Chapter 01 - The Metamorphosis by Franz Kafka

Chapter 1. Classic Literature VideoBook with synchronized text, interactive transcript, and closed captions in multiple languages. Audio courtesy of Librivox. Read by David Barnes.

Playlist for The Metamorphosis by Franz Kafka: http://www.youtube.com/playlist?list=PL7A6D6EEC645742AC

The Metamorphosis free audiobook at Librivox: http://librivox.org/the-metamorphosis-by-franz-kafka/

The Metamorphosis free eBook at Project Gutenberg: http://www.gutenberg.org/ebooks/5200

The Metamorphosis at Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Metamorphosis

View a list of all our videobooks: http://www.ccprose.com/booklist

KAPITEL I.

En morgen, da Gregor Samsa var at vågne op fra ængstelige drømme, opdagede han, at i

seng han havde været forvandlet til et uhyre verminous bug.

Han lå på hans panser-hårdt tilbage og så, da han løftede hovedet lidt op, hans brune,

hvælvede maven opdelt i stive bue-lignende afsnit.

Fra denne højde tæppet, næsten klar til at glide helt, kunne næppe

ophold på plads.

Hans talrige ben, ynkeligt tynde i forhold til resten af hans

omkreds, flakkede hjælpeløst før hans øjne.

"Hvad er der sket med mig," tænkte han.

Det var ingen drøm. Sit værelse, en ordentlig plads til et menneske,

kun lidt for lille, lå stille mellem de fire velkendte vægge.

Over bordet, en udpakket samling af prøve klud varer, som blev spredt

ud - Samsa var en handelsrejsende - hang det billede, som han havde skåret ud af en

illustrerede magasin for lidt siden og sat i en smuk guldramme.

Det var et billede af en kvinde med en pelshue og en pels boa.

Hun sad rank der, løfter op i retning af beskueren en solid pels muffe

ind, som hele hendes underarm var forsvundet.

Gregor Blik vendte sig mod vinduet.

De triste vejr - regnen dråber faldt hørligt ned på metallet vinduet

afsats - gjorde ham ganske melankolsk.

"Hvorfor kan jeg ikke holde sove for lidt længere og glemme alt dette

tåbelighed, "tænkte han.

Men dette var ganske upraktisk, for han var vant til at sove på sin højre side, og

i sin nuværende tilstand kunne han ikke få sig selv i denne position.

Ligegyldigt hvor hårdt han kastede sig på hans højre side, han altid kastes igen på

hans ryg.

Han må have prøvet det hundrede gange, lukke øjnene, så han ikke ville have

at se den vrikkende ben, og opgav først, da han begyndte at føle en let, kedeligt smerter i

hans side, som han aldrig havde følt før.

"O Gud," tænkte han, "hvad et krævende job, jeg har valgt!

Dag ud og dag ind, på vejen.

Det understreger, at sælge er meget større end det arbejde, der foregår på hovedkontoret, og,

Ud over det, har jeg til at klare problemerne i forbindelse med rejser, bekymringer

om togforbindelser, dårlig uregelmæssig

mad, midlertidigt ansatte og konstant skiftende menneskelige relationer, som aldrig kommer fra

hjertet. Til helvede med det hele! "

Han følte en let kløe på toppen af hans mave.

Han langsomt skubbede sig selv på ryggen tættere på sengen stillingen, så han kunne løfte sin

hoved lettere, fandt kløende del, som var fuldstændig dækket med små hvide

pladser - han vidste ikke hvad de skal gøre af dem, og ønskede at føle sted med et ben.

Men han trak den med det samme, for kontakten føltes som et koldt brusebad hele

ham.

Han gled tilbage igen i sin tidligere stilling.

"Det at stå tidligt op," tænkte han, "gør en mand helt idiotisk.

En mand skal have sin søvn.

Andre omrejsende sælgere lever som harem kvinder.

For eksempel, at når jeg kommer tilbage til kroen i løbet af formiddagen skriver

af de nødvendige ordrer, er disse herrer bare sidder ned til morgenmad.

Hvis jeg skulle prøve det med min chef, ville jeg blive smidt ud på stedet.

Still, hvem ved, om det ikke kunne være rigtig godt for mig?

Hvis jeg ikke holde tilbage for mine forældres skyld, jeg er holdt op for længe siden.

Jeg ville have gået til chefen og fortalte ham bare hvad jeg tror fra bunden af mit

hjerte.

Han ville have faldet ret off sit skrivebord! Hvor mærkeligt det er at sidde op på det skrivebord og

taler ned til medarbejderen fra vejen derop.

Chefen har problemer med at høre, så medarbejderen er nødt til at optrappe ganske tæt på ham.

Anyway, jeg har ikke helt opgivet det håb endnu.

Når jeg har fået samlet penge til at betale mine forældres gæld til ham - der skal tage

yderligere fem eller seks år - æ gøre det for sikker.

Så jeg vil gøre den store pause.

Under alle omstændigheder, jeg lige nu nødt til at komme op. Min træner forlader klokken fem. "

Han kiggede over på vækkeuret tikker væk af kommoden.

"Herregud!" Tænkte han.

Klokken var halv seks, og hænderne skulle stille på.

Det var over den halve time, der allerede næsten kvartal.

Kunne alarmen har undladt at ringe?

Man så fra sengen, at det rigtigt blev sat til klokken fire.

Bestemt det havde ringet. Ja, men var det muligt at sove igennem

at støj, der gjorde møblerne ryste?

