Scott McCloud om tegneserier

I dette uundgåelige blik på magien ved tegneserier bøjer Scott McCloud taleformatet til en tegneserieagtig oplevelse. Her strømmer farverige indfald forbi tænksomme erindringer og en forestillet fremtid, som vores øjne måske både kan høre og berøre gennem tegneseriernes verden.

Ud af de fem sanser

Er det synet jeg værdsætter mest

og det er det jeg tager mindst for givet.

Jeg tror det tildels skyldes min far som var blind.

Det var ikke noget han gjorde særlig meget ud af, for det meste.

Engang i Nova Scotia

da vi skulle se en fuld solformørkelse -

ja, den samme som i sangen med Carly Simon -

som måske, måske ikke refererer

til James Taylor, Warren Beatty eller Mick Jagger; det vides ikke rigtig.

De delte nogle mørke plastikbriller ud

som gjorde, at vi kunne se direkte på solen

uden at skade vores øjne.

Men far blev meget bange:

Han ville ikke have os til at bruge dem.

I stedet ville han have os til at bruge de her billige papbriller

så der ikke var nogen sandsynlighed for, at vores øjne kunne komme til skade.

Jeg syntes det var en lille smule mærkeligt.

Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt

var at min far faktisk var blevet født med perfekt syn.

Da han og hans søster Martha var meget små

havde deres mor taget dem med ud var at se en formørkelse,

eller, en solformørkelse

og kort tid efter det

begyndte de begge at miste deres syn.

Årtier senere

viste det sig, at kilden til deres blindhed

sandsynligvis har været en slags bakteriel infektion.

Så vidt vides

havde det overhovedet intet at gøre med den solformørkelse,

men på det tidspunkt var min bedstemor allerede blevet begravet

i troen at det var hendes skyld.

Så min var blev færdig med sine Harvard studier i 1946,

blev gift med min mor,

og købte et hus i Lexington, Massachussetts,

hvor de første skud blev affyret mod briterne i 1775,

selvom vi ikke ramte nogen af dem før slaget ved Concord.

Han blev ansat til at arbejde for Raytheon

hvor han designede guidance-systemer,

hvilket var en del af det højteknologiske omdrejningspunkt, der på det tidspunkt drejede var Rute 128

Så det var hvad der svarer til 70'ernes Silicone Valley.

Far var egentlig ikke militaristisk;

Han havde bare rigtig dårlig samvittighed over, at han ikke kunne slås med under Anden Verdenskrig

på grund af hans handicap,

Selvom de dog trak ham igennem

den timelange fysiske hærundersøgelse

før de kom til den allersidste test,

som var en synstest.

(Latter)

Så far samlede en masse patenter sammen

og fik hurtigt ry for at være en blind geniraketvidenskabsmandsopfinder

Men for os var han bare far,

og vores liv derhjemme var meget normale.

Som barn så jeg meget fjernsyn

og havde mange nørdede hobbyer

som mineralogi og mikrobiologi og rumprogrammer

og en lille smule politik.

Jeg spillede meget skak.

Men da jeg var 14,

præsenterede en ven mig for tegneserier,

og jeg besluttede at det var det jeg ville leve af som voksen.

Så der er min far:

Han er videnskabsmand, han er ingeniør og han er militærentreprenør.

Og han har fire børn;

En vokser op og bliver datalog,

en vokser op og melder sig ind i flåden

og en vokser op og bliver ingeniør,

og så er der mig:

tegneserietegneren.

(Latter)

Hvilket forøvrigt gør mig til det modsatte af Dean Kamen,

Fordi jeg er en tegneserietegner der er søn af en opfinder,

og han er en opfinder, der er søn af en tegneserietegner.

(Latter)

Det er sandt.

(Klapsalve)

Det sjove ved det er, at far havde masser af tillid til mig.

Han troede på mine evner som tegner,

selvom han jo ikke havde noget direkte bevis på, om jeg var god eller ej:

Alt hvad han kunne se var bare utydeligt.

Det giver en ny betydning til udtrykket 'blind tillid,'

som ikke har de samme negative konnotationer for mig som det kan have for andre mennesker.

Tillid til ting der ikke kan ses, der ikke kan bevises,

er ikke noget jeg har følt mig særlig forbundet med.

Jeg kan godt lide videnskab,

hvor hvad vi ser

og kan fastslå er grundlaget for hvad vi ved.

Men der er også et mellemleje

Et mellemleje der bliver betrådt af folk som stakkels Charles Babbage,

og hans dampdrevne computere, der aldrig blev bygget.

Der var aldrig rigtig nogen der forstod hvad han havde i tankerne,

bortset fra Ada Lovelace,

og han døde, mens han forsøgte at forfølge den drøm.

