Part 2 - Chapter 01 - Gulliver's Travels by Jonathan Swift

DEL II. En rejse til BROBDINGNAG.

KAPITEL I.

En stor storm, der er beskrevet, den lange båd sendt til at hente vand, forfatteren går med det til

opleve landet.

Han er tilbage på land, er beslaglagt af en af de indfødte, og transporteres til en landmands

hus. Hans modtagelse, med flere ulykker, der

skete der.

En beskrivelse af indbyggere.

Efter at være blevet fordømt af natur og lykke, til aktivt og rastløse liv i

to måneder efter min hjemkomst, igen, jeg forlod mit fædreland, og tog skibstrafikken i

Nedture, den 20. dag i juni, 1702, i

Adventure, kaptajn John Nicholas, en Cornish mand, kommandant, på vej til Surat.

Vi havde en meget velstående Gale, indtil vi ankom til Kap det Gode Håb, hvor vi

landede for frisk vand, men opdager en lækage, vi unshipped vores varer og overvintrede

der, for kaptajnen syg af en

Koldfeber, kunne vi ikke forlade Kap indtil udgangen af marts.

Vi derefter indstille sejl, og havde en god rejse, indtil vi passerede strædet Madagaskar;

men har fået nord for øen, og til omkring fem grader sydlig bredde,

de vinde, som i disse farvande overholdes

at blæse en konstant lig storm mellem nord og vest, fra begyndelsen af

December til begyndelsen af maj, den 19 april begyndte at blæse med meget

mere vold, og mere vestlig end

sædvanlige, fortsatte så for 20 dage sammen: I løbet af den tid, blev vi kørt

lidt til den østlige del af Molukkerne, og omkring tre grader nord

af den linje, som vores kaptajn fundet af en

observation tog han den 2. maj, på hvilket tidspunkt Vinden lagde sig, og det var en

fuldkommen rolig, whereat jeg var ikke så lidt jublede.

Men han, at være en mand, godt med erfaring i sejlads på de hav, byder os alle

forberede sig mod en storm, som derfor skete dagen efter: for

sydlige vind, der kaldes den sydlige monsun, begyndte at sætte i.

Finde det var sandsynligt, at overblow, tog vi i vores sprydstagen-sejl, og stod ved at udlevere

derfor-sejl, men gør dårligt vejr, så vi kanonerne var alle hurtigt og rakte

den Mizen.

Skibet lå meget bredt ud, så vi tænkte det bedre spooning før havet, end

prøver eller hulling.

Vi rebet i forgrunden-sejl og satte ham, og halede agter i forgrunden-ark; roret blev

hårdt a-vejr. Skibet gik tappert.

Vi belayed i forgrunden ned til fjerne, men sejlet var delt, og vi halede ned i gården, og

fik sejlet ind i skibet, og ubundet alle de ting fri af det.

Det var en meget voldsom storm, havet brød mærkelige og farlige.

Vi slæbte ud på laniard af pisk-personale, og hjalp manden ved roret.

Vi ville ikke komme ned vores topmastens, men lad alt stå, fordi hun scudded før

havet meget godt, og vi vidste, at top-masten bliver oppe, skibet blev

wholesomer, og gjorde en bedre vej gennem havet, ser vi havde hav-værelse.

Da stormen var forbi, satte vi forgrunden-sejl og hoved-sejl, og bragte skibet til.

Så vi indstille Mizen, hoved-top-sejl, og i forgrunden-top-sejl.

Vores kursus var øst-nord-øst, vinden var i sydvest.

Vi fik styrbord stifter ombord, vi luk vores vejr-seler og elevatorer, vi sætter i

læ-seler, og halede frem af vejret-bowlings, og slæbte dem stramt,

og belayed dem, og halede over Mizen

tack til luvart, og holdt hende fuldt ud og med så nær som hun ville lyve.

I løbet af denne storm, som blev efterfulgt af en stærk vind vest-syd-vest vi var

ladning, efter min beregning, omkring 500 ligaer mod øst, således at

ældste sømand om bord kunne ikke fortælle i hvilken del af verden, vi var.

Vores bestemmelser holdt godt ud, vores skib var trofast, og vores besætning alle ved godt helbred;

men vi lå i den yderste nød for vand.

