Ernesto Sirolli: Vil man hjælpe nogen? Ti stille og lyt!

Når de mest velmenende hjælpearbejdere hører om et problem de mener de kan løse, begynder de at arbejde. Dette, foreslår Ernesto Sirolli, er naivt. I dette sjove og passionerede foredrag, foreslår han at det første skridt er at lytte til de mennesker man prøver at hjælpe, og udnytte deres egen foretagsomme ånd. Hans råd til hvad der fungerer hjælper enhver entreprenør.

Alt jeg gør, og alt jeg gør professionelt --

mit liv -- er formet

af syv års arbejde som en ung mand i Afrika.

Fra 1971 til 1977 --

jeg ser ung ud, men jeg er ikke -- (Latter) --

Jeg arbejdede i Zambia, Kenya,
Elfenbenskysten, Algeriet, Somalia,

i projekter med teknisk samarbejde
med afrikanske lande.

Jeg arbejdede for en italiensk NGO,

og hvert eneste projekt
som vi startede i Afrika

slog fejl.

Og jeg blev oprørt.

Jeg tænkte, i en alder af 21,
at vi italienere var gode mennesker

og vi lavede et godt stykke arbejde i Afrika.

I stedet for, alt det vi rørte ved døde.

Vores første projekt, det der
inspirerede min første bog,

"Ripples from the Zambezi,"

var et projekt hvor vi italienere

besluttede at undervise zambiere til at dyrke mad.

Så vi ankom der med italienske
frø i det sydlige Zambia

i denne total pragtfulde dal

der lå ned mod Zambezi floden,

og vi lærte de lokale mennesker
hvordan man dyrker italienske tomater

og zucchini og …

Og selvfølgelig havde de lokale mennesker
overhovedet ingen interesse

i at gøre det, så vi betalte dem for at
komme og arbejde,

og nogle gange kom de også. (Latter)

Og vi blev overraskede over at de lokale,

i sådan en frugtbar dal,
ikke havde noget landbrug.

Men i stedet for at spørge dem
om grunden til de ikke

dyrkede noget, sagde vi,
"Tak skæbne for at vi er her." (Latter)

"Lige i tide til at redde det zambiske
folk fra at dø af sult."

Og selvfølgelig, alt i Afrika voksede smukt.

Vi havde disse fantastiske tomater.
I Italien, ville en tomat

vokse til denne størrelse.
I Zambia, til denne størrelse.

Og vi kunne ikke tro,
og vi fortalte zambiere,

"Se hvor nemt landbrug er."

Når tomaterne var fine og modne og røde,

hen over natten, kom der cirka
200 flodheste op af floden

og de spiste alt. (Latter)

Og vi sagde til zambierne,
"Tak skæbne, flodhestene!"

Og zambierne sagde,
"Ja, det er derfor vi ikke har landbrug her." (Latter)

"Hvorfor sagde I ikke det?" "I spurgte aldrig."

Jeg troede det kun var os
italienere der lavede fejl i Afrika,

men så så jeg det amerikanerne lavede,

der englænderne lavede,
det franskmændene lavede,

og efter at se hvad de gjorde,

blev jeg temmelig stolt over
vores projekt i Zambia.

Fordi, ser I, i det mindste
fodrede vi flodhestene.

I skulle se det ragelse -- (Bifald) --

I skulle se det ragelse som vi har givet

til intetanende afrikanere.

Vil man læse bogen,

læs "Dead Aid," af Dambisa Moyo,

zambisk kvindelig økonom.

Bogen blev udgivet i 2009.Vi donorlande
fra vesten har givet det afrikanske kontinent

Vi donorlande fra vesten har givet
det afrikanske kontinent

to billioner amerikanske dollars
i løbet af de sidste 50 år.

Jeg vil ikke fortælle jer om den skade
som de penge har forvoldt.

Bare læs hendes bog.

Læs det fra en afrikansk kvinde,
om den skade vi har forvoldt.

Vi vesterlandske mennesker er imperialister,
kolonialistiske missionærer,

og der er kun to måder vi håndterer folk på:

Enten patroniserer vi dem,
eller vi er paternalistiske overfor dem.

De to ord kommer fra den
latinske rod "pater,"

hvilket betyder "fader."

Men de betyder to forskellige ting.

Paternalistisk,
jeg behandler enhver fra en anden kultur

som om de var mine børn.
"Jeg elsker dig så højt."

Patroniserende,
jeg behandler enhver fra en anden kultur

som om de var mine tjenere.

Det er derfor hvide mennesker
i Afrika kaldes "bwana," boss.

Jeg fik et slag i ansigtet da jeg læste bogen,

"Small is Beautiful," skrevet af Schumacher,
der sagde,

det vigtigste ved enhver økonomisk udvikling,
hvis mennesker

ikke vil hjælpes, så lad dem være.

Dette bør være det første princip i bistand.

Det første princip i bistand er respekt.

