Learning from a barefoot movement

Jeg vil gerne tage jer til en anden verden.

Og jeg vil gerne dele

en 45 år gammel kærlighedshistorie

med de fattige,

der overlever på mindre end en dollar om dagen.

Jeg gik på en meget elitær, snobbet,

dyr uddannelse i Indien,

og den ødelagde mig næsten.

Jeg var helt klar

til at blive en diplomat, lærer, læge --

alt lå klart.

Desuden, jeg ser ikke sådan ud, men jeg var Indiens bedste squashspiller

i tre år.

(Latter)

Hele verden lå for mig.

Alt var for mine fødder.

Jeg kunne ikke gøre noget forkert.

Og så tænkte jeg af nysgerrighed,

jeg kunne tænke mig at leve og arbejde

og bare se, hvordan en landsby er.

Så i 1965

tog jeg til det, der blev kaldt værste hungersnød i Bihar i Indien

og jeg så sult, død,

folk, der døde af sult, for første gang.

Det forandrede mit liv.

Jeg kom hjem,

fortalte min mor,

"Jeg vil gerne leve og arbejde i en landsby."

Mor gik i koma.

(Latter)

"Hvad betyder det?

Verden ligger foran dig, de bedste jobs ligger foran dig,

og du vil gerne arbejde i en landsby?

Jeg mener, er der noget galt med dig?"

Jeg sagde, "Nej, jeg fik den bedste uddannelse.

Den fik mig til at tænke.

Og jeg ville give noget tilbage

på min egen måde."

"Hvad vil du lave i en landsby?

Intet arbejde, ingen penge,

ingen sikkerhed, ingen udsigter."

Jeg sagde, "Jeg vil leve

og grave brønde i fem år."

"Grave brønde i fem år?

Du gik på den dyreste skole og universitet i Indien,

og du vil grave brønde i fem år?"

Hun talte ikke til mig i meget lang tid,

fordi hun syntes, jeg havde skuffet min familie.

Men så

blev jeg vist den mest usædvanlige viden og evner,

som meget fattige folk har,

der aldrig bliver trukket frem i mainstream --

som aldrig bliver identificeret, respekteret,

sat i en større sammenhæng.

Og jeg tænkte, jeg ville starte et Barfodsuniversitet --

universitet kun for de fattige.

Det, de fattige anså for vigtigt,

skulle reflekteres i universitetet.

Jeg tog hen til den her landsby for første gang.

De ældre kom til mig

og sagde, "Er du på flugt fra politiet?"

Jeg sagde, "Nej."

(Latter)

"Dumpede du din eksamen?"

Jeg sagde, "Nej."

"Fik du ikke et regeringsjob?" Jeg sagde, "Nej."

"Hvad laver du her?

Hvorfor er du her?

Uddannelsessystemet i Indien

får dig til at se på Paris og New Delhi og Zürich;

hvad laver du i denne landsby?

Er der noget galt med dig, du ikke fortæller os?"

Jeg sagde, "Nej, jeg vil faktisk gerne starte et universitet

kun for de fattige.

Det, de fattige anså for vigtigt, skulle reflekteres i universitetet."

Så gav de ældre mig et meget klogt og dybt råd.

De sagde, "Vær venlig

ikke at tage nogen med en grad eller kvalifikation

ind i dit universitet."

Så det er det eneste universitet i Indien,

hvor, hvis du skulle have en Ph.D. eller en kandidat,

er du diskvalificeret til at komme.

Man er nødt til at være en fiasko eller dumpet eller droppet ud

for at komme til vores universitet.

Man er nødt til at arbejde med sine hænder.

Man er nødt til at kunne arbejde.

Man er nødt til at vise, at man har en evne, som man kan tilbyde samfundet

og yde en tjeneste for samfundet.

Så vi startede Barfodsuniversitetet,

og vi omdefinerede professionalisme.

Hvem er professionel?

En professionel er en,

der har en kombination af kompetence,

selvtillid og tro.

En vandfinder er en professionel.

En traditionel jordemor

er en professionel.

En traditionel kurvesætter er en professionel.

Der er professionelle over hele verden.

Man finder dem i enhver utilgængelig landsby verden over.

Og vi syntes, at disse folk skulle komme ind i mainstream

og vise, at den viden og de evner, som de har,

er universelle.

De skal bruges, skal udnyttes,

skal vises for verden udenfor --

at denne viden og disse evner

er relevante selv i dag.

Så universitetet fungerer

efter Mahatma Gandhis livsstil og arbejdsstil.

