Verden forandrer sig
med virkelig anseelig fart.
Hvis I ser på diagrammet øverst,
vil I se, at i 2025
anslår disse Goldman Sachs prognoser,
at den kinesiske økonomi
næsten vil være på størrelse med den amerikanske økonomi.
Og hvis I ser på diagrammet
over 2050,
forudsiges det, at den kinesiske økonomi
vil være dobbelt så stor som den amerikanske økonomi,
og den indiske økonomi vil næsten være på størrelse
med den amerikanske økonomi.
Og vi bør her huske,
at disse prognoser blev lavet
før den vestlige finanskrise.
For et par uger siden
kiggede jeg på den seneste prognose
af BNP Paribas
for, hvornår Kina
vil have en større økonomi
end USA.
Goldman Sachs forudsagde 2027.
Post-kriseprognosen
siger 2020.
Det er blot et årti væk.
Kina vil forandre verden
på to fundamentale måder.
For det første
er det et enormt udviklingsland
med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker,
der har været voksende i over 30 år
med omkring 10 procent om året.
Og inden for et årti
vil det have verdens største økonomi.
Aldrig før i den moderne æra
har verdens største økonomi
været et udviklingslands
i stedet for et udviklet lands.
For det andet
for første gang i den moderne æra
vil det dominerende land i verden --
hvilket jeg tror, er hvad Kina vil blive --
ikke være fra Vesten
og med meget, meget forskellig civilisationsmæssige rødder.
Nu ved jeg, det er en udbredt antagelse i Vesten,
at, som lande moderniserer,
vestliggøres de også.
Dette er en illusion.
Det er en antagelse, at modernitet
simpelthen er et produkt af konkurrence, markeder og teknologi.
Det er det ikke; det er også formet lige så meget
af historie og kultur.
Kina er ikke som Vesten,
og det bliver ikke som Vesten.
Det vil forblive på meget fundamentale måder
meget anderledes.
Nu er det store spørgsmål her selvfølgelig,
hvordan får vi Kina til at give mening?
Hvordan skal vi forsøge at forstå, hvad Kina er?
Og problemet, vi har i Vesten for tiden i det store og hele,
er, at den almindelige tilgang
er, at vi forstår det virkelig på Vestlige vilkår
ved at bruge Vestlige idéer.
Det kan vi ikke.
Nu vil jeg gerne tilbyde jer
tre byggeklodser
til at forsøge at forstå, hvordan Kina er --
bare til en begyndelse.
Den første er dette,
at Kina ikke rigtigt er en nationalstat.
Okay, det har kaldt sig selv en nationalstat
i de sidste hundrede år.
Men enhver, der kender noget som helst om Kina,
ved, det er meget ældre end dette.
Sådan her så Kina ud med Qin-dynastiets sejr
i 221 f.kr. ved slutningen af de stridende staters periode --
det moderne Kinas fødsel.
Og I kan se det sammenlignet med det moderne Kinas grænser.
Eller straks efter, Han-dynastiet,
stadig 2.000 år siden.
Og I kan se, det allerede dækker
det meste af, hvad vi nu kender som det Østlige Kina,
hvilket er, hvor det store fleral af kinesere boede dengang
og bor nu.
Det, der er specielt ved dette,
er, at det, der giver Kina dets fornemmelse af at være Kina,
det, der giver kineserne
fornemmelsen af, hvordan det er, at være kineser,
ikke kommer fra de sidste hundrede år,
ikke fra nationalstatsperioden,
hvilket er, hvad der skete i Vesten,
men fra perioden, om man vil,
af civilisationsstaten.
Her tænker jeg for eksempel
på traditioner som slægtstilbedelse,
på en meget karakteristisk opfattelse af staten,
og ligeså en meget karakteristisk opfattelse af familien,
sociale forhold som guanxi,
konfucianske værdier og så videre.
Disse er alle ting, der stammer
fra civilisationsstatens periode.
Med andre ord er Kina ulig vestlige stater og de fleste lande i verden
formet af dets opfattelse af civilisation,
dets eksistens som en civilisationsstat
frem for en nationalstat.
Og der er én ting at tilføje til dette, og det er:
Selvfølgelig ved vi, at Kina er stor, enorm,
demografisk og geografisk
med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker.
Det, vi ofte ikke rigtig er opmærksomme på,
er det faktum,
at Kina er ekstremt forskelligartet
og meget pluralistisk
og på mange måder meget decentraliseret.
Man kan ikke styre et noget i denne størrelsesorden blot fra Beijing,
selvom vi tror, at det er tilfældet her.
Det har aldrig være tilfældet.
Så dette er Kina, en civilisationsstat,
frem for en nationalstat.
Og hvad betyder det?
Altså jeg tror, det har alle mulige slags dybtliggende implicationer.
