Ramona Pierson: Et uventet helingssted

Da Ramona Pierson var 22, blev hun ramt af en spritbilist og hun tilbragte 18 måneder i koma. Ved TEDxDU fortæller hun den bemærkelsesværdige historie om hendes bedring -- ved at trække på de kollektive evner og visdom i et plejehjem.

Jeg vil dele noget med jer som jeg faktisk

ikke har talt med nogen om i over 10 år.

Så bær over med mig

mens jeg tager jer med på denne rejse.

Da jeg var 22 år,

kom jeg hjem fra arbejde, satte min hund i snor

og tog afsted på min sædvanlige løbetur.

Jeg anede på det tidspunkt ikke,

at mit liv ville blive forandret for altid.

Da jeg gjorde min hund klar til løbeturen,

blev en mand færdig med at drikke på en bar,

samlede sine bilnøgler op, satte sig ind i sin bil

og kørte sydpå,

eller hvor end han nu var.

Jeg løb over gaden,

og det eneste jeg faktisk kan huske

er denne følelse af at en granat eksploderede i mit hoved.

Og jeg kan huske jeg satte mine hænder på jorden

og følte mit livsblod

tømme sig ud af min nakke

og min mund.

Det der var sket

var, at han kørte over for rødt og ramte mig og min hund.

Hun endte under bilen.

Jeg fløj ud foran bilen,

og så kørte han mine ben over.

Mit venstre ben blev fanget i hjulbrønden --

drejede den rundt.

Bilens kofanger ramte mit hals,

skar den op.

Jeg fik kvæstelser i brystet.

Ens aorta kommer op bag ved ens hjerte.

Det er ens store pulsåre, og den blev skåret over,

så mit blod gurglede ud af min mund.

Det skummede,

og der skete forfærdelige ting med mig.

Jeg havde ingen anelse om hvad der skete,

men fremmede greb ind,

sørgede for at mit hjerte bevægede sig, at det slog.

Jeg siger bevægede, fordi det skælvede

og de prøvede at sætte det i gang igen.

Nogen var så smarte at de satte en Bic pen i min hals

for at åbne mine luftveje, så jeg kunne få noget luft ned.

Og min lunge kollapsede,

så nogen skar mig op og satte også en nål derind,

for at stoppe den katastrofale begivenhed fra at finde sted.

På en eller anden måde endte jeg på sygehuset.

Jeg blev pakket ind i is

og på et tidspunkt lagt i et kunstigt koma.

18 måneder senere vågnede jeg.

Jeg var blind, jeg kunne ikke tale,

og jeg kunne ikke gå.

Jeg vejede 29 kilo.

Sygehuset havde egentlig ingen anelse om

hvad man gjorde med den slags mennesker.

Og faktisk begyndte de at kalde mig Gomer.

Det er en anden historie, som jeg ikke engang vil begynde på.

Jeg fik så mange operationer for at sætte min nakke sammen,

for at reparere mit hjerte et par gange.

Nogle ting virkede, nogle ting gjorde ikke.

Der blev sat en masse titanium i mig,

lig knogler

for at prøve at få mine fødder til at bevæge sig rigtigt.

Og jeg endte med at få en plastik næse og porcelæns tænder,

og en masse andre ting.

Men til sidst begyndte jeg at se menneskelig ud igen.

Men det er nogle gange svært at tale om disse ting,

så bær over med mig.

Jeg fik mere end 50 operationer.

Men hvem tæller?

Så i sidste ende, besluttede sygehuset

at det var tid til at jeg smuttede.

De havde brug for pladsen

til en anden, som de troede kunne komme tilbage

fra hvad de end oplevede.

Alle mistede troen på at jeg kunne komme mig.

Så de satte dybest set et kort på væggen, kastede en dart,

og den landede på et plejehjem her i Colorado.

Og jeg ved I alle klør jer i hovedet:

"Et plejehjem? Hvad i alverden vil du lave der?"

Men hvis man tænker over det,

alle de evner og talenter der er i dette lokale lige nu,

det er det et plejehjem har.

Så der var alle disse evner og talenter

som disse pensionister havde.

Den eneste fordel de havde i forhold til de fleste af jer

er visdom,

fordi de havde haft et langt liv.

Og jeg havde brug for den visdom, på det tidspunkt i mit liv.

Men forestil jer hvordan det var for dem,

da jeg stod på deres dørtrin?

På det tidspunkt, havde jeg taget to kilo på,

jeg jeg vejede 31 kilo.

Jeg var skaldet.

Jeg havde en kittel fra sygehuset på.

Og nogen havde doneret nogle sportssko til mig.

Og jeg havde en hvid stok i en hånd

og en kuffert fyldt med journaler i den anden hånd.

Så pensionisterne blev klar over

at de skulle have et nødmøde.

(Latter)

Så de trak sig tilbage og kiggede på hinanden,

og de sagde, "Okay, hvilke evner har vi i dette lokale?

Denne unge har brug for en masse arbejde."

Så i sidste ende begyndte de at

matche deres talenter og evner

med alle mine behov.

Men en af de første ting de havde brug for at gøre,

var at vurdere hvad jeg havde brug for med det samme.

Jeg skulle regne ud

hvordan man spiser som et normalt menneske,

eftersom jeg havde spist gennem et rør i min brystkasse,

og gennem mine årer.

