Rupert Sheldrake - The Science Delusion BANNED TED TALK

Re-uploaded as TED have decided to censor Rupert and remove this video from the TEDx youtube channel. Follow this link for TED's statement on the matter and Dr. Sheldrake's response: http://blog.ted.com/2013/03/14/open-for-discussion-graham-hancock-and-rupert-sheldrake/

Rupert Sheldrake, Ph.D. (born 28 June 1942) is a biologist and author of more than 80 scientific papers and ten books. A former Research Fellow of the Royal Society, he studied natural sciences at Cambridge University, where he was a Scholar of Clare College, took a double first class honours degree and was awarded the University Botany Prize. He then studied philosophy and history of science at Harvard University, where he was a Frank Knox Fellow, before returning to Cambridge, where he took a Ph.D. in biochemistry. He was a Fellow of Clare College, Cambridge, where he was Director of Studies in biochemistry and cell biology. As the Rosenheim Research Fellow of the Royal Society, he carried out research on the development of plants and the ageing of cells in the Department of Biochemistry at Cambridge University.

While at Cambridge, together with Philip Rubery, he discovered the mechanism of polar auxin transport, the process by which the plant hormone auxin is carried from the shoots towards the roots.

From 1968 to 1969, based in the Botany Department of the University of Malaya, Kuala Lumpur, he studied rain forest plants. From 1974 to 1985 he was Principal Plant Physiologist and Consultant Physiologist at the International Crops Research Institute for the Semi-Arid Tropics (ICRISAT) in Hyderabad, India, where he helped develop new cropping systems now widely used by farmers. While in India, he also lived for a year and a half at the ashram of Fr Bede Griffiths in Tamil Nadu, where he wrote his first book, A New Science of Life.

From 2005-2010 he was the Director of the Perrott-Warrick Project funded from Trinity College,Cambridge. He is a Fellow of Schumacher College , in Dartington, Devon, a Fellow of the Institute of Noetic Sciences near San Francisco, and a Visiting Professor at the Graduate Institute in Connecticut.

He lives in London with his wife Jill Purce www.healingvoice.com and two sons.

He has appeared in many TV programs in Britain and overseas, and was one of the participants (along with Stephen Jay Gould, Daniel Dennett, Oliver Sacks, Freeman Dyson and Stephen Toulmin) in a TV series called A Glorious Accident, shown on PBS channels throughout the US. He has often taken part in BBC and other radio programmes. He has written for newspapers such as the Guardian, where he had a regular monthly column, The Times, Sunday Telegraph, Daily Mirror, Daily Mail, Sunday Times, Times Educational Supplement, Times Higher Education Supplement and Times Literary Supplement, and has contributed to a variety of magazines, including New Scientist, Resurgence, the Ecologist and the Spectator.

Books by Rupert Sheldrake:
A New Science of Life: The Hypothesis of Formative Causation (1981). New edition 2009 (in the US published as Morphic Resonance)
The Presence of the Past: Morphic Resonance and the Habits of Nature (1988)
The Rebirth of Nature: The Greening of Science and God (1992)
Seven Experiments that Could Change the World: A Do-It-Yourself Guide to Revolutionary Science (1994) (Winner of the Book of the Year Award from the British Institute for Social Inventions)
Dogs that Know When Their Owners are Coming Home, and Other Unexplained Powers of Animals (1999) (Winner of the Book of the Year Award from the British Scientific and Medical Network)
The Sense of Being Stared At, And Other Aspects of the Extended Mind (2003)

With Ralph Abraham and Terence McKenna:
Trialogues at the Edge of the West (1992), republished as Chaos, Creativity and Cosmic Consciousness (2001)
The Evolutionary Mind (1998)

With Matthew Fox:
Natural Grace: Dialogues on Science and Spirituality (1996)
The Physics of Angels: Exploring the Realm Where Science and Spirit Meet (1996)

http://www.sheldrake.org/

Den videnskabelige vrangforestilling er troen på at videnskaben allerede forstår princippet bag virkelighedens natur

og afventer blot at detaljerne blive udforsket.

Dette er en meget udbredt tro i vores samfund.

Det er trossystemet for den slags mennesker som siger

"Jeg tror ikke på Gud, jeg tror på videnskab"

Det er et trossystem som nu er blevet udbredt til hele verden.