Vi troede, det var bedst at holde på den samme bane, i stedet dreje mere mod nord,

som kunne have bragt os til den nord-vestlige del af Great Tartary, og ind i

Frosne hav.

På den 16. dag i juni, 1703. En dreng på top-masten opdaget jord

Den 17. kom vi i fuld visning af en stor ø, eller kontinent (for vi vidste ikke,

om;) på sydsiden heraf var en lille hals af jord strækker sig ud i

havet, og en bæk for lavvandet til at holde et skib på over hundrede tons.

Vi kastede anker i en liga for denne Creek, og vores kaptajn sendte en halv snes af hans

mænd godt rustet på lang båd, med skibe til vand, hvis der kunne findes.

Jeg ønskede ham lov til at gå med dem, så jeg kunne se landet, og gøre hvad

opdagelser jeg kunne. Da vi kom til jord, vi så ingen vandløb eller

foråret, eller nogen tegn på indbyggere.

Vores mænd, derfor gik på stranden for at finde ud af nogle friske vand tæt ved havet, og

Jeg gik alene omkring en mile på den anden side, hvor jeg observerede landet alle

goldt og stenet.

Jeg nu begyndte at blive trætte, og se noget at underholde min nysgerrighed, jeg vendte tilbage

forsigtigt ned mod åen, og havet er fuld efter min mening, jeg så vores mænd

allerede kom ind i båden, og roning for livet til skibet.

Jeg ville Holla efter dem, selv om det havde været noget formål, når jeg

observerede et kæmpe væsen gå efter dem i havet, så hurtigt han kunne: han vadede

ikke meget dybere end hans knæ, og tog

uhyre fremskridt: men vores mænd havde i starten af ham en halv mil, og havet

deromkring at være fuld af spidse sten, det monster var ikke i stand til at overhale

båden.

Dette var jeg bagefter at vide, for jeg turde ikke blive at se på spørgsmålet om eventyret, men

løb så hurtigt jeg kunne den måde, jeg første gang tog, og derefter klatrede op ad en stejl bakke,

som gav mig nogle udsigten til landet.

Jeg fandt det helt opdyrket, men at der først overraskede mig, var længden af

græs, som i disse præmisser, der syntes at blive holdt for hø, blev omkring tyve meter

højt.

Jeg faldt i en stor vej, så jeg tog det at være, selvom det serveres til beboerne

kun som en mund-sti gennem et felt af byg.

Her gik jeg i nogen tid, men kunne se lidt på begge sider, det er nu

tæt på høst, og kornet stiger mindst fyrre fødder.

Jeg var en time til fods til slutningen af dette felt, som blev indhegnet med et hegn af

mindst 120 meter høje, og træerne så høje, at jeg kunne gøre noget

beregning af deres højde.

Der var en stil til at passere fra dette område i den næste.

Det havde fire trin, og en sten til at krydse over, når man kom til den øverste.

Det var umuligt for mig at klatre denne stil, fordi hvert skridt var seks meter

høj, og den øverste sten omkring tyve.

Jeg var bestræber sig på at finde nogle hul i hækken, da jeg opdagede en af de

indbyggere i det næste felt, fremskridt i retning af stil, af samme størrelse med

ham, som jeg så i havet forfølger vores båd.

Han syntes lige så høj som en almindelig spir spir, og tog omkring ti meter på hvert

skridtlængde, så tæt som jeg kunne gætte.

Jeg blev slået med den største frygt og forbavselse, og løb for at skjule mig selv i

majs, hvorfra jeg så ham i toppen af stenten ser tilbage i det næste felt på

højre hånd, og hørte ham tilkalde en

stemme mange grader højere end en tale-trompet: men støjen var så høj i

luft, der ved første jeg bestemt troede, det var torden.

Hvorpå syv monstre, ligesom han kom hen imod ham med at høste-kroge i

deres hænder, hver krog om largeness af seks leer.

Disse mennesker var ikke så godt klædt som de første, hvis ansatte eller arbejdere, de

syntes at være, for efter nogle ord han talte, gik de til at høste kornet i

område, hvor jeg lå.

Jeg holdt af dem på så stor en afstand, som jeg kunne, men blev tvunget til at flytte med

meget stort besvær, for stilke af Kornet var undertiden ikke over en fod

fjernt, så jeg kunne næsten ikke presse min krop imellem! dem.

