Cynthia Bourgeault, Ways of the Heart, Intro

Cynthia Bourgeault leads a one-day retreat called "The Ways of the Heart: Kenosis, Abundance, Singleness" in the contemplative Christian tradition.
September 3, 2011, in Greenfield, MA.

presentation number one (of four), hosted by Rev. Armand Proulx
of Second Congregational Church, 16 Court Square, Greenfield, MA

production and editing by Robert A. Jonas, Ed.D., founder & director of the Empty Bell, a sanctuary for Christian-Buddhist dialogue (www.emptybell.org); videography by Brit Albritton

© 2012 Empty Bell Productions www.emptybell.com
by permission of Cynthia Bourgeault; www.contemplative.org/cynthia.html

HJERTETS VEJE
Kenosis, fylde og enhed

En endagsretræte ved Cynthia Bourgeualt
3. september 2011 (1:4)

Jeg er Armand Proulx,
og jeg er præst i Second Church -

- og jeg taler også på vegne af
First Church.

Vi er begge arrangører.

Lovet være Gud for kirker
med gode parkeringsmuligheder.

Det er vores bøn i dag ...

... vi er i nadversalen, for øvrigt ...

... og det er vores bøn i dag -

- at vi må have ører til at høre vinden
og øjne til at se de ildtunger -

- som sætter sig på os.

Men med hensyn til vinden -

- har vi nogle ord,
som Jesus sagde til Nikodemus:

Vi hører den suse og ved ikke,
hvor den kommer fra eller går hen.

Der blæser en særlig vind
fra Maines og Eagle Islands kyst -

- hvor Cynthia tilbringer
halvdelen af sin tid -

- og omgås med naturen,
havet og med Gud.

Hun tog med et fly,
der fløj på vinden, der gik vestpå.

- og nu er hun her i dag.

Foruden at bære hende
på sine vinger -

- bærer den også
hendes meritter og talenter.

Hun er episkopalsk præst,
retræteleder -

- ekspert i rekonstruktionen
af oldkirkens lære -

- forsker i middelalderens kultur -

- og desuden en kendt leder
i bevægelsen bag centrerende bøn -

- stifter af Contemplative Society -

- og af Aspen Wisdom School -

- og forfatter til mindst syv bøger.

Jeg vil sammenfatte alle de ting
i en enkelt sætning.

Hun kommer her for mig
og for jer allesammen -

- som en inspireret tjener
af Guds uendelige visdom -

- som vi hungrer efter.

Lad os derfor, kære brødre og søstre,
byde Cynthia Bourgeault velkommen.

God morgen allesammen,
fra nord, syd, øst og vest.

Det er en særlig fornøjelse
for mig at komme her -

- og især med Armand og Gene Proulx
som arrangører for retræten.

Den beskedne mand,
der præsenterede mig så generøst ...

... og nu vil jeg overgå dig, Armand ...

... er en af dem, som er tæt knyttet
til den centrerende bøns dannelse -

- da den udviklede sig
fra et internt kloster-initiativ -

- som begyndte i klosteret i Spencer
en times kørsel herfra -

- helt tilbage i 1975.

Den udviklede sig til at blive
en meget stor bevægelse -

- som har ændret en mængde kristnes
sjæl og liv gennem de sidste 30 år -

- og er blevet en global bevægelse ...
et af nutidens mirakler.

Men Armand var en af portvagterne,
som ledede et lille team -

- som førte den ud af klosteret
og præsenterede den -

- i første omgang
for romersk-katolske gejstlige -

- og siden for lægfolk i hele verden.

Rygtet vil vide, at navnet
"centrerende bøn" skyldes Armand -

- selvom han ikke rigtig vil indrømme,
at han direkte husker det.

Førhen var det sådan -

- at da bønnen var udformet
efter klassikeren "Uvidenhedens Sky" -

- var den kendt som Skyens bøn.

Men folk mente, at navnet
ikke ville vække interesse -

- fordi det lød noget uklart.

Ved et bestemt møde blev det ændret
på Armands opfordring -

- og blev til centrerende bøn -

- og det hedder den i dag.

Men der må nødvendigvis
ske en fornyelse af den -

- for selve den centrerende bøn -

- er snart ved at være 40 år gammel -

- altså godt 40 år gammel
i sin seneste version -

- for efter min mening går den
helt tilbage til Jesus selv -

- men altså 40 år
i dens nuværende form.

Jeg tror, vi på vej ind
i en helt ny fase -

- i forståelsen af kristendommen.

