Martin Jacques: At forstå Kinas fremgang

I en tale ved en TED Salon i London, spørger økonom Martin Jacques: Hvordan får vi i Vesten Kina og dets fænomenale fremgang til at give mening? Forfatteren til "When China Rules the World," undersøger, hvorfor Vesten ofte bliver forvirret over Kinas økonomis voksende styrke og tilbyder tre byggeklodser til at forstå, hvordan Kina er og vil blive.

Verden forandrer sig

med virkelig anseelig fart.

Hvis I ser på diagrammet øverst,

vil I se, at i 2025

anslår disse Goldman Sachs prognoser,

at den kinesiske økonomi

næsten vil være på størrelse med den amerikanske økonomi.

Og hvis I ser på diagrammet

over 2050,

forudsiges det, at den kinesiske økonomi

vil være dobbelt så stor som den amerikanske økonomi,

og den indiske økonomi vil næsten være på størrelse

med den amerikanske økonomi.

Og vi bør her huske,

at disse prognoser blev lavet

før den vestlige finanskrise.

For et par uger siden

kiggede jeg på den seneste prognose

af BNP Paribas

for, hvornår Kina

vil have en større økonomi

end USA.

Goldman Sachs forudsagde 2027.

Post-kriseprognosen

siger 2020.

Det er blot et årti væk.

Kina vil forandre verden

på to fundamentale måder.

For det første

er det et enormt udviklingsland

med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker,

der har været voksende i over 30 år

med omkring 10 procent om året.

Og inden for et årti

vil det have verdens største økonomi.

Aldrig før i den moderne æra

har verdens største økonomi

været et udviklingslands

i stedet for et udviklet lands.

For det andet

for første gang i den moderne æra

vil det dominerende land i verden --

hvilket jeg tror, er hvad Kina vil blive --

ikke være fra Vesten

og med meget, meget forskellig civilisationsmæssige rødder.

Nu ved jeg, det er en udbredt antagelse i Vesten,

at, som lande moderniserer,

vestliggøres de også.

Dette er en illusion.

Det er en antagelse, at modernitet

simpelthen er et produkt af konkurrence, markeder og teknologi.

Det er det ikke; det er også formet lige så meget

af historie og kultur.

Kina er ikke som Vesten,

og det bliver ikke som Vesten.

Det vil forblive på meget fundamentale måder

meget anderledes.

Nu er det store spørgsmål her selvfølgelig,

hvordan får vi Kina til at give mening?

Hvordan skal vi forsøge at forstå, hvad Kina er?

Og problemet, vi har i Vesten for tiden i det store og hele,

er, at den almindelige tilgang

er, at vi forstår det virkelig på Vestlige vilkår

ved at bruge Vestlige idéer.

Det kan vi ikke.

Nu vil jeg gerne tilbyde jer

tre byggeklodser

til at forsøge at forstå, hvordan Kina er --

bare til en begyndelse.

Den første er dette,

at Kina ikke rigtigt er en nationalstat.

Okay, det har kaldt sig selv en nationalstat

i de sidste hundrede år.

Men enhver, der kender noget som helst om Kina,

ved, det er meget ældre end dette.

Sådan her så Kina ud med Qin-dynastiets sejr

i 221 f.kr. ved slutningen af de stridende staters periode --

det moderne Kinas fødsel.

Og I kan se det sammenlignet med det moderne Kinas grænser.

Eller straks efter, Han-dynastiet,

stadig 2.000 år siden.

Og I kan se, det allerede dækker

det meste af, hvad vi nu kender som det Østlige Kina,

hvilket er, hvor det store fleral af kinesere boede dengang

og bor nu.

Det, der er specielt ved dette,

er, at det, der giver Kina dets fornemmelse af at være Kina,

det, der giver kineserne

fornemmelsen af, hvordan det er, at være kineser,

ikke kommer fra de sidste hundrede år,

ikke fra nationalstatsperioden,

hvilket er, hvad der skete i Vesten,

men fra perioden, om man vil,

af civilisationsstaten.

