Fattigdom er ikke mangel på karakter, det er mangel på penge

"Ideer kan forandre verden", siger historikeren Rutger Bregman. Hans kontroversielle forslag, er at indføre garanteret borgerløn. Hør mere om den ide, der både har 500 år på bagen og er et ignoreret moderne eksperiment, som rent faktisk fungerede! Og forestil dig, hvor meget energi og talent vi kunne frigive, hvis vi for evigt slap af med fattigdom.

Jeg vil gerne starte med
et simpelt spørgsmål:

Hvorfor tager de fattige
så mange dårlige valg?

Jeg ved, at det er et svært spørgsmål,

men kig på dataen.

De fattige låner mere, sparer mindre,

ryger mere, træner mindre, drikker mere

og spiser mindre sundt.

Hvorfor?

Tja, standardforklaringen

blev opsummeret af den britiske
premierminister, Margaret Thatcher.

Hun kaldte fattigdom
"en personlighedsbrist".

(Latter)

Dybest set mangel på karakter.

De færreste ville være så direkte.

Men idéen om, at der er noget
i vejen med de fattige selv

er fru Thatcher ikke ene om.

I mener måske, at fattige er ansvarlige

for deres egne fejl.

Andre vil måske hævde, at vi burde
hjælpe dem med at træffe bedre valg.

Men den underliggende antagelse
er den samme:

der er noget galt med dem.

Hvis vi kunne ændre dem,

hvis vi kunne lære dem,
hvordan de skulle leve,

hvis bare de lyttede.

Ærligt talt,

var det også min holdning længe.

For få år siden opdagede jeg,

at al min viden om fattigdom var forkert.

Det hele startede,
da jeg læste en afhandling

af nogle amerikanske psykologer.

De var rejst 13.000 km.
til Indien for at foretage

en fascinerende undersøgelse.

Det var et eksperiment med
bønder, der dyrkede sukkerrør.

Disse bønder får 60%

af deres årlige indkomst på en gang,

lige efter høsten.

De er altså relativt fattige
den ene del af året

og rige den anden del.

Forskerne testede bøndernes
intelligens før og efter høsten.

Deres opdagelse
overraskede mig fuldstændigt.

Bønderne scorede meget lavere i
testen før høsten.

Det viser sig at leve i fattigdom

svarer til at miste 14 point i en IK-test.

Det svarer til at mangle

en nats søvn

eller være alkoholiker.

Få måneder senere
hørte jeg, at Eldar Shafir,

professor ved Princeton Universitet
og medforfatter af denne afhandling,

kom til Holland, hvor jeg bor.

Vi mødtes i Amsterdam

for at tale om hans banebrydende
nye teori om fattigdom.

Jeg kan sammenfatte den i et ord:

Knaphedsmentalitet.

Det viser sig, at mennesker
opfører sig anderledes,

når en ting er en mangelvare.

Det er ligegyldigt,
hvad den ting er,

om det er mangel på tid,
penge eller mad.

Vi kender alle følelsen af

at have for meget at lave,

eller hvis vi har sprunget
frokosten over,

og vores blodsukker dykker.

Det indsnævrer dit fokus

til den sandwich du SKAL have nu,

det møde, der starter om fem minutter,

eller de regninger, der SKAL betales
i morgen.

Langtidsperspektivet forsvinder.

Det kan sammenlignes med
en ny computer,

der kører ti tunge programmer
på en gang.

Den bliver langsommere
og laver fejl.

Til sidst går den i stå -

ikke fordi det er en dårlig computer,

men fordi den skal lave
for meget på en gang.

Fattige har det samme problem.

De træffer ikke dårlige beslutninger,
fordi de er dumme,

men fordi de lever i en sammenhæng,

hvor alle træffer dårlige beslutninger.

Pludselig forstod jeg,

hvorfor så mange af vore anti-fattigdoms-
projekter ikke virker.

Hvorfor investering i uddannelse
ofte er ineffektivt.

Fattigdom er ikke mangel på viden.

En nylig analyse af 201 undersøgelser

af effekten af kurser i finanshåndtering,

viste at de nærmest ingen effekt havde.

Misforstå mig ikke -

det betyder ikke, at de fattige
ikke lærer noget ...

de bliver ofte klogere.

Men det er ikke nok.

Eller -
som professor Shafir fortalte mig -

"Det er ligesom at lære nogen at svømme

og så smide dem ud i et stormfyldt hav."

Jeg husker, at jeg sad der,

forvirret.

Og det slog mig,

at vi kunne have opdaget det
for årtier siden.

Disse psykologer behøvede ingen
komplicerede hjernescanninger.

