Jane Fonda: Livets tredje akt

I løbet af denne generation er der blevet tilføjet 30 år til vores forventede levealder - og disse år udgør ikke bare en fodnote eller patologi. Ved TEDxWomen spørger Jane Fonda, hvordan man kan anskue denne nye livsfase.

Der har været mange revolutioner

i løbet af det sidste århundrede,

men ingen er måske lige så vigtige

som levetidsrevolutionen.

Vi lever i dag i gennemsnit

34 år længere end vores oldeforældre.

Tænk over det.

Det er det samme som en ekstra voksen levealder,

der er blevet føjet til vores levetid.

Men, generelt set,

har vores kultur endnu ikke fundet ud af, hvad det betyder.

Vi lever stadig efter det gamle mønster,

hvor alder er en kurve.

Det er metaforen; den gamle metafor.

Man bliver født, man når sit højdepunkt, når man er midaldrende,

og man forfalder i alderdomssvækkelse.

(Latter)

Alder som patologi.

Men mange mennesker i dag --

filosoffer, kunstnere, læger, forskere --

ser nu nærmere på, hvad jeg kalder det tredje akt;

de sidste tre årtier af vores liv.

De er kommet frem til, at det udviklingsmæssigt faktisk er en livsfase,

der har sin egen betydning --

der er lige så forskellig fra midalderen,

som puberteten er fra barndommen.

Og de spørger -- vi burde alle spørge --

hvordan skal vi bruge denne tid?

Hvordan får vi det bedste ud af den?

Hvad ville være en passende ny metafor

for at ældes?

Jeg har brugt det sidste års tid på at undersøge og skrive om dette emne.

Og jeg er kommet frem til,

at en mere passende metafor for at ældes

er en trappe --

opstigningen af den menneskelige sjæl,

til visdom, helhed

og ægthed.

Alder er overhovedet ikke patologisk;

alder er potentiale.

Og ved I hvad?

Det her potentiale er ikke kun for de få udvalgte.

Det viser sig,

at de fleste mennesker over 50

har det bedre, er mindre stressede,

mindre fjendtlige, er mindre nervøse.

Vi fokuserer på ligheder

i stedet for forskelligheder.

Nogle af undersøgelserne viser tilmed,

at vi er mere lykkelige.

Dette er ikke, hvad jeg forventede, tro mig.

Jeg har stor erfaring med depression.

Da jeg nærmede mig slutningen af 40'erne,

vågnede jeg om morgenen,

og de første seks tanker var alle negative.

Det gjorde mig bange.

Jeg tænkte, "Åh gud.

Jeg er ved at blive en sur gammel dame."

Men nu hvor jeg selv er midt i tredje akt,

indser jeg, at jeg aldrig har været lykkeligere.

Jeg har sådan en stærk følelse af velvære.

Og jeg har opdaget,

at når man er midt i det "at være gammel"

i stedet for at betragte det udefra,

så træder frygten i baggrunden.

Man indser, at man er stadig sig selv --

måske endnu mere nu end før.

Picasso sagde engang, "Det tager lang tid at blive ung."

(Latter)

Jeg vil ikke romantisere det at blive gammel.

Der er jo ingen garanti for,

at det bliver en tid for nydelse og udvikling.

En del beror på held.

En del er selvsagt genetisk.

En tredjedel er faktisk genetisk.

Og der er ikke så meget, vi kan gøre ved det.

Men det betyder, at to tredjedele

af, hvordan vi har det i tredje akt,

har vi rent faktisk indflydelse på.

Vi vil nu kigge på, hvad vi kan gøre

for, at disse ekstra leveår kan blive virkelig gode

og bruge dem til at gøre en forskel.

Nu vil jeg lige vende tilbage til trappen,

det virker måske som en underlig metafor for ældre,

da mange ældre har det svært med trapper.

(Latter)

Mig selv inklusive.

Som I måske ved,

så er hele verden baseret på en universel lov:

entropi, termodynamikkens anden lov.

Entropi betyder, at alt i denne verden, alt

er i en tilstand af forfald og fordærvelse,

kurven.

Der er kun en enkelt undtagelse til denne universelle lov,

og det er den menneskelig sjæl,

som kan fortsætte med at udvikles opad --

trappen --

og give os helhed,

ægthed og visdom.

Og her er et eksempel på, hvad jeg mener:

Denne opstigning

kan ske under selv de mest ekstreme fysiske vilkår.

For ca. tre år siden

læste jeg en artikel i New York Times

om en mand, der hed Neil Selinger --

en 57-årig pensioneret advokat --

som havde tilmeldt sig en skrivegruppe på Sarah Lawrence,

hvor han fandt sin indre skribent.

To år senere

fik han diagnosen ALS, også kendt som Lou Gehrig's disease.

Det er en frygtelig sygdom. Den er dødelig.

Kroppen forfalder, mens sindet forbliver intakt.

I artiklen skrev Mr. Selinger følgende

for at beskrive, hvad der skete med ham.

Og jeg citerer:

"I takt med, at mine muskler blev svagere,

blev mine tekster stærkere.

I takt med, at jeg mistede min evne til at tale,

fandt jeg min stemme.

I takt med, at jeg svandt, voksede jeg.

I takt med, at jeg mistede så meget,

fandt jeg endelig mig selv."

