Pamela Meyer: Hvordan man spotter en løgner

På en hvilken som helst dag, bliver vi løjet for mellem 10 og 200 gange og ledetrådende til at opspore de løgne kan være diskrette og ulogiske. Pamela Meyer, forfatteren af Liespotting, viser metoderne og "hotspots" der bruges af dem, der er trænet til at genkende bedrag -- og hun argumenterer for at ærlighed er en værdi der er værd at bevare.

Okay, nu vil jeg ikke forskrække nogen i lokalet,

men jeg er lige blevet klar over,

at personen til højre for dig er en løgner.

(Latter)

Derudover, er personen til venstre for dig en løgner.

Og personen der sidder i dit sæde er en løgner.

Vi er alle løgnere.

Det jeg vil gøre i dag,

er at jeg vil vise jeg hvad forskningen siger om, hvorfor vi er løgnere,

hvordan man kan blive en der spotter løgnere

og hvorfor man måske vil give det sidste

og gå fra at spotte løgnere til at søge sandheden,

og til i sidste ende at opbygge tillid.

Nu vi taler om tillid,

lige siden jeg skrev denne bog, "Liespotting,"

ingen vil møde mig personligt mere, nej, nej, nej, nej, nej.

De siger, "Det er okay, vi sender dig en email."

(Latter)

Jeg kan ikke engang få en date til kaffe på Starbucks.

Min mand siger, "Skat, bedrag?

Måske du kunne have fokuseret på madlavning? Hvad med fransk madlavning?"

Så før jeg går i gang, det jeg vil gøre er,

at jeg vil afklare mit mål for jer,

som ikke er at lære et spil fik-dig.

Dem der spotter løgne er ikke de børn der kommer med smålig kritik,

de børn der sidder bagerst i lokalet og råber, "Fik dig! Fik dig!

Dit øjenbryn spjættede. Du flagrede med næseboret.

Jeg ser det TV show 'Lie To Me'. Jeg ved at du lyver."

Nej, dem der spotter løgne er bevæbnede

med videnskabelig indsigt til hvordan man spotter bedrag.

De bruger det til at finde frem til sandheden,

og de gør det, som modne ledere gør hver dag;

de har vanskelige samtaler med vanskelige mennesker,

nogle gange i vanskelige tider.

Og de går hen ad den vej

ved at acceptere en kerne holdning,

og den holdning er det følgende:

At lyve er en samarbejdende handling.

Tænk over det, en løgn har ikke noget magt overhovedet, når den kun bliver ytret.

Dens magt opstår,

når en anden indvilliger i at tro på den.

Så jeg ved det måske lyder som hård kærlighed,

men se, hvis man på et tidspunkt er blev løjet for,

er det fordi man indvilligede i at blive løjet for.

Sandhed nummer et om at lyve: At lyve er en samarbejdende handling.

Nu er det ikke alle løgne der er skadelige.

Nogen gange er vi villige til at deltage i bedrag

for den sociale værdigheds skyld,

måske at holde en hemmelighed der skal holdes hemmelig, hemmelig.

Vi siger, "God sang."

"Skat, du ser ikke tyk ud i det, nej."

Eller vi siger, digirattiens favorit,

"Du ved, jeg fiskede lige den email ud af mit spam filter.

Det må du undskylde."

Men der er tider, når vi er uvillige deltagere i bedrag.

Og det kan have dramatiske omkostninger for os.

Sidste år endte 997 milliarder dollars

som selskabssvindel i USA.

Det er meget lidt under en billion dollars.

Det er syv procent af indtægterne.

Bedrag kan koste milliarder.

Tænk på Enron, Madoff, boligkrisen.

Eller med hensyn til dobbeltagenter og forrædere,

som Robert Hanssen eller Aldrich Ames,

løgne kan forråde vores land,

de kan kompromittere vores sikkerhed, de kan underminere demokratiet,

den kan forårsage døden over dem der forsvarer os.

Bedrag er faktisk en alvorlig sag.

Denne svindler, Henry Oberlander,

han var så effektiv en svindler,

at britiske myndigheder siger,

at han kunne have undermineret hele banksystemet i den vestlige verden.

Og man kan ikke finde denne fyr på Google; man kan ikke finde ham nogen steder.

Han blev interviewet én gang, og han sagde det følgende.

Han sagde, "Hør engang, jeg har en regel."

Og dette var Henrys regel, sagde han,

"Hør engang, alle er villige til at give en noget.

De er klar til at give en noget, for hvad end de nu er sultne efter."