Vannevar Bush med Memex -

idéen om at have al menneskelig videnskab på fingerspidserne -

det var hans vision.

Og jeg tror mange mennesker på hans tid

sikkert betragtede ham som lidt af en skør kugle.

Og ja, vi kan tage se tilbage i dag og sige,

Ja, ha-ha, du ved - det er alt sammen mikrofilm. Men det er-

det er ikke pointen. Han forstod hvordan fremtiden ville forme sig.

Det gjorde J.C.R. Licklider også med hans ideer om computer-menneskelig interaktion.

Det er det samme: han forstod hvordan fremtiden ville forme sig,

selvom det var noget der først ville

blive indført af folk meget senere.

Eller Paul Baran, og hans idé om 'packet switching'.

Næsten ingen lyttede til ham dengang.

Og selv de mennesker det faktisk lykkedes for,

folkene på Bolt, Beranek og Newman i Boston,

der bare skulle optegne de strukturerne

for hvad der ville blive et verdensomspændende netværk

og tegne ting på bagsiderne af servietter og på notepapir

og skændes under middagen hjemme hos Howard Johnson

på Rute 128 i Lexington, Massachussets,

bare tre kilometer fra hvor jeg studerede berømte skakåbninger

og lyttede til Gladys Knight & the Pips

der sang "Midnight Train to Georgia," mens -

(Latter)

jeg sad i min fars store, komfortable stol

Så lad os sige der er tre typer syn:

Syn baseret på hvad man ikke kan se:

Syn på hvad der er uset og der ikke kan vides.

Synet af hvad der allerede er blevet enten bevist eller kan fastslås.

Og så er der den tredje slags

syn, som er noget

der kan være, der måske er,

det er baseret på viden, men er stadig ikke bevist.

Vi har set en masse eksempler på folk der forfølger den type syn inden for videnskaben,

men jeg tror også det er sandt inden for kunst, inden for politik

og endda også i personlig stræben.

Hvad det kan koges ned til, er fire grundlæggende principper:

Lær af alle,

Følg ingen,

Led efter mønstre

og arbejd røven ud af bukserne.

Jeg tror det er de fire principper der er altafgørende her.

Og det gælder især den tredje,

hvor visioner om fremtiden

begynder at tage form.

Det spændende ved det her er, at dette særlige syn på verden

bare er én ud af fire forskellige veje,

der er synlige indenfor forskellige indsatsområder.

I tegneserier ved jeg at

det ender ud med en formalistisk indgang

hvor man prøver at forstå hvordan det virker.

Så er der en anden, mere klassisk tilgang

der omfavner skønhed og håndværk.

En anden forholder sig til indholdets gennemskuelighed.

Og en anden igen

lægger vægt på autenticiteten af menneskelig erfaring

og ærlighed, og råhed.

Her er der fire forskellige måder man kan anse verden på. Jeg har endda givet dem navne.

Den klassicistiske, den animistiske, den formalistiske og den ikonoklastiske.

Interessant er det, at det mere eller mindre svarer til

Jungs fire underinddelinger af menneskelig tanke.

Og de afspejler en dikotomi mellem kunst og fornøjelse

på venstre og højre;

tradition og revolution i toppen og bunden

og hvis du ser på det diagonalt, får du indhold og form -

og så skønhed og sandhed.

og det kan sikkert i lige så høj grad overføres

til musik, film og kunst,

hvilket som sådan ikke har noget at gøre med syn,

eller for den sags skyld temaet for konferencen -

"Inspired by Nature"-

medmindre man beslutter sig for at inddrage fablen om frøen

der giver skorpionen et lift på sin ryg, så den kan komme over floden

fordi skorpionen lover ikke at stikke ham.

Men så stikker skorpionen ham alligevel, og de dør begge to.

Men først spørger frøen ham hvorfor, og skorpionen svarer,

"Fordi det er min natur"-

I den forstand, jo.

(Latter)

Så-

Så det her var min natur. Sagen er, at jeg kunne se,

at den vej jeg tog for at finde

fokus i mit arbejde

og for at finde ud af, hvem jeg var,

Jeg så, at det var min vej til erkendelsen.

Faktisk var det bare mig, der omfavnede min natur,

hvilket betyder,

at jeg trods alt ikke faldt særlig langt fra stammen

Så hvad betyder "et videnskabeligt sind"

i kunstverden?

Tja jeg begyndte at lave tegneserier,

men jeg begyndte også at prøve på at forstå dem, næsten med det samme.

Og en af de vigtigste ting jeg fandt ud af med tegneserier er,

at tegneserier er et visuelt medium,

men de forsøger af omfatte samtlige sanser.

