Alain de Botton: En venligere, mildere filosofi om succes

Alain de Botton undersøger vores opfattelse af succes og fiasko - og stiller spørgsmålstegn ved de antagelser, der ligger til grund for opfattelsen. Er succes altid velfortjent? Er fiasko? Han forklarer på en velformuleret og morsom måde, hvordan vi skal komme over snobberi for at finde sand glæde i vores arbejde.

For mig opstår disse karriekriser normalt,

sågar ofte, en søndag aften,

lige når solen er ved at gå ned,

og afstanden mellem mine håb for mig selv,

og virkelighedens verden begynder at blive så stor,

at jeg normalt ender med at græde stille ned i min pude.

Jeg nænver alt dette,

fordi jeg ikke mener, at det blot er et personligt problem.

I synes måske, at jeg har uret.

Men jeg mener, vi lever i en tid, hvor vores liv sjældent

forløber uden karriekriser.

Tidspunkter hvor det, vi troede vi vidste,

om vores liv, om vores karriere,

kommer i berøring med en truende slags realitet.

Måske har det aldrig været nemmere at tjene nok penge, end det er nu.

Måske har det aldrig været sværere

at slappe af, at være fri for karriere-angst.

Jeg vil gerne have lov til

at se på nogle af grundene til,

at vi kan føle angst for vores karriere.

Hvorfor vi bliver ofre for disse karriere-kriser,

og derfor græder stille ned i vores hovedpuder.

En af grundene til det er,

at vi er omgivet af snobber.

Nu har jeg på en måde dårlige nyheder,

især til de, der er kommet til Oxford fra udlandet.

For dér er der et reelt problem med snobberi.

Folk uden for Storbritannien tror nogle gange,

at snobberi er forbeholdt Storbritannien,

fokuseret på godser og titler.

Den dårlige nyhed er, at det ikke passer.

Snobberi er et globalt fænomen.

Vi er en global organisation. Det her er et globalt fænomen.

Det eksisterer. Men hvad er en snob?

En snob er en, som tager en lille del af dig

og bruger det til at skabe et helhedsbillede af, hvem du er.

Det er snobberi.

Og den dominerende slags snobberi,

som eksisterer nu om dage, er job snobberi.

Du oplever det inden for få minutter til fester,

når du bliver stillet det berømte spørgsmål fra det 21. århundrede:

"Hvad laver du til daglig?"

Afhængig af, hvordan du svarer på spørgsmålet,

er folk enten enormt glade for at møde dig,

eller også kigger de på deres ur og undskylder sig fra dit selskab.

(Publikum griner)

Det modsatte af en snob er jeres mor.

(Publikum griner)

Ikke nødvendigvis lige jeres mor, eller min mor, for den sags skyld.

Men, den ideelle mor.

En som ikke går op i, hvad man har opnået.

Men uheldigvis er de fleste mennesker ikke vores mødre.

De fleste mennesker trækker en forbindelse mellem hvor meget tid,

og så, om I vil, kærlighed, ikke romantisk kærlighed,

selvom det måske kunne finde sted,

men kærlighed generelt, respekt,

de er villige til at tildele os. Det bliver strengt defineret

ud fra vores placering i det sociale hierarki.

Og det er derfor, vi bekymrer os så meget om vores karrierer,

og egentlig også om materielle goder.

Det siges ofte, at vi lever i en meget materialistisk tid,

hvor vi alle sammen er grådige.

Jeg synes ikke, vi er specielt materialistiske.

Jeg tror, at vi lever i et samfund,

der simpelthen har svejset visse følelsesmæssige belønninger

sammen med det at opnå materielle goder.

Det er ikke de materielle goder, vi vil have. Det er belønningerne.

Og det er ny måde at anskue luksusgoder på.

Næste gang, I ser nogen køre i en Ferrari,

så lad være med at tænke "det er en, der er grådig".

Tænk "Det er en, som er ekstremt sårbar og har brug for kærlighed".

Med andre ord -- (Publikum griner)

Føl sympati i stedet for foragt.

Der er andre grunde --

(Publikum griner)

Der er andre grunde til, at det måske er sværere end nogensinde før

at føle sig afslappet.