Man spiser gulvet, man sover på gulvet, man arbejder på gulvet.

Der er ingen kontrakter, ingen skrevne kontrakter.

Man kan hos mig i 20 år, forlade mig i morgen.

Og ingen kan tjene mere end $100 om måneden.

Hvis man kommer for pengenes skyld, kommer man ikke til Barfodsuniversitetet.

Hvis man kommer for arbejdet og udfordringen,

kommer man til Barfodsuniversitetet.

Det er der, vi vil have en til at prøve og skabe idéerne.

Uanset hvilken idé man skulle have, kom og afprøv den.

Det betyder ikke noget om man fejler.

Medtaget, skrammet, man prøver forfra.

Det er det eneste universitet, hvor læreren er eleven,

og eleven er læreren.

Og det er det eneste universitet, hvor vi ikke uddeler beviser.

Man bliver certificeret af samfundet, man tjener.

Man behøver ikke et papir til at hænge på væggen

for at vise, at man er en ingeniør.

Så da jeg sagde det,

sagde de, "Nå, vis os, hvad der er muligt. Hvad laver du?

Dette er alt sammen snik-snak, hvis du ikke kan vise det i praksis."

Så vi byggede det første Barfodsuniversitet

i 1986.

Det blev bygget af 12 Barfods-arkitekter,

der ikke kan læse og skrive,

bygget for $1,50 pr. kvadratfor.

150 personer boede der, arbejdede der.

De fik Aga Khan Prisen i Arkitektur i 2002.

Men så fik de mistanke om, at der var en arkitekt bag det hele.

Jeg sagde, "Ja, de lavede tegningerne,

men Barfods-arkitekterne byggede selve universitetet."

Vi er de eneste, der rent faktisk tilbageleverede prisen for $50.000,

fordi de ikke troede på os,

og vi syntes, de bare talte dårligt

om Tilonias Barfods-arkitekterne.

Jeg spurgte en forstman --

fremtrædende, papir-kvalificeret ekspert --

jeg sagde, "Hvad kan du bygge på dette sted?"

Han så én gang på jorden og sagde, "Glem det. På ingen måde.

Ikke engang det værd.

Intet vand, stenet jord."

Jeg var lidt i knibe.

Og jeg sagde, "Okay, jeg går til den gamle mand i landsbyen

og siger, "Hvad bør jeg så på dette sted?"

Han kiggede stille på mig og sagde,

"Du bygger det, du bygger det, du lægger det, og det vil virke."

Sådan ser det ud i dag.

Gik op på taget,

og alle kvinderne sagde, "Smut.

Mændene skal smutte, for vi vil ikke dele denne teknologi med mændene.

Vi tætner taget."

(Latter)

Det er lidt palmesukker, lidt urin

og en smule andre ting, jeg ikke ved, hvad er.

Men det lækker faktisk ikke.

Siden 1986 har det ikke lækket.

Denne teknologi vil kvinderne ikke dele med mændene.

(Latter)

Det er det eneste universitet,

der er fuldstændigt soldrevet.

Al strømmen kommer fra Solen.

45 kilowatt paneler på taget.

Og alt virker vha. Solen i de næste 25 år.

Så længe Solen skinner,

har vi intet problem med strøm.

Men skønheden består i,

at det blev installeret

af en præst, en hindu-præst,

der kun har gået otte år i folkeskole --

aldrig været på gymnasium, aldrig været på universitetet.

Han kender mere til solteknologi

end nogen anden, jeg kender noget sted i verden, garanteret.

Mad, hvis man kommer til Barfodsuniversitetet,

bliver sol-lavet.

Men folkene, der fremstillede det solkomfur,

er kvinder,

analfabetiske kvinder,

der faktisk fremstiller

de mest sofistikerede sol-komfurer.

Det er et parabolsk, simpelt sol-komfur.

Desværre, er de næsten halvt tyskere,

de er så præcise.

(Latter)

Man finder ikke andre indiske kvinder så præcise.

Absolut til den sidste tomme,

kan de lave det komfur.

Og vi får 60 måltider to gange om dagen

fra sol-madlavning.

Vi har en tandlæge --

hun er bedstemor, analfabet og tandlæge.

Hun efterser faktisk tænderne

på 7.000 børn.

Barfodsteknologi:

dette er fra 1986 -- ingen ingeniør, ingen arkitekt kom på det --

men vi samler regnvand fra tagene.

Meget lidt vand bliver spildt.

