How Does an Editor Think and Feel?

Hej, jeg hedder Tony, og det her er
"Every Frame a Painting".

Forleden blev jeg bedt om at
beskrive min klippeproces.

Jeg begyndte at tale om at organisere
materiale og udvælge klip

men hun sagde: "nej, selve processen;
hvordan ved du hvornår du skal klippe?"

Jeg kunne slet ikke beskrive det!

Som de fleste klippere,
klipper jeg efter instinkt.

Intet står i vejen for klippeprocessen

Det er dine tankers proces.

Jeg klipper ikke ud fra såkaldt "viden".

Jeg er nødt til at træde ind i det
og føle det.

Jeg har det på samme måde. Jeg må tænke
og føle mig igennem klipningen

så i dag vil jeg gerne tale om den proces:

Hvordan tænker og føler en klipper?

Det første du skal vide er, at klipning
handler om øjnene

Mere end noget andet fortæller øjnene
dig om en scenes følelser

og de bedste skuespillere forstår at de

formidler mere gennem deres øjne
end gennem dialog

Jeg sagde: "Jamen, jeg har intet at sige",

og han sagde: "Hvad mener du med det?"

Han sagde: "Selvfølgelig har du noget
at sige! Vidunderlige ting!"

Men sid der og lyt, og tænk på
disse fantastiske ting at sige...

-- "Elliott, skat!"
-- "Mhm?"

-- "Har du prøvet dem her?
De er fantastiske"

... og lad så være med at sige dem!

Det er sådan du gør!"

Når jeg ser materiale igennem,
leder jeg efter:

Momenter hvor jeg ser forandring
i skuespillerens øjne

når han træffer en beslutning

Disse skud er stærke fordi
de fungerer godt med andre skud.

Som når vi klipper fra hans øjne
til det han kigger på.

Det fortæller os, uden ord,
hvad han tænker på.

Det næste koncept var svært
for mig at lære:

Følelser tager tid.

Når vi ser mennesker på skærmen,
føler vi en sammenhæng med dem

og det er fordi vi har tid til at se
deres ansigter før de taler

og tid til at se dem bagefter.

Klippere me bestemme hvor lang
tid en følelse skal have.

Lad os lave en øvelse:
Se på denne indstilling.

Hvad føler du når du ser på den?

Lad os prøve igen.

Hvad føler du når du ser på dette?

Var det en anden følelse?

Klipning er mange af disse beslutninger

hvor fire sekunder gør en stor forskel

og valgene er svære.
Der er ingen rigtige svar.

Nogle følelser er bedre i et enkelt,
uafbrudt billede.

Men andre følelser virker bedre
fordelt over flere billeder

så du kan bygge op og trappe ned.

Se scenen her, hvor Luke
Skywalker tester sine evner.

Lad os fokusere på længden af hvert skud,
for at gøre det enkelt.

Bemærk at hvert skud bliver kortere og
kortere, som vi bygger op imod klimaks

men efter fem skud,
topper vi og trapper ned.

Skuddene bliver ikke kun længere,
men de holdes i længere tid

end første gang.

Hele denne sekvens tager ca. 15 sekunder
om at bygge op, men dobbelt så meget

på at trappe ned, så vi seere har tid
til at opleve Lukes nederlag.

-- "Jeg kan ikke, den er for stor."

Men hvad hvis man forkorter scenen?

Lad os se en lignende scene,
fra en nyere film.

Se om du kan mærke forskellen.

-- "Du kan godt, Scott. Kom så!"

-- "De hører mig ikke!"

Troede du på den følelse?

I denne scene tog Scotts
nederlag 30 frames.

Til sammenligning tog Luke
Skywalkers nederlag

30 sekunder.

Mennesker er ikke maskiner.

Vi har brug for tid til at mærke følelser

og hvis filmen ikke giver os tid...

... tror vi ikke på det.

Jeg opdager mange ting
i film jeg har set for nyligt

som jeg ikke tror på.

Jeg tror folk stiller ting op

og beder dig om at tro på dem,

men de får dig ikke til at tro på det.

At gøre det troværdigt er svært...

-- "Lad ham gå."

... for timing er ikke en bevidst proces.

Du reagerer bare på det faktum

at hver indstilling har
en naturlig rytme.

Der er et indbygget forhold
mellem selve historien

og hvordan den fortælles,
og fortællingens rytme,

og klipningen er...

70% rytme.

Nogle gange er rytmen indlysende,

som når skuespilleren
gør noget meget fysisk,

men andre gange er den meget underspillet.

For eksempel rytmen af folk
der går frem og tilbage

eller rytmen i en restaurant
med kokke, kunder, tjenere...

Disse rytmer er tættere på
vores oplevelse af hverdagen

og jeg synes faktisk de er
sværere at klippe.

Men hvis du ser noget igen og igen,
føler du øjeblikket

hvor skuddet selv vil have du skal klippe.

Klassisk Hollywood klipning handler
om at klippe med rytmen,

og det er dette vi mener når vi siger,
at klipning er usynligt.

Klippet sker så naturligt...

-- "Er der andet du gerne
vil vide om mig?"

... at du ikke opdager det.

-- "Vil du med over på mit værelse?"

Men det behøver ikke altid være usynligt.

Nogle følelser er bedre
i forstyrrende klip.

F.eks. hvis nogen er oprevede.

Og andre momenter er bedre

hvis du klipper for
at gøre seeren utilpas.

"Én af de ting Marty altid har
opfordret os til

er nogle gange at holde klippet
lidt for længe

og så klippe, hvis det er berettiget."

Det væsentligste er hvilken reaktion
du vil have fra seeren.

For nogle gange kan det kun opnås
med et udsædvanligt klip.

Det fører mig til sidste pointe:

Hvordan kan man lære
at klippe hvis det er instinktivt?

Jeg kender kun til én måde:

Øvelse.

"Og klipning er på den måde som dans:

Du kan forklare grundprincipperne

men for at lære det, må du selv danse."

Du er nødt til at klippe.

Ved at klippe, får du en
sans for rytme og følelse

som er unik for dig.

Jeg har gjort det i ti år,
og er ikke i mål endnu.

Men når jeg er frustreret,
husker jeg Michael Kahns ord:

"Det smukke ved klipning er...

- måske har forfattere det på samme måde -

Jeg ser al det film deroppe, men jeg laver
én del ad gangen,

én scene ad gangen, ét klip ad gangen.

Og der er meget film, men jeg laver
én ting ad gangen."

Så tag det ét skud ad gangen,

... for hvis du ser på et billede...

"Betyder det noget?"

... ser du dets følelse og rytme...

... og du må føle...

... hvornår...

... du skal...