Susan Cain: Indadvendtes styrke

I en kultur, hvor at være social og udadvendt prises over alt andet, kan det være svært, selv skamfuldt, at være indadvendt. Men som Susan Cain argumenterer for i denne lidenskabelige tale, bringer indadvendte ekstraordinære talenter og evner til verden og burde opmuntres og fejres.

Da jeg var ni år gammel,

tog jeg på sommerlejr for første gang.

Min mor pakkede en kuffert for mig

fyldt med bøger,

hvilket virkede helt naturligt for mig.

Fordi i min familie,

læste man, når man var sammen.

Og dette lyder måske asocialt for jer,

men for os var det bare en anden måde at være sammen på.

Man har den dyriske varme fra sin familie,

som sidder ved siden af,

men man er også fri til at gå på eventyr

i sit eget sind.

Og jeg havde den opfattelse,

at lejren ville blive lige sådan, men bedre.

(Latter)

Jeg forestillede mig 10 piger, der sad i en hytte

og læste bøger i deres matchende natkjoler.

(Latter)

Lejr var mere som en drukfest uden alkohol.

Og på den allerførste dag

samlede vores lejrleder os alle sammen,

og hun lærte os at heppe og sagde, vi skulle gøre det

hver dag resten af sommeren

for at indgyde sammenhold.

Og det lød sådan her:

"L-A-A-A-R-M,

sådan staver vi til larm.

Larm, larm, vi ska' larme."

Ja.

Jeg kunne slet ikke forstå,

hvorfor vi skulle larme sådan,

eller hvorfor vi skulle stave ordet forkert.

(Latter)

Men jeg heppede. Jeg heppede sammen med alle de andre.

Jeg gjorde mit bedste.

Og jeg ventede bare på det tidspunkt,

hvor jeg kunne gå og læse mine bøger.

Men den første gang, jeg tog min bog ud af min kuffert,

kom den sejeste pige op til mig,

og hun spurgte mig, "Hvorfor opfører du dig så modent?" --

modent, var selvfølgelig præcis det modsatte

af L-A-A-A-R-M.

Og den anden gang jeg prøvede det,

kom lejrlederen hen til mig med et bekymret udtryk i ansigtet,

og hun gentog sin pointe om sammenhold

og sagde, at vi skulle alle arbejde hårdt

for at være udadvendte.

Så jeg lagde mine bøger væk,

tilbage i deres kuffert,

og jeg lagde dem under min seng,

og der blev de resten af sommeren.

Jeg havde lidt dårlig samvittighed over det.

Jeg følte, at bøgerne havde brug for mig,

og de kaldte på mig, og jeg svigtede dem.

Men jeg forlod dem, og jeg åbnede ikke den kuffert igen,

før jeg var hjemme hos min familie

ved sommerens slutning.

Jeg fortæller denne historie om sommerlejr,

jeg kunne have fortalt jer 50 andre lignende --

alle de gange, jeg blev fortalt,

at min stille og indadvendte måde at være på,

ikke nødvendigvis var det rigtige,

at jeg skulle prøve på at opføre mig mere udadvendt.

Jeg følte altid inderst inde, at dette var forkert,

og at indadvendte var udmærkede præcis, som de var.

Men i årevis fornægtede jeg denne følelse,

og så blev jeg af alle ting advokat i finansverdenen

i stedet for forfatter, som jeg altid havde ønsket --

delvist fordi jeg skulle bevise over for mig selv,

at jeg også kunne være dristig og selvsikker.

Og jeg tog altid på overfyldte barer,

selvom jeg egentlig foretrak en hyggelig middag med venner.

Og jeg foretog disse selvnægtende valg

så meget per refleks,

at jeg ikke engang var klar over, at jeg foretog dem.

Dette er, hvad mange indadvendte gør,

og det er helt sikkert vores tab,

men det er også vore kollegaers tab

og vores samfunds tab.

Og med risiko for at lyde bombastisk, er det verdens tab.

For når det handler om kreativitet og lederskab,

har vi brug for indadvendte, som gør det, de er bedst til.