Så de forskellige elementer i tegneserier, som billeder og ord,

og de forskellige symboler og alt derimellem,

som tegneserier udgør,

bliver alle transporteret gennem synet som den eneste kanal.

Så du har ting som lighed,

hvor noget der ligner den fysiske verden kan gøres abstrakt

i forskellige retninger:

Det kan fjernes fra lighed,

hvor det stadig bevarer sin betydning

eller fjernes fra både lighed og betydning, mod billedplanet

Hvis du lægger alle de tre ting sammen har du et lille kort

over den grænse for visuel ikonografi

som tegneserier kan omfavne.

Og hvis du flytter dig til højre får du også sprog,

for der bliver det fjernet endnu mere fra lighed,

men bevarer stadig mening.

Syn bliver påkaldt som repræsentation for lyd

og for bedre at forstå de tos fælles egenskaber

samt deres fælles ophav.

Også for at repræsentere lydes tekstlighed

- at fange deres grundlæggende træk gennem det visuelle.

Og der er også en balance

mellem det synlige og det usynlige i tegneserier.

Tegneserier er en slags 'Call and response'

hvor kunstneren giver dig

noget du kan se i panelerne,

og derefter giver dig noget du kan forestille dig mellem panelerne.

Der er også en anden sans

som synet repræsenterer i tegneserier, og det er tid.

Rækkefølge er et vigtigt aspekt i tegneserier.

Tegneserier udgør et slags tidsligt kort.

Og dette tidslige kort var noget der bragt energi til moderne tegneserier.

Men jeg tænker på, om det måske også giver energi til

andre ting,

og jeg fandt nogle i verdenshistorien.

Her kan I se, at det fungerer ud fra samme princip

I de her antikke versioner af den samme idé.

Hvad der sker er, at kunstformen støder sammen

med den anvendte teknologi,

uanset om det er maling eller sten, som i denne her grav fra det gamle Ægypten.

eller en bundrelief-skulptur, der kommer ud af en stensøjle

eller et 60 meter langt broderi,

eller malet hjorteskin og træbark

der strækker sig over 88 harmonikafoldede sider.

Det spændende er, at så snart det skal trykkes -

og det her er forresten fra 1450 -

dukker alle de kendetegn op, som vi kan genkende fra moderne tegneserier:

retlinjet panelopsætning,

simple linjer uden farvetonation

og en læserækkefølge der går fra venstre mod højre.

Og inden for 100 år

begynder man allerede at se talebobler og billedtekst,

og det er bare en spytklat at komme herfra til her.

Så jeg skrev en bog om det i '93,

men da jeg var ved at blive færdig med bogen

blev jeg nødt til at arbejde lidt med opsætningen

og jeg var træt af at være nødt til at bruge den lokale kopiforretning,

så jeg købte en computer.

Og det var bare en lille en - den kunne ikke så meget udover tekstbehandling.

Men min far havde fortalt mig om Moore's lov,

om Moore's lov tilbage i 70'erne, og jeg vidste hvad der nu var på vej.

Og så holdt jeg øjnene åbne

for at se, om de ændringer der var sket

da vi gik fra ikke trykte tegneserier til trykte tegneserier

ville ske, hvis vi fortsatte mod posttryk-tegneserier.

Så en af de første ting der blev foreslået var,

at vi kunne blande det visuelle fra tegneserier

med lyd, bevægelse og interaktivitet

fra CD-ROM'erne som blev lavet dengang.

Det var selv før internettet.

Og en af de første ting de gjorde var,

at de forsøgte at tage tegneseriesiden som den så ud

og overføre den til en skærm,

hvilket var en klassisk McLuhansk fejltagelse,

hvor man anvender form fra den tidligere teknologi

som indholdet for den nye teknologi.

Hvad de derfor gjorde var,

at de ville have de her tegneseriesider som så ud ligesom trykte tegneseriesider.

og de ville indføre forskelligt lyd og bevægelse.

Problemet var, at hvis du følger den idé -

den simple idé at rum er lig med tid i tegneserier,

hvad der sker er, at når du så introducerer lyd og bevægelse,

som er tidlige fænomener, der kun kan repræsenteres gennem tid,

så bryder de med præsentationens kontinuitet

Interaktivitet var en anden ting.

Der var hypertekst-tegneserier.

Men problemet med hypertekst er,

at alt ved hypertekst enten er her, ikke er her eller er forbundet hertil.

Det er iboende ikke-rummeligt.

Afstanden fra Abraham Lincoln til en Lincoln penny-mønt,

Fra Penny Marshall til Marshall Planen

fra "Plan 9" til ni liv:

Det er altsammen det samme.

(Latter)

Og - men i tegneserier, i tegneserier

har hvert arbejdsaspekt, hvert element

et rummeligt forhold til alle andre elementer på alle tidspunkter.

