Pop en ollie og innover!

Den sidste ting Rodney Mullen, "the godfather" af street skating, ønskede var førstepladser i konkurrencer. I dette sprudlende foredrag deler han sin kærlighed til det åbne skateboardingsamfund og hvordan det unikke miljø er en drivkraft til at skabe nye tricks -- der er fremmet af produktiv opfindsomhed udelukkende for lidenskabens skyld.
(Filmet på TEDxUSC.)

(Musik)

(Skateboardslyde)
(Musik)

(Bifald)

Det er hvad jeg har lavet i mit liv.
(Latter)

(Bifald)

Mange tak.

Som barn voksede jeg op
på en gård i Florida,

og jeg gjorde
hvad de fleste børn gjorde.

Jeg spillede lidt baseball,
og et par andre ting som det,

men jeg følte mig altid lidt
som en outsider,

og det var ikke før
jeg så billeder i magasiner

af nogle gutter som skatede,
at jeg tænkte,

"Wow, det er lige mig."

For der var ingen træner,
som overvågede en,

og de gutter var bare dem selv.

Der var ingen modstander overfor dem.

Og jeg elskede den følelse,
så jeg begyndte at skate

da jeg var omkring 10 år gammel, i 1977,

og da jeg gjorde det,
kom det ret nemt til mig.

Faktisk så er der her
nogle billeder fra 1984.

Det var ikke før '79, at jeg vandt
min første amatørkonkurrence,

og i '81, hvor jeg var 14,
vandt jeg

mit første verdensmesterskab,

hvilket jeg synes var fantastisk,

og i virkeligheden var det
min første ægte sejr.

Se det her.

Det her er et casper slide,
hvor brættet er omvendt.

Mental notits til den.
(Latter)

Og denne her? En ollie.

Som hun nævnte,
så er det helt klart overvurderet,

men derfor kaldte de mig 'the godfather'

af moderne street skating.

Her er nogle billeder af det.

Jeg vil sige, jeg var omkring halvvejs
i min professionelle karriere,

jeg vil mene, det var midt i '80erne.

Vi udviklede selv alle disse
flat ground tricks

som du så,
men der udviklede sig

en ny form for skateboarding,
hvor nogle tog det til

gaderne, og brugte ollies,

som jeg viste jer? De brugte den
til at komme op på ting,

som bænke og gælendere,
og over trapper

og alle mulige seje ting.

Så det udviklede sig opad.

Når nogen i dag siger,
at de skater,

så mener de stort som en street skater,

fordi freestyle døde efter 5 år,

og på det stadie havde jeg
været en "mester" mester

i 11 år.

Og pludselig var det hele ovre for mig.
Det var dét.

Det var væk. De tog min professionelle
model af hylden,

hvilket helt essentielt erklærer dig
officielt færdig.

Sådan tjener du penge.

Du har dine egne signatur-skateboards,
og hjul, og sko

og tøj. Jeg havde det hele,
og nu er det væk.

Det vildeste var, at der var en virkelig

befriende følelse ved det,
fordi jeg ikke længere skulle beskytte

min titel som mester. "Mester," igen.

Mester lyder så fjollet, men det var
hvad det var, ikke?

Hvad der fik mig til
at skate, friheden,

var nu genskabt, her kunne jeg skabe ting,

for det var her det sjove var for mig,

jeg skabte nye ting.

Den anden ting jeg havde,
var en dyb brønd af tricks

at trække af, som var
forankret i flat ground tricks.

Ting som de normale fyre lavede
var meget anderledes.

Det var ydmygende og råddent,

og tro mig, det var råddent.
Når jeg tog til skate spots,

og jeg var allerede en "kendt fyr".

Og alle troede jeg var god.
Men i dette nye terræn,

var jeg elendig. Så folk ville sige.
"Åh, han er -

Åh, hvad skete der med Mullen?"
(Latter)

Hvor ydmygende det end var,
så begyndte jeg igen.

Her er nogle af de tricks som jeg
begyndte med at tage med

ind i det nye terræn.
(Skateboard-lyde)

Og igen, så er der det omsurrede lag med
indflydelse fra freestyle,

som gjorde mig - Åh, det der?

Det er umiddelbart det sværeste
jeg nogensinde har lavet.

Okay, se det der. Det er et darkslide.

Se hvordan jeg glider på bagsiden?

De er supersjove.
Og faktisk er de ikke så svære.

Ved I hvad, roden heraf kommer af caspers,

læg mærke til hvordan du kaster det?

Såre simpelt, ikke? Inget problem.
(Latter)

Og din forreste fod,
måden som den griber på det på, er --

jeg havde set nogle glide på bagsiden
sådan der,

og tænkte
"Hvordan får jeg det over?"