Og det er kernen i det.

Hvis man ikke vil bedrages, skal man vide,

hvad er det man er sulten efter?

Og vi hader allesammen at indrømme det.

Vi ville ønske vi var bedre ægtemænd, koner,

klogere, mere magtfulde,

højere, rigere --

listen fortsætter.

Det at lyve prøver på at slå bro henover det mellemrum,

for at forbinde vores ønsker og vores fantasier

om den vi ønsker vi var, hvordan vi ønsker vi kunne være,

med det vi virkelig er.

Og manner, hvor er vi villige til at fylde det mellemrum i vores liv med løgn.

På en given dag, viser undersøgelser at man bliver løjet for

mellem 10 til 200 gange.

Nu er mange af disse givetvis hvide løgne.

Men i en anden undersøgelse,

viste det at fremmede fortalte en løgn tre gange oftere

inden for de 10 første minutter af at de mødte hinanden.

(Latter)

Når vi først hører denne data, føler vi noget modvilje.

Vi kan ikke tro på, hvor udbredt det er at lyve.

Vi er grundlæggende imod at lyve.

Men hvis man ser nærmerede på det,

bliver situationen mere indviklet.

Vi lyver mere overfor fremmede, end vi lyver overfor kollegaer.

Dem der er udadvendte lyver mere, end dem der er indadvendte.

Mænd lyver otte gange mere om sig selv,

end de gør om andre mennesker.

Kvinder lyver mere for at beskytte andre mennesker.

Hvis man er et gennemsnitligt gift par,

vil man lyve overfor sin ægtefælle

i en ud af 10 interaktioner.

Nu tror I måske at det er slemt.

Hvis man er ugift, falder det nummer til tre.

Løgne er komplicerede.

Det er vævet ind i det stof der er vores dagligdag og vores arbejdsliv.

Vi er utrolig ambivalente omkring sandheden.

Vi deler den ud i takt med at der er brug for den,

nogle gange på grund af rigtig gode årsager,

andre gange bare fordi vi ikke forstår hullerne i vores liv.

Det er sandhed nummer to om det at lyve.

Vi er imod det at lyve,

men i det skjulte er vi for det,

på måder som vores samfund har sanktioneret

i århundreder og århundreder og århundreder.

Det er så gammelt som at trække vejret.

Det er en del af vores kultur, det er en del af vores historie.

Tænk på Dante, Shakespeare,

Biblen, News of the World.

(Latter)

Det at lyve har en evolutionær værdi for os som art.

Forskere har i lang tid vidst,

at jo mere intelligent arten er,

jo større neokortex,

jo større er sandsynligheden for at de er bedrageriske.

Nu husker I måske Koko.

Kan nogen huske gorilaen Koko, der blev lært tegnesprog?

Koko blev lært at kommunikere ved hjælp af tegnesprog.

Her er Koko med hendes killing.

Det er hendes nuttede, bløde kæledyrskilling.

Koko gav engang hendes killing skylden,

for at rive køkkenvasken ud af væggen.

(Latter)

Vi er lavet til at blive flokkens leder.

Det begynder virkelig, virkelig tidligt.

Hvor tidligt?

Jamen babyer simulerer gråd,

pauser, venter og ser hvem der kommer

og begynder så at græde igen.

Etårige lærer hemmligholdelse.

(Latter)

Toårige lærer at bluffe.

Femårige lyver decideret.

De manipulerer via smiger.

Niårige, mestre i at dække over noget.

Til den tid at man begynder på universitetet,

man vil lyve overfor sin mor i en ud af fem interaktioner.

Til den tid at vi begynder på vores arbejdsliv og vi er forsørgere,

går vi ind i en verden der bare er rodet

med spam, falske digitale venner,

ensidige medier,

geniale identitets tyve,

verdensklasse pyramidespillere,

en bedrageriepidemi --

Kort sagt, det en forfatter kalder

et post-sandhed samfund.

Det har været meget forvirrende

i meget lang tid nu.

Hvad gør man?

Jamen vi kan tage et par forholdsregler,

for at navigere os gennem moradset.

Dem der er trænede i at spotte løgne, finder frem til sandheden 90 procent af tiden.

Resten af os, vi er kun 54 procent nøjagtige.

Hvorfor er det så let at lære?

Der er gode løgnere og dårlige løgnere. Der er ikke rigtig nogen originale løgnere.

Vi begår alle de samme fejl. Vi bruger alle de samme teknikker.

Så det jeg vil gøre,

er at jeg vil vise jer to forskellige bedragsmønstre.

