Hvorfor vi ikke skal stole på markedet i vores civile liv

I de sidste tre årtier, siger Michael Sandel, har USA bevæget sig fra et en markedsøkonomi til et markedssamfund. Det er i orden at sige at en amerikanernes oplevelse af samfundsgoder afhænger af hvor mange penge de har. (tre eksempler: Adgang til uddannelse, retssikkerhed, politisk indflydelse). I dette foredrag og diskussion med publikum, Sandel opfordrer os til at tænke ærligt på et spørgsmål: I vores demokrati, er der for meget til salg?

Der er et problem, vi nødt til at diskutere:

Hvilken rolle skal penge

og markedet spille i vores samfund?

I dag er der meget få ting,

som ikke kan købes for penge.

Hvis man sidder i fængsel

i Santa Barbara, Californien,

skal I vide

men ikke kan lide den almindelige indkvartering,

kan man opgradere sin fængselscelle.

Det er sandt. Hvad koster det, tror I?

Hvad gætter I på?

Fem hundrede dollars?

Det er ikke Ritz-Carlton. Det er et fængsel!

82 dollars per nat.

Toogfirs dollars per nat.

Hvis man tager i forlystelsespark,

og ikke ønsker at stå i de lange køer

ved de populære forlystelser,

er der nu en løsning.

I mange forlystelsesparker kan du betale ekstra

for at komme forrest i køen.

De kalder dem Fast Track eller VIP-billetter.

Og det er ikke kun muligt i forlystelsesparker.

I Washington

er der undertiden lange køer

til vigtige kongreshøringer.

Nogle mennesker kan ikke
lide at vente i lange køer,

måske natten over, måske i regnvejr.

Så nu, for lobbyister og andre,

der er meget ivrige efter
at deltage i disse høringer,

men ikke kan lide at stå i kø,

er der stå-i-kø virksomheder,

man kan gå til.

Man betaler dem en vis mængde penge,

de ansætter hjemløse og andre,
der har brug for et job,

til at stå i kø så lang tid, det tager,

og lobbyisten lige før høringen begynder,

kan tage hans eller hendes plads forrest i køen

og få en plads forrest i salen.

Betalt kø-ståning.

Brugen af markedsmekanismer,

markedstænkning og markedsløsninger

sker i stor stil.

Se på den måde, vi kæmper vores krige.

Vidste du, at i Irak og Afghanistan

var der flere private militære entreprenører

end amerikanske soldater?

Vi havde ingen offentlig debat om,

hvorvidt vi ønskede at outsource krig

til private virksomheder.

Men det var, hvad der skete.

Gennem de sidste tre årtier

har vi oplevet en stille revolution.

Vi er næsten uden at bemærke det

gået fra at have en markedsøkonomi

til at være et markedssamfund.

Forskellen er, at en markedsøkonomi
er et værktøj,

et værdifuldt og effektivt redskab

til at organisere produktiv aktivitet;

men et markedssamfund er et sted,

hvor næsten alt er til salg.

Det er en livsstil, hvor
markedsøkonomiens tænkning

og værdier dominerer

alle aspekter af livet:

venskaber, familieliv, sundhed, uddannelse,

politik, jura, borgernes dagligdag.

Hvorfor bekymre sig?
Hvorfor bekymre sig over at vi bliver

et markedssamfund?

Af to grunde, tror jeg.

En af dem har at gøre med ulighed.

Jo flere ting penge kan købe,

jo mere betyder velstand
eller mangel på samme.

Hvis det eneste penge gav adgang til

var lystbåde, dyre ferier eller BMW'ere,

ville ulighed ikke betyde ret meget.

Men når det i stigende grad koster penge

at få adgang til de grundlæggende
elementer i et godt liv

anstændige sundhedsydelser,
adgang til den bedste uddannelse,

politisk indflydelse

når penge styrer alle disse ting,

betyder ulighed en hel del.

Så markedsgørelse af alt

forværrer effekterne af ulighed

og dens sociale og samfundsmæssige
konsekvenser.