Det er en betydningsfuld
overgangsfase logistisk set -

- for de mennesker, som oprindelig
udviklede denne bøn og gav os den ...

... de tre salige munke fra Spencer ...

... de tog kernen
i den kristne kontemplative vej -

- og gav den en form, som passer
til lægfolk med et travlt liv -

- og giver dem direkte adgang
til den kristne forvandlende visdom.

Af de tre munke
har én nu fået sin løn i himlen -

- og Thomas Keating,
stifteren, er 88 -

- og forsøger nu
at trække sig tilbage -

- fra den rede med sultne unger,
han skabte -

- og William Meninger er stadig aktiv
i Snowmass-klostret -

- og kan ikke klare efterspørgslen.

Den organisation, Thomas Keating
oprettede, Contemplative Outreach -

- er i en ny fase,
fordi man har indset -

- at uden Thomas Keating
til at lede den i alle detaljer -

- må man sørge for
at forberede en ny generation.

Det står øverst på dagsordenen
at få en ny generation af ledere.

Jeg mener, det er endnu vigtigere
at udvikle lære og praksis -

- for hvis der er noget -

- der gør den centrerende bøn
troværdig og autentisk -

- så er det dens dynamik -

- og evne til at skabe
en personlig forvandling.

Det er lidt af en selvmodsigelse,
som en trehjulet cykel med to hjul -

- at sige, at vi har en bøn, som bygger
på dynamik, forandring og vækst -

- og så sige, at den lære, der blev til
for årtier siden, skal være uændret -

- ned til de samme ord, de samme
punkter, de samme udbrud -

- og de samme betoninger.

Den vil ændre sig,
hvis den har gjort sin virkning.

Jeg tror, det er hele sagen
i en nøddeskal.

Da den centrerende bøn
først fandt vej ud i verden -

- som en række grupper
og en åndelig praksis -

- var fokus med rette
på heling af psykiske sår.

Thomas' indflydelsesrige teori
om den guddommelige terapi ...

... helingen af det falske selv -

- udviklingen mod bevidst behandling
af vores skyggesider og psykiske sår -

- og opnåelsen af større frihed
og generøsitet -

- i forholdet
til Gud og vores næste ...

... den stod i centrum.

En masse mennesker voksede op med den -

- og tog øvelsen til sig for alvor
og blev forvandlet af den.

Men undervejs skete der
noget meget interessant.

Da det begyndte at ske -

- opdagede vi den profetiske dimension
af den centrerende bøn.

Vi er begyndt at forstå
centrerende bøns rolle -

- i udviklingen
af et nyt bevidsthedsniveau -

- som for det meste kaldes
for nondual bevidsthed.

Buddhisterne har altid talt om den,
men kristne har altid kendt til den.

Den er ved at indgå i et nyt sprog -

- som der er et akut behov for i dag.

Det er et sprog,
som ophæver splittelse -

- som nægter at underkaste sig
polarisering -

- og som ser bag om formerne
og fatter essensen.

Vi begynder at se, at centrerende bøn
på grund af dens dynamik -

- og på grund af dens tilgang
til meditation og forvandling -

- rummer store muligheder -

- for at katalysere,
fremkalde og stabilisere -

- evnen til at have en nondual
bevidsthed hos udøverne af den -

- og udsende dem
som profeter med budskab om håb.

Nu da vi samles
umiddelbart før den tiende årsdag -

- for angrebet den 11. september -

- begynder vi at forstå, hvilken
udfordring, det frembyder for os -

- og hvor dårligt vi har imødegået
den udfordring.

Nødvendigheden af,
at hjertet forvandles -

- så det ikke er lukket -

- men derimod åbent -

- og behovet for en helhedstænkning,
som ikke dæmoniserer brødre -

- og evnen til at lytte til hjertet -

- og høre og tage del i noget nyt,
som endnu ikke er født ...

... det er færdigheder, som hæmmes,
når vi er grebet af frygt.

Den centrerende bøns
profetiske opgave er -

- at frigøre os for frygt
og frigøre os for had -

- og åbne hjertet, så vi kan være
fødselshjælpere for det nye -

- som er på vej.

I vores tid forudser jeg,
at vi vil se -

- en helt ny udvikling i forståelsen
af den centrerende bøn -

- en helt ny udvikling af dynamik -

- en helt ny udvikling af ideer
og oplæring af lærere -

- som virkelig forstår
den centrerende bøns muligheder -

- for at forvandle hjertet
og bevidstheden.

Selvom I har praktiseret den
i 35 år -

- selvom I er en Armand
med 40 års-diplomet ...

