Hvad former et godt liv? Lærdom fra den længste undersøgelse om lykke

Hvad holder os glade og raske hele livet? Hvis du tror det er berømmelse og penge, er du ikke alene - men, i følge psykiater Robart Waldinger, tager du fejl. Som direktør på et 75 år gammelt studie om voksenudvikling, har Waldinger uden fortilfælde adgang til data om ægte lykke og tilfredshed. I dette foredrag, deler han de tre vigtigste budskaber fra undersøgelsen sammen med nogle praktiske lektioner om at leve et langt meningsfuldt liv.

Hvad gør os sunde og glade

gennem hele livet?

Hvis du lige nu skulle investere

i den bedste fremtidige
udgave af dig selv

hvad ville du så bruge din tid
og energi på?

Der var fornyligt en undersøgelse af
årgang 00'er

som blev spurgt, hvad deres
vigtigste mål i livet var,

og over 80 procent svarede

at et vigtigt mål for dem
var at blive rige.

Og 50% af disse unge voksne

svarede at et andet
vigtigt mål

var at blive berømt.

(Latter)

Og vi bliver konstant fortalt at vi skal
arbejde hårdt, være ambitiøse

og opnå mere.

Vi har fået det indtryk, at det er
hvad vi skal opnå

for at få et godt liv.

Billeder af et helt liv,

af de valg folk tager og hvordan
disse valg udarter sig for dem,

de billeder er næsten umulige af få.

Det meste vi ved om menneskers liv

ved vi, fordi vi har spurgt til
folks erindringer,

og som vi ved: bagklogskab
er sjældent nøjagtig.

Vi glemmer en stor del
af hvad der er sket

og nogle gange er hukommelsen
ligefrem kreativ.

Men tænk hvis vi kunne
iagttage komplette liv

mens de udfolder sig?

Hvis vi kunne studere folk
fra tiden hvor de var teenagere

hele vejen til alderdom

for at se hvad der virkelig
holder folk glade og raske?

Det gjorde vi.

Harvard Undersøgelse af Voksen Udvikling

er måske den længste undersøgelse
af voksenlivet, som nogensinde er lavet.

I 75 år fulgte vi 724 mænd,

år efter år, spurgte vi ind til job,
hjemmeliv og deres helbred

og spurgte naturligvis dem alle løbende
uden at vide hvordan deres livshistorie

ville udarte sig.

Undersøgelser som denne er
overordentligt sjældne.

Næsten alle projekter af den type
falder fra hinanden inden 10 år

fordi alt for mange mennesker
dropper ud af undersøgelsen,

eller finansieringen stopper,

eller forskerne bliver distraheret,

eller de dør, og ingen
giver bolden videre.

Men med en kombination af held

og udholdenhed hos
flere generationers forskere

har undersøgelsen overlevet.

Cirka 60 af vores oprindelige 724 mænd

er stadig i live,

deltager stadig i undersøgelsen,

de fleste er i 90'erne.

Og vi begynder nu at forske i

de mere end 2000 børn af disse mænd.

Jeg er den fjerde
direktør af undersøgelsen.

Siden 1938 har vi fulgt livet
af to grupper med mænd.

Den første gruppe startede i undersøgelsen

da de var på andet år,
på Harvard Universitet.

Alle afsluttede Universitetet
i løbet af 2. verdenskrig,

og de fleste tog afsted
for at deltage i krigen.

Den anden gruppe som vi fulgte

var en gruppe af drenge
fra Bostons fattigste kvarter,

drenge som var udvalgt til undersøgelsen,

specifikt, fordi de kom
fra nogen af de mest

socialt udsatte familier

i Boston i 1930'erne.

De fleste boede i lejeboliger,
mange uden rindende vand.

Da de som teenagere
startede i undersøgelsen

blev de alle interviewet.

De undergik helbredstjek.

Vi besøgte dem og
interviewede deres forældre.

Og disse teenagere
voksede op

og landede i alle samfundslag.

De blev fabriksarbejdere, advokater,
brolæggere og læger,

en blev præsident i USA.

Nogle blev alkoholikere.
Få udviklede skizofreni.

Nogle steg op ad den sociale rangstige

fra bunden
hele vejen til den absolutte top,

og nogle tog rejsen
i den modsatte retning.

Grundlæggerne af denne undersøgelse

ville aldrig i deres vildeste fantasi

have drømt om at jeg ville
stå her idag, 75 år senere,

og fortæller Jer
at forskningen stadig består.

Hvert andet år, ringer vores tålmodige
og dedikerede forskerhold

til vores mænd og spørger
om vi må sende dem

endnu et sæt spørgsmål
vedrørende deres liv.

Mange fra Bostons centrum spørger:

"Hvorfor vil I fortsat studere mig?
Mit liv er ikke så interessant."

Mændene fra Harvard
stiller aldrig det spørgsmål.

(Latter)

For at få det klareste billede
af deres liv,

sender vi dem ikke kun spørgeskemaer.

Vi interviewer dem
hjemme hos dem selv.

Vi får journaler fra deres læger.

Vi tager blodprøver,
vi scanner deres hjerner,

vi taler med deres børn.

Vi filmer dem, mens de taler om deres
dybeste bekymringer med ægtefællen.

Og da vi for ca. 10 år siden,
endelig spurgte deres ægtefæller

om de også ville deltage
i undersøgelsen

svarede mange af kvinderne:
"Det var på tide."

(Latter)

Så hvad har vi lært?