Alle tagene er forbundne under jorden

til en 400.000 liters tank,

og intet vand bliver spildt.

Hvis vi har fire år med tørke, har vi stadig vand på campus,

fordi vi samler regnvand.

60 procent af børnene går ikke i skole,

fordi de er nødt til at se til dyrene ..

får, geder --

kedeligt husarbejde.

Så vi kom på at starte en skole

om natten for børnene.

Tilonias skoler er om natten,

er over 75.000 børn kommet gennem disse natskoler.

Fordi det er for barnets bekvemmelighed;

de er ikke for lærerens bekvemmelighed.

Og hvad underviser vi i på disse skoler?

Demokrati, borgerskab,

hvordan man skal måle sit land,

hvad man skal gøre, hvis man bliver arresteret,

hvad man skal gøre, hvis ens dyr bliver sygt.

Det er det, vi underviser i på natskolerne.

Men alle skolerne er soldrevne.

Hvert femte år

har vi et valg.

Børn på mellem 6 og 14 år

deltager i en demokratisk proces,

og de vælger en premierminister.

Premierministeren er 12 år gammel.

Hun ser efter 20 geder om morgenen,

men hun er premierminister om aftenen.

Hun har en stab,

en uddannelsesminister, en energiminister, en sundhedsminister.

Og de overvåger og fører tilsyn med

150 skoler for 7.000 børn.

Hun fik World's Children Prisen for fem år siden,

og hun tog til Sverige.

Den første gang nogensinde uden for landsbyen.

Aldrig set Sverige.

Blev ikke blændet overhovedet af det, der skete.

Og Sveriges dronning, der er der,

vendte sig til mig og sagde, "Kan du spørge dette barn, hvor hun har sin selvtillid fra?

Hun er kun 12 år gammel,

og hun bliver ikke blændet af noget."

Og pigen, der er til venstre for hende,

vendte sig mod mig og så dronningen direkte i øjnene

og sagde, "Fortæl hende venligst, at jeg er premierministeren."

(Latter)

(Bifald)

Hvor procentdelen af analfabeter er meget høj,

bruger vi dukker.

Dukker er måden, vi kommunikerer på.

Her er Jokhim Chacha,

der er 300 år gammel.

Han er min psykoanalytiker. Han er min lærer.

Han er min læge. Han er min advokat.

Han er min donor.

Han rejser faktisk penge,

løser mine konflikter.

Han løser mine problemer i landsbyen.

Hvis der er spændinger i landsbyen,

hvis fremmødet i skolerne går ned,

og der er gnidning mellem læreren og forælderen,

tilkalder dukken læreren og forælderen foran hele landsbyen

og siger, "Giv hånd.

Fremmødet må ikke falde."

Disse dukker

er lavet ud af genbrugte Verdensbank-rapporter.

(Latter)

(Bifald)

Så denne decentraliserede, afmystificerede tilgang

til at gøre landsbyer soldrevne

har vi bredt ud over hele Indien

fra Ladakh op til Bhutan --

alle soldrevne landsbyer

af folk, der er blevet trænet.

Og vi tog til Ladakh,

og vi spurgte denne kvinde --

her ved minus 40 er man nødt til at komme ud gennem taget,

fordi der ikke er plads, der var sneet til op ad begge sider --

og vi spurgte denne kvinde,

"Hvad var fordelen, du fik

af solelektricitet?"

Og hun tænkte i et minut og sagde,

"Det er første gang, jeg kan se min mands ansigt om vinteren."

(Latter)

Tog til Afghanistan.

En lektie, vi lærte i Indien,

var, at mænd er utrænelige.

(Latter)

Mænd er rastløse,

mænd er ambitiøse,

mænd er altid i bevægelse,

og de vil alle have et bevis.

(Latter)

Over hele kloden findes denne tendens,

at mænd vil have et bevis.

Hvorfor? Fordi de vil forlade landsbyen

og tage til byen, søge efter arbejde.

Så vi kom på en god løsning:

træn bedstemødre.

Hvad er den bedste måde af kommunikere

i verden i dag?

Fjernsyn? Nej.

Telegraf? Nej.

Telefon? Nej.

Sig det til en kvinde.

(Latter)

(Bifald)

Så vi tog til Afghanistan for første gang,

og vi udvalgte tre kvinder

og sagde, "Vi vil gerne tage dem med til Indien."

De sagde, "Umuligt. De forlader ikke engang deres værelser,

og I vil tage dem med til Indien."

Jeg sagde, "Jeg vil lave en indrømmelse. Jeg tager også mændene med."