Så spørgsmålet var:

Var det overhovedet muligt at bevare det rummelige forhold

mens man stadig gjorde brug af alle de ting

det digitale kunne tilbyde os?

Og jeg fandt mit personlige svar på det

i de antikke tegneserier som jeg viste jer.

Hver af dem har en ren, ubrudt læselinje,

uanset om den kører i zigzag over væggen

eller op ad en søjle som en spiral

eller direkte fra venstre til højre, eller endda i bagvendt zigzag

over de 88 harmonikafoldede sider.

Det samme sker, og det er, at den grundlæggende idé,

at når du bevæger dig gennem rummet bevæger du dig gennem tiden,

bliver udført uden kompromis,

men man indgik kompromiser, da trykket blev opfundet.

Sidestillede rum var ikke længere sidestillede øjeblikke.

Så tegneseriens grundlæggende idé blev mast igen og igen

og igen og igen.

Og jeg tænkte: Ok,

hvis det passer, er der så en anden måde,

når vi bevæger os udover brugen af tryk i dag,

hvorpå vi kan bringe det tilbage?

Nu er skærmen

teknisk lige så begrænset som siden, ikke?

Det er en anderledes form, men bortset fra det

er det den samme grundlæggende begrænsning.

Men det er kun hvis du kigger på skærmen som en side.

Men ikke hvis du kigger på skærmen som et vindue.

Og det er hvad jeg foreslog: at måske skulle vi bygge de her tegneserier

ud fra et ubegrænset lærred

langs X-aksen og Y-aksen og trapper.

Vi kunne lave cirkulære fortællinger, der bogstaveligt talt var cirkulære.

Vi kunne lave et vendepunkt i historien der bogstaveligt talt var et vendepunkt.

Parallelle historieforløb kunne bogstaveligt talt være parallelle.

X, Y og Z, også.

Så jeg havde alle de her ideer. Det var tilbage i 90'erne,

og andre folk i branchen syntes jeg var temmelig skør,

men mange endte faktisk med at gøre lige præcis det her.

Jeg viser jer lige et par stykker.

Det her var en tidlig collagetegneserie af en fyr ved navn Jason Lex.

Læg mærke til hvad der sker her:

Hvad jeg leder efter, er en holdbar afvigelse -

Det er hvad vi allesammen leder efter.

Som medierne træder ind i den nye tid

leder vi efter afvigelser

der er holdbare, der har styrken til at blive.

Nu tager vi den grundlæggende idé om at fremlægge tegneserier i et visuelt medium

og så tager vi det hele vejen fra begyndelse til slutning.

Det er den tegneserier I lige har set.

Den er oppe på skærmen nu.

Men selvom vi kun oplever den en del af gangen,

er det bare der hvor teknologien er nu.

Som teknologien udvikler sig

Og vi får alt omsluttende visninger og hvad der ellers er på vej,

vil ting som den her bare vokse.

Den vil tilpasse sig. Den vil tilpasse sig

til sit miljø.

Det er en holdbar afvigelse.

Her er der en anden. Den er lavet af Drew Weing;

Den hedder

"Hvalp Grunder over Universets Varmedød."

S, hvad der sker her

som vi tegner historierne på et uendeligt lærred,

er at der opstår et mere rent udtryk

for hvad mediet handler om.

Vi går lige hurtigt igennem - I forstår vist princippet.

Jeg vil bare hen til det sidste panel.

(Latter)

Sådan.

(Latter)

(Latter)

Bare ét til.

Her kan man vist tale om et uendeligt lærred.

Det er af en fyr der hedder Daniel Merlin Goodbrey fra Storbritannien.

Hvorfor er det her vigtigt?

Jeg synes det er vigtigt fordi medier,

alle medier

giver os et vindue tilbage ind mod vores egen verden.

Det kan godt være at film -

og i sidste ende virtuelle virkeligheder, eller det der svarer til det -

andre former for immersive visninger,

kan give os den mest effektive flugt fra den verden vi lever i.

Derfor søger de fleste hen mod historiefortælling, for at flygte.

Men medierne giver os et vindue

tilbage til den verden vi bor i.

Og når medierne udvikler sig,

så mediernes identitet i højere grad bliver unik.

For hvad I ser på, er præcist tegneserier.

I ser på tegneserier der er mere tegneserieagtige end de nogensinde har været før.

Når det sker, giver man folk mange forskellige muligheder

for at vende tilbage til verden gennem forskellige vinduer

Og når man gør det, tillader det dem at forholde sig til den verden de bor i

og se dens konturer.

Og det er derfor jeg synes det her er vigtigt.

En af mange grunde, men jeg bliver nødt til at gå nu.

Tak fordi jeg måtte fortælle for jer.