Hvad har vi lært fra disse
tusindvis af siders

information vi har samlet

om disse liv?

Det handler ikke om rigdom,
berømmelse eller hårdt arbejde.

Det der står lysende klart
efter 75 års undersøgelse er:

Gode relationer gør os
gladere og raskere. Punktum.

Vi har lært tre vigtige
ting om relationer.

For det første, at sociale
relationer er gode for os,

og at ensomhed dræber.

Det viser sig at folk
som er mere socialt forbundet

til familier, venner, fælleskaber,

er gladere, fysisk sundere
og lever længere

end folk som har mindre gode netværk.

Og oplevelsen af ensomhed
viser sig at være giftig.

De som er mere isoleret fra andre
end de egentlig ønsker

oplever at de er mindre glade,

deres helbred svækkes tidligere i livet,

hjernefunktioner nedsættes tidligere

og de lever kortere liv
end folk som ikke er ensomme.

Og det sørgelige faktum er,
at uanset tidspunktet,

vil flere end én ud af fem amerikanere
berette at de er ensomme.

Vi ved at man kan være
ensom i en flok

og man kan være ensom i et ægteskab,

så den anden klare
erfaring er,

at det ikke bare handler
om antal venner,

eller hvorvidt du har et fast forhold,

det er kvaliteten af de nære
relationer der betyder noget.

Det viser sig, at et konfliktfyldt liv
er rigtig dårligt for helbredet.

Ægteskaber med mange konflikter og
uden megen kærlighed,

viser sig at være dårlig for helbredet
og måske endda værre end skilsmisse.

Og lever man i et godt og varmt
forhold, virker det beskyttende.

Da vi havde fulgt mændene
til de var i deres 80'ere,

kiggede vi tilbage på midten af livet

for at se om vi kunne forudse

hvem der ville blive en
lykkelig og sund firsårig

og hvem der ikke ville.

Og da vi samlede alt
hvad vi vidste om dem

ved en alder på 50,

var det ikke midtlivets kolesteroltal

der viste hvordan de ville
blive gamle.

Det var, hvor tilfredse de var
i deres forhold.

De der var mest tilfredse med deres
forhold som 50 årige

var de sundeste 80 årige.

Gode og tætte relationer
synes at beskytte os

mod nogle af de ulemper
der er ved at blive gammel.

Vores gladeste samlevende mænd og kvinder

meddelte, som 80 årige,

at på de dage hvor de
havde mere fysisk smerte,

var de ikke mindre glade.

Men de som ikke var
i lykkelige forhold

på dage hvor de havde
mere fysisk smerte

blev smerten forstærket
af yderligere følelsesmæssig smerte.

Og den tredie vigtige lektie vi lærte om
sociale relationer og helbred

er at gode relationer,
ikke bare beskytter vores kroppe

men også vores hjerner.

Det viser sig, at er man som 80 årig

i et trygt forhold med en anden person,
virker det beskyttende,

og personer med livspartnere

de virkelig kan regne med
når det brænder på,

har bedre og skarpere hukommelse
i længere tid.

Og dem i forhold

der ikke føler de kan regne med
den anden,

oplever tidligere hukommelsestab.

Men de gode forhold behøver
ikke være lykkelige hele tiden.

Nogle af vores 80 årige par
kunne småskændes med hinanden

dag ud og dag ind,

når bare de følte at de
kunne regne med den anden

når det virkelig gjaldt,

havde skænderierne ingen
indflydelse på hukommelsen.

Så budskabet,

at gode, tætte forhold
er godt for vores helbred og trivsel,

det er viden, så gammel som bjergene.

Hvorfor er det så svært at forstå
og så let at glemme?

Vi er kun mennesker.

Det vi godt kan lide
er et hurtigt fix,

noget vi kan få

som vil gøre vores liv godt
og sikre det forbliver sådan.

Forhold er rodet og komplicerede

og det hårde arbejde med at
vedligeholde familieliv og venner

er hverken sexet
eller glamourøst.

Det er også livsvarigt.
Det slutter aldrig.

Deltagerne der efter 75 år
var de lykkeligste pensionister

var folk som aktivt havde udskiftet
kollegaer med legekammerater.

Lige som årgang 00'erne
i den nye undersøgelse,

troede også mange af de ældre mænd,
da de startede som unge voksne,

at berømmelse og rigdom

ville hjælpe i jagten på det gode liv

Men igen og igen, i løbet af de 75 år,
har vores undersøgelse vist

at de der klarede sig bedst, var dem
der hengav sig til relationer,

med familien, venner og fællesskaber.

Så, hvad med dig?

Lad os sige du er 25,
40 eller 60 år.

Hvordan betyder det at
give sig hen til relationer?

Mulighederne er praktisk
talt uendelige.

Det kunne være noget så simpelt,
som at udskifte TV-tid med mennesker

eller genoplive et forslidt forhold
ved at lave noget nyt sammen,

lange gåture eller stævnemøder,

eller nå ud til det familiemedlem
du ikke har talt med i årevis,

fordi de familierfejder vi alle
kender til

er opslidende

på de der bærer nag.

Jeg vil gerne afslutte med et
citat af Mark Twain.

Mere end et århundrede siden,

kiggede han tilbage på sit liv

og skrev dette:

"Der er ikke tid, så kort er livet,

til skænderier, undskyldninger
og hjertesorg at bære.

Der er kun tid til kærlighed,

og endda til det,
kun et øjeblik."

Det gode liv er bygget
på gode relationer.

Tak

(Bifald)