At stille træskoene, tage billetten, glemme at trække vejret, tjekke ud, tage bort, udånde, rejse ind i evigheden... Det er alle eufemismer vi bruger i spøg til at beskrive den hændelse i livet, vi alle kommer til at opleve: Døden. De fleste vil dog ikke anerkende døden, vi har ikke lyst til at planlægge den, vi har ikke lyst til at tale om den med de vigtigste mennesker i vores liv. Jeg voksede op i Australien, og så at folk blev gamle eller syge og døde, og kun de voksne deltog i begravelserne. Min forældre kom hjem, sørgmodige og trætte, men talte ikke med os om det. Så jeg vidste intet om døden, eller hvordan man sørger. Jeg var 15, da jeg fik en invitation. En elsket nabo, der var som en tante for mig, døde pludseligt af hjertestop, og jeg deltog i min første begravelse, og holdt min første gravtale. Jeg vidste ikke, at knugen i brystet og tørhed i halsen er normalt. Faktuelle fejl i prædikenen, gjorde mig virkelig vred. Det blev sagt, at hun elskede at strikke. At strikke. (Latter) Ingen nævnte, at hun som 75-årig stadig slog sin egen græsplæne, byggede en fantastisk fiskedam i sin forhave og bryggede sin egen ingefærøl. "Strikkeglad" er helt sikkert ikke det, hun ville have valgt til sin mindetale. (Latter) Hvis vi taler om død som en del af dagligdagen, får vi mulighed for at overveje vores værdier, og dele dem med vores kære; og vores efterladte kan tage informerede beslutninger uden frygt eller fortrydelse for ikke at have gjort vores eftermæle ære. Jeg er heldig at lede et skønt, kulturelt mangfoldigt hold, og i løbet af det sidste år har vi mistet fem forældre, heriblandt min egen far, og senest en tidligere kollega, som døde af tarmkræft som 41-årig. Vi begyndte at tale åbent og ærligt om vores oplevelser. Vi talte om det praktiske, de ting, ingen forbereder dig på: At håndtere myndighederne, hospitalerne, plejehjemmene, livstestamenter, bedemænd og fjerne familiemedlemmer, (Latter) beslutninger om kister, gravsten, teksten på gravstenen, størrelsen på teksten på gravstenen, altsammen med søvnunderskud. Vi talte også om de ting, vores forskellige kulturelle baggrunde udløste, og erkendte, at der kan være stor forskel på, hvordan man ærer en elsket efter døden. Et glimrende eksempel er "sorgpraksis", der bruges af den oprindelige befolkning i Australien og Torresstrædet. Under "sorgpraksis" påtager slægtninge sig bestemte roller og ansvar, og handlinger såsom at begrænse fotografier, at undlade at sige den afdødes navn, og at afholde en rygeceremoni alt sammen tegn på respekt der giver ånden en fredelig overgang. Disse skikke kan være i skarp kontrast med de skikke, vi har i vestlige kulturer, hvor vi ærer en elsket persons minde ved at tale om vedkommende og dele billeder. I det sidste år har jeg lært, at livet ville være langt lettere, hvis vi talte om døden nu, mens vi er raske. De fleste af os venter, indtil vi er for berørte, for syge eller for fysisk udmattede - og så er det for sent. Er det ikke på tide vi tager ejerskab af vores finale på jorden? Så lad os komme i gang. Ved du, hvad du ønsker, når du dør? Ved du, hvordan du ønsker at blive mindet? Er stedet vigtigt? Vil du være nær havet eller i havet? (Latter) Ønsker du en religiøs ceremoni, eller en uformel fest, eller vil du gå ud med et brag, bogstaveligt talt, med fyrværkeri? (Latter) Der er så meget at tale om, men jeg vil fokusere på to aspekter: Hvorfor det at tale om og planlægge din død kan bidrage til en god død, og mindske presset på dine elskede; og hvordan det at tale om døden kan støtte dem, der sørger. Lad os begynde med planlægningen. Hvor mange af jer har et testamente? Ræk hånden op. Åh, det er fantastisk! I Australien har 45% af dem over 18 år ikke et gyldigt testamente. I er lidt over gennemsnittet. Det er en overraskende statistik, fordi det kan være både enkelt og billigt at skrive testamente. Jeg begyndte at spørge venner og naboer, og var overrasket over, at mange intet testamente har, og nogle par ved ikke, at de bør have hver deres testamente. Sædvanligvis er forklaringen, at "min partner får alligevel det hele". Husk, at loven er forskellig fra stat til stat og land til land. Her er, hvad der sker i New South Wales, hvis du dør uden at efterlade et gyldigt testamente. Først skal en passende bobestyrer udpeges af højesteretten for New South Wales. Formentlig er dette en person, der aldrig har mødt den afdøde. Denne person er ansvarlig for at planlægge din begravelse, samle dine aktiver og fordele dem efter at have betalt gæld og skat. En del af gælden er regningen for denne service. Denne person ved ikke, at du vil efterlade den meter-høje træ-giraf i din stue til den der hjalp dig med at slæbe den halvvejs om Jorden, og ja, det står der i mit testamente. (Latter) Hvis du efterlader en ægtefælle eller samlever, vil de sandsynligvis arve dig, men hvis du er alene, er det mere indviklet, fordi forældre, søskende, halvsøskende m.m alle kommer i spil. Hvis du regelmæssigt har doneret til velgørenhed, har modtageren måske ret til en del af boet. Det vigtigste er, at jo større dit bo er, jo mere indviklet bliver testamentet - og dermed dyrere. Så hvis du ikke har et testamente, beder jeg dig... hvornår ellers i livet har du villigt givet penge til staten uden at være