Jeg skal give jer to hurtige.
Den første er, at
den vigtigste politiske værdi for en kineser
er sammenhold,
er opretholdelsen
af kinesisk civilisation.
I ved for 2.000 år siden i Europa:
sammenbrud, opdelingen af det Hellige Romerrige [Romerriget].
Det deltes, og det er forblevet delt lige siden.
Kina i den samme tidsperiode
gik i den præcis modsatte retning
og meget smertefuldt holdt denne enorme civilisation
civilisationsstat sammen.
Den anden
er måske mere prosaisk,
hvilket er Hong Kong.
Husker I overleveringen af Hong Kong
af England til Kina i 1997?
I husker måske,
hvad det kinesiske konstitutionelle forslag var.
Et land, to systemer.
Og jeg vil vædde på,
at stort set ingen i Vesten troede dem.
"Spil for galleriet.
Når Kina får kløerne i Hong Kong,
vil dét ikke være tilfældet."
13 år senere
er det politiske og lovmæssige system i Hong Kong
så forskellig, som det var i 1997.
Vi tog fejl. Hvorfor tog vi fejl?
Vi tog fejl, fordi vi naturligt nok tænkte
i nationalstatsbaner.
Tænk på den tyske genforening, 1990.
Hvad skete der?
Altså, Østen blev stort set slugt af Vesten.
En nation, et system.
Det er nationalstatsmentaliteten.
Men man kan ikke styre et land som Kina,
en civilisationsstat,
på én civilisations præmisser, ét system.
Det virker ikke.
Så faktisk var Kinas svar
på spørgsmålet om Hong Kong --
som det vil være på spørgsmålet om Taiwan --
et naturligt svar:
en civilisation, mange systemer.
Lad mig tilbyde jer endnu en byggeklods
til at forsøge og forstå Kina --
måske ikke en så behagelig en.
Kineserne har en meget, meget anderledes
opfattelse af race
i forhold til andre lande.
Ved I,
at af de 1,3 milliarder kinesere
mener over 90 procent af dem,
at de tilhører den samme race,
han-kineserne.
Dette er fuldstændig forskelligt
fra de andre af verdens mest befolkede lande.
Indien, USA,
Indonesien, Brasilien --
de er alle flerracesamfund.
Kineserne har det ikke på samme på måde.
Kina er kun et flerracesamfund
i margenerne.
Så spørgsmålet er, hvorfor?
Altså grunden er, tror jeg, grundlæggende
igen tilbage til civilisationsstaten.
En historie på mindst 2.000 år,
en historie om erobring, besættelse,
absorbering, assimilering og så videre,
ledte til processen igennem hvilken
over tid, denne opfattelse af han-kineseren kom frem --
selvfølgelig næret
af en voksende og meget stærk følelse
af kulturel identitet.
Nu har den store fordel ved denne historiske erfaring
været, at uden han-kineserne
kunne Kina aldrig have holdt sammen.
Han-identiteten har været cementen,
der har holdt dette land sammen.
Den store ulempe ved den
er, at han-kineserne har en meget svag forestilling
om kulturel forskel.
De tror virkelig
på deres egen overlegenhed,
og de er respektløse
over for dem, der ikke er.
Derfor deres attitude for eksempel
over for uighurerne og tibetanerne.
Eller lad mig give jer min tredje byggeklods,
den kinesiske stat.
Nu er forholdet
mellem staten og samfundet i Kina
meget forskellig fra det i Vesten.
Nu lader vi i Vesten
overvejende at synes, -- i disse dage i hvert fald --
at statens autoritet og legitimitet
er en funktion af demokrati.
Problemet med denne antagelse
er, at den kinesiske stat
nyder mere legitimitet
og mere autoritet
blandt kineserne,
end det er tilfældet
for nogen vestlig stat.
Og grunden til dette
er, at --
altså, der er to grunde, tror jeg.
Og det har tydeligvis intet med demokrati at gøre,
for efter vores opfattelse har kineserne bestemt ikke et demokrati.
Og grunden til dette er,
for det første fordi staten i Kina
bliver tillagt en meget speciel --
den nyder en meget speciel vigtighed
som repræsentant,
legemliggørelsen og vogteren
af kinesisk civilisation,
af civilisationsstaten.
Dette er så tæt som Kina kommer
på en form for spirituel rolle.
Og den anden grund er fordi,
hvor i Europa
og Nordamerika
statens magt gentagne gange bliver udfordret --
jeg mener i den europæiske tradition,
historisk af kirken,
af andre dele af aristokratiet,
af købmænd og så videre --
i 1.000 år
er den kinesiske stats magt
ikke blevet udfordret.
Den har ikke haft nogen seriøse rivaler.
