Aimee Mullins og hendes 12 par ben

Sportskvinden, skuespilleren og aktivisten Aimee Mullins fortæller om sine kunstige ben -- hun har tolv fantastiske par -- og de superkræfter de giver hende: hurtighed, skønhed, 15 centimeter ekstra i højden... Hun omdefinerer ganske simpelt hvad en krop kan være.

Jeg talte til en gruppe med rundt regnet 300 børn,

i alderen seks til otte på et museum for børn,

og jeg havde en taske fuld af ben med,

af samme slags som I ser heroppe,

jeg lagde dem ud på et bord foran børnene.

Og min erfaring, I ved, har børn en naturlig nysgerrighed

om det de ikke ved, eller ikke forstår,

eller det der er nyt for dem.

De lærer først at være bange for de forskelle

når en voksen får dem til at opføre sig på den måde,

og måske standser denne naturlige nysgerrighed,

eller I ved, tøjler spørgelysten

i håbet om at de er høflige små børn.

Så jeg forestillede mig en lærer i første klasse ude i forhallen

med disse livlige børn, der siger "Hør, hvad end i gør,

så lad være med at stirre på hendes ben."

Men selvfølgelig, var det pointen.

Det var derfor jeg var der, for jeg ønskede at få dem til at kigge og udforske.

Så jeg lavede en aftale med de voksne.

så børnene kunne komme ind uden de voksne i to minutter,

på egen hånd.

Dørene åbnes, børnene flokkes om bordet med ben,

og de rører og skubber, og de vrikker med tæerne,

og de prøver at bruge hele deres vægt på sprinter-benet.

for at se, hvad der sker ved det.

Og jeg siger, "Børn, hurtigt --

Jeg vågnede i morges, og jeg besluttede at jeg ville være i stand til at hoppe over et hus --

ikke noget stort, kun to eller tre etager --

men, hvis I kunne komme i tanke om et dyr, en superhelt eller en tegneseriefigur,

alt hvad I kan finde på lige nu,

hvilken slags ben ville I så lave til mig?"

Og med det samme råbte en stemme, "Kænguru!"

"Nej, nej, nej! Det skal være en frø!"

"Nej. Det skal være Go Go Gadget!"

"Nej, nej, nej! Det skal være De Utrolige."

Og andre ting jeg ikke -- kender til.

Og så var der en otteårig, der sagde,

"Hej, hvorfor ville du ikke kunne flyve også?"

Og alle i rummet, inklusiv mig, sagde bare, "Yeah."

(Latter)

Og med ét, gik jeg fra at være en kvinde,

som disse børn ville være blevet trænet til at se som en "handicappet",

til at være en der havde en krop, der kunne gøre noget deres ikke kunne endnu.

En, der endda kunne få superkræfter.

Interessant.

Nogen af jer så mig faktisk til TED for 11 år siden,

og der har været meget snak om hvor livsændrende denne konference er

for både talere og tilhører, og jeg er ikke nogen undtagelse.

TED var bogstaveligt talt affyringsrampen for det næste årti af udforskningen af mit liv.

På det tidspunkt var de ben jeg fremviste et gennembrud i proteser.

Jeg havde vævede kulfibersprinterben

modellerede efter bagbenene på en gepard,

som I måske så på scenen i går.

Og disse meget livagtige, naturligt farvede silikone ben.

Så på det tidspunkt fik jeg muligheden for at give et opråb

til opfindere uden for den normale kreds af fremstillere af medicinske proteser

til at bruge deres talenter på den videnskab og kunstart

det er at bygge ben.

Så vi kan holde op med at opdele form, funktion og æstetik

og i stedet tildele dem andre værdier.

Men, heldigvis for mig var der mange, der svarede på mit opråb.

Og rejsen starede, sjovt nok, med en deltager til en TED konference.

Chee Pearlman, som forhåbentlig er et sted blandt publikum i dag.

Hun var dengang redaktør af tidsskriftet ID,

og hun gav mig en forsidehistorie.

Det var starten på en fantastisk rejse.

Spændende møder kom til mig i den tid;

Jeg havde accepteret utallige invitationer til at lave præsentationer

om designet af gepard-benene overalt i verden.

Folk kom op til mig efter konferencen, efter min præsentation,

mænd og kvinder.

Og samtalen ville gå noget i stil med dette,

"Du ved Aimee, du er meget attraktiv.

Du ser ikke handicappet ud."

(Latter)

Jeg tænkte, "Det var da utroligt

for jeg føler mig ikke handicappet."

Og det åbnede virkeligt mine øjne for denne samtale

som kunne udforskes om skønhed.

Hvordan skal en smuk kvinde se ud?

Hvad er en sexet krop?

Og mest interessant set fra spørgsmålet om identitet,

hvad vil det sige at have et handicap?

Jeg mener -- Pamela Anderson har flere proteser i sin krop end jeg har.

Ingen kalder hende handicappet.