Her tænker jeg for eksempel

på traditioner som slægtstilbedelse,

på en meget karakteristisk opfattelse af staten,

og ligeså en meget karakteristisk opfattelse af familien,

sociale forhold som guanxi,

konfucianske værdier og så videre.

Disse er alle ting, der stammer

fra civilisationsstatens periode.

Med andre ord er Kina ulig vestlige stater og de fleste lande i verden

formet af dets opfattelse af civilisation,

dets eksistens som en civilisationsstat

frem for en nationalstat.

Og der er én ting at tilføje til dette, og det er:

Selvfølgelig ved vi, at Kina er stor, enorm,

demografisk og geografisk

med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker.

Det, vi ofte ikke rigtig er opmærksomme på,

er det faktum,

at Kina er ekstremt forskelligartet

og meget pluralistisk

og på mange måder meget decentraliseret.

Man kan ikke styre et noget i denne størrelsesorden blot fra Beijing,

selvom vi tror, at det er tilfældet her.

Det har aldrig være tilfældet.

Så dette er Kina, en civilisationsstat,

frem for en nationalstat.

Og hvad betyder det?

Altså jeg tror, det har alle mulige slags dybtliggende implicationer.

Jeg skal give jer to hurtige.

Den første er, at

den vigtigste politiske værdi for en kineser

er sammenhold,

er opretholdelsen

af kinesisk civilisation.

I ved for 2.000 år siden i Europa:

sammenbrud, opdelingen af det Hellige Romerrige [Romerriget].

Det deltes, og det er forblevet delt lige siden.

Kina i den samme tidsperiode

gik i den præcis modsatte retning

og meget smertefuldt holdt denne enorme civilisation

civilisationsstat sammen.

Den anden

er måske mere prosaisk,

hvilket er Hong Kong.

Husker I overleveringen af Hong Kong

af England til Kina i 1997?

I husker måske,

hvad det kinesiske konstitutionelle forslag var.

Et land, to systemer.

Og jeg vil vædde på,

at stort set ingen i Vesten troede dem.

"Spil for galleriet.

Når Kina får kløerne i Hong Kong,

vil dét ikke være tilfældet."

13 år senere

er det politiske og lovmæssige system i Hong Kong

så forskellig, som det var i 1997.

Vi tog fejl. Hvorfor tog vi fejl?

Vi tog fejl, fordi vi naturligt nok tænkte

i nationalstatsbaner.

Tænk på den tyske genforening, 1990.

Hvad skete der?

Altså, Østen blev stort set slugt af Vesten.

En nation, et system.

Det er nationalstatsmentaliteten.

Men man kan ikke styre et land som Kina,

en civilisationsstat,

på én civilisations præmisser, ét system.

Det virker ikke.

Så faktisk var Kinas svar

på spørgsmålet om Hong Kong --

som det vil være på spørgsmålet om Taiwan --

et naturligt svar:

en civilisation, mange systemer.

Lad mig tilbyde jer endnu en byggeklods

til at forsøge og forstå Kina --

måske ikke en så behagelig en.

Kineserne har en meget, meget anderledes

opfattelse af race

i forhold til andre lande.

Ved I,

at af de 1,3 milliarder kinesere

mener over 90 procent af dem,

at de tilhører den samme race,

han-kineserne.

Dette er fuldstændig forskelligt

fra de andre af verdens mest befolkede lande.

Indien, USA,

Indonesien, Brasilien --

de er alle flerracesamfund.

Kineserne har det ikke på samme på måde.

Kina er kun et flerracesamfund

i margenerne.

Så spørgsmålet er, hvorfor?

Altså grunden er, tror jeg, grundlæggende

igen tilbage til civilisationsstaten.