Men der er en konflikt i videnskabens centrum mellem videnskab som en undersøgelsesmetode

baseret på fornuft, bevis, hypotese og kollektiv undersøgelse

og videnskab som et trossystem og en verdensanskuelse.

Og desværre har opfattelsen af videnskab som en verdensanskuelse opnået at hindre og begrænse

den objektive undersøgelse som er den videnskabelige bestræbelses hjerteblod.

Videnskab er siden slutningen af det 19. århundrede blevet udført

som var den et trossystem eller en verdensanskuelse,

ét der i grunden er materialismens. Filosofisk materialisme.

Og videnskaberne er nu en underafdeling fuldstændigt ejet af den metarialistiske verdenskanskuelse.

Jeg tror at videnskaberne, efterhånden som vi bryder ud af denn anskuelse, bliver regenereret.

Det jeg gør i min bog "Vrangforestillingen om Videnskab" - som i USA har titlen "Videnskab sat fri" -

er: at tage fat i videnskabens ti dogmer eller antagelse og gør dem til spørgsmål

og ser hvordan de klarer sig hvis man anskuer dem videnskabeligt.

Ingen af dem klarer sig særlig godt.

Det jeg nu vil, er at fremlægge disse ti dogmer

og derefter har jeg kun tid til at diskutere en eller to i yderligere detaljer.

I essensen er de ti dogmer som er udgangspunktet i verdensanskuelsen

for de fleste uddannede mennesker over hele jorden,

for det første at naturen er mekanisk eller maskinagtig, at universet er som en maskine,

dyr og planter er som maskiner, vi er som maskiner.

Faktisk at vi er maskiner.

Vi er "klodsede robotter" med Richard Dawkins farverige udtryk,

med hjerner som er genetisk programmerede computere.

For det andet, at stof er uden bevidsthed, hele universet består af ubevidst stof.

Der er ingen bevidsthed i stjerner, galakser, i planeter, i dyr, i planter,

og der burde ikke være nogen i os heller hvis den teori er sand.

Dermed sagt, at filosofien bag de sidste hundrede års videnskab

har været at bevise at vi egentlig slet ikke er bevidste.

Så stof er altså uden bevidsthed, dermed er naturlovene også statiske. Dette er dogme tre.

Naturlovene er de samme nu, som de var på "The Big Bang"'s tid

og det vil de fortsætte med at være til evighed.

Ikke bare er lovene konstante men også naturens konstanter, hvilket er grunden til at de kaldes konstanter.

Dogme fire: den samlede mængde stof og energi er altid den samme.

Den totale mængde ændres aldrig med undtagelse af øjeblikket for "The Big Bang" da det hele pludselig

sprang ind i eksistensen fra ingenting i et nu.

Det femte dogme er at naturen er formålsløs, der er intet formål overhovedet i naturen

og den evolutionære proces har intet formål eller retning.

Dogme seks: den biologiske arv er fysisk, alt hvad du arver er i dine gener

eller i overgenetiske ændringer i generne, eller i cytoplasmatisk arv. Men den er fysisk.

Dogme syv: minder gemmes i din hjerne som fysiske spor.

På ukendt vis lagres alt hvad du husker som modificerede nerve ender, fosforiserede proteiner.

Ingen ved hvordan det virker,

men alligevel mener næsten alle i de videnskabelige kredse at det må være sådan.

Dogme otte: dit sind er inde i dit hoved.

Al din bevidsthed er aktiviteten i din hjerne og ikke andet.

Dogme ni, som er en følge af dogme otte: psykiske fænomener som telepati er umulige.

Dine tanker og intentioner kan ikke have nogen effekt på afstand

fordi dit sind er inde i dit hoved.

Derfor er de tilsyneladende eksisterende beviser for telepati og andre psykiske fænomener illusoriske.

Folk tror disse ting sker men det er kun fordi de ikke ved nok om statistik,

eller de forblændes af tilfældet eller det er ren ønsketænkning.

Og dogme ti: mekanistisk lægevidenskab er den eneste type der virkelig virker.

Det er grunden til at regeringer kun støtter forskningen indenfor mekanistisk lægevidenskab

og ignorerer sideløbende og alternative terapier.

De kan absolut ikke virke fordi de ikke er mekanistiske,

de syner måske effektive fordi bedring alligevel ville være indtrådt eller på grund af pleceboeffekten.