Og så vil vi se på hotspots og se om vi kan finde os selv.

Vi vil begynde med tale.

(Video) Bill Clinton: Jeg vil have at I lytter til mig.

Jeg vil sige dette endnu en gang.

Jeg havde ikke et seksuelt forhold

til den kvinde, Miss Lewinsky.

Jeg sagde ikke til nogen at de skulle lyve,

ikke en eneste gang, aldrig.

Og disse anklager er falske.

Og jeg skal tilbage til mit arbejde for det amerikanske folk.

Tak.

Pamela Meyer: Okay, hvad var de afslørende tegn?

Jamen først hørte vi det der er kendt som en ikke-indskrænket benægtelse.

Undersøgelser viser at mennesker der er ekstra bestemte i deres benægtelse,

vil ty til formel i stedet for uformel sprogbrug.

Vi hørte også afstandstagende sprog: "den kvinde."

Vi ved at løgnere ubevidst vil distancere sig selv

fra deres genstand,

ved at bruge sproget som redskab.

Hvis nu Bill Clinton havde sagt, "Jamen, for at sige sandheden …"

eller Richard Nixons yndling, "Oprigtig talt …"

ville det have været en åbenlys afsløring

for en hvilken som helst person der spotter løgne og ved,

at det kvalificerende sprogbrug, som det hedder, sådan et kvalificerende sprogbrug

sår yderligere tvivl om personen.

Hvis han nu havde gentaget hele spørgsmålet,

eller hvis han havde krydret sin beretning med lidt for mange detaljer --

og vi er allesammen rigtig glade for at han ikke gjorde det --

ville han have sået yderligere tvivl om sig selv.

Freud havde ret.

Freud sagde, hør engang, der er meget mere ved det end sproget:

"Ingen dødelig kan holde på en hemmelighed.

Hvis hans læber er tavse, taler han med fingerspidserne."

Og vi gør det allesammen, uanset hvor magtfuld man er.

Vi sladrer alle med vores fingerspidser.

Jeg vil vise jer Dominique Strauss-Kahn sammen med Obama,

der sladrer med sine fingerspidser.

(Latter)

Nu bringer dette os videre til vores næste mønster,

som er kropssprog.

Med kropssprog, her er hvad man skal gøre.

Man skal virkelig bare kaste sine antagelser ud af vinduet.

Lad videnskaben dæmpe ens viden en lille smule.

Fordi vi tror at løgnere er nervøse hele tiden.

Men gæt engang, de er kendte for at holde deres overkrop helt stille når de lyver.

Vi tror at løgnere ikke vil kigge en i øjnene.

Men gæt engang, de kigger en lidt for meget i øjnene,

bare for at kompensere for den myte.

Vi tror at varme og smil

kommunikerer ærlighed, oprigtighed.

Men en der er trænet i at spotte løgne,

kan spotte et falsk smil på en kilometers afstand.

Kan I alle spotte et falsk smil?

Man kan bevidst trække

musklerne i ens kinder sammen.

Men det rigtige smil er i øjnene, øjnenes kragetæer.

De kan ikke trækkes sammen bevidst,

specielt hvis man overdrev med Botox'en.

Overdriv ikke med Botox'en; ingen vil tro at man er ærlig.

Nu vil vi kigge på hotspots.

Kan I se hvad der sker i en samtale?

Kan man begynde at finde hotspots,

til at se uoverenstemmelserne

mellem nogens ord og nogens handlinger?

Nu ved jeg at det virker virkelig åbenlyst,

men når man fører en samtale

med nogen man mistænker for bedrag,

er attitude uden tvivl den mest oversete, men afslørende, indikator.

En ærlig person er samarbejdsvillig.

De viser at de er på ens side.

De vil være entusiastiske.

De vil være villige og behjælpelige med at få en frem til sandheden.

De er villige til at brainstorme, navngive mistænkte,

forsyne detaljer.

De siger, "Hey,

måske var det de fyre i lønningsafdelingen, der forfalskede de checks."

De bliver rasende, hvis de føler de bliver falsk anklaget

gennem hele interviewet, ikke kun i glimt;

de vil være rasende gennem hele interviewet.

Og hvis spørger nogen ærligt,

om hvad der burde ske med hvem end der forfalskede de checks,

er det meget mere sandsynligt, at en ærlig person

anbefaler en hård straf over en mild straf.

Lad os nu sige at man har den præcis samme samtale

med en person der er bedragerisk.