Denne morgen,
herren der åbnede denne konference

lagde en pind på gulvet, og sagde,

"Kan vi -- kan I forestille jeg en by

der ikke er neokolonial"?

Jeg besluttede da jeg var 27 år gammel

kun at reagere på mennesker,

og jeg opfandt et system der hedder
Enterprise Facilitation,

hvor man aldrig påbegynder noget,

man motiverer aldrig nogen,
men man bliver en tjener

af den lokale passion,
tjeneren af det lokale folk

der har en drøm om at blive
et bedre menneske.

Så hvad gør man -- man tier stille.

Man kommer aldrig til et samfund
med nogen ideer,

og man sætter sig med de lokale mennesker.

Vi arbejder ikke fra kontorer.

Vi mødes på en cafe. Vi mødes på en pub.

Vi har ingen infrastruktur.

Og det vi gør, vi bliver venner,

og vi finder ud af hvad den person vil gøre.

Den vigtigste ting er passion.

Man kan give nogen en ide.

Hvis personen ikke vil gøre det,

hvad gør man så?

Den passion som personen
har for sin egen vækst

er det vigtigste.

Den passion som man har for
sin egen personlige vækst

er den vigtigste ting.

Og så hjælper vi dem med at gå
ud og finde den viden,

fordi ingen i verden kan slå igennem selv.

Den person med ideen har måske ikke viden,

men viden er tilgængelig.

Så for flere år siden fik jeg denne ide:

Hvorfor, for en gangs skyld,
i stedet for at ankomme i samfundet

for at fortælle mennesker hvad de skal gøre,
hvorfor, for en gangs skyld,

lytter vi ikke til dem?
Men ikke i til møder i samfundet.

Lad mig fortælle jer en hemmelighed.

Der er et problem med møder i samfundet.

Entreprenørerne kommer aldrig,

og de fortæller aldrig en,
til et offentligt møde,

hvad de vil lave med deres egne penge,

hvilke muligheder de har identificeret.

Så planlæggelse har sine blinde vinkler.

De smarteste mennesker i ens samfund
kender man ikke engang,

fordi de kommer ikke til ens offentlige møder.

Det vi gør, vi arbejder en og en,

og for at arbejde en og en, skal man skabe

en social infrastruktur der ikke eksisterer.

Man skal skabe en ny profession.

Professionen er familielægen
af entreprenørskab,

familie lægen i business, der sidder med en

i ens hus, ved ens køkkenbord, i cafeen,

og hjælper en med at finde ressourcer
til at transformere ens passion

til en måde at tjene penge på.

Jeg begyndte dette som et forsøg
i Esperance, i det vestlige Australien.

Jeg lavede en Ph.D. på det tidspunkt,

og prøvede at gå væk fra
dette nedladende vrøvl

hvor vi ankommer og fortæller
en hvad man skal gøre.

Så det jeg gjorde i Esperance det første år

var bare at gå rundt på gaden,
og efter tre dage

Havde jeg min første klient,
og jeg hjalp den første fyr

der røgede fisk i en garage,
det var en Maori,

og jeg hjalp ham med at sælge
til en restaurant i Perth,

for at blive organiseret,
og så kom fiskerne til mig og sagde,

"Er du fyren der hjalp Maori?
Kan du hjælpe os?"

Og jeg hjalp disse fem fiskere
med at arbejde sammen

og få denne smukke tun,
ikke til konservesfabrikken i Albany

til 60 cents per kilo, men vi fandt en måde

til at bruge fisken til sushi i Japan
for 15 dollars per kilo,

og landmændene kom til mig og sagde,

"Hey, du hjalp dem. Kan du hjælpe os?"

På et år, havde jeg gang i 27 projekter,

og regeringen kom til mig for at sige,

"Hvordan kan du gøre det?

Hvordan kan du gøre --?" Og jeg sagde,
"Jeg gør noget meget, meget, meget svært.

Jeg tier stille og lytter til dem." (Latter)

Så -- (Bifald) --

Så regeringen siger, "Gør det igen."
(Latter)

Vi har gjort det i 300 samfund i hele verden.

Vi har hjulpet med at starte 40.000 virksomheder.

Der er en ny generation af entreprenører

der dør af ensomheden.

Peter Drucker, en af de største
managementkonsulenter i historien,

døde i en alder af 96, for et par år siden.

Peter Drucker var filosofiprofessor

inden han blev involveret i forretning,

og dette er hvad Peter Drucker siger:

"At planlægge er faktisk uforeneligt

med et foretagsomt samfund og økonomi."

At planlægge er dødsstødet for entreprenører.

Så nu genopbygger man Christchurch

uden at vide hvad de smarteste
mennesker i Christchurch

vil gøre med deres egne penge
og deres egen energi.

Man skal lære at få disse mennesker

til at komme og tale med en.

Man skal tilbyde dem fortrolighed, privatliv,

man skal være fantastisk til at hjælpe dem,

og så kommer de, og de vil komme i masser.