Det er én grund til at bekymre sig.

Der er en anden grund

end at bekymre sig om ulighed,

og den er:

for nogle sociale goder og praksis gælder det

når markedstænkningens værdier
komme ind i billedet

at det kan ændre betydningen af denne praksis

og fortrænge normer,

der er værd at beskytte.

Lad mig tage et eksempel

på en kontroversiel brug af
en markedsmekanisme,

et kontant incitament,
og se hvad I synes om det.

Mange skoler er udfordrede

med at motivere børn, især børn

fra dårligt stillede miljøer til at studere flittigt,

til at klare sig godt i skolen, til at engagere sig.

Nogle økonomer har foreslået et markedsløsning:

Tilbyd børn kontante incitamenter
for at få gode karakterer,

eller høje prøveresultater

eller for at læse bøger.

De har faktisk prøvet det.

De har gjort forsøg i

nogle større amerikanske byer.

I New York, Chicago, Washington DC,

har de prøvet at tilbyde 50 dollars for et A,

35 dollars for et B.

I Dallas i Texas betaler de

otte-årige to dollars for hver bog, de læser.

Lad os se -- Nogle mennesker er for

og nogle mennesker er imod
dette kontante incitament

til at motivere præstation.

Lad os se hvad folk herinde mener om det.

Forestil dig at du er leder af
et større skoledistrikt,

og nogen foreslår denne løsning.

Og lad os sige det er en fond. De betaler.

Du behøver ikke at sætte det på dit budget.

Hvor mange ville være for

og hvor mange ville være imod
at give det en chance?

Lad lave håndsoprækning.

Først: hvor mange tror, det i det mindste
ville være et forsøg værd at se,

om det kunne virke? Hånden i vejret.

Og hvor mange ville være imod?

Så de fleste her er imod,

men en betydelig minoritet er for.

Lad os tage diskussionen.

Lad os starte med dem, der er imod

og som udelukker at prøve.

Hvad er begrundelsen?

Hvem vil sætte diskussionen i gang? Ja?

Heike Moses: Hej alle sammen.
Jeg hedder Heike,

og jeg tror bare, det dræber den indre motivation,

for børn der gerne vil læse,

vil man bare tage denne motivation væk

og betale dem for at ændre adfærd.

Michael Sandel:
Tager det iboende incitament væk.

Hvad er, eller burde være,
den indre motivation?

HM: Tjae, den indre motivation

burde være at lære.

MS: At lære.
HM: For at lære om verden.

Hvad sker der så?

Holder de så op med at læse?

MS: Lad os nu se om der er nogen, der er for,

som tror, det er værd at prøve.

Elizabeth Loftus: Jeg hedder Elizabeth Loftus.

Du sagde “værd at prøve”,
så hvorfor ikke prøve det?

Gøre forsøget og måle på det.

MS: Og hvad ville du måle?

Du vil måle hvor mange...

EL: Hvor mange bøger de læste

og hvor mange bøger
de fortsatte med at læse,

når man holdt op med at betale.

Aha, efter man holdt op med at betale.

Okay, hvorfor det?

HM: For at være ærlig synes jeg bare det er...

ikke at fornærme nogen,
en meget amerikansk tanke.

(Latter)(Bifald)

MS: Okay. Diskussionen rejser

følgende spørgsmål:

Vil et kontant incitament korrumpere

eller fortrænge den dybere motivation,

den iboende lektie, som vi håber at formidle,

som er at lære at elske at lære
og at læse for læsningens

egen skyld?

Og folk er uenige om, hvad effekten vil være,

men der synes at være den bekymring,

at på en eller anden måde
vil en markedsmekanisme

eller et kontant incitament
lære en forkerte lektie,

og hvis det gør, hvad skal der
senere blive af disse børn?

Jeg skal sige jer, hvad udfaldet
blev af disse forsøg.

Kontanter for gode karakterer har haft
meget blandede resultater,

og har for det meste ikke
resulteret i højere karakterer.