tvunget? (Latter) Min far døde i februar af en lungesygdom. Da min far vidste, at han snart skulle dø, havde han tre klare ønsker. Han ville dø i sit hjem; han ville dø omgivet af familie; og han ville dø fredeligt, uden at skulle gispe efter vejret. Det var heldigvis muligt for os at opfylde hans ønsker, og han nåede sine mål - og i den forstand var det en god død. Den død, han havde planlagt. Fordi min far ønskede at dø hjemme, var det nødvendigt at føre nogle meget svære samtaler og lave meget papirarbejde. Spørgsmålene dækkede alt fra genoplivning til organdonation. Far sagde, "Tag de organer, der kan bruges". Det blev min mor helt oprevet af, fordi min fars helbred svækkedes, og det ikke længere gav mening at tale om organdonation. Vi skal tale om disse emner, når vi er raske og har det godt, så vi kan udelade følelserne og ikke bare finde ud af, hvad der er vigtigt, men hvorfor det er vigtigt. Som en del af min rejse begyndte jeg at tale med mine nære for at høre deres tanker om døden, og hvordan de gerne vil huskes. Jeg opdagede, at man kan være vært for "Døden til Middag", eller en "Dødscafé", hvilket er er herlig, uformel måde at tage emnet op på... (Latter) og opnå stor indsigt. (Latter) Vidste du, at din krop skal bortskaffes lovligt, og at du ikke bare må blive kastet ud over en klippe eller brændt i baghaven? (Latter) I Australien er der tre muligheder. De mest almindelige er begravelse og kremering, men man kan også donere sin krop til videnskaben. Og det glæder mig at kunne meddele, at der nu er innovation i lig-bortskaffelses-branchen. (Latter) Nu er miljøvenlige begravelser en mulighed. Man kan blive begravet for foden af et træ i genbrugskarton eller en flettet kurv. For dem, der elsker havet, er der miljøvenlige urner, der opløses til søs. Personligt vil jeg kremeres. Fordi jeg let bliver søsyg, kan jeg ikke forestille mig noget værre end at få min aske kastet i en kæmpe havdønning. Jeg har faktisk købt plads i rosenhaven ved siden af min far. Jeg kalder det min investeringsejendom. (Latter) Men desværre er der intet skattefradrag. (Latter) Hvis du planlægger din død, ved dine efterladte, hvordan de gør det rigtig, uden frygt eller dårlig samvittighed over ikke at have æret dit minde. Gennem min forskning har jeg deltaget i seminarer, læst bøger og talt med sygeplejersker med speciale i smertelindring. Det er gået op for mig, at fordi vi ikke taler om døden, ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere sorg. Og modsat, hvis vi taler mere om døden, bliver vi mere vant til de følelser, der hører sorgen til. I år opdagede jeg, at det faktisk er et privilegie at hjælpe nogen forlade dette liv. Mit hjerte er tungt af tab og sorg, men ikke af fortrydelse. Jeg vidste, hvad min far ønskede, og fandt fred i, at jeg kunne udføre hans ønsker. Min fars sidste døgn var i fredeligt koma, og efter dagevis af døgnpleje, havde vi tid til at sidde og holde hans hånd, og sige farvel. Han døde en mandag morgen lige før morgenmad, og lægen kom. Mens vi ventede på bedemanden, gik jeg ud i køkkenet og spiste en stor skål havregrød. Det blev nogle af mine venner, virkelig chokeret over. "Hvordan kunne du spise i den situation?" Jamen, jeg var sulten. (Latter) Forstår I, sorgen påvirkede min søvn og koncentrationsevne, men aldrig min mave. Jeg var hele tiden sulten. (Latter) Det er forskelligt for os alle, og det er meget vigtigt at anerkende. Hvis vi ikke taler om vores død, og vores næres død, hvordan skal vi så kunne støtte en ven, en kollega, en nabo, der sørger? Hvordan støtter man en person, der pludselig har mistet nogen, i en ulykke eller et selvmord? Vi plejer at undgå dem... ikke fordi vi er ligeglade, fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige. Vi kan ikke gøre det godt igen, vi kan ikke fjerne smerten, så vi forsøger at fylde den akavede tavshed, og siger nogle gange noget, vi fortryder. For eksempel: "I det mindste lider han ikke længere." "Du har da minderne." "Du slipper i det mindste for betaling af hospitalsparkering" (Latter) I virkeligheden behøver vi ikke at sige noget. Vi skal bare være. Være tålmodige, være forstående, og lytte. Hvis du ikke kan nogen af de ting, så vær i det mindste den, der laver lasagnen, karryen eller gryderetten, for dit bidrag vil blive værdsat. (Latter) Jeg har deltaget i 10 begravelser det seneste år, og hjulpet med at arrangere en af dem. Der var alle slags: En meget højtidelig græsk ortodoks gudstjeneste, fire katolske rekviemmer og en havefest, hvor jeg holdt tale, mens jeg strøede hendes aske i haven med en suppeske. (Latter) Jeg har båret, kysset, skrevet på og skålet for kister med et shot ouzo. Jeg har været klædt helt i sort, farverigt og i en festkjole. På trods af de store forskelle, på trods af, at jeg måske har været utilpas, når jeg gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før, fandt jeg styrke i en ting - jeg vidste, at det var, hvad hver person ville have ønsket. Hvad ønsker jeg så? Jeg kan lide at være velforberedt, så jeg har testamentet, jeg er registreret organdonor, og jeg har min investeringsejendom. Det eneste, der mangler, er at planlægge afskeden, en stor fest, masser af champagne, farver, grin og selvfølgelig musik at mindes mig til. Mange tak. (Klapsalve)