At måle bøndernes IK var nok,

og IK-test blev opfundet for
over 100 år siden

Jeg har tidligere læst
om fattigdommens psykologi.

George Orwell, en af verdens
største forfattere,

oplevede fattigdom på egen krop
i 1920'erne.

"Kernen i fattigdom,"
skrev han dengang,

er, at den "udsletter fremtiden."

Han undrede sig:

"Hvordan folk tager det for givet,
at de har ret til at prædike

og bestemme over dig,

så snart din indtægt kommer
under et vist niveau."

Disse ord gælder stadig.

Det store spørgsmål er:

Hvad kan vi gøre?

Moderne økonomer ryster
løsninger ud af ærmet.

Vi kunne hjælpe de fattige med
deres regnskaber

eller minde dem om
at betale deres regninger.

Den slags løsninger er enormt populære
blandt moderne politikere,

især fordi ...

de koster så lidt.

Sådanne løsninger er typiske for vor tid.

Vi behandler symptomerne,

men ignorerer årsagen.

Så jeg spørger:

Hvorfor ændrer vi ikke
de fattiges levevilkår?

Som i eksemplet med computeren:

Hvorfor lappe softwaren,

hvis vi nemt løser problemet ved
at installere mere hukommelse?

Professor Shafir fik et tomt blik i øjnene

og svarede efter nogle sekunder:

"Åh, jeg forstår.

Giver vi flere penge til de fattige,

så udrydder vi fattigdom.

Det ville være godt.

Men den venstreorienterede politik,

I har i Amsterdam...

findes ikke i Amerika."

Men er det virkelig en
gammeldags, venstreorienteret ide?

Jeg husker, jeg læste om
en gammel plan ...

Den blev foreslået af
historiens førende tænkere.

Filosoffen Thomas More var den første til
at skrive om det i sin bog "Utopia"

for mere end 500 år siden.

Fortalerne er kommet fra hele
spektret fra venstre til højre,

fra borgerrettighedsfortaleren
Martin Luther KIng,

til økonomen Milton Friedman.

Det er en utrolig enkel ide:

Borgerløn, garanteret basisindtægt.

Hvad er det?

Det er nemt.

En månedlig udbetaling,
der dækker dine basale behov:

Mad, husleje, uddannelse.

Uden betingelser,

ingen fortæller dig,
hvad du skal yde for den,

og ingen fortæller dig,
hvad du skal bruge den til.

Borgerløn er ikke
en gave, men en rettighed.

Det er ingen skam at modtage den.

Så mens jeg lærte om
fattigdommens sande natur,

tænkte jeg hele tiden:

Er det den ide, vi alle
har ventet på?

Kan det virkelig være så enkelt?

De næste tre år

læste jeg alt om borgerløn.

Jeg undersøgte dusinvis

af eksperimenter fra hele verden.

Hurtigt faldt jeg over
en fortælling om en by,

der havde indført det ...
og udryddet fattigdom.

Men så ...

glemte næsten alle det.

Byen var Dauphin i Canada.

I 1974 fik alle indbyggere
udbetalt en basal indtægt,

så ingen kom under
fattigdomsgrænsen.

I begyndelsen af eksperimentet

ankom en hær af forskere til byen.

I fire år gik alt godt.

Men så blev der valgt en ny regering,

og den nye canadiske regering så
ingen mening i det dyre eksperiment.

Der var ingen penge til at
analysere resultaterne,

så forskerne pakkede deres
papirer ned i 2.000 kasser.

Der gik 25 år

før Evelyn Forget,
en canadisk professor,

fandt optegnelserne.

I tre år analyserede hun data

og ligegyldigt hvad hun prøvede

blev resultatet det samme.

Eksperimentet var en stor succes.

Evelyn Forget opdagede,

at indbyggerne i Dauphin
ikke bare var blevet rigere,

men også klogere og sundere.

Børnenes evner i skolen var klart bedre.

Antal indlagte på hospitalet
var op til 8,5% lavere

Vold i hjemmet var faldende

ligesom psykisk sygdom.

Og folk sagde ikke deres job op.

De eneste, der arbejdede lidt mindre,
var nybagte mødre og studerende,

som gik længere tid i skole.

Lignende resultater er opnået

i utallige andre eksperimenter globalt

fra USA til Indien.

Så ...

hvad har jeg lært.

Når det drejer sig om fattigdom,

skal vi rige holde op
med at være bedrevidende,

holde op med at sende sko
og bamser til fattige,

vi aldrig har mødt.

Vi bør afskaffe alle bureaukraterne,

og give deres lønninger

til de fattige, som de skulle hjælpe.