Nu, det er sandt, han havde ikke sovet roligt, men åbenbart han havde sovet hele dybere.

Stadig, hvad skal han gøre nu? Det næste tog tilbage klokken syv.

For at fange, at en, ville han have til at gå i en gal kapløb.

Prøven Samlingen blev ikke pakket op endnu, og han virkelig følte sig ikke specielt

friske og aktive.

Og selv om han fangede toget, var der ingen at undgå en blow-up med chefen,

fordi virksomheden er bydreng ville have ventet til 05:00 toget og

rapporterede nyheden om hans fravær for længe siden.

Han var chefens Minion, uden rygrad og intelligens.

Nå da, hvad nu hvis han rapporteret syg?

Men det ville være ekstremt pinligt og mistænkeligt, fordi i løbet af hans fem

års tjeneste Gregor havde ikke været syg en eneste gang.

Chefen ville helt sikkert komme med den læge fra sygesikringen virksomheden

og ville bebrejde sine forældre for deres dovne søn og afbrød alle indsigelser med

forsikringen lægens kommentarer; for ham

alle var helt sunde, men virkelig doven om arbejde.

Og desuden, ville lægen i dette tilfælde være helt forkert?

Bortset fra en virkelig overdreven træthed efter den lange søvn, i virkeligheden Gregor følte

ganske godt og havde endda en virkelig stærk appetit.

Da han tænkte alt dette ovre i største hast, uden at kunne gøre

beslutningen om at komme ud af sengen - vækkeuret var der angiver præcis kvartal til

syv - var der en forsigtig banke på døren af lederen af sengen.

"Gregor," en stemme kaldte - det var hans mor -! "Det er 6:45.

Du ikke ønsker at være på din måde? "

Den bløde stemme! Gregor blev forskrækket, da han hørte hans stemme

telefonsvarer.

Det var klart og umiskendeligt hans tidligere stemme, men det var blandet, som hvis

nedefra, en irrepressibly smertefuld pibende, der efterlod ordene positivt

særskilte kun i første øjeblik og

forvrænget dem i efterklangstiden, så man vidste ikke, om man havde hørt

korrekt.

Gregor ønskede at svare i detaljer og forklare alt, men i disse

omstændigheder han indskrænkede sig til at sige: "Ja, ja, tak mor.

Jeg får med det samme. "

På grund af den trædør ændringen i Gregor stemme var ikke rigtig mærkbar

udenfor, så hans mor faldet til ro med denne forklaring og blandes off.

Men som et resultat af den korte samtale, andre familiemedlemmer

blev klar over, at Gregor var uventet stadig hjemme, og allerede hans far var

bankede på den ene side døren, svagt men med sin knytnæve.

"Gregor, Gregor," råbte han, "hvad sker der?"

Og efter et kort stykke tid, opfordrede han ham igen i en dybere stemme: "Gregor!"

Gregor! "På den anden side døren, men hans søster

bankede let.

"Gregor? Er du okay?

Har du brug for noget? "Gregor instrueret svar i begge retninger,

"Jeg vil være klar med det samme."

Han gjorde en indsats med de mest omhyggelige artikulation og ved at indsætte lange pauser

mellem de enkelte ord for at fjerne alt bemærkelsesværdigt fra hans stemme.

Hans far vendte tilbage til sin morgenmad.

Men søster hviskede, "Gregor, åbne døren - jeg beder dig."

Gregor havde ingen intentioner om at åbne døren, men lykønskede sig på hans

sikkerhedsforanstaltning, erhvervet fra at rejse, for at låse alle døre i løbet af natten, selv ved

hjem.

Først ville han stå op stille og uforstyrret, har få tøj på, frem for alt

morgenmad, og først derefter overveje yderligere tiltag, for - han bemærket dette klart - med

at tænke over tingene i sengen ville han ikke nå frem til en rimelig konklusion.

Han huskede, at han allerede havde ofte følt en let smerte eller andre i sengen, måske

resultatet af en akavet liggende stilling, som senere viste sig at være rent

imaginære, da han stod op, og han var

ivrige efter at se, hvordan hans nuværende fantasier ville gradvist forsvinder.

At ændring i hans stemme var intet andet end starten af en rigtig chill, en

erhvervssygdom kommercielle rejsende, for at han havde ikke

mindste tvivl om.

Det var meget nemt at kaste bort tæppet.

Han behøvede kun at skubbe sig selv lidt op, og det faldt af sig selv.

Men for at fortsætte var svært, især fordi han var så usædvanlig bred.

Han havde brug for arme og hænder til at skubbe sig selv oprejst.

I stedet for disse, men han havde kun mange små lemmer, som blev uophørligt bevæger sig

med meget forskellige bevægelser, og som, foruden at han var ude af stand til at styre.

Hvis han ønskede at bøje en af dem, så var det den første til at udvide sig, og hvis han

Endelig lykkedes det at gøre, hvad han ville med dette led, i mellemtiden alle de andre,

som om venstre gratis, flyttede rundt i en alt for smertefuld agitation.

"Men jeg skal ikke blive i sengen unødigt," siger Gregor til sig selv.

Ved første han ønskede at komme ud af sengen med den nederste del af hans krop, men denne lavere

del - som ved den måde, havde han endnu ikke kigget på, og som han kunne heller ikke

billedet tydeligt - vist sig at være for svært at flytte.

Forsøget gik så langsomt.