Den person vil være tilbagetrukket,

kigger ned, sænker deres stemme,

pauser, er uforudsigelige.

Spørg en bedragerisk person om at fortælle deres historie,

de kommer til at krydre den med alt for mange detaljer

på alle mulige irrelevante steder.

Og så vil de fortælle deres historie i en striks kronologisk rækkefølge.

Og det en trænet forhører gør

er at de kommer ind og på meget diskrete måder og

i løbet af adskillige timer,

vil de spørge den person om at fortælle historien baglæns,

og så vil de se dem vride sig,

og se hvilke spørgsmål der producerer den største mængde bedrageriske tegn.

Hvorfor gør de det? Jamen vi gør alle den samme ting.

Vi øver vores ord,

men vi øver sjældent vores kropssprog.

Vi siger, "ja," vi ryster hovedet "nej."

Vi fortæller meget overbevisende historier, vi trækker let på skuldrene.

Vi begår forfærdelige forbrydelser,

og vi smiler af henrykkelsen over at slippe afsted med det.

Nu er det smil i faget kendt som "narre henrykkelse."

Og vi kommer til at se det i adskillige flimklip, der bevæger sig fremad,

men vi begynder -- for dem af jer der ikke kender ham,

er dette den præsidentkandidaten John Edwards,

som chokerede USA ved at være far til et barn uden for ægteskabet.

Vi kommer til at se ham tale om at få en faderskabstest.

Se om I nu kan spotte ham

i at sige, "ja" men han ryster hovedet "nej,"

og trækker let på skuldrene.

(Video) John Edwards: Jeg vil glædeligt deltage i en.

Jeg ved, at det ikke er muligt at dette barn kan være mit,

på grund af tingenes timing.

Så jeg ved det ikke er muligt.

Jeg vil med glæde tage en faderskabstest,

og jeg vil elske at se det ske.

Interviewer: Vil du gøre det snart? Er der nogen --

JE: Jamen, jeg er kun den ene side. Jeg er kun den ene side af testen.

Men jeg vil glædeligt deltage i en.

PM: Okay, de ryst på hovedet er meget lettere at spotte

når man ved, at man skal kigge efter dem.

Der kommer til at være tidspunkter,

når nogen laver et udtryk

imens de dækker over et andet der på en måde lynhurtigt skinner igennem.

Mordere er kendt for at lække vemod.

Ens nye joint venture partner måske giver en hånden,

fejrer, går ud og spiser med en

og lækker så et udtryk af vrede.

Og vi bliver ikke alle sammen eksperter i at kende ansigtsudtryk fra den ene dag til den anden,

men der er et jeg kan lære jer der er meget farligt, og det er let at lære,

og det er et udtryk af foragt.

Med vrede har man to mennesker på lige vilkår.

Det er stadig noget der ligner et sundt forhold.

Men når vrede bliver til foragt,

er man blevet afvist.

Det er associeret med moralsk overlegenhed.

Og af den årsag, er det meget, meget svært at komme sig over.

Her er et eksempel på hvordan det ser ud.

Det er markeret ved at det ene hjørne af læben

er trukket op og ind.

Det er det eneste asymmetriske udtryk.

Og når foragt er tilstede,

uanset om der kommer bedrag bagefter --

og det kommer ikke altid bagefter --

se den anden vej, gå den anden vej,

revurder tilbuddet,

sig, "Nej tak. Jeg kommer ikke op til en sidste godnatdrink. Tak."

Videnskab har påvist

mange, mange flere indikatorer.

Vi ved, for eksempel,

vi ved løgnere vil ændre hyppigheden hvormed de blinker med øjnene,

pege deres fødder mod en udgang.

De vil bruge barriere objekter

og sætte dem mellem sig selv om personen der interviewer dem.

De vil ændre deres stemmeleje,

ofte gøre deres stemmeleje meget lavere.

Men her er hagen.

Disse adfærd er bare adfærd.

De er ikke bevis på bedrag.

De er røde flag.

Vi er mennesker.

Vi laver alle bedrageriske, fægtende udtryk over det hele, hele dagen.

De betyder ikke noget i sig selv.

Men når man ser klynger af dem, er dét signalet.

Se, lyt, snag, stil nogle svære spørgsmål,

kom ud af den meget komfortable tilstand hvor man er sikker,

begynd på den nysgerrige tilstand, stil flere spørgsmål,

hav en smule værdighed, behandl den anden person med sympati.

Prøv ikke på at være ligesom folkene på "Law & Order" og de andre TV serier,

der tæver deres mistænkte til tilståelse.