... du er nok den eneste her
med 40 års-diplomet ...

... jeg kom til i 1988 og det rækker
måske til 30 års-diplomet ...

... så befinder vi os
på en helt ny arena -

- og alt, hvad der angår Gud,
er kendetegnet ved -

- at det altid skaber ny arenaer.

Jeg vil starte med at forklare,
hvad metoden centrerende bøn består i.

I dag vil jeg hovedsagelig arbejde
ud fra min bog "Det vågne hjerte" -

- og især ud fra den korte tekst,
som står i bogens slutning -

- og hedder Sammenfatning, eller
måske Efterskrift, ja, Efterskrift.

Og foredragets emne er
centrerende bøn og hjertets vej.

Jeg har tænkt mig at gennemgå -

- de første syv ud af de tolv punkter
på min punktliste.

Hvis I har bogen,
kan I se på dem der.

Hvis I ikke har bogen, kan de første
50 skaffe bogen her.

Den kan købes ved bogbordet der.

Men jeg vil arbejde inddirekte med dem,
og det er prøvestenen.

Jeg vil starte med spørgsmålet:

Hvad er centrerende bøn
som meditationsmetode betragtet?

Hvad ved den ligner andre metoder,
og hvad er specielt for den?

Ja, alle meditationsmetoder -

- er fælles om at have det formål -

- at frigøre os for det,
buddhister kalder for "abesindet" -

- for vores slaveri under
vores tvangsprægede tænkning -

- som tænker os,
frem for at vi tænker den.

Er det ikke sjovt, at når en tanke
opstår, tænker vi den straks?

I er her, og I er kommet
til en retræte på en smuk dag -

- med en del besvær -

- og så siger noget:
"Mon butikken er lukket?", "Mon ..."

Straks giver I jer til
at tænke tankerne.

Meditationsudøvelsen
skal altså gøre os i stand til -

- som en kendt præsidents hustru
udtrykte det -

- bare at sige nej.

Når en tanke opstår -

- så skal man sætte en større del
af sig selv ind imod den.

Traditionen siger,
at de gode nyheder er -

- at bag det splittede abesinds selv,
som vi opfatter som os selv -

- og hvis direktiver vi for det meste
slavisk følger -

- på grund af dets
tvangstænkning ...

... bag det ligger et selv -

- som er mere stabilt, mere frit,
mere barmhjertigt og mere mildt -

- og som er i bedre kontakt med -

- Guds barmhjertighed
og sammenhængskraft -

- som omgiver os i hverdagen.

De fleste meditationsformer skyldes
teenageren med ghettoblasteren -

- altså vores abesind -

- som gør, at vi ikke kan høre
eller synke ned i de dybere vande -

- som altid strømmer og beriger
og opretholder vores sjæl.

Alle meditationsformer søger
at slukke for ghettoblasteren -

- og gøre os i stand til
at undgå at blive tyranniseret -

- af vores tænkning og det jeg,
som skyldes vores tænkning.

Uanset om I mediterer efter
buddhistisk eller kristen tradition -

- efter islamisk, jødisk eller
hinduistisk tradition -

- eller fuldstændig frit
bare for at undgå stress -

- så har den praksis alligevel
det samme mål.

I vil få syn for sagn og tænke:

"Godt, måske er der noget bag tankerne,
og måske skal jeg se på det."

Det har de til fælles.

I den kristne tradition -

- findes der en stærk strømning,
som gør brug af meditation -

- og den har altid været der.

Men den er gemt af vejen
og går normalt under navnet -

- "kontemplativ bøn".

Det er bøn uden ord, bøn uden
et objekt, bøn uden mål -

- bøn uden ord, bøn uden tanker,
bøn uden en dagsorden.

I kristendommen er det sådan -

- at det, de fleste i dag
kalder "meditation" -

- kalder vi "kontemplativ bøn".

Jeg vil ikke forklare,
hvorfor vi gør det.

Jeg vil bare sige, at i praksis
er ordene stort set synonymer.

I kan udmærket bruge ordene
som synonymer.

Hvis I slår "kontemplativ bøn" op
i leksika -

- vil I se, at vi faktisk har
en meget rig tradition -

- for meditationspraksis -

- og med samme formål:
at befri os for abesindets tyranni.

Men på trods af det fælles formål
er meditationsmetoderne forskellige.

Det vanskelige
ved den centrerende bøn er -

- at man må glemme det meste,
man har lært om meditation -

- eller tror, man ved om meditation.