En af dem, og det er paradoksalt fordi det er forbundet med noget dejligt,

er det håb, vi alle har for vores karrierer.

Aldrig før har forventningerne til, hvad mennesker kan opnå

med deres liv, været så høje.

Vi får at vide fra mange kilder, at enhver kan opnå hvad som helst.

Vi har fjernet kastesystemet.

Vi befinder os nu i et system, hvor enhver kan opnå

en hvilken som helst position, vedkommende ønsker.

Og det er en smuk idé.

Sammen med den idé er der en slags ligeværdighedsånd. Vi er alle sammen lige.

Der er ingen veldefinerede

hierakier.

Dét er der et stort problem ved.

Problemet er misundelse.

Misundelse - det er virkelig tabu at nævne misundelse,

men hvis der er én dominerende følelse i det moderne samfund, så er det misundelse.

Og det hænger sammen med den der ligeværdighedsånd. Lad mig forklare.

Jeg tror det ville være usædvanligt, hvis nogen af jer herinde, eller nogen af seerne,

var misundelige på Dronningen af England.

Selvom hun er meget rigere end nogen af jer er.

Og hun har et meget stort hus.

Vi er ikke misundelige på hende, fordi hun er for mærkelig.

Hun er simpelthen for underlig.

Vi kan ikke forholde os til hende. Hun taler mærkeligt,

hun kommer fra et sært sted.

Så vi kan ikke forholde os til hende. Og når vi ikke kan forholde os til nogen, så misunder vi dem ikke.

Jo mere ens to menneskers er, f.eks. aldersmæssigt og baggrundsmæssigt,

jo større fare er der for, at der opstår misundelse.

Netop derfor bør ingen af jer nogensinde møde op til en klassegenforening.

For er der nogen man kan sammenligne sig selv med,

så er det folk, man har gået i skole med.

Men det generelle problem i det moderne samfund er, at hele verden bliver omdannet til en skole.

Alle går i jeans, alle er ens.

Og så alligevel ikke.

Så der er en ligeværdighedsånd, blandet med store uligheder.

Det kan skabe en ret anstrengende situation.

Nu til dags er det formentlig lige så usandsynligt

at blive så rig og berømt som Bill Gates,

som det var usandsynligt i det 17. århundrede

at blive en del af det franske aristokrati.

Men pointen er, at det ikke føles sådan.

Blade og andre medier skaber en følelse af,

at hvis du har energi, et par gode idéer inden for teknologi

og en garage - så kan du blive til noget stort.

(Publikum griner)

Og konsekvenserne af dette problem kan ses i boghandlen.

Når man går ind i en stor boghandel og finder sektionen med selvhjælpsbøger,

hvad jeg nogle gange gør,

hvis man analyserer de selv-hjælpsbøger, der bliver trykt i verden i dag,

viser det sig at der overordnet findes to slags.

Den første slags siger "Du kan gøre det! Du kan klare det! Alt er muligt!"

Og den anden slags fortæller dig hvordan du overkommer det,

vi så høfligt kalder "lavt selvværd",

eller uhøfligt kalder "at have det rigtig dårligt med sig selv".

Der er en korrelation,

en korrelation mellem et samfund, der fortæller folk, at de kan opnå hvad som helst,

og så eksistensen af lavt selvværd.

Så det er endnu en måde hvorpå noget, der er ret positivt,

samtidig kan være ret modbydeligt.

Der er en anden grund til, at vi i dag måske føler mere angst

for vores karrierer og for vores status i verden end nogensinde før.

Og det er igen forbundet med noget godt.

"Noget godt" er i dette tilfælde meritokrati.

Alle politikere, både fra venstre og højre,

er enige om, at meritokrati er fantastisk,

og at vi alle bør forsøge at gøre vores samfund rigtig meritokratisk.

Med andre ord - hvad er et meritokratisk samfund?

Det er et samfund,

hvor det at have talent og færdigheder,

vil få dig til tops. Intet burde kunne holde dig tilbage.

Det er en smuk idé. Problemet er,

at hvis man virkelig tror på et samfund,

hvor de, der fortjener at nå toppen, så også når toppen,

så vil man også underforstået, og på en meget ondskabsfuld måde,

tro på et samfund hvor de, der fortjener at ende i bunden,

så også når bunden og bliver der.