Men, jeg lavede et skift til at gå fremad, indtil jeg kom til en del af det område, hvor

Kornet var blevet lagt af den regn og vind.

Her var det umuligt for mig at gå et skridt, for stænglerne, så var forbundne,

at jeg ikke kunne krybe igennem, og skæg af de faldne ører, så stærk og

påpegede, at de trængte igennem mit tøj ind i mit kød.

Samtidig hørte jeg Høstfolkene ikke hundrede meter bag mig.

At være ganske modløs med slid, og helt overvældet af sorg og fortvivlelse, jeg lå

ned mellem to højdedrag, og inderligt ønskede jeg der måske ende mine dage.

Jeg klagede min øde enke og faderløse børn.

Jeg klagede min egen dårskab og egenrådighed, i forsøget på en anden rejse, mod

råd fra alle mine venner og bekendte.

I denne forfærdelige uro i sindet, kunne jeg ikke lade være at tænke på Lilliput, hvis

indbyggere kiggede på mig som den største vidunderbarn, der nogensinde har optrådt i verden;

hvor jeg var i stand til at tegne en kejserlig flåde

i min hånd, udføre og de andre tiltag, som vil blive optaget i nogensinde i

The Chronicles af denne imperium, skal mens eftertiden næsten ikke tro dem,

selv bekræftet af millioner.

Jeg tænkte sikke en skuffelse det skal bevise for mig, at optræde som ringe i

denne nation, vil som én enkelt lilleput være blandt os.

Men dette har jeg tænkt skulle være den mindste af mine ulykker, for, som menneskelige væsener er

observeret til at være mere vild og grusom i forhold til deres bulk, hvad kunne jeg

forvente, men at være en bid i munden

den første blandt disse enorme barbarer, der skulle ske at gribe mig?

Utvivlsomt filosoffer er i den rigtige, når de fortæller os, at intet er stor eller

lidt anden måde end ved en sammenligning.

Det kunne have glæde formue, for at have lade lilleputter finde nogle nation, hvor

Folket var som diminutiv i forhold til dem, som de var for mig.

Og hvem ved, men at selv denne uhyre race af dødelige kan være lige så

overmatched i en fjern del af verden, hvoraf vi har endnu ingen opdagelse.

Bange og forvirrede som jeg var, kunne jeg ikke lade være at gå videre med disse refleksioner,

da en af de Høstfolkene, nærmer sig inden for ti meter af den højderyg, hvor jeg lå, gjorde mig

fatte, at med det næste skridt jeg skulle

blive mast til døde under sin fod, eller skåret i to med sin høster-krog.

Og derfor, da han igen var ved at bevæge sig, jeg skreg så højt som angst kan gøre

mig: hvorefter den store væsen betrådte kort, og ser rundt omkring under ham for nogle

tid, til sidst espied mig, da jeg lå på jorden.

Han anses for en stund, med forsigtighed af en, der forsøger at gribe en lille

farlige dyr på en sådan måde, at det ikke skal være i stand til enten at ridse eller bide

ham, som jeg selv har det undertiden sker med en væsel i England.

Til sidst vovede han at tage mig bag ved den midterste, mellem hans forgrunden-finger og

tommelfinger, og bragte mig inden for tre meter fra hans øjne, så han kunne se min form

mere perfekt.

Jeg gættede hans mening, og min lykke gav mig så megen åndsnærværelse, at jeg

besluttet ikke at kæmpe i det mindste, da han holdt mig i luften over tres fod fra

jorden, selv om han svarlig klemt

min sider, af frygt for jeg skulle glide gennem fingrene.

Alt hvad jeg vovede var at øge mine øjne mod solen, og placere mine hænder

sammen i en bedende stilling til og tale nogle ord i en ydmyg melankoli

tone, som passer til den tilstand, jeg dengang var

i: for jeg pågrebet hvert øjeblik, at han ville Dash mig mod jorden, som vi

plejer at gøre enhver lille hadefulde dyr, som vi har et sind til at ødelægge.

Men min gode stjerne ville have det, at han syntes tilfreds med min stemme og

gestus, og begyndte at betragte mig som en kuriositet, meget undrende at høre mig

udtale velformulerede ord, selv om han ikke kunne forstå dem.