Så I kan se,
at måden, hvorpå magten er blevet opbygget i Kina,
er meget forskellig fra vores erfaring
i vestlig historie.
Resultatet er forresten,
at kineserne har et meget anderledes syn på staten.
Hvor vi ofte anser det som en indtrængende,
en fremmed,
uden tvivl et organ,
hvis magt skal begrænses
eller defineres eller indskrænkes,
ser kineserne overhovedet ikke sådan på staten.
Kineserne ser staten
som en nær ven -- ikke bare som en nær ven faktisk,
som et medlem af familien --
faktisk ikke bare som et medlem af familien,
men som familiens overhoved,
familiens patriark.
Det er kinesernes syn på staten --
meget, meget forskellig fra vores.
Den er forankret i samfundet på en helt anden måde,
end det er tilfældet
i Vesten.
Og jeg ville foreslå jer, at faktisk er det, vi har med at gøre her
i kinesisk sammenhæng,
en ny slags paradigme,
der er forskellig fra noget,
vi har skullet forholde os til i fortiden.
Vid, at Kina tror på markedet og staten.
Jeg mener, Adam Smith,
der allerede skrev i det sene 18. århundrede, sagde,
"Det kinesiske marked er større og mere udviklet
og mere sofistikeret
end noget i Europa."
Og bortset fra Mao-perioden
har det mere eller mindre været tilfældet lige siden.
Men det er kombineret
med en ekstremt stærk og allestedsnærværende stat.
Staten er overalt i Kina.
Jeg mener, den leder firmaer,
mange af dem er stadig offentligt ejede.
Private firmaer, uanset hvor store de er, som Lenovo,
er på mange måder afhængig af statens støtte.
Mål for økonomien og så videre
bliver sat af staten.
Og statens autoritet flyder selvfølgelig ind på mange andre områder --
som vi er bekendt med --
med noget som etbarnspolitikken.
Desuden er dette en meget gammel statstradition,
en meget gammel tradition i statskunst.
Jeg mener, hvis I vil have et eksempel på det,
er Den Kinesiske Mur et.
Men dette er et andet, dette er Kejserkanalen,
der blev bygget på første gang
i det femte århundrede f.kr.
og endelig stod færdig
i det syvende århundrede e.kr.
Den strakte sig 1793 km
og forbandt Beijing
med Hangzhou og Shanghai.
Så der er en lang historie
for usædvanlige statsstyrede infrastrukturprojekter
i Kina,
hvilket, tror jeg, hjælper os med at forklare det, vi ser i dag,
for eksempel noget som De Tre Slugters Dæmning
og mange andre udtryk
for statskompetence
i Kina.
Så der har vi tre byggeklodser
til at forsøge at forstå forskellen forskelligheden, som Kina er --
civilisationsstaten,
opfattelsen af race
og statens natur
og dens forhold til samfundet.
Og alligevel insisterer vi i det store og hele
på at tro, at vi kan forstå Kina
ved simpelthen at trække på vestlige erfaringer,
at se på det gennem vestlige øjne,
at bruge vestlige begreber.
Hvis I vil vide, hvorfor
vi med usvigelig sikkerhed misforstår Kina --
vores forudsigelser om, hvad der sker med Kina, er ukorrekte --
er dette grunden.
Desværre tror jeg,
jeg er nødt til at sige, at jeg tror,
vores attitude over for Kina
er en slags lille vesterlændings mentalitet.
Den er lidt arrogant.
Den er arrogant på den måde,
at vi tror, at vi er bedst,
og derfor skal alt måles mod os.
Og for det andet er den ignorant.
Vi afviser virkelig at tage fat på
forskellighedsproblemet.
I ved, der er en meget interessant passage
i en bog af Paul Cohen, den amerikanske historiker.
Og Paul Cohen argumenterer for,
at Vesten anser sig selv
som sandsynligvis den mest kosmopolitiske
af alle kulturer.
Men det er den ikke.
På mange måder
er den den mest snæversynede,
fordi i 200 år
har Vesten været så dominerende i verden,
at den ikke rigtig har haft brug for
at forstå andre kulturer,
andre civilisationer.
For til syvende og sidst
kunne den, om nødvendigt med magt,
få det på sin måde.
Hvorimod de kulturer, --
praktisk talt resten af verden faktisk --
der har været i en langt svagere position vis-a-vis Vesten,
har derfor været nødsagede til at forstå Vesten,
på grund af Vestens tilstedeværelse i disse samfund.
Og derfor er resultatet, at de
på mange måder er mere kosmopolitiske end Vesten.
Jeg mener, se på spørgsmålet om Østasien.
Østasien: Japan, Korea, Kina, etc. --
en tredjedel af verdens befolkning bor der,
nu det største økonomiske område i verden.