De fleste metoder forsøger at lære os
at bryde abesindets tyranni -

- ved at fokusere på noget -

- altså koncentrere sig om
åndedrættet eller et mantra -

- eller nøjes med at iagttage
tankerne komme og gå -

- træde et skridt tilbage og sige:
"vrede tanker", "begærlige tanker" ...

Men den centrerende bøn kræver ikke,
at man koncentrerer sig om noget.

Den handler ikke om at samle sig
om en mantra eller følge åndedrættet -

- eller iagttage tankerne,
når de kommer og går.

Faktisk kan den centrerende bøn
bedst beskrives som en gestus.

Den handler om at gøre
sådan her.

Den handler om at ... give slip ...
på tankerne, når de dukker op -

- slippe det, vi altid søger hen imod
på grund af vores tankemønstre.

En af de bedste historier
om centrerende bøn -

- som desværre ikke er kommet med
i den gængse introduktion til bønnen -

- nok den bedste historie, der findes -

- er en historie om en nonne -

- som vist var skoleinspektør
i en katolsk skole og en type A.

Hun lærte bønnen
i en workshop med Thomas Keating.

Efter første bedestund sagde hun:

"Jeg kom ynkeligt til kort i bønnen.
Jeg har haft ti tusinde tanker."

"Skønt!", sagde han.

"Ti tusinde muligheder
for at vende tilbage til Gud!"

Det er metoden centrerende bøn
i en nøddeskal.

Det er aldrig blevet sagt bedre.

Under den centrerende bøn
forsøger vi ikke at standse tankerne.

Men når vi fanges af en tanke og
slipper den, vender vi tilbage til Gud.

Det væsentlige i centrerende bøn
er helt klart den slippende akt.

Fokuseringsmetoderne
er kendetegnet af -

- at de forsøger
at hindre tankerne i at opstå -

- eller udskille dem straks.

Under centrerende bøn forsøger vi
bare at slippe dem, når de opstår.

Vi giver op fra starten af.

Ja, der vil komme tanker.
Det er vores fysiologis natur.

Tit dukker tankerne op
med det samme, og det er uundgåeligt.

Men -

- det, som virker i denne øvelse,
er faktisk den slippende akt -

- og den er ensbetydende med
at vende tilbage til Gud.

De ord, der normalt bruges
i anvisningerne i centrerende bøn -

- om denne slippen og tilbagevenden -

- er ordene:
"samtykke i Guds nærvær og virke".

Med andre ord,
når jeg slipper en tanke -

- efterligner jeg Jesus,
da han i Getsemane Have sagde:

Ske ikke min vilje, Herre, men din.

Altså: "Jeg slipper det, der
optager mig, for at gøre plads -

- for en ukendt, men
en tydeligt mærkbar guds nærvær."

Det er det, vi gør.
Det er en slippende bøn.

Den ændrer vores grundholdning
fra at være sådan her ...

... vi griber og tænker en tanke,
eller den gør det med os ...

... til at være sådan.

Det er okay, hvis man slipper en tanke
og tre tanker straks erstatter den -

- for arbejdet i denne bøn består i
at give slip, give slip og give slip.

Det er kort sagt metoden.

Det er intentionen i centrerende bøn
i en nøddeskal.

Det eneste svære ved denne bøn
er at sætte pris på denne gestus.

Er det bøn? Skal jeg bare sidde
i 20 minutter og slippe tankerne?

Hvordan kan det have noget at gøre
med mit trosliv og min frelse?

Mener du virkelig,
at hvis jeg får et syn -

- og hvis Gud siger til mig:

"Hør, nu skal jeg fortælle dig
om et skjult sår, du har" -

- så skal jeg slippe tanken?

Skal man virkelig det?
Det giver ingen mening.

Vi skal snart se, når vi arbejder
helt konkret med bønnen -

- at denne slippen -

- eller dette skift fra en tilstand,
hvor vi er knuget og bundet -

- optaget, som anvisningerne siger,
af en tanke -

- til at være fri -

- er en virkningsfuld handling
og en hellig vej i sig selv.

Vi kan faktisk underbygge det
teologisk -

- og interessant nok kan vi nu også
underbygge det neurologisk.

Jeg vender tilbage til det
senere i dag.

Men denne gestus,
som hjælper os til at skifte -

- fra at være fanget af en tanke
til at være fri -

- er i sig selv rent faktisk -

- en virkningsfuld åndelig handling.

Når vi begynder at stole på den
og lære at overgive os til den -

- fører den os meget langt
ud ad en åndelig vej -

- hvor resultaterne af vores indsats,
vores trofaste øvelse -

- opleves ... ikke i store syner
og fredfyldte stunder under bønnen -

- men i en større evne til at være
kærligt nærværende i livet.

