Hvorfor slankekure normalt ikke virker

I USA har 80% af alle piger været på en kur, når de er 10 år gamle. I denne ærlige tale, benytter hjerneforskeren Sandra Aamodt hendes personlige historie for at give en vigtig lektie om, hvordan vores hjerner kontrollerer vores kroppe, og hun fortæller om videnskaben bag, hvorfor slankekure alene normalt ikke virker, men også sandsynligvis gør mere skade end gavn. Hun kommer med ideer til, hvordan man lever et mindre slankekur-besat liv intuitivt.

For 3 1/2 år siden

traf jeg en af de bedste beslutninger i mit liv.

Som mit nytårsforsæt

stoppede jeg med slankekure,
stoppede med at bekymre mig om min vægt

og lært at spise med omtanke.

Nu spiser jeg, når jeg er sulten,

og jeg har tabt 5 kilo.

Det her er mig som 13-årig,

da jeg startede min første slankekur.

Når jeg ser på det billede i dag, tænker jeg,

du havde ikke behov for en slankekur,

du havde behov for en modeekspert.

(Latter)

Men jeg tænkte, at jeg havde behov for at tabe mig,

og da jeg tog det hele på igen,

bebrejdede jeg selvfølgelig mig selv.

Og i de næste tre årtier

var jeg på forskellige slankekure.

Ligegyldigt hvad jeg prøvede,

så kom den vægt jeg havde tabt altid tilbage.

Jeg er sikker på mange af jer kender det.

Som hjerneforsker tænkte jeg,

hvorfor er det her så svært?

Det er åbenlyst, at hvor meget
man vejer afhænger af,

hvor meget man spiser og
hvor meget energi man forbrænder.

Det som de fleste ikke er klar over er,

at sult og energiforbrænding

er styret af hjernen,

for det meste uden vores vidende.

Hjernen foretager det meste
arbejde bag scenen

og det er en god ting,

fordi ens bevidste tanker -

hvordan formulerer jeg dette høfligt? -

bliver nemt distraheret.

Det er godt, at man ikke skal
tænke på at trække vejret,

når man bliver opslugt af en film.

Man glemmer ikke, hvordan man går,

fordi man tænker over,
hvad man skal have til aftensmad.

Ens hjerne har også sin egen fornemmelse for,

hvad man bør veje,

ligegyldigt hvad man bevidst mener.

Dette kaldes ens indstillingspunkt,

men det er et misvisende begreb,

fordi det er faktisk et spektrum

på 5 - 7,5 kilo.

Man kan benytte livsstilsvalg til
at bevæge ens vægt

op og ned indenfor dette spektrum,

men det er meget, meget hårdere
at holde sig udenfor det.

Hypothalamus, den del af hjernen

der regulerer kropsvægt,

der er mere end et dusin kemiske signaler

i hjernen, der fortæller din krop
at den skal forøge vægten,

mere end et dusin der fortæller kroppen,
at den skal tabe det

og systemet fungerer som en termostat,

der reagerer på signaler fra kroppen

ved at justere sult, aktivitet og stofskifte

for at forsøge at holde vægten stabil
under skiftende forhold.

Det er det en termostat gør, ikke sandt?

Det holder temperaturen i ens hus konstant

selvom vejret udenfor ændrer sig.

Man kan prøve at ændre på temperaturen

i ens hus ved at åbne et vindue om vinteren,

men det vil ikke ændre
indstillingen på termostaten,

der vil reagere ved at tænde for varmen

for at varme huset op igen.

Ens hjerne fungerer på nøjagtig samme måde,

ved at reagere på vægttab
med kraftfulde værktøjer

til at presse ens krop tilbage,

til hvad den anser for normalt.

Hvis man taber sig meget,

vil ens hjerne reagere som om man sultede,

og uanset om man startede tyk eller tynd,

så vil ens hjernes respons være
nøjagtigt den samme.

Vi ville ønske at ens hjerne kunne fortælle,

om man havde behov for at tabe sig eller ej,

men det kan den ikke.

Hvis man taber en masse kilo,

bliver man sulten,

og ens muskler forbrænder mindre energi.

