At finde historien i maleriet

Når Tracy Chevalier kigger på malerier, forestiller hun sig historien bag dem: Hvordan mødte maleren sin model? Hvad kan forklare det blik i hendes øjne? Hvorfor ser det ud som om, at den mand...rødmer? Hun deler tre historier, der er inspirerede af portrætter, inklusiv den, der førte til hendes bedstsælgende roman "Pige med perleørering."

Jeg vil fortælle jer om en lidelse, jeg har.

Og jeg har en fornemmelse af,
at en del af jer

har den samme lidelse.

Når jeg går rundt på
et kunstgalleri,

lokale efter lokale fyldt
med malerier,

går det op for mig efter
et stykke tid,

at jeg slet ikke tænker på malerierne.

Jeg er ikke i kontakt med dem.

I stedet for tænker jeg
på den kop kaffe,

som jeg desperat har brug for
for at vågne op.

Jeg lider af galleritræthed.

Hvor mange af jer lider af --

ja. Ha ha, ha ha!

Nogen gange holder man længere

end tyve minutter, eller kortere tid,

men jeg tror, at vi alle lider af det.
Og har i også den medfølgende skyldfølelse?

Jeg kigger på billederne på væggen

og tænker på, at nogen har besluttet
at hænge dem der,

nogen synes de er gode nok
til at hænge på den væg,

men jeg kan ikke altid se det.

Faktisk kan jeg for det meste
ikke se det.

Og jeg går hjem og føler
mig ulykkelig.

Jeg føler mig skyldig
og er utilfreds med mig selv,

og i stedet for at tænke,
at der er noget galt med maleriet,

tænker jeg, at der
er noget galt med mig.

Og det er ikke en særlig god oplevelse
at forlade et galleri med.

(Latter)

Jeg synes, vi skulle
give os selv en pause.

Hvis i tænker på,
når man går på restaurant,

og man kigger på menuen,
forventes det så, at du bestiller

al maden på menuen?

Nej! Du vælger.

Hvis du går ind i et stormagasin
for at købe en trøje,

vil du så prøve alle trøjerne på

og have lyst til at købe
alle trøjerne?

Selvfølgelig ikke, du kan være selektiv.
Det er forventeligt.

Hvorfor er det så ikke forventeligt

at være selektiv,
når vi går ind på et galleri?

Hvorfor skal vi have en forbindelse
til hvert enkelt maleri?

Jeg prøver at have en
anderledes tilgang til det.

Jeg gør to ting:

Når jeg går ind på et galleri,
går jeg før det første meget hurtigt igennem,

og jeg kigger på det hele,
og jeg udvælger dem,

som får mig til at sætte farten ned
af en eller anden grund.

Jeg ved ikke engang, hvorfor de
får mig til at sænke farten,

men noget tiltrækker mig
som en magnet,

og så ignorerer jeg alle de andre,
og jeg går til det maleri.

Det er den første ting, jeg gør.

Jeg udvælger et maleri.

Det kan være et ud af halvtreds.

Den anden ting jeg gør er,
at jeg står foran det maleri

og fortæller mig selv
en historie om det.

Hvorfor en historie?
Jeg tror, at vi er indstillet til,

gennem vores DNA,
at fortælle historier.

Vi fortæller hele tiden historier

og jeg tror, vi gør det,
fordi verden er et skørt og kaotisk sted,

og med historier prøver vi at
få verden til at give mening,

at bringe noget orden ind i den.

Hvorfor ikke implementere det
i den måde vi kigger på malerier på?

Nu har jeg denne form for
restaurant menu,

når jeg besøger kunstgallerier.

Jeg vil vise jer tre malerier,

som fik mig til at stoppe op,

og jeg vil fortælle jer
historier om dem.

Det første behøves
meget lidt introduktion --

"Pige med perleørering"
af Johannes Vermeer,

en 1700-tals hollandsk maler.