Fordi det endnu ikke var gjort endnu.
Og så kom det

til mig, og her er det.

Jeg havde en infrastruktur.
Jeg havde det dybe lag, hvor

det var som -- det er bare din fod.

Det er bare måden du kaster brættet over.

Bare lad kanten klarer det,
og det er nemt,

det næste du opdager er 20 tricks

baseret på variationer heraf.

Så det er den ting, her, se det her,

her er en anden måde,
jeg vil ikke overdrive.

En smule overbærende, det forstår jeg.

Der er noget som hedder primo slide.

(Skateboard lyde)

Det er det mest morsomme trick nogensinde.

(Skateboard lyde)

Det er som at skimboarde.

Og den her, se hvordan den glider sidelæns
begge veje?

Okay, når du skater, og du falder,

brættet ryger den vej eller den vej.
Det er ret forudsigeligt.

Her? Kan det ryge hvilken som helst vej.
Det er som i tegnefilm,

og det er hvad jeg elsker mest ved det.

Det er så sjovt. Faktisk,
så da jeg startede med at lave dem,

kan jeg huske, fordi det gjorde ondt.
Jeg skulle opereres,

ikke? Så der var et par dage, faktisk

et par uger, hvor jeg ikke kunne skate.

Knæet gav op. Og jeg så på de andre,

jeg tog ud til en lagerbygning, hvor

de skatede, mine venner, og jeg tænkte:

"Jeg må finde på og lave noget nyt.

Jeg vil starte forfra. Helt forfra."

Så natten før min operation, kiggede jeg,

og tænkte
"Hvordan gør jeg det?"

Så jeg løb hen og hoppede op på brættet,

og jeg cavemanned og flippede det ned,

og jeg kan huske at jeg tænkte,
jeg landede da helt let,

hvis mine knæ giver op,
har de bare det mere at lave i morgen.

(Ler) (Latter)

Det var helt skørt.

Jeg ved ikke hvor mange her,
er blevet opereret,

men -(Latter)- man er så hjælpeløs, ikke?

Du er på sengen og ser loftet kører forbi,

sådan er det hver gang,
og lige når de sætter

masken op for ansigtet, sover man,

det eneste jeg tænkte var: "Når jeg vågner
har jeg det meget bedre,

det første jeg vil,
er at filme det trick." (Latter)

Og det gjorde jeg. Det var den
allerførste film

hvilket var helt fantastisk.

Lad mig nu - jeg fortalte
lidt om udviklingen

og tricks.
Overvej det indhold, på en måde.

Det vi gør som street skatere er, at du

har disse tricks. Jeg kunne arbejde på
darkslide

eller primo, udtryk som I nu kender til.
(Latter) (Ler)

Det man gør er at køre rundt
på de samme gader

man har set hundrede gange, men pludselig,
fordi du

allerede har det der passer
til dette område,

så tænker man, hvad vil matche det trick?

Hvordan kan jeg udvide,
hvordan kan indholdet, hvordan kan

miiljøet ændre på det jeg gør?

Så du kører og kører og kører,
og faktisk, så må jeg indrømme,

men det er besværligt
for mig fordi jeg er her,

men jeg siger det bare, jeg kan ikke sige
jer, ikke kun at være her

foran jer, men hvor privilligeret det er
for mig at være her på USC campus,

fordi jeg er blevet eskorteret væk
så mange gange. (Latter)

(Bifald)

Lad mig give jer et andet eksempel
af hvordan

kontekst skaber indhold.

Det er et sted ikke langt herfra.

Det er et råddent nabolag. Din første
tanke er:

"Bliver jeg banket her? " Du går ud -
Se på denne væg?

Den er ret mild, og kalder bare på et
bank trick, ikke?

Men der er et andet aspekt i det
til at lave manuels,

se efter. Her et nogle få tricks, igen,

hvordan miljøet ændrer
det oprindelige trick.

Freestyle orienteret, manuel ned.

Se den her? Åh jeg elsker den.
Det er som at surfe,

den måde man fanger brættet på.

Den her er lidt usikkert,
da man kører baglæns,

og se den bagerste fod, se den bagerste.

Oop. (Latter) Igen en reminder der.
Igen, det vender vi tilbage til.

Her. Bagerste fod, Bagerste fod. Okay, op?

Det kaldes et 360 flip.
Bemærk hvordan brættet vender

og snurre samme vej, begge akser.

Et andet eksempel af
hvordan kontekst ændrer,

og den kreative proces for mig
og de fleste andre skatere,

er, du tager afsted, står ud af bilen,
ser efter vagter,

du leder efter ting. (Latter)

Det er skægt, I kender deres rytme,

de drenge som kører rundt, og

skateboarding er så ydmygede en ting.

