til våben!

Til våben! Til våben!

Halbaron! Fjenden er over os!

Skoven... Dirhabron kæmper for at forsinke dem... Orker overalt!

Mænd, til mig!

Er du såret?

Nej.

Gilraen, hvor er Deres søn? Hvor er Aragorn?

Aragorn!?

Ind i kongesalen!

Arathorn! Fald tilbage, fald tilbage!

Der! Der er han!

Se din skæbne.

Din slægt er tilintetgjort.

Fader... Fader, fader!?

To hunde må dø i dag!

Gilraen!

Frue, gå indenfor.

Jeg forlader dig ikke!

Fader, fader!

Dunedain folket bestod.

Men en tung pris blev betalt for deres sejr.

Tilgiv mig.

For hvad?

For min misundelse,

fordi han valgte dig.

Elgarain!

Arathorn, jeg...

Shhh. Spar på kræfterne min ven.

Jeg svigtede dig.

Nej! Nej, det gjorde du ikke.

Min familie er reddet på grund af dig.

Din far ville være så stolt.

Jeg fandt mit hjerte i dag.

Og nu er det tabt...

Han ville rejse med dig?

Jeg vil ikke miste alt i dag.

Du må leve.

Og Aragorn skal leve.

Vi kan ikke miste vort håb!

Elgarain.

Elgarain!

Hvor mange flere må falde?

Hvor mange?

I for lang tid har det ondes tjenere hærget vort folk,

og dette engang så stole kongedømme.

Mænd af Vesten!

Skyggen gror større,

og dens onde arm rækker ud efter os igen.

Men vi kan ikke opgive håbet.

Der kommer en tid hvor Dunadain folket vil forny dets styrke,

og uddriver ondskaben fra dette land for evigt.

Indtil da,

er det vores pligt at sikre vort folk for enhver pris.

Så, rejs jer, Dunedain!

Husk hvem I er!

Lad vore fjender endnu en gang frygte os!

Og sørg for at ingen ork forlader denne skov i live!

Saml jeres folk. Resten følger mig!

Jeg kommer tilbage til dig. Det lover jeg.

Så ledte Arathorn, søn af Arador,

Dunedain folkets Herre,

sine mænd i et storslået og ærefuldt slag,

og fjenden tjenere skælvede.

Arathorn, vent!

Nu er kongerækken brudt!

Rækken er ikke brudt.

Der er stadig håb!

De kommer tilbage, Gilraen.

Det gør de!

Lady Gilrean! Lady Gilraen!

Lord Arathorn er såret!

Har han talt?

Kun Deres navn, Frue.

Gilraen?

Jeg er her. Jeg er her!

Her er min glæde.

Og her er vort håb.

Aragorn, Herre over Dunedain folket!

Så sagde Lady Gilraen farvel til sin slægt,

og til hele sit folk.

For at beskytte de sidste børn af Numenor

bød hun Halbaron opløse Taurdal

og Dunedain folket at søge sikkerhed i små hemmelige beboelser

dybt inde i Rhudaurs skove.

Isildurs arvig blev bragt til Rivendell

for at blive fostret i sikkerhed.

Og det er på den måde at du er kommet her til Mester Elronds hus, du lille.

Jeg vil ikke i mange år kalde dig Aragorn.

For dit navn må nu blive glemt.

så fjenden ikke finder ud af at du lever

og alt hvad vi kæmpede for går tabt.

Så for den sidste gang:

Du er Aragorn,

søn af Arathorn,

Dunedain folkets Herre,

og Isildurs arving.

Men for nu,

Estel,

er du blot vort håb.