I mellemtiden var jeg ikke i stand til at lade være stønnende og fælde tårer, og dreje min

hovedet mod mine sider; at lade ham vide, så godt jeg kunne, hvor grusomt jeg blev såret af

trykket af hans tommelfinger og pegefinger.

Han syntes at opfatte min mening, for, at løfte op lappet af hans frakke, han satte

mig blidt ind i det, og straks løb sammen med mig til sin herre, som var en

betydelige landmand, og samme person, jeg havde første gang set i området.

Landmanden, der (som jeg formoder ved deres snak) modtog en sådan konto af mig som sin

Tjener kunne give ham, tog et stykke af et lille strå, på størrelse med en gå-

medarbejdere, og dermed løftede lappets

af min frakke, som det synes han menes at være en slags for, at naturen havde givet

mig. Han blæste mit hår til side til at træffe bedre

billede af mit ansigt.

Han kaldte sin Hinds om ham, og spurgte dem, som jeg bagefter har lært, hvad enten de

nogensinde havde set på de områder, enhver lille væsen, der lignede mig.

Han satte mig blidt på jorden på alle fire, men jeg fik øjeblikkeligt op, og

gik langsomt frem og tilbage, at lade disse mennesker ser jeg ikke havde nogen hensigt til at køre

væk.

De sad alle ned i en rundkreds om mig, for bedre at kunne observere mine bevægelser.

Jeg trak min hat, og lavede en lav bue mod landmanden.

Jeg faldt på mine knæ og løftede mine hænder og øjne, og talte flere ord så højt

som jeg kunne: Jeg tog en pung af guld ud af min lomme, og ydmygt præsenterede den for ham.

Han modtog den på sin hule hånd, så gælder det tæt på øjet for at se

hvad det var, og bagefter vendte det flere gange med spidsen af en knappenål

(Som han tog ud af ærmet), men kunne gøre noget af det.

Hvorpå jeg lavede et tegn på at han skulle lægge sin hånd på jorden.

Jeg tog tasken, og åbne den, hældte alt guldet i hans håndflade.

Der var seks spanske stykker af fire Guldstykker hver, ved siden af tyve eller tredive

mindre mønter.

Jeg så ham våd spidsen af sin lille finger på hans tunge, og tage en af mine

største stykker, og derefter en anden, men han syntes at være helt uvidende om, hvad de

var.

Han gjorde mig et tegn til at sætte dem igen ind i min pung, og den pung igen i min lomme,

, der efter at tilbyde det til ham adskillige gange, tænkte jeg det bedst at gøre.

Den landmand, på dette tidspunkt, overbevist blev jeg må være et rationelt væsen.

Han talte ofte til mig, men lyden af hans stemme gennemboret mine ører som den om en vand-

Mill, men hans ord var veltalende nok.

Jeg svarede så højt jeg kunne på flere sprog, og han ofte lagde øret inden

to alen af mig: men alle forgæves, for vi var helt uforståelige for hinanden.

Han sendte sine tjenere til deres arbejde, og tager sit lommetørklæde ud af hans

lommen, han fordoblet og sprede det på hans venstre hånd, som han placerede fladt på

jorden med håndfladen opad, hvilket gør mig en

tegn til at træde ind i den, da jeg sagtens kunne gøre, for det var ikke over en fod i tykkelsen.

Jeg troede det min side at adlyde, og af frygt for at falde, jeg selv lagt i fuld længde på

lommetørklædet, med den resterende del af, som han lappede mig op til hovedet for

yderligere sikkerhed, og på denne måde bar mig hjem til sit hus.

Der kaldte han sin kone, og viste mig til hende, men hun skreg og løb tilbage, som

kvinder i England gør ved synet af en skrubtudse eller en edderkop.

Men da hun havde et stykke tid set min opførsel, og hvor godt jeg observerede

skilte hendes mand gjorde, blev hun snart forsonede, og lidt efter lidt voksede ekstremt

udbud af mig.

Det var omkring tolv ved middagstid, og en tjener kom i middagen.

Det var kun en stor skål af kød (egnet til almindelig betingelse for en

Agerdyrker) i en skål på omkring fire og tyve meter i diameter.