Når, som er blevet næsten hektisk, han endelig kastede sig frem med alle sine

kraft og uden at tænke, valgte han sin retning forkert, og han ramte den nederste

sengestolpe hårdt.

Den voldsomme smerte, han følte åbenbaret for ham, at den nederste del af hans krop var på

øjeblik, nok det mest følsomme.

Således forsøgte han at få hans overkrop ud af sengen første og drejede hovedet forsigtigt

mod kanten af sengen.

Det lykkedes ham at gøre dette let, og på trods af sin bredde og vægt hans body mass på

sidste langsomt fulgte drejning af hovedet.

Men da han endelig løftede hovedet udenfor sengen i det fri, blev han ængstelig

om at flytte fremad yderligere på denne måde, for hvis han lod sig

sidste ende at falde med denne proces, er det

ville tage et mirakel for at forhindre hovedet fra at komme til skade.

Og for enhver pris, han må ikke miste bevidstheden lige nu.

Han foretrak at blive i sengen.

Men efter en tilsvarende indsats, mens han lå der igen, sukkende som før, og

igen så hans lille lemmer kæmper med hinanden, hvis noget værre end tidligere,

og kunne ikke se nogen chance for at pålægge stille

og orden på denne vilkårlige bevægelse, sagde han til sig selv igen, at han ikke kunne

muligvis vil være i sengen, og at det kan være den mest fornuftige ting at ofre

alt, hvis der var den mindste

håb om at få sig selv ud af sengen i processen.

I samme øjeblik, dog har han ikke glemt at minde sig selv fra tid til anden

af, at ro - faktisk den roligste - refleksion kan være bedre end de fleste

forvirret beslutninger.

I sådanne øjeblikke, retter han blikket så præcist som han kunne hen mod vinduet,

men desværre var der lidt tillid juble at hente ved et blik på

Om morgenen tåge, der skjulte selv den anden side af den smalle gade.

"Det er allerede 7:00," sagde han til sig selv senest slående af alarmen

ur, "allerede 07:00 og stadig sådan en tåge."

Og for en lidt længere han lå stille og roligt med svage vejrtrækning, som om måske

venter på normale og naturlige betingelser for at genopstå ud af den komplette stilhed.

Men så sagde han til sig selv, "Før det slår kvart over syv, uanset hvad

sker, jeg skal være helt ude af sengen.

Udover, inden da en person fra kontoret vil komme til at forhøre sig om mig, fordi

kontoret åbner før klokken syv. "

Og han gjorde en indsats for derefter at klippe hele hans krop længde ud af sengen med en

ensartet bevægelse.

Hvis han lod sig falde ud af sengen på denne måde, hans hoved, som i løbet af

Fald han havde til hensigt at løfte op kraftigt, vil formentlig forblive uskadt.

Hans ryg syntes at være hårdt, intet vil virkelig ske, at som følge af

falde.

Hans største reservation var en bekymring over den voldsomme støj, der om efteråret skal skabe

og som formentlig ville vække, hvis ikke forskrækkelse, så i hvert fald bekymring på den anden side

side af alle døre.

Men det skulle prøves.

Da Gregor var i færd med at løfte sig halvt ud af sengen - den nye metode blev

mere et spil end en indsats, han behøvede kun at rock med en konstant rytme - det

slog ham, hvor let alt dette ville være, hvis nogen skulle komme ham til hjælp.

To stærke mennesker - han tænkte på sin far og pigen - ville have været helt

tilstrækkelig.

De ville kun have haft til at skubbe deres våben under hans buet ryg for at få ham ud af

sengen, for at bøje sig ned med deres last, og derefter blot at udvise tålmodighed og omsorg, som

han afsluttede klappen ned på gulvet, hvor

hans lille ben ville så, at han håbede, erhverve et formål.

Nu, rent bortset fra, at dørene var låst, skulle han virkelig ringe

ud efter hjælp?

På trods af al sin nød, blev han ude af stand til at undertrykke et smil på denne idé.

Han havde allerede fået til det punkt, hvor man ved rockende stærkere, han fastholdt sin

ligevægt med besvær, og meget snart ville han endelig nødt til at beslutte, i

fem minutter det ville være kvart over syv.

Så var der en ring på døren til lejligheden.

"Det er en fra kontoret," sagde han til sig selv, og han nærmest frøs, mens hans

små lemmer kun dansede rundt hele hurtigere.

For det ene øjeblik alt forblev stille.

"De er ikke åbne," Gregor sagde til sig selv fanget i nogle absurde håb.

Men selvfølgelig så, som sædvanlig, gik pigen sammen med sin faste slidbane til døren

og åbnede den.

Gregor er nødvendig for at høre, kun det første ord i den besøgendes hilsen til at genkende

straks, hvem det var, lederen selv.

Hvorfor var Gregor den eneste, dømt til at arbejde i en virksomhed, hvor, ved den mindste

bortfalder, nogen straks tiltrukket den største mistro?

Var alle de ansatte så kollektivt, ét og alt, skurke?

Blandt dem var der da ingen virkelig hengivne person, hvis han undlod at bruge bare en

par timer om morgenen til kontor arbejde, ville blive unormal fra kvaler

samvittighed og virkelig være i nogen stat til at komme ud af sengen?

Var det virkelig ikke nok til at lade en lærling foretage undersøgelser, hvis sådanne

afhøring blev endda nødvendigt?