I et samfund med 10.000 indbyggere,
får vi 200 kunder.

Kan I forestille jer et samfund
med 400.000 mennesker,

den intelligens og den passion?

Hvilken præsentation har I klappet
mest af her til morgen?

Lokale, passionerede mennesker.
Det er dem I har klappet af.

Så det jeg siger er at

iværksætteri er der hvor det sker.

Vi er slutningen af den
første industrielle revolution --

ikke vedvarende fossile
brændstoffer, fremstilling --

og pludselig, har vi systemer
der ikke er bæredygtige.

Eksplosionsmotoren er ikke bæredygtig.

Freon måden at vedligeholde
ting på er ikke bæredygtig.

Det vi skal kigge på nu er hvordan vi

fodrer, kurerer, transporterer, kommunikerer

for syv milliarder mennesker
på en bæredygtig måde.

Teknologierne eksisterer ikke til at gøre det.

Hvem kommer til at opfinde den teknologi

for den grønne revolution?
Universiteter? Glem det!

Regeringen? Glem det!

Det vil være entreprenører, og de gør det nu.

Der er en dejlig historie som jeg
læste i et futuristisk magasin

for mange, mange år siden.

Der var en gruppe eksperter der blev inviteret

til at diskutere fremtiden for byen New York i 1860.

Og i 1860, samledes denne gruppe mennesker,

og de spekulerede alle på hvad der ville ske

for byen New York i 100 år,

og konklusionen var entydig:

Byen New York ville ikke eksistere om 100 år.

Hvorfor? Fordi de kiggede på kurven og sagde,

hvis befolkningen bliver ved
med at vokse i samme takt,

for at flytte New Yorks befolkning rundt,

ville de have brug for seks millioner heste,

og gødningen der ville blive
skabt af seks millioner heste

ville være umulig at håndtere.

De druknede allerede i gødning. (Latter)

Så 1860, de ser denne beskidte teknologi

der kommer til at kvæle livet i New York.

Så hvad sker der?
Om cirka 40 år, i året 1900,

i Amerikas Forende Stater, var der 1.001

bilfabrikanter -- 1.001.

Ideen om at finde en anden teknologi

havde overtaget fuldstændig,

og der var bitte, bittesmå fabrikker
i udkantsområder.

Dearborn, Michigan. Henry Ford.

Der er, dog, en hemmelighed i
at arbejde med entreprenører.

Først, skal man tilbyde dem fortrolighed.

Ellers kommer de ikke og taler med en.

Så skal man tilbyde dem total, dedikeret,

passioneret service.

Og man skal fortælle dem
sandheden om iværksætteri.

Det mindste firma, det største firma,

skal være i stand til at gøre
tre ting på en smuk måde:

Det produkt man vil sælge skal være fantastisk,

man skal have fantastisk marketing,

og man skal have en utrolig
økonomisk håndtering.

Gæt engang?

Vi har aldrig mødt et eneste menneske

i verden der kan lave det,
sælge det og passe på pengene.

Det findes ikke.

Den person er aldrig født.

Vi har forsket i det, og vi har kigget

på verdens 100 mest ikoniske virksomheder --

Carnegie, Westinghouse, Edison, Ford,

alle de nye virksomheder, Google, Yahoo.

Der er kun en ting som alle
de succesfulde virksomheder

i verden har til fælles, kun en:

Ingen af dem blev startet af en enkelt person.

Nu lærer vi iværksætteri til 16-årige

i Northumberland,
og vi startede undervisningen

med at give dem de første to sider af
Richard Bransons selvbiografi.

og opgaven for den 16-årige er at understrege,

i de første to sider af Richard Bransons selvbiografi

hvor mange gange Richard bruger ordet "jeg"

og hvor mange gange han bruger ordet "vi."

Aldrig ordet "jeg," og ordet "os" 32 gange.

Han var ikke alene da han startede.

Ingen har startet en virksomhed selv. Ingen.

Så vi kan skabe det samfund

hvor vi har katalysatorer der
kommer fra en lille virksomheds baggrund

og sidde i cafeer, i barer,
og ens dedikerede kammerater

der vil gøre det for en, det som nogen
gjorde for denne herre

der taler om denne epos,

nogen der vil sige til en,
"Hvad har du brug for?

Hvad kan du gøre? Kan du lave det?

Okay, kan du sælge det?
Kan du passe på pengene?"

"Åh nej, dette kan jeg ikke gøre."
"Vil du gerne have at jeg finder en til dig?"

Vi aktiverer samfundene.

Vi har grupper af frivillige der
understøtter Enterprise Facilitatoren

til at hjælpe en med at finde
ressourcerne og menneskene

og vi har opdaget at miraklet

om intelligens i lokale mennesker er sådan

at man kan ændre kulturen og økonomien

i dette samfund, bare ved at fange passionen,

energien og fantasien af ens egne mennesker.

Tak. (Bifald)