Virksomheden var landmanden og hans kone, tre børn, og en gammel bedstemor.

Da de var satte sig ned, landmanden satte mig i nogen afstand fra ham på bordet,

der var tredive meter højt fra gulvet.

Jeg var i en forfærdelig forskrækket, og holdes så vidt jeg kunne fra kanten, af frygt for

faldende.

Hustruen hakket lidt af kød, så er smuldret nogle brød på en rendegraver, og

placeret det før mig.

Jeg har gjort hende til en lav bue, tog min kniv og gaffel, og faldt til at spise, hvilket gav dem

mere end glæde.

Fruen sendte sin tjenestepige for en lille dram kop, som holdt omkring to gallon, og

fyldte det med drikke, jeg tog op fartøj med meget besvær i begge hænder, og i

en meget respektfuld måde drak til hende

Naade helbred, at udtrykke de ord, så højt jeg kunne på engelsk, hvilket gjorde

Virksomheden griner så hjerteligt, at jeg var næsten døv med støj.

Denne spiritus smagte som en lille cider, og var ikke ubehageligt.

Så herre tog mig et tegn på at komme til hans rendegraver side, men da jeg gik på

tabel, er i store overraskelse hele tiden, da overbærende læseren vil nemt

udtænke og undskylde, jeg kom til at snuble

mod en skorpe, faldt og fladt på mit ansigt, men fik ikke noget ondt.

Jeg stod op med det samme, og at iagttage de gode folk til at være i meget bekymring, jeg tog

min hat (som jeg havde under min arm ud af gode manerer,) og vinkede det over mit hoved,

lavet tre huzzas, at vise, jeg havde fået nogen fortræd af mit fald.

Men fremskridt frem mod min herre (som jeg nu skal kalde ham), hans yngste

søn, der sad ved siden af ham, en bue dreng på omkring ti år gammel, tog mig op af

ben, og holdt mig så højt i luften, at

Jeg skælvede alle Lemmer: men hans far snuppede mig fra ham, og på samme tid

gav ham en kasse på venstre øre, som der ville have fældet en europæisk flok

hest til jorden, beordrede ham til at blive taget fra bordet.

Men det at være bange for, at drengen måske skylder mig en trods, og godt huske, hvordan drilagtig

Alle børn iblandt os naturligt til spurve, kaniner, killinger og hvalpe

hunde, faldt jeg på mine knæ, og peger på

drengen, gjorde min herre at forstå, så godt jeg kunne, at jeg ønskede hans søn

kan blive benådet.

Faderen overholdt, og drengen tog sin plads igen, hvorefter jeg gik hen til ham, og

kyssede hans hånd, som min herre tog, og gjorde ham slagtilfælde mig blidt med den.

Midt i middagen, sprang min elskerinde yndlings kat i hendes skød.

Jeg hørte en lyd bag mig, som af et dusin strømpe-vævere på arbejdspladsen og dreje

mit hoved, fandt jeg det var af den spindende af dette dyr, der syntes at være

tre gange større end en okse, som jeg

beregnes af udsigt over hendes hoved, og en af hendes poter, mens hendes elskerinde var fodring

og strøg hende.

Vildskab af dette væsen Ansigt helt discomposed mig;

selvom jeg stod ved den fjerneste ende af bordet, over halvtreds meter væk, og selv

min elskerinde holdt hende fast, af frygt for hun

kan give en fjeder, og gribe mig i hendes kløer.

Men det skete der ingen fare var, for at katten ikke tog mindst meddelelse om mig

når min Herre satte mig inden for tre meter fra hende.

Og som jeg har altid fortalt, og fundet sand gennem erfaring i mine rejser, at

fører, eller opdage frygt før en voldsom dyr, er en bestemt måde at gøre det forfølge

eller angribe dig, så jeg besluttede, i dette

farlig situation, for at vise ingen måde giver anledning til bekymring.

Jeg gik med Uforfærdethed fem eller seks gange, før selve hovedet af katten, og kom

inden for et halvt værftet af hende, hvorefter hun trak sig tilbage, som om hun var mere

bange for mig: jeg havde mindre pågribelse

om hunde, kom hvoraf tre eller fire ind i værelset, som det er sædvanligt i

landmændenes huse, hvoraf den ene var en Mastiff, lige i løs vægt til fire elefanter,

og en anden en greyhound, noget højere end den Mastiff, men ikke så store.