En historie på mindst 2.000 år,

en historie om erobring, besættelse,

absorbering, assimilering og så videre,

ledte til processen igennem hvilken

over tid, denne opfattelse af han-kineseren kom frem --

selvfølgelig næret

af en voksende og meget stærk følelse

af kulturel identitet.

Nu har den store fordel ved denne historiske erfaring

været, at uden han-kineserne

kunne Kina aldrig have holdt sammen.

Han-identiteten har været cementen,

der har holdt dette land sammen.

Den store ulempe ved den

er, at han-kineserne har en meget svag forestilling

om kulturel forskel.

De tror virkelig

på deres egen overlegenhed,

og de er respektløse

over for dem, der ikke er.

Derfor deres attitude for eksempel

over for uighurerne og tibetanerne.

Eller lad mig give jer min tredje byggeklods,

den kinesiske stat.

Nu er forholdet

mellem staten og samfundet i Kina

meget forskellig fra det i Vesten.

Nu lader vi i Vesten

overvejende at synes, -- i disse dage i hvert fald --

at statens autoritet og legitimitet

er en funktion af demokrati.

Problemet med denne antagelse

er, at den kinesiske stat

nyder mere legitimitet

og mere autoritet

blandt kineserne,

end det er tilfældet

for nogen vestlig stat.

Og grunden til dette

er, at --

altså, der er to grunde, tror jeg.

Og det har tydeligvis intet med demokrati at gøre,

for efter vores opfattelse har kineserne bestemt ikke et demokrati.

Og grunden til dette er,

for det første fordi staten i Kina

bliver tillagt en meget speciel --

den nyder en meget speciel vigtighed

som repræsentant,

legemliggørelsen og vogteren

af kinesisk civilisation,

af civilisationsstaten.

Dette er så tæt som Kina kommer

på en form for spirituel rolle.

Og den anden grund er fordi,

hvor i Europa

og Nordamerika

statens magt gentagne gange bliver udfordret --

jeg mener i den europæiske tradition,

historisk af kirken,

af andre dele af aristokratiet,

af købmænd og så videre --

i 1.000 år

er den kinesiske stats magt

ikke blevet udfordret.

Den har ikke haft nogen seriøse rivaler.

Så I kan se,

at måden, hvorpå magten er blevet opbygget i Kina,

er meget forskellig fra vores erfaring

i vestlig historie.

Resultatet er forresten,

at kineserne har et meget anderledes syn på staten.

Hvor vi ofte anser det som en indtrængende,

en fremmed,

uden tvivl et organ,

hvis magt skal begrænses

eller defineres eller indskrænkes,

ser kineserne overhovedet ikke sådan på staten.

Kineserne ser staten

som en nær ven -- ikke bare som en nær ven faktisk,

som et medlem af familien --

faktisk ikke bare som et medlem af familien,

men som familiens overhoved,

familiens patriark.

Det er kinesernes syn på staten --

meget, meget forskellig fra vores.

Den er forankret i samfundet på en helt anden måde,

end det er tilfældet

i Vesten.

Og jeg ville foreslå jer, at faktisk er det, vi har med at gøre her

i kinesisk sammenhæng,

en ny slags paradigme,

der er forskellig fra noget,

vi har skullet forholde os til i fortiden.

Vid, at Kina tror på markedet og staten.

Jeg mener, Adam Smith,

der allerede skrev i det sene 18. århundrede, sagde,

"Det kinesiske marked er større og mere udviklet

og mere sofistikeret

end noget i Europa."

Og bortset fra Mao-perioden

har det mere eller mindre været tilfældet lige siden.

Men det er kombineret

med en ekstremt stærk og allestedsnærværende stat.

Staten er overalt i Kina.

Jeg mener, den leder firmaer,

mange af dem er stadig offentligt ejede.

Private firmaer, uanset hvor store de er, som Lenovo,

er på mange måder afhængig af statens støtte.

Mål for økonomien og så videre

bliver sat af staten.