Vær ikke for aggresiv, det virker ikke.

Nu har vi talt en lille smule

om, hvordan man taler til en der lyver

og hvordan man spotter en løgn.

Og som jeg lovede, vil vi nu kigge på hvordan sandheden ser ud.

Men jeg vil vise jer to filmklip,

to mødre -- den ene lyver, den anden siger sandheden.

Og disse blev vist

af forsker David Matsumoto i California.

Og jeg synes de er et fremragende,

på hvordan sandheden ser ud.

Denne moder, Diane Downs,

skød hendes børn på klods hold,

kørte dem til hospitalet

imens de blødte i hele bilen,

påstod en fremmed med dårligt hår gjorde det.

Og når man ser filmklippet kan man se,

at hun ikke kan lade som om hun er en plaget moder.

Det man skal se efter her,

er en utrolig uoverensstemmelse

mellem de forfærdelige begivenheder som hun beskriver

og hendes meget, meget kølige opførsel.

Og hvis man ser nøje efter, kan man se deres fornøjelse igennem klippet.

(Video) Diane Downs: Når jeg lukker øjnene om natten,

kan jeg se Christie række sin hånd ud mod mig mens jeg kører,

og blodet blev bare ved med at komme ud af hendes mund.

Og at -- måske vil det også fortage sig med tiden --

men det tror jeg ikke.

Det er det der nager mig mest.

PM: Nu vil jeg vise jer et filmklip

af en moder der virkelig er sørgende, Erin Runnion,

der konfronterer sin datters morder og torturbøddel i retten.

Her kommer I ikke til at se nogen falske følelser,

kun det autentiske udtryk af en moders pine.

(Video) Erin Runnion: Jeg skrev denne udtalelse på den tredje årsdag

for natten hvor du tog mit barn,

og du gjorde hende fortræd,

og du knuste hende,

du gjorde hende skrækslagen indtil hendes hjerte stoppede.

Og hun kæmpede, og jeg ved hun bekæmpede dig.

Men jeg ved, at hun kiggede på dig

med de fantastiske, brune øjne,

og du ville stadig slå hende ihjel.

Og jeg forstår det ikke,

og det kommer jeg aldrig til.

PM: Okay, der er ingen tvivl om sandfærdigheden i de følelser.

Nu er teknologien omkring hvordan sandheden ser ud

fremadskridende, videnskaben bag det.

Vi ved for eksempel,

at vi nu har specialiserede øjne sporingsenheder og infrarøde hjernescannere,

MRI der kan afkode signalerne som vores kroppe sender ud,

når vi prøver at være bedrageriske.

Og disse teknologier bliver markedsført til os alle

som et universalmiddel mod bedrag,

og en dag vil de vise sig at være utrolig nyttige.

Men i mellemtiden skal man spørge sig selv:

Hvem vil man have på sin side i et møde,

en der er trænet i at finde frem til sandheden,

eller en fyr der trækker et 200 kilo tungt elektroencefalogram

gennem døren?

Dem der spotter løgne stoler på menneskelige værktøjer.

De ved, som nogen engang sagde,

"Karakter er den man er i mørket."

Og det der er lidt interessant,

er at vi i dag har så lidt mørke.

Vores verden er oplyst 24 timer om dagen.

Den er gennemskuelig

med blogs og sociale netværk,

der udsender en summen af en helt ny generation af mennesker,

der har truffet det valg at de lever deres liv i offentligheden.

Det er en meget mere støjende verden.

Så en udfordring vi har,

er at huske,

at dele alt, det er ikke ærlighed.

Vores maniske Twitter og sms-vaner

kan gøre os blinde overfor det faktum,

at de raffinerede detaljer af den menneskelige anstændighed -- karakterintegritet --

er stadig det det handler om, det er det det altid vil handle om.

Så in denne meget mere støjende verden,

giver det mening for os

at være bare en lille smule mere tydelig

om vores moral.

Når man kombinerer videnskaben bag at genkende bedrag

med kunsten af at se, lytte,

fritager man sig selv for at deltage i en løgn.

Man begynder med at

være bare en lille smule mere tydelig,

fordi man signalerer til alle omkring en,

man siger, "Hey, min verden, vores verden,

det kommer til at blive en ærlig en.

Min verden kommer til at være en hvor sandheden er styrket

og falskheden bliver genkendt og marginaliseret."

Og når man gør det,

begynder jorden omkring en at skifte bare en lille smule.

Og det er sandheden. Tak.

(Bifald)