Skal direktøren selv kommer, og i den proces skal det godtgøres, at de

Hele uskyldig familie, at undersøgelsen af denne mistænkelige

omstændigheder kun kunne overdrages til intelligens manager?

Og mere som en konsekvens af den exciterede tilstand, hvor denne idé sat Gregor end som

et resultat af en egentlig beslutning, svang han sig med al sin magt ud af sengen.

Der var et højt bump, men ikke en rigtig crash.

Faldet blev absorberet noget af tæppet og derudover, ryggen var mere

elastisk end Gregor havde troet.

Af denne grund den kedelige støjen var ikke helt så iøjnefaldende.

Men han havde ikke holdt hans hoved op med tilstrækkelig omhu og havde ramt den.

Han drejede hovedet, irriteret og i smerte, og gned det på tæppet.

"Noget er faldet derinde," sagde manager i næste rum til venstre.

Gregor prøvede at forestille sig selv, om noget svarer til, hvad der skete med

ham i dag kunne have også skete på et tidspunkt til lederen.

Mindst én var nødt til at indrømme muligheden for en sådan en ting.

Men som for at give et groft svar på dette spørgsmål, lederen nu, med en

knirke af hans polerede støvler, tog et par beslutsomme skridt i det næste rum.

Fra den nærliggende værelse på højre søster hviskede at informere Gregor:

"Gregor, lederen er her." "Jeg ved," sagde Gregor til sig selv.

Men han turde ikke gøre sin stemme højt nok til, at hans søster kunne høre.

"Gregor," hans far nu siger fra de omkringliggende rum til venstre, "Mr. Leder

er kommet og spørger, hvorfor du ikke har forladt på de tidlige tog.

Vi ved ikke, hvad vi skal fortælle ham.

Desuden er han også vil tale med dig personligt.

Så skal du åbne døren. Han vil være god nok til at tilgive rod

på dit værelse. "

Midt i alt dette, kaldte lederen på en venlig måde, "God

morgen, Mr. Samsa. "

"Han er ikke godt," sagde hans mor til lederen, mens hans far stadig var tale

på døren, han "er ikke godt, tro mig, Mr. Manager.

Ellers hvordan ville Gregor gå glip af et tog?

Den unge mand har intet i hovedet, undtagen forretning.

Jeg er næsten vred, at han aldrig går ud om aftenen.

Lige nu han har været i byen otte dage, men han har været hjemme hver aften.

Han sidder her hos os ved bordet og læser avisen stille og roligt eller undersøgelser hans rejse

tidsplaner.

Det er en noget af en omlægning for ham at beskæftige sig med fretwork.

For eksempel, skåret han en lille ramme i løbet af to eller tre aftener.

Du vil blive overrasket over hvor smuk den er.

Det er hængende lige inde i stuen. Du vil se den med det samme, så snart

Gregor åbner døren. Anyway, jeg er glad for, at du er her, Mr.

Manager.

Af os selv, ville vi aldrig have gjort Gregor åbne døren.

Han er så stædig, og han er bestemt ikke godt, selv om han benægtede, at denne

morgen. "

"Jeg kommer lige med det samme," siger Gregor langsomt og bevidst og rørte sig ikke, så de ikke

til at tabe et ord af samtalen.

"Min kære frue, kan jeg ikke forklare det for mig selv på nogen anden måde," sagde lederen;

"Jeg håber, det er noget alvorligt.

På den anden side må jeg også sige, at vi forretningsfolk, heldigvis eller uheldigvis,

Men man ser på det, meget ofte simpelthen nødt til at overvinde en lille ildebefindende for

forretningsmæssige årsager. "

"Så kan Mr. Manager, komme ind for at se dig nu?" Spurgte hans far utålmodigt og

bankede igen på døren. "Nej," sagde Gregor.

I de tilstødende rum til venstre en smertefuld stilhed nedstammede.

I de tilstødende rum på højre søster begyndte at hulke.

Hvorfor har ikke hans søster gå til andre?

Hun havde nok bare rejst sig ud af sengen nu og havde ikke engang begyndt at klæde

endnu. Så hvorfor blev hun græd?

Fordi han ikke var stået op og var ikke lade manager i, fordi han var i

fare for at miste sin stilling, og fordi så hans chef ville grævling hans forældre engang

igen med de gamle krav?

Det var formentlig unødvendige bekymringer lige nu.

Gregor var her stadig, og tænkte ikke på alt om at opgive sin familie.

I øjeblikket er han lå lige der på tæppet, og ingen, der vidste om hans

tilstand ville have alvorligt forlangte, at han lod leder i.

Men Gregor ville ikke være skødesløst afskediget rigtige måde på grund af dette lille

uhøflighed, som han ville finde en nem og passende undskyldning senere.

Det syntes at Gregor, at det kunne være langt mere rimeligt at lade ham i fred på

det øjeblik, i stedet for at forstyrre ham med gråd og samtale.

Men det var meget usikkerhed, som bedrøvet de andre og undskyldte deres

adfærd. "Mr. Samsa, "lederen var nu råbe,

hans stemme rejst, "hvad er der galt?

Du er barrikadere dig selv i dit værelse, besvare med kun et ja og et nej, gør

alvorlige og unødvendige problemer for dine forældre, og negligerer (jeg nævner dette

kun lejlighedsvis) dine kommercielle opgaver på en virkelig uhørt måde.

Jeg taler her i navnet på dine forældre og din arbejdsgiver, og jeg er

anmoder dig i fuld alvor til en øjeblikkelig og klar forklaring.