Dette er det mest
glorværdige billede.

Jeg så det første gang,
da jeg var nitten,

og jeg gik med det samme ud
og købte en plakat med det,

og jeg har stadig den plakat.
Tredive år senere hænger den i mit hus.

Den har ledsaget mig overalt,

jeg bliver aldrig træt af
at kigge på hende.

Det der først og fremmest
fik mig til at stoppe op ved dette billede

var de smukke farver,
som han bruger,

og lyset,
der falder på hendes ansigt.

Men det, der har fået mig til
at komme tilbage

år efter år
er en helt anden ting,

og det er udtrykket i hendes ansigt,
det modstridende udtryk i hendes ansigt.

Jeg kan ikke se,
om hun er glad eller trist,

og jeg ændrer hele tiden mening.

Det får mig til at komme tilbage til det.

En dag seksten år efter
jeg købte denne plakat,

lå jeg i sengen og kiggede på hende,

og pludselig tænkte jeg på,
hvad maleren gjorde ved hende

for at få hende til at se sådan ud.

Det var første gang,
jeg havde tænkt på,

at udtrykket på hendes
ansigt faktisk reflekterer

hvad hun føler for ham.

Jeg havde altid tænkt på det
som et portræt af en pige.

Nu begyndte jeg at tænke på det
som et portræt af et forhold.

Og jeg tænkte på,
hvad det var for et forhold?

Så jeg begyndte at undersøge det.
Jeg researchede det og opdagede,

at man ikke aner, hvem hun er.

Faktisk ved vi ikke, hvem nogen af
modellerne er i Vermeers malerier,

og vi ved meget lidt
om Vermeer selv.

Hvilket fik mig til
at sige: "Jubii!"

Jeg kan skrive lige præcis den historie,
jeg har lyst til.

Sådan kom jeg på
denne historie.

For det første,

måtte jeg få hende ind i det hus.

Hvordan kender Vermeer hende?

Det har været foreslået,

at hun kunne være
hans tolvårige datter.

Datteren var på det tidspunkt
tolv år gammel, da han malede det.

Jeg tænkte, nej,
det er et meget intimt blik,

men det er ikke et blik,
en datter giver sin far.

For det første,
i hollandske malerier på den tid,

betød en kvindes åbne mund,
at hun var seksuelt til rådighed.

Det ville have været upassende
for Vermeer

at male sin datter sådan.

Så det er ikke hans datter,
men det er en,

der er tæt på ham,
fysisk tæt på ham.

Hvem ville ellers være i huset?

En tjenestepige,
en dejlig tjenestepige.

Så, hun er i huset.

Hvordan får vi hende
ind i atelieret?

Vi ved ikke særlig
meget om Vermeer,

men af de få ting vi ved,

ved vi at han giftede sig med en
katolsk kvinde,

de boede med hendes mor i et hus,
hvor han havde sig eget værelse,

hans atelier.

Han havde også elleve børn.

Det ville have været en
kaotisk og larmende husholdning.

Og hvis i har set
Vermeers malerier før,

ved i, at de er utrolig
rolige og stille.

Hvordan maler en maler så rolige
og stille malerier med elleve børn i huset?

Han deler sit liv op i sektioner.

Han har sit atelier,
og siger, "Ingen må komme herind.

Ikke konen, ikke børnene. Okay, tjenestepigen
kan komme og gøre rent."

Hun er i atelieret.
Han har hende i atelieret, de er sammen.

Og han beslutter sig for
at male hende.

Han får hende til
at bære meget enkelt tøj.

Alle kvinder, eller de fleste kvinder
i Vermeers andre malerier

bar fløjl, silke, pelse

meget overdådige materialer.

Dette er meget enkelt;
det eneste, der ikke er enkelt,

er perleøreringen.

Hvis hun er en tjenestepige,
ville hun aldrig nogensinde

få råd til et sæt perleøreringe.