Så jeg skulle begynde med at prøve at spise igen.

Og de gik igennem den process.

Og så skulle de vurdere:

"Jamen hun har brug for møbler.

Hun sover i hjørnet af denne lejlighed."

Så de kiggede i deres lagerrum

og samlede alle de ekstra møbler --

gav mig potter og pander, tæpper,

alt.

Og så den næste ting jeg havde brug for

var en makeover.

Så de grønne kitler røg ud

og ind kom polyester og blomstermønstrene.

(Latter)

Vi kommer ikke til at tale om de frisurer som de prøvede at påtvinge mig

da jeg fik mit hår tilbage.

Men jeg sagde nej til det blå hår.

(Latter)

Så det der skete i sidste ende

var at de besluttede at, jamen jeg skulle lære at snakke.

Så man kan ikke være en uafhængig person,

hvis man ikke kan tale eller se.

Så de vurderede at ikke være i stand til at se er en ting,

men at de skulle få mig til at tale.

Så mens Sally, kontorchefen,

lærte mig at tale om dagen --

det er svært, fordi når man er barn,

tager man tingene for givet.

Man lærer ubevidst tingene.

Men for mig, jeg var en voksen og det var pinligt,

og jeg skulle lære hvordan jeg skulle koordinere

min nye hals med min tunge

og mine nye tænder og mine læber,

og fange luften og få ordet ud.

Så jeg opførte mig som en to-årig

og nægtede at arbejde.

Men mændene havde en bedre ide.

De ville gøre det sjovt for mig.

Så de lærte mig bandeords Scrabble om aftenen,

(Latter)

og så, hemmeligt,

hvordan man bander som en sømand.

Så jeg vil overlade det til jeres fantasi,

hvad der var mine første ord

da Sally endelig fik opbygget min selvtillid.

(Latter)

Så jeg kom videre derfra.

En tidligere lærer der tilfældigvis havde Alzheimers

pådrog opgaven at lære mig at skrive.

Overflødigheden var faktisk ret god for mig.

Så vi forsætter bare.

(Latter)

Et af de afgørende tidspunkter for mig

var faktisk at lære at gå over gaden igen

som en blind person.

Så luk jeres øjne.

Forestil jer nu at I skulle gå over gaden.

I ved ikke hvor bred den gade er

og I ved ikke om man går lige over,

og man hører biler der suser frem og tilbage

og man har haft et forfærdeligt uheld

der fik en i denne situation.

Så der var to forhindringer som jeg skulle gennem.

En var posttraumatisk stresstilstand.

Og hver gang jeg nærmede mig gadehjørnet eller kantstenen

gik jeg i panik.

Og den anden

var faktisk at prøve at finde ud af hvordan jeg skulle gå over gaden.

Så en af pensionisterne kom bare op til mig,

og hun skubbede mig op til gadehjørnet og hun sagde,

"Når du tror det er tid til at gå, så bare stik stokken derud.

Hvis den bliver ramt, så gå ikke over gaden."

(Latter)

Gav god mening.

Men da den tredje stok

fløj hen over gaden,

var de klar over at de skulle samle ressourcerne

og de samlede pengene

til at jeg kunne gå på Braille Institute

og jeg opnåede faktisk evnerne

til at være en blind person,

og også til at få en førerhund

der forandrede mit liv.

Og jeg var i stand til at komme tilbage til universitetet

på grund af pensionisterne der investerede i mig,

og også førerhunden og de evner jeg opnåede.

10 år senere fik jeg synet tilbage.

Ikke på magisk vis.

Jeg valgte at få tre operationer,

og en af dem var på forsøgsstadiet.

Det var faktisk robot kirurgi.

De fjernede en blod ansamling bag mit øje.

Den største forandring for mig,

var at verden havde bevæget sig fremad,

at der var innovationer

og alle mulige nye ting --

mobiltelefoner, bærbare,

alle disse ting jeg aldrig havde set før.

Og som en blind person,

blegner ens visuelle minder

og bliver erstattet af hvad man føler om tingene

og hvordan tingene lyder

og hvordan tingene dufter.

Så en dag jeg var i mit værelse

og jeg så denne ting sidde i mit værelse

og jeg troede det var et monster.

Så jeg gik rundt om det.

Og jeg tænkte, "Jeg rører bare ved det."

Og jeg rørte ved det og tænkte,

"Åh gud, det er en vasketøjs kurv."

(Latter)

Så alt er anderledes

når man er en seende person

fordi man tager det for givet.

Men når man er blind,

har man taktile minder om tingene.

Den største forandring for mig var at se på mine hænder

og se at jeg havde mistet 10 år af mit liv.

Og jeg troede på det tidspunkt, at tiden havde stået stille af en eller anden årsag

og var gået for min familie og venner.

Men da jeg kiggede ned,

og jeg blev klar over at tiden også gik for mig

og at jeg havde brug for at blive indhentet,

så jeg gik i gang med det.

Vi havde ikke ord som crowdsourcing og radikalt samarbejde

da ulykken skete.

Men konceptet virkede --

mennesker der arbejder med mennesker for at genopbygge mig;

mennesker der arbejder med mennesker for at omskole mig.

Jeg ville ikke stå her i dag

hvis det ikke var for ekstrem radikalt samarbejde.

Mange tak.

(Bifald)