(Bifald)

Det gode ved penge er,

at folk kan bruge dem
til at købe ting, de behøver

i stedet for ting,
som eksperterne tror, de behøver.

Tænk hvor mange dygtige forskere,
entreprenører og forfattere

som George Orwell,

der sygner hen i fattigdom.

Tænk hvor meget energi og
talent vi kunne frigøre,

hvis vi udryddede fattigdom for altid.

Jeg tror, at borgerløn vil få folk
til at investere mere i dem selv.

Vi har ikke råd til at lade værd

for fattigdom er utrolig dyrt.

Se bare på omkostningerne ved
børnefattigdom i USA.

Den beregnes til 500 milliarder
dollars om året,

på grund af højere omkostninger
til sundhedspleje,

flere der dropper ud og mere
kriminalitet.

Det er et utroligt spild af
menneskeligt potentiale.

Men lad os tale om "elefanten
i rummet".

Hvordan får vi råd
til garanteret borgerløn?

Det er faktisk billigere,
end man skulle tro.

I Dauphin indførte de
negativ indkomstskat.

Dvs. at indtægten stiger,

i det øjeblik du kommer under
fattigdomsgrænsen.

Det scenarie -

ifølge økonomernes bedste skøn -

vil det koste 175 milliarder,

en fjerdedel af USA's millitærbudget,
én procent af BNP,

at løfte alle fattige amerikanere
op over fattigdomsgrænsen.

Man kan faktisk udrydde fattigdom.

Det burde være vores mål.

(Bifald)

Tiden for små tanker og almisser er forbi

Tiden er inde til radikalt nye ideer,

og borgerløn er mere end blot ny politik.

Den påvirker også hvad arbejde er.

Og på den måde

vil den ikke kun gavne de fattige

men også alle os andre.

I vore dage føler mange

at deres job ikke giver mening
eller ingen betydning har.

Fornylig viste en afstemning
blandt 230.000 lønarbejdere

i 142 lande,

at kun 13 % af de ansatte
holdt af deres job.

En anden afstemning viste,
at 37 % af britiske arbejdere

har et job, som de ikke mener
behøver at findes.

For at citere Brad Pitt i "Fight Club":

"Alt for ofte har vi et arbejde, som vi
hader, for at købe møg, vi ikke behøver."

(Latter)

Misforstå mig ikke...

Jeg taler ikke om lærere, skraldemænd

eller plejepersonale.

Hvis de holdt op med at arbejde,

ville vi have et problem.

Jeg taler om de højtlønnede
professionelle med strålende CV'er,

som tjener deres løn ved at afholde

strategiske peer-to-peer-møder,

mens de udregner værdiforøgelsen af
disruptivt samarbejde

i deres netværk.

(Latter)

(Bifald)

Eller noget i den retning.

Tænk hvor meget talent vi mister,

når vi fortæller vore børn, at de
skal "tjene til livets opretholdelse".

En nørd, der arbejdede på Facebook,
beklagede sig for få år siden:

"De bedste hjerner i min generation

udtænker metoder til at få
folk til at klikke på annoncer."

Jeg er historiker.

Og hvis historien lærer os nogen,

er det, at ting kan være anderledes.

Vi kan sagtens ændre

strukturerne i samfundet og økonomien.

Ideer kan ændre verden - og gør det.

Især i de seneste par år

er det blevet indlysende,

at vi ikke kan fastholde status quo ...

Vi har brug for nye ideer.

Jeg ved, at mange af jer ikke ser lyst på

den voksende ulighed,

fremmedhadet

og klimaforandringerne.

Men det er ikke nok
at vide hvad man er imod.

Vi må også gå ind for noget.

Martin Luther King sagde ikke:
"Jeg har et mareridt."

(Latter)

Han havde en drøm.

(Bifald)

Så ...

her er min drøm:

Jeg tror på en fremtid,

hvor værdien af dit arbejde ikke afhænger

af beløbet på din lønseddel,

men af den glæde du spreder,

og de meningsfulde ting du gør.

Jeg tror på en fremtid,

hvor formålet med uddannelse ikke
er at gøre dig klar til et unyttigt job,

men et godt liv.

Jeg tror på en fremtid,

hvor et liv uden fattigdom
ikke er et privilegium,

men en ret alle har.

Så langt,

så godt ...

Vi har forskningen,
vi har beviserne,

og vi har midlerne.

Mere end 500 år efter
Thomas More skrev om borgerløn,

og 100 år efter George Orwell
opdagede sandheden om fattigdom,

har vi brug for at ændre vort verdenssyn,

for fattigdom er ikke
mangel på karakter.

Fattigdom er mangel på penge.

Tak.

(Bifald)