Med andre ord gør den sin virkning
på en mystisk måde i bedetiden -

- og på en dybtgående måde i vores liv.

Det er den forvandlende vej,
I giver jer til at følge -

- når I bruger denne meditationsmetode.

Der er tilsvarende øvelser
i alle de store religiøse traditioner.

Men denne øvelse har
et særlig nært slægtskab -

- med det kristne åndelige miljø.

Det tog mig lang tid at forstå,
men en dag gik der en prås op for mig.

Det var nok ved 10 års-jubilæet
for min bønspraksis -

- eller måske ved 15 års-jubilæet.

En dag forstod jeg pludselig -

- at det teologiske princip,
som den centrerende bøn følger -

- er kenosis-princippet.

Det er et ord, som nok ikke
er et af de mest almindelige ord -

- i det kristne ordforråd.

Men det burde det være.

Det staves:
k ... e ... n ... o ... s ... i ... s.

Det er et græsk ord, som ordret
betyder "selvudtømmelse".

Den bibeltekst,
som bruger det mest tydeligt -

- er den berømte hymne
i Filipperbrevet, kapitel 2 -

- fra og med det femte vers,
hvor Paulus siger:

I skal også have det sind i jer,
som Kristus havde.

Han forsøger så at beskrive det
ved hjælp af en hymne -

- som nok er den ældste kristne hymne,
og den lyder sådan her:

Selvom han havde Guds tilstand -

- "han" er selvsagt Kristus -

- regnede han ikke ligheden med Gud
for noget, han skulle klamre sig til.

Bemærk "klamre".

Jesus klamrede sig ikke til noget.

Han sagde ikke: "Jeg er Guds søn.
Jeg har ikke brug for det der."

Tværtimod ... hedder det ...
tømte han sig selv.

Det er på græsk kenosein,
og kenosis er afledt af det.

Tværtimod tømte han sig selv -

- antog en slaves skikkelse
og blev født som menneske.

Han ydmygede sig
... oversættelserne varierer meget ...

... lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.

Så han tømte sig igen.

Han var sådan set ensporet.

Han kunne kun tømme sig selv.

Set i denne teksts sammenhæng -

- er meningen
med at tømme sig selv helt klar.

Det betyder ikke
at gøre sig helt tom.

Hvad betyder det?
Hvad er modsætningen til det?

Ja, modsætningen er -

... regnede han ikke ligheden med Gud
for noget, han skulle klamre sig til.

Tværtimod ... tømte han sig selv ...

Så egentlig er kenosis det modsatte
af det at klamre sig til noget.

"Selvudtømmelse" i ordets
rent kristne betydning -

- er ikke noget mageløst,
som er helt uopnåeligt -

- som at gøre sig helt tom,
forsvinde i Gud og så videre.

Det er ikke så kompliceret.

Det drejer sig bare om at slippe det,
man klamrer sig til.

Det ligger tæt på det, buddhister
kalder for "ikke-tilknytning".

Altså slippe det, man klamrer sig til,
og ikke hævde sin ret.

Det optræder ofte i forkyndelsen
under navnet "ydmyghed".

Men det ord fører os
også tit på vildspor -

- fordi vi tror, det betyder -

- en falsk og hyklerisk form
for selvfornægtelse.

Ydmyghed er den frihed, man har,
når man ikke klamrer sig.

Det forstår vi ikke.
Men prøv at forstå det.

Buddhister siger: "Få et sind,
som ikke klamrer sig til noget".

Da sindet normalt klamrer sig til alt -

- får man kun et sind,
der ikke klamrer sig -

- ved at øve sig i at slippe grebet
igen og igen, igen og igen.

I eftermiddag skal vi se på den tanke,
at det er kernen i Jesu budskab.

Vi ser det i hans lignelser
og diskussioner med farisæerne -

- og i hans forsøg på at få
de sløve disciple til at fatte det:

Hvilken del af "ikke-klamren"
forstår I ikke?

Hvor kan I diskutere, hvem der skal
sidde hvor i himlen, når jeg ...

Så den centrerende bøn fungerer -

- i det teologiske regi,
der hedder kenosis eller ikke-klamren.

Det er meget, meget vigtigt at huske,
når I arbejder med øvelsen.

For selvom den ikke støttede sig til -

- to årtusinders tradition
for åndelig praksis -

- og selvom den var opfundet
af munkene i Spencer -

- så belyser den stadig
så fuldt og klart og kraftigt -

- midtpunktet i den kristne trosliv -

- at den ville være gyldig i sig selv,
sådan som den er.