For mig er Neil Selinger

legemliggørelse af at tage trappen

i tredje akt.

Vi fødes alle med en sjæl,

men nogle gange bliver den stampet ned

af livets udfordringer,

vold, misbrug, vanrøgt.

Måske var vores forældre depressive.

Måske var de ikke i stand til at elske os

udover, hvordan vi præsterede.

Måske lider vi stadig

under en psykisk smerte, et sår.

Måske føler vi, at mange af vores forhold er uafviklede.

Og derfor føler vi os ufærdige.

Måske er meningen med tredje akt,

at vi skal færdiggøre os selv.

For mit vedkommende begyndte det, da jeg nærmede mig tredje akt,

min 60 års fødselsdag.

Hvad skulle jeg bruge den til?

Hvad skulle jeg opnå i sidste akt?

Og jeg indså, at for at vide, hvor jeg skulle hen,

måtte jeg vide, hvor jeg havde været.

Så jeg tog tilbage

for at kigge på de første to akter,

for at se, hvem jeg var,

hvem jeg virkelig var --

ikke hvem mine forældre eller andre sagde, at jeg var,

eller behandlede mig som.

Men hvem var jeg? Hvem var mine forældre --

ikke som forældre, men som mennesker?

Hvem var mine bedsteforældre?

Hvordan behandlede de mine forældre?

Den slags ting.

Et par år senere opdagede jeg,

at den proces, jeg havde været igennem,

kalder psykologer

"at foretage en livsrevision."

Og de siger, at den kan give ny betydning

og klarhed og mening

til et menneskes liv.

Man kan opdage, som jeg gjorde,

at mange af de ting, som man plejede at tro var ens skyld,

mange af de ting, som man plejede at tænke om sig selv,

slet ikke havde noget med en at gøre.

Det var ikke ens skyld; man er helt ok.

Og man er i stand til at gå tilbage

og tilgive dem

og tilgive sig selv.

Man kan frigøre sig

fra fortiden.

Man kan arbejde på at ændre

dit forhold til fortiden.

Imens jeg skrev om det her,

faldt jeg over en bog med titlen "Man's Search for Meaning"

af Viktor Frankl.

Viktor Frankl var en tysk psykiater,

som tilbragte fem år i en nazistisk koncentrationslejr.

Og mens han var i lejren, skrev han,

at han kunne se, hvis de nogensinde blev frigivet,

hvem der ville klare sig,

og hvem der ikke ville klare sig.

Og han skrev:

"Alt, hvad du har her i livet, kan tages fra dig

med undtagelse af én ting:

din frihed til at vælge

hvordan du vil reagere

i situationen.

Det er det, der bestemmer

kvaliteten af det liv, vi har levet --

ikke om hvorvidt vi har været rige eller fattige,

kendte eller ukendte,

raske eller syge.

Det, der bestemmer vores livskvalitet,

er, hvordan vi relaterer til disse realiteter,

hvilken slags mening, vi tilskriver dem,

hvilken slags holdning vi fastholder til dem,

hvilken sindsstemning vi tillader, at de udløser."

Måske er formålet med tredje akt

at gå tilbage og prøve, hvis det er relevant,

at ændre vores forhold

til fortiden.

Kognitive undersøgelser har påvist,

at når vi er i stand til at gøre dette,

manifesterer det sig neurologisk --

der skabes neurale forbindelser i hjernen.

Hvis man førhen har

reageret negativt på fortidens begivenheder og mennesker,

er der blevet skabt neurale forbindelser

af kemiske og elektriske signaler, der sendes igennem hjernen.

Og med tiden bliver disse forbindelser permanente,

de bliver normen --

selvom det ikke er godt for os,

fordi de stresser os og gør os bange.

Hvis vi derimod

kan gå tilbage og ændre vores forhold

re-visualisere vores forhold

til mennesker og begivenheder fra fortiden,

kan vi ændre de neurale forbindelser.

Og hvis vi kan fastholde

de mere positive følelser, vi har til fortiden,

bliver det den nye norm.

Det er ligesom at nulstille en termostat.

At have erfaringer er ikke det,

der gør os kloge,

det er at reflektere over de erfaringer, vi har,

der gør os kloge --

og det hjælper os til at blive hele,

giver os visdom og ægthed.

Det hjælper os til at blive det, vi kunne være blevet.

Kvinder er hele fra begyndelsen, ikke?

Jeg mener, som piger er vi iltre -- "Du bestemmer ikke over mig."

Vi er handlekraftige.

Vi er genstand for vores eget liv.

Men meget ofte

når mange af os, hvis ikke de fleste, rammer puberteten,

så tænker vi over, om vi passer ind, og om vi er populære.

Og vi bliver underkastet andre menneskers liv.

Men nu her i vores tredje akt

er det muligt

for os at vende tilbage til, hvor det hele begyndte,

og være bevidste om det for første gang.

Og hvis vi kan gøre det,

vil det ikke kun være for os selv.

Ældre kvinder

er den største demografiske gruppe i verden.

Hvis vi kan gå tilbage og omdefinere os selv

og blive hele,

vil det skabe et kulturelt skift i verden,

og det vil tjene som eksempel for yngre generationer,

så de kan gen-forstå deres egen levetid.

Mange tak.

(Bifald)