Tal om din død mens du stadig er rask

Ved du hvad der skal ske, når du dør? Ved du hvordan du vil huskes? I et ligefremt, hjertevarmt foredrag om et emne de fleste af os helst undgår, beder Michelle Knox os om at overveje vores ønsker ift. døden - og om at dele dem med vores kære, så de kan tage gode beslutninger uden frygt for ikke at ære vores minde. "Livet ville være lettere, hvis vi talte om døden nu", siger Knox. "Vi skal tale om disse emner, når vi er raske, så vi uden de store følelser kan forstå, hvad der er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt".

At stille træskoene,

tage billetten,

glemme at trække vejret,

tjekke ud, tage bort, udånde,

rejse ind i evigheden...

Det er alle eufemismer vi bruger i spøg

til at beskrive den hændelse i livet,
vi alle kommer til at opleve:

Døden.

De fleste vil dog ikke
anerkende døden,

vi har ikke lyst til at planlægge den,

vi har ikke lyst til at tale om den
med de vigtigste mennesker i vores liv.

Jeg voksede op i Australien,
og så at folk blev gamle eller syge

og døde,

og kun de voksne
deltog i begravelserne.

Min forældre kom hjem,
sørgmodige og trætte,

men talte ikke med os om det.

Så jeg vidste intet om døden,
eller hvordan man sørger.

Jeg var 15, da jeg fik en invitation.

En elsket nabo,
der var som en tante for mig,

døde pludseligt af hjertestop,

og jeg deltog i min første begravelse,
og holdt min første gravtale.

Jeg vidste ikke, at knugen i brystet
og tørhed i halsen er normalt.

Faktuelle fejl i prædikenen,
gjorde mig virkelig vred.

Det blev sagt,
at hun elskede at strikke.

At strikke.

(Latter)

Ingen nævnte, at hun som 75-årig
stadig slog sin egen græsplæne,

byggede en fantastisk
fiskedam i sin forhave

og bryggede sin egen ingefærøl.

"Strikkeglad" er helt sikkert

ikke det, hun ville
have valgt til sin mindetale.

(Latter)

Hvis vi taler om død
som en del af dagligdagen,

får vi mulighed for
at overveje vores værdier,

og dele dem med vores kære;

og vores efterladte kan
tage informerede beslutninger

uden frygt eller fortrydelse for
ikke at have gjort vores eftermæle ære.

Jeg er heldig at lede et
skønt, kulturelt mangfoldigt hold,

og i løbet af det sidste år

har vi mistet fem forældre,

heriblandt min egen far,

og senest en tidligere kollega,
som døde af tarmkræft som 41-årig.

Vi begyndte at tale åbent og ærligt

om vores oplevelser.

Vi talte om det praktiske,

de ting, ingen forbereder dig på:

At håndtere myndighederne,

hospitalerne, plejehjemmene,

livstestamenter,

bedemænd

og fjerne familiemedlemmer,

(Latter)

beslutninger om kister,

gravsten,

teksten på gravstenen,

størrelsen på teksten på gravstenen,

altsammen med søvnunderskud.

Vi talte også om de ting,

vores forskellige kulturelle
baggrunde udløste,

og erkendte, at der kan
være stor forskel på,

hvordan man ærer
en elsket efter døden.

Et glimrende eksempel er
"sorgpraksis",

der bruges af den oprindelige
befolkning i Australien og Torresstrædet.

Under "sorgpraksis"

påtager slægtninge sig
bestemte roller og ansvar,

og handlinger såsom
at begrænse fotografier,

at undlade at sige den afdødes navn,

og at afholde en rygeceremoni

alt sammen tegn på respekt der
giver ånden en fredelig overgang.

Disse skikke kan
være i skarp kontrast

med de skikke, vi har
i vestlige kulturer,

hvor vi ærer en elsket persons minde

ved at tale om vedkommende
og dele billeder.

I det sidste år har jeg lært,

at livet ville være langt lettere,
hvis vi talte om døden nu,

mens vi er raske.

De fleste af os venter,
indtil vi er for berørte,

for syge

eller for fysisk udmattede -

og så er det for sent.

Er det ikke på tide vi tager
ejerskab af vores finale på jorden?

Så lad os komme i gang.

Ved du, hvad du ønsker, når du dør?

Ved du, hvordan du
ønsker at blive mindet?

Er stedet vigtigt?