Men den eneste type der virkelig virker er mekanistisk lægevidenskab.

Ja, dette er den verdensanskuelse de fleste uddannede mennesker i verden tager udganspunkt i,

den er grundlaget for uddannelsessystemet, de offentlige sundhedssystemer, forskningsråd,

regeringer, og er simpelthen bare udganspunktet for uddannede mennesker.

Men hver og en af disse ti dogmer er efter min mening meget tvivlsomme

og når man går mere i dybden med dem, så falde de til jorden.

Jeg vil først behandle ideen om at naturlovene er faste.

Dette er en arv fra verdensanskuelsen før 1960'erne, hvor teorien om "Big Bang" blev udbredt.

Folk troede at hele universet var evigt, styret af evigtgyldige matematiske love.

Da teorien om "Big Bang" kom fortsatte antagelsen,

selvom den afslørede at universet er meget radikalt evolutionært og omkring 14 milliarder år gammelt.

Voksende, og udviklende, og under konstant forandring igennem 14 milliarder år.

Voksende og under afkøling hvorunder flere og flere strukturer og mønstre opstår i det.

Men essensen i ideen er at alle naturlovene var fuldstændigt fastlagt i øjeblikket for "The Big Bang",

som en kosmisk Napoleons lov (Code Napoléon).

Som min ven Terence McKenna plejede at sige,

"Moderne videnskab er baseret på princippet: giv os et gratis mirakel og vi vil forklare resten."

Og det ene gratis mirakel er fremkomsten af alt universets stof og energi

og alle lovene der virker på det ud fra ingenting på et enkelt øjeblik.

Men altså, hvorfor skulle lovene i et evolutionært univers ikke i sig selv ændre sig?

Menneskelige love gør det, og naturlovenes ide er baseret på mateforen fra menneskelige love.

Det er en meget menneskecentreret metafor: kun mennesker har love, faktisk har kun civiliserede samfund love.

Som C. S. Lewis engang udtrykte det,

"At sige at en sten falder til jorden fordi den adlyder en lov, gør den til et menneske og endda en medborger."

Det er en metafor vi er blevet så vant til, at vi glemmer det er en metafor.

Jeg tror en meget bedre ide i et univers der udvikler sig er ideen om vaner.

Jeg tror naturens vaner ændrer sig, naturens regularitet er i essensen en vanesag.

Dette var en ide der blev fremsat i begyndelsen af det 20. århundrede

af den amerikanske filosof C. S. Peirce.

Og det er en ide som forskellige andre filosoffer har beskæftiget sig med,

det er en som jeg selv har udviklet til en videnskabelig hypotese,

hypotesen om morfisk resonans

som er grundlaget for disse vaner der udvikles.

Ifølge denne hypotese har alting i naturen en slags kollektiv hukommelse.

Resonans opstår på grundlag af lighed.

Når et ungt giraffoster vokser i sin mors skød,

stiller den ind på tidligere giraffers resonsns,

den trækker på den kollektive hukommelse, den vokser som en giraf,

den opfører sig som en giraf fordi den trækker på denne kollektive hukommelse.

Den skal have de rigtige gener for at kunne lave de rigtige proteiner, men gener er efter min mening groft overvurderede.

De er kun betydende for hvilke proteiner organismen kan lave, ikke deres form, eller opførsel.

Enhver skabning har en slags kollektiv hukommelse. Selv krystaller har.

Denne teori forudsiger at når man for første gang skaber ny type krystal,

så vil den, denne første gang, ikke have en eksisterende vane.

Men når den først krystalliseres, så vil der være en indflydelse næste gang man laver nogle, fra de første krystaller

til det andet sæt over hele verden, via morfisk resonans vil de krystalliseres en smule lettere.

Den tredje gang vil der være indflydelse fra det første og andet sæt krystaller.

Der er faktisk gode beviser for at nye forbindelser krystalliseres lettere over hele verden,

præcis som denne teori forudsiger.

Den forudsiger også at hvis man træner dyr til et nyt trick,

for eksempel rotter der lærer et nyt trick i London,

så vil rotter af den samme art over hele verden lære dette samme trick hurtigere,

bare fordi rotter har lært det her.

Og overraskende nok, er der allerede bevis for at dette rent faktisk sker.