(Latter)

Så dette tidsskrift, sendt videre af grafisk designer Peter Saville,

nåede frem til modedesigneren Alexander McQueen og fotograf Nick Knight,

som også var interesseret i at udforske dette emne.

Så, tre måneder efter TED befandt jeg mig i et fly

til London for at lave mine første modefotos,

som resulterede i denne forside --

modeagtigt?

Tre måneder efter det, gik jeg for første gang i et modeshow for Alexander McQueen

på et par håndlavede ben af træ lavet af massiv ask.

Ingen vidste det -- alle troede det var støvler af træ.

Faktisk har jeg dem her på scenen med mig:

Drueklaser, magnoliaer, i sandhed betagende.

Poesi betyder noget.

Poesi er det, der løfter en banal og overset ting

og gør det til kunst.

Det kan ændre den ting, der ellers kunne skabe frygt hos folk

og gør den til noget, der inviterer folk til at kigge

og til at kigge lidt længere

og måske endda til at forstå.

Jeg lærte det på første hånd i mit næste eventyr.

Kunstneren Matthew Barnet i sin filmopus "The Cremaster Cycle."

Det var her, det virkelig slog mig,

at mine ben kunne være kunst man kan have på.

Og på det tidspunkt begyndte jeg at bevæge mig væk fra trangen til at genskabe det menneskelige

som det eneste skønhedsideal.

Så vi lavede det som folk på kærlig vis kaldte glasben

og det selvom det faktisk er gennemsigtig polyurethan,

dvs. materialet fra bowlingkugler.

Tungt!

Så lavede vi disse ben som er støbt i muld

med en kartoffels rodsystem, der vokser i dem, og rødbeder, der kommer ud i toppen,

Og en skøn tå af messing.

Det er et godt nærbillede af den.

Den anden figur var halv kvinde og og halv gepard --

en lille hyldest til mit liv som atlet.

14 timers protese-make-up

for at blive til en skabning, der havde bevægelige poter

kløer og en hale, der piskede rundt,

som en gecko.

(Latter)

Og et andet par ben vi samarbejdede om var disse...

ligner ben af vandmænd.

Også i polyurethan.

Og det eneste formål de ben kan opfylde,

udenfor filmens verden,

er at provokere sanserne og starte fantasien.

Så det fjollede betyder noget.

I dag har jeg over et dusin par kunstige ben

som forskellige mennesker har lavet til mig,

og med dem har jeg mulighed for at bevæge mig over forskellige former for terræn.

Og jeg kan ændre min højde --

Jeg kan variere min højde på fem niveauer.

(Latter)

I dag er jeg 1,85

Og jeg fik lavet disse ben for lidt over et år siden

på Dorset Orthopaedic i England

og da jeg tog dem med hjem til Manhattan

og var ude i byen den første aften, gik jeg til en meget smart fest.

Og en pige var der, som har kendt mig i årevis

ved min normale højde på 1,73.

Hun tabte underkæben, da hun så mig,

og hun sagde, "Men hvor er du høj!"

Og jeg sagde, "Jeg ved det. Er det ikke sjovt?"

I ved, det er lidt som at stå på stylter med stylter på,

men jeg har et helt nyt forhold til dørkarme

som jeg aldrig forventede jeg ville have.

Og jeg havde det sjovt med det.

Og hun kiggede på mig,

og så sagde hun, "Men Aimee, det er ikke retfærdigt."

(Latter)

(Klapsalver)

Og det utrolige var at hun virkelig mente det.

Det er ikke retfærdigt at man kan ændre sin højde

når man vil.

Og da var det jeg vidste --

det var der jeg viste, at samtalen med samfundet

helt har ændret sig

i det sidste årti.

Det er ikke længere en samtale om at overkomme mangler.

Det er en samtale om forøgelse.

Det er en samtale om potentiale.

Et kunstigt lem behøver ikke længere handle om at erstatte et tab mere.

Det kan stå som et symbol på at brugeren

har magten til at skabe hvad end det er de har lyst til at skabe

på den plads.

Så de mennesker samfundet engang så som handicappede

kan nu blive arkitekterne af sine egne identiteter

og fortsætte med at ændre de identiteter

ved at designe sin krop

udfra en magtposition.

Og det der er så spændende for mig lige nu

er at ved at forene den nyeste teknologi --

robotteknologi, bioteknik --

med god gammeldags poesi,

bevæger vi os tættere på at forstå vores fælles menneskelighed.

Jeg tror, at hvis vi ønsker at opdage vores fulde potentiale

i vores menneskelighed,

bliver vi nødt til at fejre de hjerteskærende styrker

og de storslåede skavanker vi alle har.

Jeg tænker på Shakespeare's Shylock:

"Hvis du stikker os, bløder vi så ikke,

og hvis du kilder os, griner vi så ikke?"

Det er vores menneskelighed

og al det potentiale der følger med

som gør os smukke.

Tusind tak.

(Klapsalver)