Vil du være nær havet

eller i havet?

(Latter)

Ønsker du en religiøs ceremoni,
eller en uformel fest,

eller vil du gå ud med et brag,

bogstaveligt talt, med fyrværkeri?

(Latter)

Der er så meget at tale om,

men jeg vil fokusere på to aspekter:

Hvorfor det at tale om og planlægge
din død kan bidrage til en god død,

og mindske
presset på dine elskede;

og hvordan det at tale om døden
kan støtte dem, der sørger.

Lad os begynde med planlægningen.

Hvor mange af jer har et testamente?

Ræk hånden op.

Åh, det er fantastisk!

I Australien har 45% af dem over 18 år

ikke et gyldigt testamente.

I er lidt over gennemsnittet.

Det er en overraskende statistik,

fordi det kan være både enkelt
og billigt at skrive testamente.

Jeg begyndte at spørge venner og naboer,

og var overrasket over,
at mange intet testamente har,

og nogle par ved ikke, at de bør
have hver deres testamente.

Sædvanligvis er forklaringen, at
"min partner får alligevel det hele".

Husk, at loven er forskellig

fra stat til stat og land til land.

Her er, hvad der sker i New South Wales,

hvis du dør uden at
efterlade et gyldigt testamente.

Først skal en passende
bobestyrer udpeges

af højesteretten for New South Wales.

Formentlig er dette en person,
der aldrig har mødt den afdøde.

Denne person er ansvarlig for
at planlægge din begravelse,

samle dine aktiver og fordele dem
efter at have betalt gæld og skat.

En del af gælden er
regningen for denne service.

Denne person ved ikke,

at du vil efterlade den
meter-høje træ-giraf i din stue

til den der hjalp dig med
at slæbe den halvvejs om Jorden,

og ja, det står der i mit testamente.

(Latter)

Hvis du efterlader en
ægtefælle eller samlever,

vil de sandsynligvis arve dig,

men hvis du er alene,
er det mere indviklet,

fordi forældre, søskende,
halvsøskende m.m alle kommer i spil.

Hvis du regelmæssigt har
doneret til velgørenhed,

har modtageren måske
ret til en del af boet.

Det vigtigste er, at jo større dit bo er,

jo mere indviklet bliver testamentet -

og dermed dyrere.

Så hvis du ikke har et
testamente, beder jeg dig...

hvornår ellers i livet

har du villigt givet penge til staten

uden at være tvunget?

(Latter)

Min far døde i februar
af en lungesygdom.

Da min far vidste,
at han snart skulle dø,

havde han tre klare ønsker.

Han ville dø i sit hjem;

han ville dø omgivet af familie;

og han ville dø fredeligt, uden at
skulle gispe efter vejret.

Det var heldigvis muligt for os
at opfylde hans ønsker,

og han nåede sine mål -

og i den forstand var det en god død.

Den død, han havde planlagt.

Fordi min far ønskede at dø hjemme,

var det nødvendigt at føre
nogle meget svære samtaler

og lave meget papirarbejde.

Spørgsmålene dækkede alt
fra genoplivning til organdonation.

Far sagde, "Tag de organer, der kan bruges".

Det blev min mor helt oprevet af,

fordi min fars helbred svækkedes,

og det ikke længere gav mening
at tale om organdonation.

Vi skal tale om disse emner,
når vi er raske og har det godt,

så vi kan udelade følelserne

og ikke bare finde ud af,
hvad der er vigtigt,

men hvorfor det er vigtigt.

Som en del af min rejse

begyndte jeg at tale med mine nære
for at høre deres tanker om døden,

og hvordan de gerne vil huskes.

Jeg opdagede, at man kan
være vært for "Døden til Middag",

eller en "Dødscafé",

hvilket er er herlig, uformel
måde at tage emnet op på...

(Latter)

og opnå stor indsigt.

(Latter)

Vidste du, at din krop
skal bortskaffes lovligt,

og at du ikke bare må
blive kastet ud over en klippe

eller brændt i baghaven?

(Latter)

I Australien er der tre muligheder.

De mest almindelige er
begravelse og kremering,

men man kan også
donere sin krop til videnskaben.

Og det glæder mig at kunne meddele,
at der nu er innovation i

lig-bortskaffelses-branchen.

(Latter)

Nu er miljøvenlige
begravelser en mulighed.