Skal jeg tale højere?

Godt, tak for det praj.

Det er essensen.

I listens første punkt skriver jeg:

Meditationsmetoden
den centrerende bøn bygger -

- på overgivelsens gestus
eller den slippende gestus.

Det er klogt at se disse to ord
som synonymer.

Overgivelse er ikke at kapitulere,
men at slippe det, man klamrer sig til.

Det teologiske grundlag for
denne bøn er princippet om kenosis -

- (Filipperbrevet 2,6) -

- Jesu selvudtømmende kærlighed -

- som danner kernen i hans
selvforståelse og livspraksis.

I bedetiden overgiver man sig ved at
give slip på tankerne, når de opstår.

Til forskel fra andre
meditationsmetoder -

- er hverken koncentration eller
vedvarende opmærksomhed påkrævet.

Det er ikke nødvendigt
at følge tankerne, når de opstår.

Man skal bare slippe en tanke,
straks man er blevet optaget af den.

Normalt bruges et helligt ord
til at lette løsrivelsen.

Det er teorien bag den.

Både begyndere og viderekomne
i denne praksis -

- kan have gavn af at forstå -

- at det væsentlige
i den centrerende bøn er ...

... som Thomas Keating ynder at sige:
"Intentionen er alfa og omega."

Det er en bøn, der arbejder med
intentionen, ikke opmærksomheden.

Vi anbringer ikke opmærksomheden
på noget.

For straks vi gør det, bliver det
til en tanke, som vi skal slippe.

Det er det slemme dilemma i bønnen,
som vi må arbejde med.

Men den laves med intentionen
kort og godt -

- eller som klassikeren
"Uvidenhedens sky" kalder det -

- "det nøgne forsæt rettet mod Gud".

Så intentionen ... uden at det
skal tages så nøje ...

... går ud på at stå fuldstændig
til rådighed for Gud -

- for Guds nærvær.

Hvis I ikke kan lide ordet "Gud",
så lad os sige -

- fuldstændig til rådighed
for kilden, for virkeligheden -

- for helheden, det forenede felt,
grunden eller væren.

Brug det ord, som I synes peger
i retning af den større virkelighed -

- som vi sommetider berører
og føler, vi stammer fra.

Det gælder om at stå
helt til rådighed for den.

Den er dybere end vores tænkning,
dybere end vores erindring -

- dybere end vores følelser,
dybere end visioner -

- dybere end den kløe på næsen -

- og dybere end fornemmelsen af,
at jeg er her.

Bønnen er som
at stikke hånden i lommen -

- tage nøglen til sin BMW
og sige til Gud:

"Kør bare en tur. Jeg behøver
ikke vide, hvor du tager hen."

Sufi-muslimerne kalder den for
sir, den store hemmelighed -

- den bøn, som foregår i hjertet -

- mellem Gud
og det dybeste lag i sjælen -

- uden at det lille jeg snager
og prøver at forstå det.

Vi overgiver os fuldstændig -

- til den forfriskende strøm,
som løber fra Gud og til Gud i hjertet.

Vi gør plads til, at det kan ske -

- fordi vi ved med os selv, at
det ikke bare er dybt forfriskende -

- men skaber et sted,
hvor bønnens kredsløb -

- kan virke på mystisk vis
og præge vores verden -

- og give hjælp til de, der lider -

- under orkaner, oversvømmelser,
katastrofer, tragedier og had.

Hjertet bliver så at sige til
et tomt, uplejet og uforsvaret alter -

- hvorpå bønsarbejdet
kan fremlægges på Guds vilkår.

Man gør sig helt tilgængelig, og det er
det vigtigste, I skal vide om bønnen.

Det er den rette intention -

- men som bekendt er vejen til helvede
brolagt med gode forsætter.

Man sidder dér med det forsæt
at gøre sig helt åben over for Gud -

- og der går garanteret kun
ti sekunder, før der opstår en tanke.

F.eks.: "Hvornår mon det er slut?
Bare jeg var gået på WC".

Eller: "Hvad skal vi have til frokost?"

Eller: "Mon vi kommer ud i tide
til at kunne se tv-avisen?"

Så tankerne opstår bare.

Vi gør det under bønnen,
at vi accepterer dem.

Vi bekæmper dem ikke,
men accepterer dem.

Men vi kan styrke vores intention -

- ved hjælp af, hvad man kunne kalde
en aftale.