Da middagen var næsten færdig, sygeplejersken kom ind med et barn på et år gammel i hendes arme,

som straks spioneret mig, og begyndte en byge, som du måske har hørt fra

London Bridge til Chelsea, efter den sædvanlige

talegaver af spædbørn, at få mig til et stykke legetøj.

Moderen, ud af ren nydelse, tog mig op og satte mig over for barnet, der

øjeblikket greb mig i midten, og fik mit hoved ind i munden, hvor jeg brølede så

højt, at Urchin blev forskrækket, og lad

mig drop, og jeg vil uvægerligt have brækkede min nakke, hvis moderen ikke havde holdt hende

forklæde under mig.

Sygeplejersken, at berolige hende babe, gjort brug af en rangle, som var en slags hule fartøj

fyldt med store sten, og fastgøres med et kabel til barnets taljen: men alle i

forgæves, så hun var tvunget til at anvende den sidste afhjælpe ved at give det suger.

Jeg må tilstå noget objekt nogensinde forarget mig så meget som synet af hendes monstrøse

bryst, som jeg kan ikke fortælle hvad man skal sammenligne med, for at give den nysgerrige læser en

idé af sine store, form og farve.

Den stod fremtrædende seks meter, og kunne ikke være mindre end seksten i omkreds.

Brystvorten var omkring halvdelen af bigness af mit hoved, og den nuance både af denne og gravede,

så varieret med pletter, bumser, og fregner, kunne det ikke virker mere

kvalme: for jeg havde en nær synet af hende,

hun sidder ned, jo mere bekvemt at give sutte, og jeg stående på bordet.

Dette fik mig til at reflektere over den rimelige skind af vores engelske damer, der synes så smuk

for os, blot fordi de er af vores egen størrelse, og deres fejl ikke at blive set, men

gennem et forstørrelsesglas, hvor vi finder

ved eksperiment, den blødeste og hvideste skind ser rå og grov, og

syge-farvet.

Jeg husker, da jeg var på Lilliput, teint af disse diminutive mennesker

viste sig for mig den skønneste i verden, og taler om dette emne med en person

af læring der, var der en intim

af mine venner, han sagde, at mit ansigt viste sig langt mere retfærdig og blødere, når han

kiggede på mig fra jorden, end det gjorde på et nærmere udsigt, da jeg tog ham op i

min hånd, og bragte ham tæt, som han

tilstod, blev i første omgang en meget chokerende syn.

Han sagde, "han kunne opdage store huller i min hud, at stumper af mit skæg blev

ti gange stærkere end de børster af en orne, og min teint, der består af flere

farver helt ubehageligt: "Selv om

Jeg må bede om tilladelse til at sige for mig selv, at jeg er så retfærdig som det meste af mit køn og land,

og meget lidt solbrændt af alle mine rejser.

På den anden side, discoursing af damerne i kejserens hof han plejede at

fortæl mig, "man havde fregner, en anden for stor en mund; tredjedel for stor en næse;"

intet, som jeg var i stand til at skelne.

Jeg må indrømme denne refleksion var tydeligt nok, som dog kunne jeg ikke

lade være, måske at ikke læseren tror, at disse store væsener var faktisk deforme: for

Jeg skal gøre dem retfærdighed til at sige, de er

en godt race af mennesker, og især de elementer i min Herres ansigt,

selv om han var, men en landmand, da jeg så ham fra højden af tres fødder, dukkede

meget velproportioneret.

Da middagen var færdig, min herre gik ud til sine arbejdere, og som jeg kunne opdage ved

hans stemme og gestus, gav hans kone strenge opladning til at tage sig af mig.

Jeg var meget træt, og bortskaffes til at sove, som min elskerinde opfatte, hun

satte mig på hendes egen seng, og dækket mig med et rent hvidt lommetørklæde, men større og

grovere end storsejlet på en mand-of-krig.

Jeg sov omkring to timer, og drømte jeg var hjemme hos min kone og børn, som

forværret min sorg, når jeg vågnede, og befandt mig alene i et stort rum, mellem

to og tre hundrede meter bred, og over

200 høj, liggende i en seng tyve meter bred.