Man kan blive begravet
for foden af et træ

i genbrugskarton eller en flettet kurv.

For dem, der elsker havet,

er der miljøvenlige urner,
der opløses til søs.

Personligt vil jeg kremeres.

Fordi jeg let bliver søsyg,

kan jeg ikke forestille mig noget værre

end at få min aske kastet
i en kæmpe havdønning.

Jeg har faktisk købt plads i
rosenhaven ved siden af min far.

Jeg kalder det min investeringsejendom.

(Latter)

Men desværre er der intet skattefradrag.

(Latter)

Hvis du planlægger din død,

ved dine efterladte, hvordan
de gør det rigtig,

uden frygt eller dårlig samvittighed over
ikke at have æret dit minde.

Gennem min forskning har
jeg deltaget i seminarer,

læst bøger og talt med sygeplejersker
med speciale i smertelindring.

Det er gået op for mig,

at fordi vi ikke taler om døden,

ved vi ikke, hvordan
vi skal håndtere sorg.

Og modsat, hvis vi
taler mere om døden,

bliver vi mere vant til de
følelser, der hører sorgen til.

I år opdagede jeg,

at det faktisk er et privilegie
at hjælpe nogen forlade dette liv.

Mit hjerte er
tungt af tab og sorg,

men ikke af fortrydelse.

Jeg vidste, hvad min far ønskede,

og fandt fred i, at jeg
kunne udføre hans ønsker.

Min fars sidste døgn
var i fredeligt koma,

og efter dagevis af døgnpleje,

havde vi tid til at sidde
og holde hans hånd,

og sige farvel.

Han døde en mandag morgen
lige før morgenmad,

og lægen kom.

Mens vi ventede på bedemanden,

gik jeg ud i køkkenet og
spiste en stor skål havregrød.

Det blev nogle af mine venner,
virkelig chokeret over.

"Hvordan kunne du
spise i den situation?"

Jamen, jeg var sulten.

(Latter)

Forstår I, sorgen påvirkede
min søvn og koncentrationsevne,

men aldrig min mave.
Jeg var hele tiden sulten.

(Latter)

Det er forskelligt for os alle,

og det er meget vigtigt at anerkende.

Hvis vi ikke taler om vores død,
og vores næres død,

hvordan skal vi så kunne støtte
en ven, en kollega, en nabo,

der sørger?

Hvordan støtter man en person,
der pludselig har mistet nogen,

i en ulykke eller et selvmord?

Vi plejer at undgå dem...

ikke fordi vi er ligeglade,

fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige.

Vi kan ikke gøre det godt igen,

vi kan ikke fjerne smerten,

så vi forsøger at fylde
den akavede tavshed,

og siger nogle gange
noget, vi fortryder.

For eksempel:

"I det mindste lider han ikke længere."

"Du har da minderne."

"Du slipper i det mindste for
betaling af hospitalsparkering"

(Latter)

I virkeligheden behøver
vi ikke at sige noget.

Vi skal bare være.

Være tålmodige,

være forstående,

og lytte.

Hvis du ikke kan nogen af de ting,

så vær i det mindste den, der laver
lasagnen, karryen eller gryderetten,

for dit bidrag vil blive værdsat.

(Latter)

Jeg har deltaget i 10
begravelser det seneste år,

og hjulpet med at
arrangere en af dem.

Der var alle slags:

En meget højtidelig
græsk ortodoks gudstjeneste,

fire katolske rekviemmer

og en havefest,

hvor jeg holdt tale, mens jeg
strøede hendes aske i haven

med en suppeske.

(Latter)

Jeg har båret, kysset, skrevet på og
skålet for kister med et shot ouzo.

Jeg har været klædt helt i sort,

farverigt og i en festkjole.

På trods af de store forskelle,

på trods af, at jeg måske
har været utilpas,

når jeg gjorde noget,
jeg aldrig havde gjort før,

fandt jeg styrke i en ting -

jeg vidste, at det var, hvad
hver person ville have ønsket.

Hvad ønsker jeg så?

Jeg kan lide at være velforberedt,
så jeg har testamentet,

jeg er registreret organdonor,
og jeg har min investeringsejendom.

Det eneste, der mangler,
er at planlægge afskeden,

en stor fest, masser af champagne,

farver, grin og selvfølgelig
musik at mindes mig til.

Mange tak.

(Klapsalve)