Og aftalen lyder sådan her:

Hvis man griber sig i at tænke,
giver man slip på tanken.

Man gør det uden selvbebrejdelse,
kommenteren eller fortrydelse.

Man slipper bare tankerne straks.

Som det hedder i anvisningerne
i centrerende bøn:

Når du opdager,
at du er optaget af en tanke -

- så giv slip på tanken.

Egentlig bruger man det hellige ord til
at slippe den, men vi kommer til det.

Det er sådan set det mønster,
centrerende bøn følger.

Der opstår tanker, og man slipper dem,
slipper dem og slipper dem.

Forstår I det, har I greb om det,
man gør under den centrerende bøn -

- i de 20 minutter.

Men der skal tilføjes
en sidste nuance til metoden.

Man bruger normalt under bønnen
et såkaldt helligt ord -

- som en støtte og hjælp til
straks at give slip på tankerne.

Det hjælper med til
at smøre slippebevægelsens ski.

Men når vi skal forklare,
hvad det hellige ord egentlig er -

- må vi først slå fast:

Det er ikke et mantra, et fokuspunkt
eller ens lille bedeord.

Det har lighed med et stykke rød snor,
man har bundet om en finger -

- for at minde sig om noget,
man har sat sig for at gøre.

Når man afleverer tøj til rensning og
skal huske at hente det på vej hjem -

- hvis man så binder et stykke rød snor
om en finger eller rattet -

- så husker man det og siger:
"Nå, ja."

Det er sådan,
det hellige ord fungerer.

Der sker i grunden dét, at vi
i et klart øjeblik siger til os selv:

Godt, jeg vil holde aftalen
og sidde tiden ud og slippe tankerne -

- som et symbol på min villighed -

- til at samtykke
i Guds nærvær og virke -

- til at skabe plads -

- til at lade mit hjertes inderste
være et helligt rum -

- hvori bønnen bringes som offer.

I dette klare øjeblik udvælger jeg mig
et ord eller en kort vending -

- som står for min villighed
til at gøre det.

"Uvidenhedens sky"
anbefaler et enstavelsesord.

Ifølge anvisningerne i bønnen
kan det være et ord eller en vending.

Det kan være et ord som for eksempel
"Fred" eller "Her" -

- "Shalem", "Shalom" eller "Abba" -

- eller et kort udtryk som "Giv slip"
eller "Vær her" -

- eller et tostavelsesord
som "Nærvær", "Abba", "Amma" -

- eller et kort udtryk
som "Åh, hjælp".

Men uanset hvilket ord det er,
er det et selvvalgt ord -

- som minder én om sin villighed
til at gøre det.

Der sker noget bemærkelsesværdigt,
når man øver sig med bønnen.

Man vælger et ord ...

Den eneste faste regel er,
at man ikke må skifte ord undervejs -

- for det er at tænke.

"Er Jesus mon i orden,
eller er Fred bedre?"

Men dette ord indprenter man sig
som et symbol på sin villighed.

Det, der sker
ifølge bønsanvisningerne, er:

Når du opdager, at du er blevet
optaget af en tanke -

- så vend tilbage til dit hellige ord -

- som et tegn på din villighed
til at samtykke i Guds nærvær og virke.

Det virker som om, det der sker, er -

- at man sidder der
og slås med tankerne.

"Hvad var det nu? Jo, Fred",
og med det fjerner man så en tanke.

Men rent faktisk er det
et udpenslet billede -

- af noget, der sker øjeblikkeligt.

Det skyldes -

- at i dette øjeblik,
som er præget af klarhed og velvilje -

- er man begyndt at anbringe ordet
i det ubevidste -

- som tegn på sin villighed til
at samtykke i Guds nærvær og virke.

Der sker det, at det dukker op -

- samtidig med erkendelsen af,
at man tænker.

Så det vil altid minde én om,
at man skal give slip.

Det hjælper én til at give slip.

Sådan fungerer centrerende bøn.

Lad os gennemgå fremgangsmåden kort.

Under centrerende bøn sidder vi -

- enten på en meditationsskammel
eller på en meditationspude -

- eller på en ubekvem bedepult
eller en mere bekvem stol derhjemme.

I hvert fald er det en bøn,
der bedes siddende -

- og i en siddestilling -

- der så vidt muligt gør én
afslappet og alligevel årvågen.

Jeg mener, at hvis I synger i kor
og kender den gode sangstilling -

- så er det den allerbedste stilling,
I kan bruge til centrerende bøn.

Vi gør os fysisk neutrale -

- så lemmerne ikke falder i søvn,
og vi ikke falder i søvn.