Jeg er forbløffet.

Jeg er forbløffet. Jeg troede, jeg kendte dig som en rolig, fornuftig

person, og nu har du pludselig dukke op til at ville starte skue rundt i underligt humør.

Chefen er angivet til mig tidligere i dag en mulig forklaring på din

omsorgssvigt - det drejede sig om indsamling af kontanter betroet dig et kort stykke tid siden -

men i sandhed jeg næsten gav ham mit ord

ære, at denne forklaring ikke kunne være korrekt.

Men nu ser jeg her din utænkelige gris uklarhed, og jeg er helt at miste

ønske om at tale for dig i det mindste.

Og din position er slet ikke den mest sikre.

Oprindeligt jeg havde tænkt mig at nævne alt dette til dig privat, men siden du lader

mig spilde min tid her unødigt, jeg ved ikke, hvorfor sagen ikke bør komme til

opmærksomhed fra dine forældre.

Din produktivitet har også været meget utilfredsstillende for nylig.

Selvfølgelig er det ikke den tid på året at foretage ekstraordinære forretning, vi anerkender

det, men en tid af året for at gennemføre ingen forretning, er der ikke sådan noget overhovedet,

Mr. Samsa, og sådan noget må aldrig være. "

"Men Mr. Manager," hedder Gregor, ude af sig selv og i sin ophidselse, glemmer

alt det andet, "Jeg åbnede døren med det samme, netop dette øjeblik.

En lille ildebefindende, et svimmelhedsanfald, har forhindret mig i at komme op.

Jeg er stadig liggende i sengen lige nu. Men jeg er helt frisk igen.

Jeg er midt i at komme ud af sengen.

Bare have tålmodighed et kort øjeblik! Tingene ikke går så godt som jeg troede.

Men tingene er i orden. Hvordan pludselig denne kan overvinde nogen!

Kun i går aftes alt var fint med mig.

Mine forældre helt sikkert ved det. Faktisk lige i går aftes havde jeg en

lille forudanelse.

Folk må have set, at i mig. Hvorfor har jeg ikke indberettet det til kontoret?

Men folk tror altid, at de vil komme over sygdom uden at skulle bo på

hjem.

Mr. Manager! Tag det nemt for mine forældre!

Der er virkelig ikke grundlag for den kritik, som du nu gør mod mig, og

virkelig ingen har sagt et ord til mig om det.

Måske har du ikke læst den seneste ordrer, som jeg afsendt.

Desuden, nu er jeg af sted på min tur på 08:00 toget, de få timers

Resten har gjort mig stærkere.

Mr. Manager, ikke blive. Jeg vil være på kontoret i person, højre

væk. Sørg for at have den godhed at sige, og at

viderebringe min henseender svarer til chefen. "

Mens Gregor hurtigt blev blurting alt dette ud, næppe klar over, hvad han sagde, at han

var flyttet tæt på kommoden uden anstrengelse, sandsynligvis som følge af

praksis, han allerede havde haft i seng, og nu

han forsøgte at rejse sig op på det. Faktisk, han ønskede at åbne døren.

Han virkelig ønskede at lade sig blive set af og til at tale med lederen.

Han var ivrig efter at være vidne til, hvad de andre nu anmoder om ham, ville sige, når de så

ham. Hvis de blev forskrækkede, da Gregor havde ingen

mere ansvar og kunne være rolig.

Men hvis de accepterede alt stille, så ville han have nogen grund til at blive ophidset

og, hvis han fik en videre, kunne virkelig være på stationen omkring 08:00.

Ved første han gled ned et par gange på den glatte kommoden.

Men til sidst gav han sig selv en sidste sving og stod oprejst der.

Han var ikke længere på alle klar over smerter i sin nedre del af kroppen, uanset hvor de måtte

stadig brod.

Nu lod han sig falde tilbage mod en nærliggende stol, på kanten af, som han

afstivet sig med sine tynde lemmer.

Ved at gøre dette, han fik kontrol over sig selv og holdt stille, for han kunne nu

høre manager.

"Har du forstod et eneste ord?" Lederen spurgte forældrene, "Er han spille

den nar med os? "

"For Guds skyld," sagde moderen allerede i tårer, "Måske er han meget syg og vi er

forstyrre ham. Grete!

Grete! "Hun råbte på dette punkt.

"Mor?" Kaldte søster fra den anden side.

De var at gøre sig forståelige gennem Gregor værelse.

"Du må gå til lægen med det samme.

Gregor er syg. Skynd dig til lægen.

Har du hørt Gregor tale endnu? "

"Det var et dyr stemme," sagde manager, bemærkelsesværdigt stille i sammenligning

til moderens skrig. "Anna!

Anna! "Råbte faderen gennem salen ud i køkkenet, klappede i sine hænder,

"Hente en låsesmed med det samme!"

De to unge kvinder blev allerede kører gennem salen med hvislende nederdele - hvordan

havde sin søster klædte sig så hurtigt -?-og sled åbne dørene til

lejlighed.

Man kunne ikke høre dørene lukker på alle. De sandsynligvis havde forladt dem åbne, som det er

sædvane i en lejlighed, hvor en stor ulykke har fundet sted.

Imidlertid havde Gregor blevet meget roligere.

Okay, har folk ikke forstår hans ord mere, selv om de virkede klar

nok til ham, klarere end tidligere, måske fordi hans ører havde vænnet sig til

dem.