Dr. Rudy Leibel fra Columbia Univeristy

har fundet ud af, at personer der har tabt

10% af deres kropsvægt

forbrænder 250-400 kalorier færre

fordi deres stofskifte er undertrykt.

Det er meget mad.

Det betyder at en succesfuld person på kur

må spise så meget mindre for evigt

end en på samme vægt,

der altid har været tynd.

Fra et evolutionært perspektiv,

giver ens krops modvilje
mod vægttab mening.

Da mad var en mangelvare,
afhang vores forfædres overlevelse

af at kunne spare på energien,

og at tage vægt på,
når mad igen var tilgængeligt,

ville beskytte dem mod næste gang
de manglede mad.

Set over menneskets historie,

har sult været et væsentligt større problem

end at spise for meget.

Det kan forklare et meget trist faktum:

Indstillingspunkter kan stige,

men de falder sjældent.

Hvis ens mor nogensinde har fortalt,

at livet ikke er retfærdigt,

så er dette et eksempel på hvad hun mente.

(Latter)

Succesfulde slankekure ændrer ikke
ved ens indstillingspunkt.

Selv efter man har holdt vægten

i så lang tid som syv år,

vil ens hjerne forsøge at få en
til at tage det på igen.

Hvis det vægttab skyldtes en
længerevarende hungersnød,

ville det være en fornuftigt respons.

I vores moderne verden med
drive-through burgere,

virker det ikke så godt for så mange af os.

Den forskel mellem vores forfædres tid

og vores overflødige nutid

er grunden til at Dr. Yoni Freedhoff

fra University of Ottawa

ønsker at tage hans patienter tilbage til en tid,

hvor mad var mindre tilgængeligt,

og det er også grunden til,

at en ændring af vores madmiljø,

vil vise sig at være den mest effektive løsning

på fedme.

Desværre kan en midlertidigt vægtforøgelse

blive permanent.

Hvis man forbliver på en høj vægt i for lang tid,

formentlig drejer det sig om
år for de fleste af os,

vil ens hjerne muligvis beslutte sig for,
at dette er det nye normale.

Psykologer klassificerer spisere i to grupper,

dem der forholder sig til deres sult

og dem der forsøger at kontrollere deres spisning

gennem viljestyrke, som de fleste på slankekur.

Lad os kalde dem intuitive spisere
og kontrollerede spisere.

Det interessante ved intuitive spisere er,

at de er mindre tilbøjelige
til at være overvægtige,

og de spenderer mindre tid
på at tænke på mad.

Kontrollerede spisere er mere sårbare

i forhold til at overspise
som respons på reklame,

"super-sizing" og alt-hvad-man-kan-spise-buffeter.

Og en lille nydelse,

som at spise en kugle is,

er mere sandsynligt vil føre til grovædning

blandt kontrollerede spisere.

Børn er især sårbare

overfor denne cyklus af slankekure og grovædning.

Flere langtidsstudier har vist,

at piger, der er på kur i deres tidlige teenage-år

forøger deres chancer for at
bliver overvægtige tre gange

fem år senere,

selvom de startede med en normal vægt,

og alle disse studier fandt,

at de samme faktorer

der forudsagde en vægtforøgelse

også forudsagde udviklingen
af spiseforstyrrelser.

Den anden faktor, forresten,

til de af jer der er forældre,

blev drillet af familiemedlemmer

med deres vægt.

Så lad være med det.

(Latter)

Jeg efterlod næsten alle mine
grafer derhjemme,

men jeg kunne ikke modstå at
vise denne her ene,

fordi jeg er en nørd og det er
sådan jeg har det sjovt.

(Latter)

Det her er et studie der ser
på risikoen for død

over en 14-årig periode

baseret på fire sunde vaner:

spise nok frugt og grøntsager,

motionere tre gange ugentligt,

ikke at ryge

og at drikke moderat.

Lad os starte med at se på de normal-vægtige

personer i studiet.

Højden på søjlerne er risikoen for at dø

og de 0, 1, 2, 3, 4 tal

på den horisontale akse

er antallet af disse sunde vaner

som en given person havde.

Og som man vil forvente,
jo sundere livsstil,

jo mindre sandsynligt var det at personerne
døde i løbet af undersøgelsen.