Sagt på en anden måde: Ens position i livet virker ikke længere tilfældig,

men fortjent.

Det får fiasko til at virke meget mere alvorligt.

Tilbage i middelalderen i England,

når man så mødte en meget fattig person,

så blev personen beskrevet som en "mindre heldig".

Bogstavelig talt, en person som ikke var blevet velsignet af heldet.

Nu til dags, især i USA,

så hvis man møder nogen fra bunden af samfundet,

så bliver de ofte beskrevet som "tabere".

Der er stor forskel på en mindre heldig og en taber.

Det afspejler 400 års samfundsudvikling

og vores syn på, hvem der er ansvarlig for vores liv.

Det er ikke længere guderne, nej det er os selv. Vi sidder i førersædet.

Det er fantastisk, hvis det går dig godt,

og meget nedslående, hvis det ikke går dig godt.

Ifølge sociologen Emil Durkhaim, kan det i værste tilfælde

lede til forøgede selvmordsrater.

Der er flere selvmord i udviklede, individualistiske lande,

end i nogen anden del af verden.

En af grundene til det er, at folk tager de ting, der sker,

meget personligt.

De er selv skyld i deres succes. Men de er også selv skyld i deres fiasko.

Er der overhovedet nogen lettelse fra alle de stressfaktorer,

jeg lige har nævnt?

Det mener jeg, der er. Jeg vil lige komme med et par af dem.

Lad os tage meritokrati.

Idéen om, at alle har fortjent at nå dertil, hvor de når.

Jeg mener at det er en skør idé, fuldstændig skør.

Jeg støtter gerne enhver politiker på venstre eller højre fløj,

der bare har en nogenlunde fornuftig meritokratisk opfattelse.

Jeg er meritokrat, og sådan er det.

Men jeg synes det er vanvittigt at tro, at vi nogensinde

skaber et samfund, der er fuldstændig meritokratisk. Det er en umulig drøm.

Idéen om at skabe et samfund,

hvor alle bogstavelig talt bliver rangordnet,

de gode i toppen og de dårlige i bunden,

er umulig.

Der er simpelthen for mange tilfældige faktorer.

Tilfældigheder, de omstændigheder, man bliver født ind i,

tilfældigheder som når ting falder ned i hovedet på folk, sygdomme, osv.

Vi kan aldrig rangordne dem.

Kommer aldrig til at rangordne folk i den rigtige rækkefølge.

Lad mig nævne et skønt citat af Skt. Augustin i "Guds By",

hvor han siger "Det er en synd at dømme nogen mand ud fra hans post".

På nutidigt dansk betyder det,

at det er en synd at vælge dem, man ønsker at snakke med,

ud fra deres visitkort.

Det er ikke jobbet, der burde tælle.

Og ifølge Skt. Augustin

er det kun Gud, der egentlig kan placere folk på deres pladser.

Og det vil han gøre på Dommedag,

med engle og trompeter, og himlene vil åbne sig.

Vanvittig idé, hvis du spørger en verdslig som mig.

Men der er nu engang noget virkelig sandt i idéen.

At man ikke skal skue hunden på hårene.

Man ved ikke nødvendigvis, hvad andre virkelig står for.

Det er en ukendt del af dem.

Og vi bør ikke opføre os som om den del er kendt.

Der ligger endnu en trøst i det her.

Når vi tænker på fiaskoer her i livet, på nederlag,

så er en af grundene til, at vi frygter at fejle,

ikke kun tab af indkomst og status.

Det, vi frygter, er at blive dømt og latterliggjort af andre. For det sker.

Den største kilde til latterliggørelse i dag

er aviserne.

Hver gang man åbner en avis,

er den fyldt med folk, der har ødelagt deres liv.

De har været i seng med den forkerte, taget noget forkert,

lovgivet forkert. Det kan være hvad som helst,

og så bliver de latterliggjort.

Med andre ord har de fejlet. De beskrives som "tabere".

Er der alternativer til dette?

Jeg synes, den vestlige tradition har et strålende alternativ.

Nemlig tragedie.