Så jeg tog mændene med.

Selvfølgelig var kvinderne meget mere intelligente end mændene.

På seks måneder

hvordan ændrer vi disse kvinder?

Tegnsprog.

Man vælger ikke det skrevne ord.

Man vælger ikke det talte ord.

Man bruger tegnsprog.

Og på seks måneder

kan de blive solingeniører.

De tager tilbage og gør deres egne landsbyer soldrevne.

Denne kvinde tog tilbage

og gjorde den første landsby soldreven,

startede en workshop --

den første landsby nogensinde til at blive soldreven i Afghanistan

[blev det] af disse tre kvinder.

Denne kvinde

er en usædvanlig bedstemor.

55 år gammel, og hun har gjort 200 huse soldrevne for mig i Afghanistan.

Og de er ikke kollapset.

Hun tog faktisk til og talte med en ingeniørafdeling i Afghanistan

og fortalte chefen for afdelingen

forskellen mellem AC og DC.

Det vidste han ikke.

De tre kvinder har trænet 27 flere kvinder

og gjort 100 landsbyen soldrevne i Afghanistan.

Vi tog til Afrika,

og vi gjorde det samme.

Alle disse kvinder, der sidder ved et bord fra otte, ni lande,

alle snakker de med hinanden uden at forstå et ord,

fordi de alle taler et forskelligt sprog.

Men deres kropssprog er fantastisk.

De snakker med hinanden

og er faktisk ved at blive solingeniører.

Jeg tog til Sierra Leone,

og der var denne minister, der kørte i nattens mulm og mørke --

kom forbi denne landsby.

Kommer tilbage, tager ind til landsbyen, siger, "Nå, hvad er historien?"

De sagde, "Disse to bedstemødre ..."

"Bedstemødre?" Ministeren kunne ikke tro det, der foregik.

Hvor tog de hen?" "Tog til Indien og tilbage."

Tog direkte til præsidenten.

Han sagde, "Ved De der er en soldreven landsby i Sierra Leone?"

Han sagde, "Nej." Halvdelen af staben tog hen for at se bedstemødrene dagen efter.

"Hvad er historien."

Så tilkaldte han mig og sagde, "Kan du træne mig 150 bedstemødre?"

Jeg sagde, "Det kan jeg ikke, Hr. Præsident.

Men de kan. Bedstemødrene kan."

Så han byggede mig det første Barfodstræningscenter i Sierra Leone.

Og 150 bedstemødre er blevet trænet i Sierra Leone.

Gambia:

Vi tog af sted for at vælge en bedstemor i Gambia.

Tog til denne landsby.

Jeg vidste hvilken kvinde, jeg ville tage med.

Samfundet kom sammen og sagde, "Tag disse to kvinder."

Jeg sagde, "Nej, jeg vil tage denne kvinde."

De sagde, "Hvorfor? Hun kan ikke sproget. Du kender hende ikke."

Jeg sagde, "Jeg kan lide kropssproget. Jeg kan lide hendes måde at tale på."

"Vanskelig mand; ikke muligt."

Tilkaldte manden, manden kom,

smart, politiker, mobil i hånden. "Ikke muligt."

"Hvorfor ikke?" "Kvinden, se hvor smuk hun er."

Jeg sagde, "Jah, hun er meget smuk."

"Hvad sker der, hvis hun løber væk med en indisk mand?"

Det var hans største frygt.

Jeg sagde, "Hun vil være glad. Hun vil ringe til dig over mobilen."

Hun tog af sted som bedstemor

og kom tilbage som en tiger.

Hun gik ud af flyet

og talte til hele pressen, som om hun var en veteran.

Hun håndterede hele landets presse,

og hun var en stjerne.

Og da jeg tog tilbage seks måneder senere, sagde jeg, "Hvor er din mand?"

"Åh, et eller andet sted. Det er ligegyldigt."

(Latter)

Succeshistorie.

(Latter)

(Bifald)

Jeg vil lige runde af med at sige,

at jeg tror, man ikke er nødt til at lede efter løsninger udenfor.

Led efter løsninger indeni.

Og lyt til folk, der har løsningerne foran dig.

De er over hele verden.

Vær slet ikke urolig.

Lyt ikke til Verdensbanken, lyt til folkene på jorden.

De har alle løsningerne i verden.

Jeg vil afslutte med et citat af Mahatma Gandhi.

"Først ignorerer de dig,

så ler de af dig,

så bekæmper de dig,

og så vinder du."

Tak.

(Bifald)