Uanset hvor god du er,
skal du stadig håndtere det --

Du rammer væggen, og da jeg ramte den,
det første man gør er at

falde forover, og jeg tænker, okay, okay.

Mens du tilpasser

så retter du dig mere op,
og når jeg gør det,

så drejer det min skulder denne vej,
hvilket,

mens jeg var i det, fik mig til at tænke:
"Åh wow, det tigger

efter et 360 flip," for det er sådan man
gør sig klar til et 360 flip.

Så det jeg ønsker at understrege, er,

som I nok kan forestille jer,
alle disse tricks er lavet ud fra

sub- bevægelser, udøvende
motoriske funktioner, mere detaljeret

til den grad jeg ikke kan forklare,
men noget

jeg ved er, hvert trick er lavet ved at
kombinere to eller tre

eller fire eller fem bevægelser.
Og så, mens jeg kører op

flyder disse ting rundt,
og du skal på en måde

lade den kognitive hjerne, slappe af,
træk stikket ud lidt

og lad din intuition kører
mens de føler disse ting.

Og de sub-bevægelser flyder rundt

og når man rammer væggen,
forbinder de hinanden

til et omfang, og her det kognitive,

siger, "360 flip, jeg klarer det."

Det er sådan det fungerer på mig,
den kreative del,

processen af selve street skating.

Næste - ????? (Latter)
De er samfundet.

De er nogle af de bedste skatere
i verden.

De er mine venner. Og hold op,
de er sådan nogle gode mennesker.

Og det smukke ved skateboarding er, at

ingen er den bedste. Faktisk,
jeg ved det er råddent at sige,

de er mine venner, men nogle af dem

ser faktisk ikke så komfortable
ud på deres bræt.

Det der gør dem gode er til den grad de

bruger skateboarding til
at individualisere dem selv.

Hver eneste af disse drenge,
når du ser dem,

bare du kan se en silhouet af dem,
kan du genkende dem,

"Åh, det er ham, det er Haslam,
det er Koston,

der er disse fyre, det er de fyre.

Og skatere, jeg tror de har en tedens
til at være outsidere

som søger en følelse af at høre til,

men kun på deres egne premisser,

og ægte respekt bliver vist ud fra
hvor meget vi ser

de andre fyre lave, de grundlæggende
tricks, 360 flips,

vi tager dem, og laver dem vores egne,
og på den måde giver man selv

noget igen til samfundet, indefra,

der opbygger fællesskabet selv.

Jo større bidrag,
jo mere udtrykker og former vi

vores individualitet, hvilket er meget
vigtigt for mange af os

som føler sig afvist fra starten af.

Tilsammen giver det os

noget vi aldrig kunne opnå individuelt.

Jeg siger det. Der en slags smuk symmetri

at i den grad som du kobler dig
til et samfund

er proportioner af vores individualitet,
som vi udtrykker

ud fra det vi gør.

Næste. Disse gutter.
Meget lignende samfund

som er ekstremt befordrende
for innovation.

Læg mærke til nogle af disse billeder
fra politiet.

Men det er ret ens.
Hvordan hacker man?

Det er ved at kende teknologien så
godt, at du kan manipulere den

og styre den til at gøre ting som det
aldrig ville have gjort, ikke?

Og de er ikke alle onde.

Du kan være en Linux kerne hacker,
for at gøre det mere stabilt, ikke?

Mere sikkerhed, mere sikkert.
Du kan være en iOS hacker,

der får din iPhone til at gøre
ting den normalt ikke skulle.

Ikke godkendt, men ikke ulovlig.

Og så har vi nogle af disse gutter?

Det de gør er meget lig med
vores kreative process.

De forbinder uensartede informationer

og bringer dem sammen på en måde

som en sikkerhedsanalytiker
ikke regner med. Ikke?

Det gør dem ikke til gode mennesker,

men det er i hjertet af
ingeniørvidenskab, i hjertet af

et kreativt samfund, et innovativt samfund

og et open source samfund,
det basale etos af det

er, gør hvad andre folk gør,
og gør det bedre,

giv det tilbage,
så vi alle kan hæve os yderligere.

Meget ens samfund, meget ens.

Vi har også vores kantede sider.
Det er sjovt, min far havde ret.

Det er mine kammerater.

Men jeg respekterer hvad de gør,
de respekterer mig

fordi de kan gøre ting.
Det er forbløffende hvad de kan.

Faktisk var en af dem kåret
af Ernst & Youngs

årets entreprenør i San Diego regionen,

du ved aldrig hvem beskæftiger dig med.