Tragisk kunst, som det udvikledes i det antikke Grækenlands teatre,

tilbage i det femte århundrede før vor tidsregning, var i bund og grund en kunstform,

der var ivrig efter at finde ud af, hvordan folk fejler.

Og ivrig efter at vise dem sympati.

Som det ordinære liv ikke nødvendigvis gjorde.

For et par år siden tænkte jeg på alt det her.

Jeg besøgte "The Sunday Sport",

en sladderavis som jeg ikke anbefaler jer at læse,

hvis I ikke allerede kender den.

Jeg besøgte dem for at tale med dem

om de store tragedier i vestlig kunst.

Jeg ville se hvordan de ville opfatte essensen

af bestemte historier, hvis de kom flyvende ind

på deres nyhedsbord en lørdag eftermiddag.

Så jeg fortalte dem om Othello. De havde ikke hørt om stykket, men var fascinerede af det.

(Publikum griner)

Jeg bad dem skrive en overskrift til historien om Othello.

De foreslog, at "Kærlighedssyg immigrant dræber senators datter"

var det, der skulle stå i overskriften.

Jeg gav dem plottet til "Madame Bovary".

Igen en bog, de var henrykte over at opdage.

Og de skrev "Grådig ægteskabsbryder sluger gift efter bedrageri"

(Publikum griner)

Og så min favorit.

De har virkelig en særlig genialitet, de her gutter.

Min yndlings er Sofokles' "Kong Ødipus".

"Sex med mor gjorde blind"

(Publikum griner)

(Applaus)

I den ene ende af sympati-spektrummet

er der sladderbladene.

I den anden ende er der tragedie og tragisk kunst.

Hvad jeg vil frem til er nok, at vi bør lære lidt om,

hvad det er, der sker i tragisk kunst.

Det ville være vanvittigt at kalde Hamlet for en taber.

Han er ikke en taber, selvom han har tabt.

Og jeg tror at det er tragediens budskab til os,

og derfor er det så vigtigt, synes jeg.

En anden ting mht. vores moderne samfund,

og årsagen til at det skaber denne angst er,

at vi har ikke noget ikke-menneskeligt i centrum.

Vi er det første samfund, der lever i en verden,

hvor vi ikke tilbeder andet end os selv.

Vi tænker meget godt om os selv. Og det burde vi også.

Vi har sat mennesker på månen. Vi har gjort alle mulige ekstraordinære ting.

Og derfor tilbeder vi i en vis udstrækning os selv.

Vores helte er mennesker.

Det er en meget ny situation.

De fleste andre samfund har som noget centralt

tilbedt noget trancendent. En gud,

en ånd, en naturkraft, universet.

Lige meget hvad det er, er det ikke mennesket, der tilbedes.

Nu har vi næsten glemt den vane.

Og jeg tror, det er årsagen til, at vi føler os særligt dragede af naturen.

Ikke for vores helbreds skyld, selvom det ofte bliver fremstillet sådan.

Men fordi det er en flugt væk fra den menneskelige myretue.

Det er en flugt væk fra vores egen konkurrence,

og vores egne dramaer.

Det er derfor, vi holder af at kigge på gletsjere, og på havet,

og af at betragte Jorden udefra, osv.

Vi kan godt lide at føle os i kontakt med noget, der ikke er menneskeligt.

Det er meget vigtigt for os.

Det jeg egentlig har talt om i dag, er succes og fiasko.

En interessant ting ved succes er,

at vi tror, at vi ved hvad det betyder.

Hvis jeg sagde til jer, at der sidder en bag ved skærmen,

som er meget succesfuld, ville I straks begynde at tænke på noget bestemt.

I ville tænke at personen sandsynligvis havde mange penge,

havde opnået berømmelse på et eller andet felt.

Min egen teori om succes, og jeg er altså

meget interesseret i succes. Jeg vil virkelig gerne være succesfuld.

Jeg tænker konstant "Hvordan kan jeg blive mere succesfuld?"

Men efterhånden som jeg bliver ældre, bliver jeg mere nuanceret

i forhold til, hvad ordet "succes" kan betyde.

Det her er en indsigt om succes, som jeg har opnået.