Og statens autoritet flyder selvfølgelig ind på mange andre områder --

som vi er bekendt med --

med noget som etbarnspolitikken.

Desuden er dette en meget gammel statstradition,

en meget gammel tradition i statskunst.

Jeg mener, hvis I vil have et eksempel på det,

er Den Kinesiske Mur et.

Men dette er et andet, dette er Kejserkanalen,

der blev bygget på første gang

i det femte århundrede f.kr.

og endelig stod færdig

i det syvende århundrede e.kr.

Den strakte sig 1793 km

og forbandt Beijing

med Hangzhou og Shanghai.

Så der er en lang historie

for usædvanlige statsstyrede infrastrukturprojekter

i Kina,

hvilket, tror jeg, hjælper os med at forklare det, vi ser i dag,

for eksempel noget som De Tre Slugters Dæmning

og mange andre udtryk

for statskompetence

i Kina.

Så der har vi tre byggeklodser

til at forsøge at forstå forskellen forskelligheden, som Kina er --

civilisationsstaten,

opfattelsen af race

og statens natur

og dens forhold til samfundet.

Og alligevel insisterer vi i det store og hele

på at tro, at vi kan forstå Kina

ved simpelthen at trække på vestlige erfaringer,

at se på det gennem vestlige øjne,

at bruge vestlige begreber.

Hvis I vil vide, hvorfor

vi med usvigelig sikkerhed misforstår Kina --

vores forudsigelser om, hvad der sker med Kina, er ukorrekte --

er dette grunden.

Desværre tror jeg,

jeg er nødt til at sige, at jeg tror,

vores attitude over for Kina

er en slags lille vesterlændings mentalitet.

Den er lidt arrogant.

Den er arrogant på den måde,

at vi tror, at vi er bedst,

og derfor skal alt måles mod os.

Og for det andet er den ignorant.

Vi afviser virkelig at tage fat på

forskellighedsproblemet.

I ved, der er en meget interessant passage

i en bog af Paul Cohen, den amerikanske historiker.

Og Paul Cohen argumenterer for,

at Vesten anser sig selv

som sandsynligvis den mest kosmopolitiske

af alle kulturer.

Men det er den ikke.

På mange måder

er den den mest snæversynede,

fordi i 200 år

har Vesten været så dominerende i verden,

at den ikke rigtig har haft brug for

at forstå andre kulturer,

andre civilisationer.

For til syvende og sidst

kunne den, om nødvendigt med magt,

få det på sin måde.

Hvorimod de kulturer, --

praktisk talt resten af verden faktisk --

der har været i en langt svagere position vis-a-vis Vesten,

har derfor været nødsagede til at forstå Vesten,

på grund af Vestens tilstedeværelse i disse samfund.

Og derfor er resultatet, at de

på mange måder er mere kosmopolitiske end Vesten.

Jeg mener, se på spørgsmålet om Østasien.

Østasien: Japan, Korea, Kina, etc. --

en tredjedel af verdens befolkning bor der,

nu det største økonomiske område i verden.

Og jeg siger jer nu,

at Østasiatere, folk fra Østasien,

ved langt mere

om Vesten,

end Vesten gør om Østasien.

Nu er denne pointe meget relevant, er jeg bange for,

for nutiden.

For hvad sker der? Tilbage til diagrammet i starten --

Goldman Sachs-diagrammet.

Det, der sker,

er, at meget hurtigt historisk set

bliver verden drevet

og formet

ikke af de gamle udviklede lande,

men af udviklingslandene.

Vi har set dette

ved blandt andet G20 --

der meget hurtigt tilraner sig G7's position

eller G8's.

Og der er to konsekvenser for dette.

Først, Vesten

mister hastigt

sin indflydelse i verden.

Der var faktisk et dramatisk eksempel på dette for et år siden --

København, klimaforandringskonferencen.

Europa sad ikke ved det endelige forhandlingsbord.

Hvornår skete det sidst?