Lad os nu se hvad der sker

for overvægtige mennesker.

De der ikke havde nogen sunder vaner,

havde en højere risiko for at dø.

Ved at tilføje blot en sund vane

ryger overvægtige personer
tilbage indenfor normale.

For fede personer uden nogen sunder vaner

er risikoen meget høj, syv gange højere

end den sundeste gruppe i undersøgelsen.

Men en sund livsstil hjælper
også fede mennesker.

Faktisk, hvis man kun kigger på den gruppe

med alle fire sunde vaner,

kan man se at vægt kun har en lille betydning

Man kan tage kontrol over ens helbred

ved at tage kontrol over sin livsstil,

selvom man ikke kan opnår vægttab

og holde det.

Slankekure er ikke særligt pålidelige.

Fem år efter en kur

har de fleste taget det tabte på igen.

40% har taget endnu mere på.

Hvis man tænker over det,

så er det typiske resultat ved slankekure,

at det er mere sandsynligt at man tager på

i det lange løb end at tabe sig.

Hvis jeg har overbevist jer om, at slankekure

måske er et problem,

så er det næste spørgsmål,
hvad vil man gøre ved det?

Og mit svar, med et ord, er mindfulness.

Jeg siger ikke, at man er nødt
til at lære at meditere

eller starte til yoga.

jeg snakker om at spise med opmærksomhed:

at lære at forstå kroppens signaler,

så man spiser, når man er sulten

og stopper når man er mæt,

fordi en masse vægtforøgelse kan koges ned til

at spise, når man ikke er sulten.

Hvordan gør man så det?

Giv dig selv tilladelse til at spise

så meget du har lyst til, og find så frem til,

hvad din krop får det godt af.

Sid ned til de faste måltider uden distraktioner.

Tænk over hvordan din krop har det,

når du starter med at spise og når du stopper,

og lad din sult bestemme,

hvornår du er færdig.

Det tog omkring et år for mig at lære dette,

men det har virkelig været det værd.

Jeg er så meget mere afslappet
i mit forhold til mad

end jeg har været hele mit liv.

Jeg tænker tit ikke på det.

jeg glemmer, at vi har chokolade i huset.

Det er som om "aliens" har overtaget min hjerne.

Det er bare fuldstændig anderledes.

Jeg skal lige sige,

at denne tilgang til at spise
formentlig ikke vil gøre man taber sig

medmindre man ofte spiser,
når man ikke er sulten,

men læger kender ikke en tilgang

der giver afgørende vægttab
hos mange mennesker

og det er derfor,
at mange mennesker nu fokuserer på

at undgå at tage på

fremfor at fremme vægttab.

lad os indse det:

Hvis slankekure virkede,
ville vi alle være tynde nu.

(Latter)

Hvorfor bliver vi ved med
at gøre de samme ting

og forventer et anderledes resultat?

Slankekure ser måske uskyldige ud,

men de medfører faktisk
en del følgeskader.

I værste tilfælde ødelægger de liv:

Besættelse af vægt fører til spiseforstyrrelser

specielt hos unge børn.

I USA siger 80% af 10-årige piger,

at de har været på en slankekur.

Vores døtre har lært at måle deres værdi

på en forkert skala.

Selv når de er bedst

er slankekure spild af tid og energi.

Det tager viljestyrke, som man kunne benytte

med at hjælpe sine børn med deres lektier

eller med at færdiggøre vigtige arbejdsprojekter,

og fordi viljestyrke er begrænset

vil enhver strategi der er afhængig
af en konstant anvendelse

nærmest med garanti

på et tidspunkt mislykkes,

når ens opmærksomhed
flytter sig til noget andet.

Lad mig slutte med sidste tanke.

Hvad hvis vi fortalte alle disse piger på kur,

at det er i orden at spise, når de er sultne?

Hvad hvis vi lærte dem at arbejde
med deres appetit

i stedet for at frygte den?

Jeg tor mange af dem ville blive
gladere og sundere,

og som voksne

ville mange af dem formentlig være tyndere.

Jeg ville ønske nogen havde fortalt mig det

dengang jeg var 13 år.

Tak

(Klapsalver)