Man kan ikke være succesfuld i alting.

Vi hører en masse snak om balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Vrøvl. Man kan ikke det hele. Det kan man bare ikke.

Så ethvert syn på succes

indebærer spørgsmålet om, hvad der så går tabt,

hvilke tabte elementer, der er.

Jeg tror ethvert liv kan tåle,

som jeg siger, at der er steder hvor vi ikke har succes.

Det der med et succesfuldt liv,

ofte er det faktisk sådan, at den opfattelse vi har af,

hvad det vil sige at være succesfuld, ikke er vores egen.

Den kommer fra andre mennesker.

Hvis du er mand, så først og fremmest fra din far.

Og hvis du er kvinde, så fra din mor.

Psykoanalyser har sagt det i cirka 80 år.

Ingen hører dog rigtigt efter. Men jeg tror på, at det er sandt.

Vi får også hele tiden beskeder

fra fjernsyn, gennem annoncer,

i reklamer osv.

Det er enormt stærke kræfter,

der definerer hvad vi vil, og hvordan vi ser på os selv.

Når vi får at vide, at det at være bankmand er en meget respekteret profession,

så vil mange af os gerne være bankmand.

Når bankverdenen ikke længere er så respekteret, mister vi interessen for det.

Vi er meget åbne for forslag.

Så det jeg gerne vil sige er ikke, at vi skal opgive

vores egne idéer om, hvad succes er.

Men vi skal sørge for, at de idéer er vores egne.

Vi bør fokusere på vores idéer,

sørge for at vi ejer dem,

at vi skaber vores egne ambitioner.

For det er slemt nok ikke at opnå det, man gerne vil.

Men det er endnu værre at have en idé om,

hvad det er man vil, og så til sidst finde ud af,

at det overhovedet ikke var, hvad man ønskede.

Jeg vil slutte her.

Men hvad jeg gerne vil fremhæve er,

at selv om succes er fint,

bør vi acceptere, at nogle af vores ideer er underlige.

Lad os undersøge vores opfattelse af succes.

Lad os sørge for, at vores opfattelse af succes er helt vores egen.

Mange tak skal I have.

(Klapsalve)

Chris Anderson: Det var fascinerende. Hvordan forener du

denne opfattelse af, at nogle --

at det er dårligt at se på nogle som tabere,

med den idé, som mange synes om, om at tage styringen i sit liv.

Og at et samfund, der opmuntrer hertil,

måske er nødt til at have vindere og tabere?

Alain de Botton: Ja. Det er blot tilfældigheden

ved vinder- og taberprocessen som jeg ville fremhæve.

Fordi der i disse dage bliver lagt så meget vægt på

altings retfærdighed.

Og politikere taler altid om retfærdighed.

Jeg går meget ind for retfærdighed. Jeg tror bare, det er umuligt.

Så vi bør gøre alt hvad vi kan,

vi bør gøre alt hvad vi kan for at forfølge den.

Men når alt kommer til alt skal vi altid huske på,

at alle vi møder, ligegyldigt hvad der er sket i deres liv,

vil der være et stærkt element af vilkårlighed i hændelserne.

Og det er dét, jeg forsøger at gøre plads til.

For ellers kan det blive ret klaustrofobisk.

Chris Anderson: Jeg mener, tror du at du kan kombinere

din venligere, mildere arbejdsfilosofi

med en succesfuld økonomi?

Eller tror du ikke, det kan lade sig gøre?

Men det gør ikke noget, at vi fokuserer for meget på det?

Alain de Botton: Mareridtstanken er,

at den bedste måde at få folk til at arbejde på, er ved at skræmme dem.

Jo ondere miljøet er,

jo flere mennesker vil forsøge at klare udfordringen.

Overvej, hvem den ideelle far er.

Den idéelle far er hård men venlig.

Det er en meget svær linje at tegne op.

Vi har brug for fædre, der kan være eksemplariske faderfigurer i samfundet,

hvor vi undgår de to ekstremer.

Den autoritære, disciplinære på den ene side,

og den afslappede, regelløse på den anden side.

Chris Anderson: Alain de Botton.

Alain de Botton: Mange tak skal I have.

(Klapsalve)