En tredjedel til halvdelen af befolkningen er indadvendte --

en tredjedel til halvdelen.

Så det er en ud af to eller tre af alle de mennesker, man kender.

Så selv hvis du er udadvendt,

så snakker jeg om dine kollegaer

og din ægtefælle og dine børn

og personen, som sidder ved siden af dig nu --

de er alle ramt af denne fordom,

som ligger dybt og seriøst i vores samfund.

Vi tilegner os den alle i en ung alder,

uden vi overhovedet kan forklare, hvad vi gør.

For at se denne fordom klart

må man forstå, hvad indadvendthed er.

Det er anderledes end at være genert.

Generthed handler om frygt for social bedømmelse.

Indadvendthed handler mere om,

hvordan man reagerer på stimulering,

inklusiv social stimulering.

Så udadvendte har brug for store mængder stimulering,

hvorimod indadvendte føler sig mest i live,

mest tændte og mest kompetente,

når de er i mere stille, neddæmpede miljøer.

Ikke hele tiden -- disse ting er ikke absolutte --

men en stor del af tiden.

Så nøglen til,

at maksimere vores evner,

er for os alle at sætte os selv

i den stimuleringszone, som er rigtig for os.

Men her kommer fordommen ind.

Vores vigtigste institutioner,

vores skoler og arbejdspladser,

er hovedsageligt designet til udadvendte,

og til de udadvendtes behov for en masse stimulering.

Desuden har vi også disse værdier lige nu,

som jeg kalder den nye gruppetænkning,

som siger, at al kreativitet og al produktivitet,

kommer fra et utroligt selskabeligt sted.

Så hvis I forestiller jer et typisk klasseværelse nu til dags:

Da jeg gik i skole,

sad vi på række.

Vi sad i rækker af skriveborde, sådan her,

og vi lavede det meste af vores arbejde ret selvstændigt.

Men nu til dags, har et typisk klasseværelse

flokke af borde --

4, 5, 6, eller 7 børn, som alle sidder med ansigtet imod hinanden.

Og børnene arbejder med et utal af gruppeopgaver.

Selv i fag som matematik og kreativ skrivning,

som man skulle tro afhang af selvstændig tankegang,

forventes det, at børn agerer som udvalgsmedlemmer.

Og for børn, der foretrækker

at gå for sig selv eller bare arbejde alene,

de anses ofte for særlinge

eller værre for problemsager.

Og størstedelen af lærerne rapporterer i den tro,

at den ideelle elev er udadvendt

i modsætningen til en indadvendt,

selv om indadvendte faktisk får bedre karakterer

og er mere vidende

ifølge forskning.

(Latter)

Det samme gælder for vores arbejdspladser.

De fleste af os arbejder i åbne kontorer

uden vægge,

hvor vi er udsat

for vores kollegaers konstante støjen og blikke.

Når det gælder lederskab,

bliver indadvendte gang på gang overset for lederpositioner,

selv om indadvendte som regel er meget forsigtige,

meget mindre sandsynlige til at tage store risici --

som er noget, vi alle kunne foretrække nu til dags.

Og interessant forskning af Adam Grant på Wharton School

har fundet, at indadvendte ledere

ofte leverer bedre resultater, end udadvendte gør,

fordi når de styrer proaktive medarbejdere,

lader de ikke så ofte disse medarbejdere arbejde efter deres idéer,

hvorimod en udadvendt helt ubevidst kan

blive så ophidset over tingene,

at de sætter deres eget fingeraftryk på tingene,

og andres idéer får da sværere ved at

boble op til overfladen.

Faktisk har nogle af vores banebrydende historiske ledere været indadvendte.

Jeg skal give nogle eksempler.

Eleanor Roosevelt, Rosa Parks, Gandhi --

alle disse beskrev sig selv

som rolige, blide og endda sky.

Og de indtog alle rampelyset,

selvom enhver knogle i deres kroppe

bad dem lade være.