Jeg vil gætter på, det sandsynligvis var for omkring 200 år siden.

Og det er det, der vil ske i fremtiden.

Og den anden implikation

er, at verden uundgåeligt som en konsekvens vil

blive tiltagende fremmed for os,

fordi den vil blive formet af kulturer og erfaringer og historier,

som vi ikke rigtig kender

eller er fortrolige med.

Og endelig er jeg bange for -- tag Europa,

Amerika er lidt anderledes --

men europæere i det store og hele, er jeg nødt til at sige,

er uvidende,

er uopmærksomme

på måden, verden forandrer sig.

Nogle mennesker -- jeg har en engelsk ven i Kina,

og han sagde, "Kontinentet går i søvne ind i glemsel."

Nå, måske er det sandt,

måske er det en overdrivelse.

Men der er et andet problem, der følger med dette --

at Europa i stigende grad mister kontakten med verden --

og det er en slags

tab af fornemmelse for fremtiden.

Jeg mener, Europa dominerede engang fremtiden

i sin tiltro.

Tag for eksempel det 19. århundrede.

Men dette er, ak, ikke længere tilfældet.

Hvis man vil føle fremtiden, hvis man vil smage på fremtiden,

prøv Kina -- der er gamle Konfutse.

Det her er en togstation,

hvis lige I aldrig har set før.

Den ligner ikke engang en togstation.

Dette er den nye Guangzhou togstation

til højhastighedstog.

Kina har allerede et større netværk

end noget andet land i verden

og vil snart have mere end resten af verden lagt sammen.

Eller hvad med denne: Dette er en idé,

men det er en idé der skal afprøves snart

i en forstad til Beijing.

Her har I en megabus,

der på øverste etage bærer omkring 2.000 mennesker.

Den kører på skinner

ned ad en forstadsvej,

og bilerne kører nedenunder den.

Og den kan komme op på en fart af omkring 160 km i timen.

Og det er sådan tingene vil foregå,

for Kina har et meget specifikt problem,

der er forskellig fra Europa

og forskellig fra USA.

Kina har enorme mængder af mennesker og ingen plads.

Så dette er en løsning på en situation,

hvor Kina vil have

mange, mange, mange byer

med over 20 millioner indbyggere.

Okay, så hvordan vil jeg gerne slutte?

Altså hvordan burde vores attitude være

over for denne verden,

som vi ser,

der hastigt udvikler sig

for øjnene af os?

Jeg tror, der vil være gode ting ved det, og der vil være dårlige ting ved det.

Men jeg vil gerne fremsætte over alt andet

et stort positivt billede for verden.

I 200 år

blev verden virkelig regeret

af en brøkdel af menneskeheden.

Det er det, Europa og Nordamerika repræsenterede.

Ankomsten af lande

som Kina og Indien --

mellem dem 38 procent af verdens befolkning --

og andre som Indonesien og Brasilien og så videre

repræsenterer den vigtigste enkelte

demokratiserende handling

i de sidste 200 år.

Civilisationer og kulturer,

der var blevet ignoreret, der ingen stemme havde,

der ikke blev lyttet til, der ikke var kendt til,

vil have en ny slags

repræsentation i verden.

Som humanister må vi selvfølgelig hilse

denne forandring velkommen.

Og vi bliver nødt til at lære

om disse civilisationer.

Dette kæmpe skib

var det, Zheng He sejlede med

i det tidlige 15. århundrede

på sine store rejser

rundt i det Sydkinesiske Hav, det Østkinesiske Hav

og på tværs af det Indiske Ocean til Østafrika.

Den lille båd foran det

var den i hvilken 80 år senere

Christoffer Columbus krydsede Atlanten.

(Latter)

Eller kig grundigt

på denne silkerulle

lavet af ZhuZhou

i 1368.

Jeg tror, de spiller golf.

Åh Gud, kineserne opfandt endda golf.

Velkommen til fremtiden. Tak.

(Bifald)