Så dette er ikke hendes perleøreringe.
Hvis er de?

Vi ved tilfældigvis, at der er en liste
over konen Catharinas tøj.

Blandt dem er der en
gul frakke med hvid pels,

en gul og sort kjole,

og man kan se disse
på mange andre malerier,

forskellige kvinder på malerierne,
Vermeers malerier.

Det er tydeligt, at hendes
tøj blev udlånt til flere forskellige kvinder.

Det er ikke så skørt
at tro,

at den perleørering rent faktisk
tilhører hans kone.

Vi har alle elementerne
i vores historie.

Hun er i atelieret sammen med ham
i meget lang tid.

Disse malerier tog
lang tid at male.

De ville have tilbragt
al den tid alene.

Hun bærer hans
kones perleørering.

Hun er smuk. Hun elsker ham tydeligvis.
Hun er i konflikt med sig selv.

Og ved konen noget? Måske ikke.

Og hvis hun ikke gør, --

det er historien.

(Latter)

Det næste maleri,
jeg vil tale om

hedder "Dreng bygger et korthus" af Chardin.

Han er en af 1800-tallets franske malere,
der er mest kendt for hans stilleben,

men han malede ind imellem mennesker.

Faktisk malede han fire versioner
af dette maleri,

forskellige drenge,
der byggede korthuse, helt koncentreret.

Jeg kan bedst lide denne version,
for nogen af drengene

er ældre, nogen er yngre,
og for mig var denne -

ligesom Guldloks grød --
helt rigtig.

Han er ikke helt barn,
og han er ikke helt voksen.

Han er fuldstændig i balance mellem
uskyld og erfaring,

og det fik mig til at stoppe op
foran dette maleri.

Og jeg kiggede på hans ansigt.
Det er ligesom et Vermeer maleri.

Lyset kommer ind fra venstre,
hans ansigt er badet

i dette glødende lys.
Det er i midten af maleriet,

og jeg opdagede,
da jeg kiggede på det,

at jeg stod og tænkte,

"Se på mig. Se venligst på mig."

Men han så mig ikke.
Han kiggede stadig på sine kort,

og det er et af de
forførende elementer i dette maleri,

han er så fokuseret på,
hvad han laver, at han ikke kigger på os.

Og det er, for mig,
et tegn på et mesterværk

af et maleri, når der er
en mangel på beslutsomhed.

Han vil aldrig se på mig.

Så jeg tænkte på en historie,
hvor jeg overvejede,

hvem der var der og så på ham?

Ikke maleren,
jeg vil ikke tænke på maleren.

Jeg tænker på en
ældre version af ham selv.

Han er en mand, en tjener,
en ældre tjener, der kigger på den yngre tjener,

og han siger, "Se på mig.
Jeg vil advare dig om det,

du skal til at gennemgå. Se venligst på mig."

Men han gør det aldrig.

Og den mangel på beslutsomhed,
ligesom i "Pige med perleørering" --

vi ved ikke, om hun er
glad eller trist.

Jeg har skrevet en hel
roman om hende,

og jeg ved stadig ikke,
om hun er glad eller trist.

Igen og igen,
tilbage til maleriet,

kigge efter svaret,
kigge efter historien, der kan udfylde et hul.

Og måske skaber vi en historie,
der tilfredsstiller os i øjeblikket,

men ikke rigtig,
og vi kommer tilbage igen og igen.

Det sidste maleri,
jeg vil tale om,

hedder "Anonym" af Anonym.

(Latter)

Dette er et Tudor portræt opkøbt af
Det Nationale Portræt Galleri.

De troede, det var en mand,
der hedder Sir Thomas Overbury,

og så opdagede de,
at det ikke var ham,

og de har ingen ide om,
hvem det er.

I Det Nationale Portræt Galleri,

hvis man ikke kender
biografien bag et maleri,

er det ret ubrugeligt.

Man kan ikke hænge det på en væg,
for man ved ikke, hvem han er.