Og dette viser sig at have en speciel kraft i sig selv,

fordi folk kunne mærke, at disse var ledere,

ikke fordi de nød at dirigere andre

og ikke for nydelsen af at blive set på;

de var ledere, fordi de ikke havde noget valg,

fordi de blev drevet til at gøre, hvad de mente var rigtigt.

Nu er det på tide og vigtigt, jeg siger,

at jeg faktisk elsker udadvendte.

Jeg nyder at sige, nogle af mine bedste venner er udadvendte,

inklusive min elskede mand.

Vi lander selvfølgelig alle forskelligt

langs indadvendt/udadvendt spektret.

Selv Carl Jung, psykologen, der først gjorde disse termer populære, sagde,

at der ikke findes en ren indadvendt

eller ren udadvendt.

Han sagde, at en sådan person ville være på en galeanstalt,

hvis han eksisterede.

Nogle falder lige i midten

af indadvendt/udadvendt spektret,

og dem kalder vi ambiverter.

Jeg tænker ofte, at de har det bedst af alle.

Men mange anser sig selv for den ene eller anden type.

Og jeg siger, at kulturelt behøver vi en meget bedre balance.

Vi behøver en art yin og yang

mellem disse to typer.

Dette er især vigtigt,

når det gælder kreativitet og produktivitet,

for når psykologer ser

på de mest kreative personers liv,

finder de

folk, der er meget gode til at udveksle idéer

og bygge videre på idéer,

men som også har et seriøst strejf af indadvendthed i sig.

Det er fordi ensomhed ofte er en afgørende ingrediens

for kreativitet.

Så Darwin,

han gik lange ture alene i skovene

og afviste kategorisk invitationer til aftenselskaber.

Theodor Geisel, bedre kendt som Dr. Seuss,

han drømte sig til mange af sine fantastiske skabninger

i et ensomt klokketårnskontor, han havde

bagest i sit hus i La Jolla, Californien.

Han var faktisk bange for at møde

de små børn, som læser hans bøger

af frygt for, at de forventede, at han var

denne slags glade julemands-agtige mand

og ville blive skuffede over hans mere reserverede person.

Steve Wozniak opfandt den første Apple computer,

mens han sad alene på sin plads

hos Hewlett-Packard, hvor han arbejdede dengang.

Han siger, at han aldrig ville være blevet sådan en ekspert,

hvis ikke han havde været for indadvendt til at forlade huset,

mens han voksede op.

Selvfølgelig

betyder dette ikke, at vi alle skal stoppe med at samarbejde --

og et godt eksempel er, da Steve Wozniak slår sig sammen med Steve Jobs

for at starte Apple Computer --

men det betyder, at ensomhed betyder noget,

og at for nogle

er det luften, som de indånder.

Faktisk har vi i århundreder kendt

til ensomhedens transcendente kraft.

Først for nylig er vi underligt nok begyndt at glemme den.

Hvis man ser på de fleste af verdens store religioner,

finder man søgere --

Moses, Jesus, Buddha, Muhammed --

søgere, som går for sig selv

alene ind i vildmarken,

hvor de så får dybsindige åbenbaringer,

som de så tager med tilbage til resten af samfundet.

Så ingen vildmark, ingen åbenbaringer.

Dette er dog ikke overraskende,

hvis man ser på nutidens psykologiske viden.

Det viser sig, at vi ikke kan være i en gruppe

uden instinktivt at afspejle, efterligne deres holdninger.

Selv ved tilsyneladende personlige og følelsesmæssige sager

som hvem man er tiltrukket af,

begynder man at efterabe de andres holdninger

uden overhovedet at indse, at man gør det.

Grupper følger som bekendt holdningerne

hos den mest dominerende og karismatiske person i rummet,

selvom der ingen sammenhæng er

mellem at være den bedste taler og have de bedste idéer --

jeg mener ingen.

Så ...

(Latter)

Man følger måske personen med de bedste idéer,

men måske ikke.

Og vil man virkelig lade tilfældet råde?

Meget bedre for alle at gå væk alene,

skabe egne idéer

fri fra gruppedynamikkens forstyrrelser

og så komme sammen som et hold

for at tale dem igennem i et velstyret miljø

og tage den derfra.