Men i det mindste mennesker, der nu troede, at tingene ikke var i orden med ham og blev

parat til at hjælpe ham.

Den tillid og sikkerhed, som de første arrangementer var blevet gennemført

fik ham til at føle sig godt.

Han følte sig inkluderet igen i den kreds af menneskeheden og ventede fra

både lægen og låsesmed, uden at skelne mellem dem med nogen reel

præcision, fremragende og overraskende resultater.

For at få så klar en stemme som muligt for den kritiske samtale

som var umiddelbart forestående, han hostede lidt, og helt sikkert tog sig den ulejlighed at gøre dette

i en virkelig afdæmpet måde, siden det blev

muligt, at selv denne støj lød som noget andet end et menneske hoste.

Han ikke længere betroede sig til at beslutte noget mere.

I mellemtiden i det næste rum var det blevet rigtig stille.

Måske hans forældre sad med lederen ved bordet hviskende, måske

de var alle lænede sig mod døren lytte.

Gregor skubbede sig langsomt mod døren, med hjælp fra lænestolen, så lad

slip på det der, kastede sig mod døren, holdt sig oprejst mod det -

kugler af hans lille lemmer havde en lidt klæbrig

ting på dem - og hvilede der et øjeblik fra hans anstrengelse.

Så gjorde han en indsats for at dreje nøglen i låsen med munden.

Desværre virkede det, at han ikke havde nogen reel tænder.

Hvordan kan man så skulle han gribe fat i nøglen?

Men for at gøre op for, at hans kæber var naturligvis meget stærke; med deres hjælp, han

formået at få nøglen meget bevægende.

Han lagde ikke mærke til, at han tydeligvis var påføre nogle skader på sig selv, for en

brun væske kom ud af hans mund, flød over tasten, og dryppede ned på gulvet.

"Bare lyt et øjeblik," sagde manager i næste rum, "han er at dreje

tasten. "For Gregor det var en stor opmuntring.

Men de alle skulle have kaldt ud til ham, herunder hans far og mor, "Kom nu,

Gregor: "De skulle have råbt" holde ud, holde arbejder på lock ".

Forestille sig, at alle hans bestræbelser blev fulgt med spænding, han smule ned

febrilsk på tasten med al den kraft, han kunne mønstre.

Som den centrale vendte mere, han dansede rundt i låsen.

Nu er han holdt sig oprejst kun med munden, og han var nødt til at hænge på

tasten, eller tryk den ned igen med hele vægten af hans krop, som nødvendigt.

Den helt tydeligt klik på låsen, da det omsider snapped virkelig vågnede Gregor op.

Vejrtrækning tungt, sagde han til sig selv, "Så jeg havde ikke brug for låsesmeden," og han satte sin

hovedet mod dørhåndtaget for at åbne døren helt.

Fordi han var nødt til at åbne døren på denne måde, var det allerede åbnet meget bredt, uden

ham endnu at blive rigtig synlige.

Han skulle først til at vende sig langsomt rundt i kanten af døren, meget forsigtigt, af

Selvfølgelig, hvis han ikke ønsker at falde akavet på ryggen lige ved indgangen til

værelse.

Han var stadig optaget af denne vanskelige bevægelse og havde ikke tid til at betale

opmærksomhed på noget andet, da han hørte lederen udbryde et højt "Oh!" - det

lød som vinden susende - og nu er han

så ham, nærmest til døren, trykkede hans hånd mod hans åbne mund og flytning

langsomt tilbage, som om en usynlig konstant kraft, var at skubbe ham væk.

Hans mor - på trods af tilstedeværelsen af lederen hun stod her med hendes hår

stikker op på slutningen, der stadig noget rod fra natten - var at se på sin far med hende

hænderne foldede.

Hun gik to skridt i retning af Gregor og kollapsede midt i hendes

nederdele, som var spredt ud omkring hende, hendes ansigt sank på hendes bryst,

fuldstændig skjult.

Hans far knyttede næven med et fjendtligt udtryk, som om han ønskede at skubbe Gregor

tilbage til sit værelse, så kiggede usikkert rundt i stuen, dækkede hans øjne

med sine hænder, græd og så hans mægtige bryst rystede.

På dette tidspunkt Gregor har ikke taget et skridt ind i værelset, men lænede sig hans krop fra

inde mod fast boltet fløj af døren, så det kun er halvdelen af hans krop var

synlige, såvel som hans hoved, vippes

sidelæns, med hvilken han kiggede over på de andre.

I mellemtiden var det blevet meget lysere.

Stående sig tydeligt ud fra den anden side af gaden var en del af de endeløse grå-

sorte hus beliggende modsatte - det var et hospital - med sin svære almindelige vinduer

bryde facaden.

Regnen var stadig på vej ned, men kun i store individuelle dråber synligt og fast

kastet ned én efter én på jorden.

De morgenmadsretter stod stablet rundt på bordet, fordi for hans far

morgenmaden var det vigtigste måltid tid i dag, hvilket han forlænget i timevis ved

læse forskellige aviser.

Direkte over på den modsatte væg hang et fotografi af Gregor fra tidspunktet for hans

militærtjeneste, det var et billede af ham som en løjtnant, som han, smilende og rolig

gratis, med hånden på sit sværd, forlangte respekt for sin lejer og uniform.

Døren til hallen stod på klem, og da døren til lejligheden var også åben,

kunne man se ud i landing af lejligheden og starten af trappen

på vej ned.