Er I for afslappede, gør I det.

Hovedet skal balancere på skuldrene
... sangstillingen -

Det er noget, jeg skal sige til
begyndere igen og igen.

Prøv, så vidt det er muligt -

- at lade hovedet balancere let
på skuldrene, men ikke -

- foroverbøjet eller trukket bagud.

Foroverbøjet ...
"Jeg er en synder."

Eller trukket bagud ...
"Hej Gud, her er jeg."

Det er klassiske bedeholdninger
i den kristne spiritualitet.

Men i forbindelse med meditation
er de altså direkte dødbringende.

De giver jer
en dundrende hovedpine.

Jeg kender en kvinde, som
begyndte at meditere en time daglig -

- og sad i den angerfulde stilling.

Hun begreb ikke,
at hun altid fik hovedpine.

Hvabehar!

Vi bestræber os på at få -

- en fri gennemstrømning
af den åndelige energi, vores "chi" -

- så den simpelthen kan bevæge sig
uhindret gennem kroppen.

Det er målet.

For så vidt -

- for så vidt som
kroppen kan komme i den tilstand -

- arbejder vi med og ikke imod os selv.

Vi har lukkede øjne -

- for selvom vi ikke bekymrer os
om tankerne, vil vi ikke anspore dem.

Derfor vil vi så vidt muligt -

- undgå forstyrrende synsindtryk -

- og som Thomas Keating ofte siger,
"gå ind i vores kammer".

Men vi lader fornuften råde.

Hvis I er ved at falde i søvn -

- så kan I åbne øjnene lidt
for at blive vågne igen.

Selvom det er i orden at falde i søvn -

- og ingen giver jer et rap
med en buddhistisk lineal -

- så I kan lige så godt være vågne.

Hænderne lægger man på lårene,
med håndfladerne opad eller nedad.

Slap af i dem.

Hvis I sidder på en stol,
så undgå at lægge benene over kors.

Hvis man er meget lille, kan man lægge
nogle salmebøger under fødderne -

- så fødderne står fladt.

Det er det, salmebøger er til for!

Undgå at krydse benene, for
med mindre I sidder i lotusstillingen -

- hæmmer det virkelig
energiens cirkulering i kroppen.

Det var siddestillingen.

Vi begynder med at lukke øjnene -

- og nænsomt begynde at "fremsige"
vores hellige ord for os selv.

- som tegn på vores villighed til
at samtykke i Guds nærvær og virke -

- altså slippe vores tanker,
når vi bemærker dem.

Den næste fase i bønnen
er både interessant og mystisk -

- og desuden svær at beskrive.

På et tidspunkt under bønnen -

- vil ordet falde bort
og tankerne falde bort.

Det sker bare, nærmest som
ved indsovningen om aftenen.

Det oplever man aldrig, vel?

I ved bare, at det ene øjeblik
ligger I og tænker over morgendagen -

- og næste morgen vågner I.

Hvad skete der?

Det foregår ligesådan
under centrerende bøn.

I ser ikke det øjeblik, hvor det sker.

Søg det ikke.

Tænk ikke: "Nu tænker jeg ikke,
så nu kan jeg slippe ordet."

Det får I forærende -

- af det ubevidste,
som tager del i denne bøn.

Af og til vågner I og indser,
at I har tænkt over noget.

"Hvorfor tænker jeg
over ostesovs og broccoli?"

Når det sker, er det hellige ord der
måske allerede -

- men ellers bruger I det
til at slippe tanken.

Når I befinder jer på det mest
overfladiske bevidsthedsniveau -

- har I mange tanker.

Så dukker ordet op, og tankerne
forsvinder, og sådan fortsætter det.

Når I oplever stunder med en dyb ro -

- kan I ikke genkalde jer dem bagefter.

Når I tænker, så giv slip på tankerne -

- som tegn på jeres villighed
til at gøre sådan her -

- samtykke i Guds nærvær og virke -

- og I skal bare gøre det,
så godt I kan.

Når der er gået 20 minutter,
ringer klokken -

- og vi vender tilbage.

Her fremhæver retningslinjerne
for centrerende bøn meget venligt -

- at når klokken afslutter bønnen,
skal vi ikke vågne straks.

Giv jer selv lidt tid -

- til at gå fra bønnens åbne og milde
og sårbare bevidsthed -

- og tilbage til hverdagen.

De anbefaler et minut eller to.

Hvis det er for længe, så okay,
men forhast jer ikke.

Lav en gradvis og blid overgang.

Undertekster: Søren Frederiksen