Hvis alt dette er sandt,

hvorfor tager vi så grueligt fejl?

Hvorfor organiserer vi vores skoler og arbejdspladser sådan?

Og hvorfor får vi disse indadvendte til at føle sig skyldige

i at ville gå for sig selv noget af tiden?

Ét svar ligger dybt i vores kulturelle historie.

Vestlige samfund,

og især USA,

har altid favoriseret handlingens mand

frem for kontemplationens mand

og kontemplationens "mand."

Men i Amerikas første dage

levede vi i, hvad historikere kalder en karakterkultur,

hvor man dengang stadig satte pris på folk

for deres indre selv og deres moralske retskaffenhed.

Hvis man ser på selvhjælpsbøgerne fra den æra,

havde de alle titler med ord som

"Karakter, det Største i Verden."

De havde rollemodeller som Abraham Lincoln,

som blev hyldet for at være beskeden og ikke at antage.

Ralph Waldo Emerson kaldte ham

"En mand, som ikke fornærmer ved overlegenhed."

Så ramte vi det 20. århundrede,

og vi gik ind i en ny kultur,

som historikere kalder personlighedskulturen.

Hvad der skete, er at vi havde udviklet en landbrugsøkonomi

til en verden af storkapital.

Pludselig bevæger folk sig

fra små landsbyer til byerne.

I stedet for at arbejde sammen med folk, de har kendt hele livet,

er de nu nødt til at bevise deres værd

i en flok af fremmede.

Forståeligt nok

bliver kvaliteter som magnetisme og

karisma pludselig meget vigtige.

Og søreme om ikke selvhjælpsbøgerne ændrer sig for at møde disse nye behov,

og de begynder at have navne

som "Sådan Vinder Du Venner og Påvirker Folk."

De har som rollemodeller

virkeligt gode salgsmænd.

Det er den verden, vi lever i i dag.

Det er vores kulturelle arv.

Intet af dette er for at sige,

at sociale kompetencer er uvæsentlige,

og jeg vil heller ikke

afskaffe samarbejde overhovedet.

De selvsamme religioner, som sender deres vismænd til ensomme bjergtoppe,

lærer os også kærlighed og tillid.

Problemerne, som vi møder i dag

på områder som videnskab og økonomi

er så store og komplekse,

at vi vil få brug for horder af folk, der kommer sammen

for at løse dem sammen.

Men jeg siger, at desto mere frihed, vi giver indadvendte til at være sig selv

desto mere sandsynligt vil de

komme på deres egne unikke løsninger til disse problemer.

Nu vil jeg dele med jer,

hvad der er i min kuffert i dag.

Nu skal I høre.

Bøger.

Jeg har en kuffert fuld af bøger.

Her er Margaret Atwood, "Katteøje".

Her er en roman af Milan Kundera.

Og her er "Vejleder for de vildledte"

af Maimonides.

Men disse er ikke helt mine bøger.

Jeg tog disse bøger med mig,

fordi de blev skrevet af min bedstefars yndlingsforfattere.

Min bedstefar var rabbiner,

og han var en enkemand,

som boede alene i en lille lejlighed i Brooklyn,

som var mit yndlingssted i verden, da jeg voksede op,

delvist fordi den var fyldt med hans meget milde, høflige tilstedeværelse,

og delvist fordi den var fyldt med bøger.

Bogstaveligt talt havde hvert bord, hver stol i lejligheden

opgivet sin oprindelige funktion

for nu at yde som overflade for svajende stakke af bøger.

Ligesom resten af min familie

var min bedstefars yndlingsbeskæftigelse at læse.

Men han elskede også sin menighed,

og man kunne mærke denne kærlighed i gudstjenesterne, som han forestod

hver uge i de 62 år, han var rabbiner.

Han ville tage hver uges læsnings frugter,

og han ville væve disse indviklede gobeliner af oldgammel og humanistisk tænkning.

Og folk kom fra nær og fjern

for at høre ham tale.