"Nu," sagde Gregor, vel vidende at han var den eneste, der havde holdt sin fatning.

"Jeg får tøj på med det samme, pakke sammen indsamling af prøver, og modregning.

Du vil tillade mig at sætte ud på min vej, vil du ikke?

Du ser, Mr. Manager, er jeg ikke svine-ledes, og jeg er glad for at arbejde.

At rejse er udmattende, men jeg kunne ikke leve uden det.

Hvor skal du hen, Mr. Manager? Til kontoret?

Virkelig?

Vil du rapportere alt sandfærdigt?

En person kan blive uarbejdsdygtig momentant, men det er netop det bedste

tid til at huske de tidligere resultater og overveje, der senere, efter

hindringer er blevet skubbet til side, de

person vil arbejde endnu mere ivrigt og intenst.

Jeg er virkelig så skylder Mr. Chief - det ved du udmærket godt.

På den anden side er jeg bekymret for mine forældre og min søster.

Jeg er i et fix, men jeg vil arbejde mig ud af det igen.

Du må ikke gøre tingene sværere for mig end de allerede er.

Sig op på mine vegne på kontoret! Folk kan ikke lide omrejsende sælgere.

Jeg ved, at.

Folk tror de tjener potter af penge og dermed leve et godt liv.

Folk behøver ikke engang nogen særlig grund til at tro gennem denne dom mere

tydeligt.

Men du, Mr. Manager, har du et bedre perspektiv på, hvad der er involveret end andre

mennesker, selv, siger jeg i total selvtillid, et bedre perspektiv end Mr.

Formand selv, der i sin egenskab af

Arbejdsgiveren kan lade hans dømmekraft gøre afslappet fejl på bekostning af en

medarbejder.

Du ved også godt nok, at den rejsende sælger, der ligger uden for

kontor næsten hele året kan blive så let et offer for sladder, tilfældigheder,

og grundløse klager, over for hvilket

det er umuligt for ham at forsvare sig, da det for det meste han ikke høre

om dem på alle, og kun da, når han er udmattet efter at have afsluttet en tur og på

hjem kommer til at føle på sin egen krop de modbydelige

konsekvenser, som ikke kan grundigt udforsket tilbage til deres oprindelse.

Mr. Manager, ikke forlader uden at sige et ord fortæller mig, at du i det mindste

indrømme, at jeg er lidt i den rigtige! "

Men på Gregor første ord manager havde allerede vendt sig bort, og nu er han så tilbage

ved Gregor over hans trækninger skuldre med spidsede læber.

Under Gregor tale var han ikke stille et øjeblik, men holdes på vej væk i retning af

dør, uden at tage øjnene fra Gregor, men virkelig efterhånden, som om der var en

hemmelige forbud mod at forlade lokalet.

Han var allerede i hallen og i betragtning af den pludselige bevægelse, som han til sidst

trak foden ud af stuen, kunne man have troet, at han netop havde brændt

den eneste af sin fod.

I hallen, men han strakte sin højre hånd ud væk fra hans krop imod

trappen, som om nogle virkelig overnaturligt lettelse ventede på ham

der.

Gregor indså, at han ikke må under ingen omstændigheder gøre det muligt for lederen til at gå væk

i denne sindstilstand, at især hvis hans stilling i firmaet blev ikke placeret

i den største fare.

Hans forældre forstod ikke alt dette meget godt.

I løbet af de lange år havde de udviklet den overbevisning, at Gregor blev oprettet for livet

i hans firma, og desuden havde de så meget at gøre i dag med deres nuværende

problemer, at alle fremsyn var fremmed for dem.

Men Gregor havde denne fremsyn. Lederen skal være holdt tilbage, faldet til ro,

overbevist om, og til sidst vandt over.

Fremtiden for Gregor og hans familie virkelig afhang af det!

Hvis bare søster havde været der! Hun var klog.

Hun havde allerede grædt, mens Gregor stadig lå stille på ryggen.

Og manager, denne ven af de damer, ville helt sikkert lade sig lede af

hende.

Hun ville have lukket døren til lejligheden og talte ham ud af hans forskrækkelse

i hallen. Men søster var ikke engang der.

Gregor skal beskæftige sig med det selv.

Uden at tænke, at han endnu ikke vidste noget om hans nuværende evne til at bevæge sig

og at hans tale måske - ja måske - endnu en gang havde ikke været

forstod, han forlod fløj af døren,

skubbet sig selv gennem åbningen, og ønskede at gå over til den manager, der var

allerede er i besiddelse stramme op på gelænderet med begge hænder på landing i et

latterlige måde.

Men da han kiggede efter noget at holde fast i, med et lille skrig Gregor

straks faldt ned på hans utallige små ben.

Næppe var dette sket, da han følte for første gang denne morgen en generel

fysiske velvære.

De små lemmer havde fast gulv under dem, og de adlød perfekt, da han bemærkede til sin

glæde, og søgte at bære ham frem i den retning, han ønskede.

Straks han mente, at den endelige forbedring af alle hans lidelser var

umiddelbart ved hånden.

Men i det øjeblik, hvor han lå på gulvet vuggende på en behersket måde, ganske

tæt og direkte på tværs fra sin mor, som havde tilsyneladende helt sunket ind

selv, hun pludselig sprang lige op med

armene spredt langt fra hinanden og hendes fingre udvidet og råbte: "Hjælp, for Guds

skyld, hjælp! "

Hun holdt hendes hoved bøjet ned, som om hun ville se Gregor bedre, men løb

sanseløst tilbage, modsiger, at gestus og glemmer, at bag hende stod

bordet med alle de retter på den.