Min elskerinde var væk om hendes husstand anliggender, og havde låst mig ind

Sengen var otte meter fra gulvet.

Nogle naturlige nødvendigheder kræves mig at komme ned, jeg turde ikke formoder at ringe, og hvis jeg

havde, ville det have været forgæves, med sådan en stemme som mit, med så stor en afstand

fra det værelse, hvor jeg lå i køkkenet, hvor familien holdt.

Mens jeg var under disse omstændigheder, to rotter krøb op i gardinerne, og løb

ildelugtende frem og tilbage på sengen.

En af dem kom op næsten til mit ansigt, hvorefter jeg rejste i en forskrækkelse, og trak ud

min bøjle til at forsvare mig selv.

Disse forfærdelige dyr havde den dristighed at angribe mig på begge sider, og en af dem

holdt sine forben på mit halsbånd, men jeg var så heldig at rippe op maven før

han kunne gøre mig nogen fortræd.

Han faldt ned på mine fødder, og den anden, ser skæbne hans kammerat, fik sin

undslippe, men ikke uden en god sår på ryggen, som jeg gav ham, da han flygtede, og

gjorde blodet løbe rislende fra ham.

Efter denne exploit, gik jeg forsigtigt frem og tilbage på sengen, for at genvinde min ånde og

tab af spiritus.

Disse skabninger var på størrelse med en stor mastiff, men uendeligt mere adræt og

hård, så hvis jeg havde taget mit bælte, før jeg faldt i søvn, må jeg have

ufejlbarligt blevet revet i stykker og fortæret.

Jeg målte halen af den døde rotte, og fandt det at være to meter lange, der ønsker en

tommer, men det gik imod min mave til at trække kroppen ud af sengen, hvor den lå

stadig bløder, jeg observerede det havde endnu nogle

liv, men med en stærk skråstreg over nakken, jeg grundigt afsendt det.

Kort efter min elskerinde kom ind i stuen, der ser mig hele blodig, løb og tog mig

op i hendes hånd.

Jeg pegede på den døde rotte, smilende, og gøre andre tegn at vise, var jeg ikke ondt;

whereat hun var meget glad, kaldte pigen til at tage den døde rotte med en

tang, og smide den ud af vinduet.

Så satte hun mig på et bord, hvor jeg viste hende min bøjle alle blodig, og tørrer det på

the lappet af min frakke, returnerede det til skeden.

Jeg var presset til at gøre mere end én ting, som en anden ikke kunne gøre for mig, og

derfor forsøgt at gøre min elskerinde forstå, at jeg ønskede at blive fastlagt

på gulvet, der efter at hun havde gjort, min

blufærdighed ville ikke lide mig at udtrykke mig længere, end ved at pege på

døren, og bukkende flere gange.

Den gode kvinde, med meget besvær, til sidst opfattede, hvad jeg ville være på, og

tage mig op igen i hånden, gik ind i haven, hvor hun satte mig ned.

Jeg gik på den ene side omkring to hundrede meter, og vinkede ad hende ikke at se eller

følg mig, jeg gemte mig mellem to blade af syre, og der afladet

fornødenheder af naturen.

Jeg håber, den blide læseren vil undskylde mig for at dvæle ved disse og lignende oplysninger,

, der dog ubetydelige de måtte synes at krybende vulgære sind, vil endnu

helt sikkert hjælpe en filosof til at udvide sit

tanker og fantasi, og anvende dem til gavn for såvel offentlige som private

liv, som var min eneste design i fremlæggelsen af denne og andre konti i mit

rejser til verden, hvori jeg har været

først og fremmest flittig af sandheden, uden at påvirke nogen ornamenter af læring eller

stil.

Men hele skueplads for denne sejlads gjorde så stærkt indtryk på mit sind, og er så

dybt fast i min hukommelse, at det i den forpligtede sig til papiret jeg ikke undlade at offentliggøre en

materielle omstændigheder: dog på en

streng kontrol, jeg udslettede flere passager.

Af mindre øjeblik, der var i min første eksemplar, af frygt for at blive censureret som kedelig og

ubetydelige, hvoraf rejsende er ofte, måske ikke uden retfærdighed, anklaget.