Men her er det med min bedstefar.

Under denne ceremonielle rolle

var han virkelig beskeden og indadvendt --

så meget, at når han forestod disse gudstjenester,

kunne han knap skabe øjenkontakt

med den selvsamme menighed,

som han havde talt for i 62 år.

Og selv væk fra podiet,

når man ringede til ham for at sige hej,

ville han ofte slutte samtalen for tidligt

af frygt for, at han optog for meget af ens tid.

Men da han døde i en alder af 94,

var politiet nødsaget til at lukke kvarterets gader

for at have plads til folkemassen,

som kom for at sørge over ham.

Og derfor prøver jeg nu at lære af min bedstefars eksempel

på min egen måde.

Så jeg har lige udgivet en bog om indadvendthed,

og den tog mig omkring syv år at skrive.

For mig var de syv år som en total lykke,

for jeg læste, jeg skrev,

jeg tænkte, jeg forskede.

Det var min version

af min bedstefars daglige timer alene i hans bibliotek.

Men nu er mit job pludselig meget anderledes,

og mit job er at være herude og tale om det,

tale om indadvendthed.

(Latter)

Det er meget sværere for mig,

for uanset hvor beæret jeg er over

at være her med jer alle lige nu,

er dette ikke mit naturlig miljø.

Så jeg forberedte mig på øjeblikke som disse

det bedste, jeg kunne.

Jeg brugte det sidste år på at øve at tale offentligt,

ved hver eneste lejlighed.

Jeg kalder dette mit "år med at tale farligt."

(Latter)

Og det hjalp faktisk en del.

Men hvad hjælper mig endnu mere,

er min fornemmelse, tro, håb,

at når det kommer til vores attituder

over for indadvendthed og ro og ensomhed,

står vi roligt på kanten af dramatiske forandringer.

Jeg mener, det gør vi.

Derfor vil jeg forlade jer nu

med tre råb efter handling

for dem, som deler denne vision.

Nummer et:

Stop galskaben for konstant gruppearbejde.

Bare stop det.

(Latter)

Tak.

(Bifald)

Jeg vil være tydelig med, hvad jeg siger,

for jeg tror virkelig vores kontorer

burde opmuntre

afslappede, sniksnak caféagtige interaktioner --

I ved, den slags hvor folk kommer sammen

og har en heldig udveksling af idéer.

Det er godt.

Det er godt for indadvendte og godt for udadvendte.

Men vi har brug for meget mere privatliv og frihed

og meget mere selvstyre på arbejdet.

Skole, det samme.

Selvfølgelig skal vi lære børn at arbejde sammen,

men vi er også nødt til at lære dem at arbejde alene.

Dette er især også vigtigt for udadvendte børn.

Det er nødt til at arbejde alene,

fordi det er delvist derfra, dybe tanker kommer.

Okay, nummer to: Gå ud i vildmarken.

Vær som Buddha, få jeres egne åbenbaringer.

Jeg siger ikke,

at vi alle nu skal gå ud og bygge vores egen hytte i skoven

og aldrig tale til hinanden igen,

men at vi alle kunne have godt af at trække stikket ud

og komme ind i vores egne hoveder

lidt oftere.

Nummer tre:

Tag et godt kig på, hvad er inden i jeres egne kufferter,

og hvorfor I lagde det der.

Så udadvendte

måske er jeres kufferter også fyldt med bøger.

Måske er de fyldt med champagneglas

eller skydivingudstyr.

Hvad end det er, håber jeg, I tager disse ting ud ved hver given lejlighed

og beærer os med jeres energi og nydelse.

Men indadvendte, da I er jer,

har I nok impulsen meget grundigt at beskytte,

hvad er inden i jeres egen kuffert.

Det er i orden.

Men bare engang imellem

håber jeg, I vil åbne jeres kufferter så andre kan se,

for verden behøver jer, og den behøver de ting I bærer.

Så jeg ønsker jer alle de bedst mulige rejser

og modet til at tale mildt.

Mange tak.

(Bifald)

Tak. Tak.

(Bifald)