Så desværre tilbringer denne forældreløse
det meste af sin tid på et lager

sammen med en del
andre forældreløse,

nogen af dem er
virkelig smukke malerier.

Dette maleri fik mig til at stoppe op
af tre grunde:

En grund er splittelsen mellem
hans mund, som smiler

og hans øjne,
der er vemodige.

Han er ikke glad,
og hvorfor ikke?

En anden ting,
som tiltrak mig

var hans lysende røde kinder.

Han rødmer.
Han rødmer for sit portræt!

Det her må være en fyr,
som rødmer hele tiden.

Hvad tænker han på,
som får ham til at rødme?

Den tredje ting,
der fik mig til at stoppe op

er hans fuldstændig
fantastiske dublet.

Silke, grå, de smukke knapper.

Det får mig til at tænke på,
at den er lun og blød;

det er som en dyne spredt ud over en seng.

Jeg blev ved med at tænke
på senge og rødmende kinder,

og selvfølgelig blev jeg ved med at
tænke på sex, når jeg kiggede på ham,

og jeg overvejede,
om det var det, han tænkte på?

Og jeg tænkte, at hvis jeg
skulle skrive en historie,

hvad er så det sidste,
jeg ville skrive om?

Hvad ville en Tudor herre
være optaget af?

Og jeg tænkte, Henry d. 8., okay.

Han ville være optaget af sin arv
og sin arving.

Hvem skal arve hans
navn og formue?

Når man sætter alt det sammen,
har man sin historie

til at udfylde det hul,
som får en til at komme tilbage.

Her er historien.

Den er kort.

"Rosa"

Jeg bærer stadig den hvide,
brokerede dublet, som Caroline gav mig.

Den har en almindelig høj krave,
aftagelige ærmer,

og indviklede knapper
af snoede silketråde,

der er sat tæt sammen,
så den sidder tæt.

Dubletten får mig til at tænke på
en dyne på den enorme seng.

Måske var det meningen.

Jeg bar den først til en udsøgt middag,
som hendes forældre holdt til vores ære.

Jeg vidste, før jeg rejste mig
for at tale,

at mine kinder var ildrøde.

Jeg har altid rødmet meget let,
fra fysisk anstrengelse,

fra vin, fra stærke følelser.

Som dreng blev jeg drillet
af mine søstre og af skoledrenge,

men ikke af George.

Kun George kunne kalde mig Rosa.

Jeg ville ikke tillade,
at andre gjorde.

Han fik ordet til at lyde ømt.

Da jeg gav beskeden,
blev George ikke rød,

men blev bleg som min dublet.

Han skulle ikke være
blevet overrasket.

Det har været en gængs antagelse,

at jeg en dag skulle giftes med hans kusine.

Men det er svært at høre
ordene blive sagt højt.

Jeg ved det,
jeg kunne knap nok sige dem.

Efterfølgende fandt jeg George på terrassen,
mens han kiggede ud over køkkenhaven.

På trods af at han havde drukket
hele eftermiddagen, var han stadig bleg.

Vi stod sammen og så på
at tjenestepigerne skar salat.

"Hvad synes du om min dublet?",
spurgte jeg.

Han kastede et blik på mig.
"Det ser ud som om, kraven er ved at kvæle dig."

"Vi vil stadig se hinanden," insisterede jeg.

"Vi kan stadig jage og spille kort
og overvære domstolen.

Intet behøves at ændre sig."

George sagde intet.

"Jeg er treogtyve år gammel.
Det er på tide, at jeg gifter mig

og fremstiller en arving.
Det er forventet af mig."

George tømte endnu et glas rødvin
og vendte sig om mod mig.

"Tillykke med dit forestående
bryllup, James.

Jeg er sikker på,
at i bliver tilfredse sammen."

Han brugte aldrig mit kaldenavn igen.

Tak.

(Bifald)

Tak.