Vi har alle haft nogen grad af berømmelse.

Jeg har faktisk haft så meget
succes, at jeg

altid følte mig uværdig til.

Jeg havde et patent, det var sejt,
og startede

et firma, og det voksede,
og det blev det største og så gik det

ned og blev det største igen,

hvilket er sværere end den første gang
og så solgte vi det,

og så solgte vi det igen.

Jeg har haft noget succes.
Og til slut

når du har haft alle de ting,
hvad er det så der fortsat

driver dig? Som jeg nævnte,
det med knæet og de ting,

hvad er det som skubber dig?

For det er ikke kun dit sind.

Hvad er det som skubber dig
og får dig til at lave noget

og tage det til et andet niveau,
og når du har haft det hele,

nogle gange, gutter, så dør de
med alt det talent

og en af de ting vi alle har haft,
alle sammen, er berømmelse,

den bedste form,
for du kan tage den af.

Jeg har været hele verden rundt,

og der var tusinde af børn,
som skrev dit navn

og det er en mærkelig oplevelse.

Det er en smule desorienteret.

Du går ind i en bil og kører væk,

og efter 10 minutters kørsel,
stiger du ud

og der er ikke en eneste som
interessere sig for dig. (Latter)

Det giver dig den klarhed
i perspektivet af, mand,

jeg er bare mig og popularitet,
hvad

betyder det egentlig? Ikke meget.

Det der driver os, er respekten blandt
venner. Det er det

som får os til at gøre det.
Jeg har brækket

mange knogler. De gutter, den her fyr,
har haft otte, ti hjernerystelser,

til det punkt hvor det er sjovt, ikke?

Det er faktisk sjovt. De driller ham.

Næste. Det er noget som er dybere,
og der er her jeg -

jeg tror jeg var på turne,
da jeg læste en af

Feynman biografierne.
Jeg tror det var den røde eller blå.

Han kom med denne udtalelse,
som var så dyb for mig.

Det var, at Nobel prisen

var en gravsten for alt fremragende værk

og det gav genlyd, for jeg havde
vundet 35 ud af 36 konkurrencer

som jeg deltog i, i løbet af 11 år,
og det gjorde mig skør.

Vundet er ikke det rigtige ord.
Jeg vandt én gang.

Resten af tiden forsvarede

hvor du går ind i en
slags skildpaddeskjold, forstår I?

Hvor du ikke gør.
Det tog glæden ud af det jeg elskede

at gøre, for nu gjorde jeg det ikke
for at skabe ting og have sjov,

og da det døde under mig,
det var en af

de meste befriende ting
for så kunne jeg skabe ting igen.

Se, jeg forstår godt, at jeg er på kanten

af prædiken.
Det er ikke derfor jeg er her.

Det er fordi jeg er foran et
priviligeret publikum.

Hvis I ikke allerede er ledere
i jeres samfund,

så bliver i det sikkert,
og hvis der er noget jeg kan give jer

som transcendere det jeg har
fået af skateboarding,

de eneste ting af betydning,
tror jeg, og permanens.

er ikke berømmelse, det er ikke alle de
ting. Hvad det er,

at der er en værdi i at skabe noget

for grunden til at skabe det,
og bedre end det,

fordi, mand, jeg er 46 år
eller bliver 46, og hvor

patetisk er det at jeg stadig skater,
men der er-

(Latter)- der er den skønhed,
ved at falde ind i

et samfund du selv har skabt
og se det sprede sig

og se yngre, mere talentfulde,
anderledes talenter,

tage det til højder du aldrig drømte om

for det lever videre.
Så tak for jeres tid.

(Bifald)

Krisztina Holly:
Jeg har et spørgsmål til dig.

Du genskabte virkelig dig selv fra

freestyle til street og for fire år siden
gik du

officielt på pension. Er det rigtigt?
Hvad nu?

Rodney Mullen:
Det er et godt spørgsmål.

KH:
Noget siger mig det ikke er slut.

RM: Ja. Hver gang du tror,
at du har fulgt noget til dørs

det sjovt, uanset hvor god du er,

og jeg kender sådanne folk,
det er som om man polerer en bæ.

Kender I det? (Latter)

Og jeg troede, den eneste måde
som jeg kunne udvide det

var ved at ændre det infrastukturelle

og det er hvad jeg vil gøre,
igennem en lang historie,

en af desperation, så hvis jeg gør det
i stedet for at tale om det,

hvis jeg gør, vil du være den første der ved det.
KH: Vi stiller ikke flere spørgsmål.

RM: Du modtager en sms.

KH: (Ler) Okay. Tak. Godt arbejde. (Bifald)
RM: Tak. Mange tak. (Bifald)