Og jeg siger jer nu,
at Østasiatere, folk fra Østasien,
ved langt mere
om Vesten,
end Vesten gør om Østasien.
Nu er denne pointe meget relevant, er jeg bange for,
for nutiden.
For hvad sker der? Tilbage til diagrammet i starten --
Goldman Sachs-diagrammet.
Det, der sker,
er, at meget hurtigt historisk set
bliver verden drevet
og formet
ikke af de gamle udviklede lande,
men af udviklingslandene.
Vi har set dette
ved blandt andet G20 --
der meget hurtigt tilraner sig G7's position
eller G8's.
Og der er to konsekvenser for dette.
Først, Vesten
mister hastigt
sin indflydelse i verden.
Der var faktisk et dramatisk eksempel på dette for et år siden --
København, klimaforandringskonferencen.
Europa sad ikke ved det endelige forhandlingsbord.
Hvornår skete det sidst?
Jeg vil gætter på, det sandsynligvis var for omkring 200 år siden.
Og det er det, der vil ske i fremtiden.
Og den anden implikation
er, at verden uundgåeligt som en konsekvens vil
blive tiltagende fremmed for os,
fordi den vil blive formet af kulturer og erfaringer og historier,
som vi ikke rigtig kender
eller er fortrolige med.
Og endelig er jeg bange for -- tag Europa,
Amerika er lidt anderledes --
men europæere i det store og hele, er jeg nødt til at sige,
er uvidende,
er uopmærksomme
på måden, verden forandrer sig.
Nogle mennesker -- jeg har en engelsk ven i Kina,
og han sagde, "Kontinentet går i søvne ind i glemsel."
Nå, måske er det sandt,
måske er det en overdrivelse.
Men der er et andet problem, der følger med dette --
at Europa i stigende grad mister kontakten med verden --
og det er en slags
tab af fornemmelse for fremtiden.
Jeg mener, Europa dominerede engang fremtiden
i sin tiltro.
Tag for eksempel det 19. århundrede.
Men dette er, ak, ikke længere tilfældet.
Hvis man vil føle fremtiden, hvis man vil smage på fremtiden,
prøv Kina -- der er gamle Konfutse.
Det her er en togstation,
hvis lige I aldrig har set før.
Den ligner ikke engang en togstation.
Dette er den nye Guangzhou togstation
til højhastighedstog.
Kina har allerede et større netværk
end noget andet land i verden
og vil snart have mere end resten af verden lagt sammen.
Eller hvad med denne: Dette er en idé,
men det er en idé der skal afprøves snart
i en forstad til Beijing.
Her har I en megabus,
der på øverste etage bærer omkring 2.000 mennesker.
Den kører på skinner
ned ad en forstadsvej,
og bilerne kører nedenunder den.
Og den kan komme op på en fart af omkring 160 km i timen.
Og det er sådan tingene vil foregå,
for Kina har et meget specifikt problem,
der er forskellig fra Europa
og forskellig fra USA.
Kina har enorme mængder af mennesker og ingen plads.
Så dette er en løsning på en situation,
hvor Kina vil have
mange, mange, mange byer
med over 20 millioner indbyggere.
Okay, så hvordan vil jeg gerne slutte?
Altså hvordan burde vores attitude være
over for denne verden,
som vi ser,
der hastigt udvikler sig
for øjnene af os?
Jeg tror, der vil være gode ting ved det, og der vil være dårlige ting ved det.
Men jeg vil gerne fremsætte over alt andet
et stort positivt billede for verden.
I 200 år
blev verden virkelig regeret
af en brøkdel af menneskeheden.
Det er det, Europa og Nordamerika repræsenterede.
Ankomsten af lande
som Kina og Indien --
mellem dem 38 procent af verdens befolkning --
og andre som Indonesien og Brasilien og så videre
repræsenterer den vigtigste enkelte
demokratiserende handling
i de sidste 200 år.
Civilisationer og kulturer,
der var blevet ignoreret, der ingen stemme havde,
der ikke blev lyttet til, der ikke var kendt til,
vil have en ny slags
repræsentation i verden.
Som humanister må vi selvfølgelig hilse
denne forandring velkommen.
Og vi bliver nødt til at lære
om disse civilisationer.
Dette kæmpe skib
var det, Zheng He sejlede med
i det tidlige 15. århundrede
på sine store rejser
rundt i det Sydkinesiske Hav, det Østkinesiske Hav
og på tværs af det Indiske Ocean til Østafrika.
Den lille båd foran det
var den i hvilken 80 år senere
Christoffer Columbus krydsede Atlanten.
(Latter)
Eller kig grundigt
på denne silkerulle
lavet af ZhuZhou
i 1368.
Jeg tror, de spiller golf.
Åh Gud, kineserne opfandt endda golf.
Velkommen til fremtiden. Tak.
(Bifald)