Da hun nåede bordet, hun satte sig tungt på det, som om distraktion, og

syntes ikke at mærke på alle, der ved siden af hendes kaffe blev strømmer ud på

tæppe i fuld strøm fra det store væltede container.

"Mor, mor," siger Gregor roligt, og kiggede over mod hende.

Lederen øjeblik var forsvundet helt fra hans sind.

Ved synet af de flydende kaffe Gregor kunne ikke stoppe sig selv snapper sine kæber i

luften et par gange.

Ved at hans mor skreg hele igen, skyndte sig fra bordet, og kollapsede ind

armene på sin far, som var farende hen imod hende.

Men Gregor havde ikke tid lige nu for hans forældre - lederen allerede var på

trappe. Hagen niveau med gelænderet, den

Dørmanden kiggede tilbage for sidste gang.

Gregor tog en indledende bevægelse til at indhente ham, hvis det er muligt.

Men lederen skal have mistanke om noget, fordi han gjorde et spring ned over

et par trapper og forsvandt, stadig råbende "Huh!"

Lyden gav genlyd i hele opgangen.

Nu desværre denne rejse af lederen også syntes at forvirre sin far

helt.

Tidligere havde han været forholdsvis rolig, for i stedet for at løbe efter lederen

selv eller i det mindste ikke hindre Gregor fra hans forfølgelse, med sin højre hånd, han

greb fat i lederens sukkerrør, som

han havde efterladt med sin hat og overfrakke på en stol.

Med sin venstre hånd, tog hans far en stor avis fra bordet og,

stempling hans fødder på gulvet, han satte sig for at køre Gregor tilbage til sit værelse ved

vinke stokken og avisen.

Ingen anmodning af Gregor er var til nogen nytte; nogen anmodning ville endda blive forstået.

Uanset hvor villige han skulle dreje hovedet respektfuldt, hans far bare trampede

alle de hårdere med fødderne.

På tværs af rummet fra ham, hans mor havde trukket åbne et vindue, på trods af den kølige

vejr, og læner sig ud med sine hænder på hendes kinder, hun skubbede hendes ansigt langt udenfor

vinduet.

Mellem gyden og trappeopgangen en stærk udkast kom op, gardinerne på

vinduet fløj rundt, aviserne på bordet swished, og de enkelte plader

flagrede ned over gulvet.

Faderen ubønhørligt presset frem, skubber ud sibilants, som en vild mand.

Nu, Gregor havde ingen praksis på alle i at gå baglæns - det var virkelig meget langsom gang.

Hvis Gregor havde kun fået lov til at vende sig rundt, ville han have været i hans

værelse med det samme, men han var bange for at gøre sin far utålmodige af tidskrævende

proces med at dreje rundt, og hvert øjeblik

han stod over for truslen om et dødeligt slag på ryggen eller hovedet fra sukkerrør i hans

fars hånd.

Endelig Gregor havde ingen anden mulighed, for han bemærkede med rædsel, at han ikke

forstår endnu ikke hvordan man kan bevare sin retning at gå baglæns.

Og så begyndte han, midt i konstant angst sidelæns blikke i sin fars retning,

til at vende sig rundt så hurtigt som muligt, selv om det i sandhed var dette kun

gøres meget langsomt.

Måske hans far bemærket hans gode intentioner, for han ville ikke forstyrre Gregor

i denne bevægelse, men med spidsen af sukkerrør fra en afstand han selv instrueret

Gregor er roterende bevægelse her og der.

Hvis bare hans far havde ikke pebet så ulideligt!

På grund af, at Gregor helt mistet hovedet.

Han var allerede næsten helt vendte sig om, hvornår, altid med denne hvislende i

hans øre, han lige har lavet en fejl og vendte sig lidt tilbage.

Men da han endelig havde succes med at få hans hoved foran døren

åbning, blev det klart, at hans krop var for bred til at gå gennem videre.

Naturligvis hans far i sin nuværende mentale tilstand, havde ingen idé om at åbne de andre

fløj af døren lidt for at skabe en passende passage for Gregor at komme igennem.

Hans eneste faste tanke var, at Gregor må komme ind i sit værelse så hurtigt som

muligt.

Han ville aldrig have tilladt den omfattende forberedelser, Gregor forpligtet til at orientere

sig og dermed måske komme igennem døren.

Tværtimod er der som om der var ingen hindring, og med en ejendommelig støj, han nu

kørte Gregor fremad.

Bag Gregor lyden på dette tidspunkt ikke længere var ligesom stemme på kun en enkelt

far.

Nu var det virkelig ikke længere en vittighed, og Gregor tvang sig, koste hvad det ville,

ind i døren. Den ene side af hans krop blev løftet op.

Han lå i en vinkel i døråbningen.

Hans ene flanke var øm med skrabning. På den hvide dør grimme skjolder blev efterladt.

Snart blev han siddende fast og ville ikke har været i stand til at bevæge sig noget mere på sine egne.

De små ben på den ene side hang trækninger i luften over, og dem på den anden side

side blev skubbet smertefuldt i gulvet.

Så hans far gav ham en virkelig stærk befriende skub bagfra, og han

pilede, blødning alvorligt, langt ind i det indre af hans værelse.

Døren blev smækket med sukkerrør, og til sidst var det stille.