De to dollars for hver bog

fik børnene til at læse flere bøger.

Det fik dem også til at læse kortere bøger.

(Latter)

Men det virkelige spørgsmål er,

hvad der skal blive af disse børn senere?

Vil de have lært, at læsning er en opgave,

en form for akkordarbejde det er bekymringen

eller kan det få dem til at læse af en
måske forkerte grund i første omgang,

men så få dem til at forelske sig i
læsning for læsningens skyld?

Hvad selv denne korte debat bringer op,

er noget, som mange økonomer overser.

Økonomer antager ofte

at markedet er værdifrit

at de ikke rører eller påvirker de
goder de udveksler.

Handel, antager de,

ændrer ikke betydningen
eller værdien af de varer,

der handles.

Det kan være sandt nok,

hvis vi taler om materielle goder.

Om du sælger mig et fladskærms-tv

eller giver mig et i gave,

vil det være den samme vare.

Det vil virke på samme måde uanset.

Men det samme er ikke tilfældet,

hvis vi taler om ikke-materielle goder

og sociale praksisser så som
undervisning og læring

eller fællesskab i samfundslivet.

På de områder kan markedsmekanismer

og kontante incitamenter underminere

eller fortrænge ikke markedsmæssige
værdier og holdninger,

der er værd at beskytte.

Når vi ser,

at markeder og handel,

når det spredes fra det
materielle domæne til andre,

kan ændre karakteren af selve varen,

kan ændre betydningen af sociale praksisser

som i eksemplet med undervisning og læring

er vi nødt til at spørge,
hvor markedet hører hjemme

og hvor det ikke gør det,

hvor det rent faktisk kan underminere

værdier og holdninger der er værd at beskytte.

Men for at tage denne debat

er vi er nødt til at gøre noget,
vi ikke er ret gode til,

og det er at ræsonnere sammen

om værdien og betydningen

af de sociale praksisser,
vi værdsætter;

fra vores kroppe til familielivet

til venskaber til sundhed til undervisning og

læring til borgernes hverdag.

Det er kontroversielle debatter,

så vi har en tendens til at undvige dem.

I løbet af de seneste tre årtier,

hvor markedsræsonnement
og markedstænkning

har samlet kraft og fået prestige,

er vores offentlige diskurs

blevet udhulet,

tømt for større moralsk betydning.

Af frygt for uenighed har vi
skyet disse konflikter.

Men når vi ser, at markederne

ændrer karakteren af nogle varer,

er vi nødt til at diskutere

disse større spørgsmål

om værdsættelse af varer.

En af de mest nedbrydende virkninger

ved at sætte en pris på alting

er på fællesskabet,

følelsen af at vi alle er i samme båd.

I kraft af den stigende ulighed fører

markedsgørelsen af alle aspekter af livet

til en situation, hvor dem, der er velhavende,

og dem, der har beskedne midler,

i stigende grad leve adskilte liv.

Vi lever og arbejder og shopper og leger

forskellige steder.

Vores børn går i forskellige skoler.

Det er ikke godt for demokratiet.

Det er heller ikke en tilfredsstillende
måde at leve på

selv for dem af os, der har råd til

at købe en plads forrest i køen.

Jeg skal forklare hvorfor.

Demokrati kræver ikke total lighed,

men det kræver,

at borgerne tager del i et fælles liv.

Det afgørende er, at folk

fra forskellige sociale baggrunde

og forskellige samfundslag

møder hinanden,

støder ind i hinanden

i hverdagen,

fordi det er hvad, der lærer os

at forhandle og acceptere
vores forskelligheder.

Og det er sådan vi kommer til at drage
omsorg for det fælles bedste.

Når det kommer til stykket er
spørgsmålet om markedet

er det ikke først og fremmest
et økonomisk spørgsmål.

Det er i virkeligheden et spørgsmål om,
hvordan vi ønsker at leve sammen.

Ønsker vi et samfund, hvor alt er til salg,

eller er der visse moralske og
samfundsmæssige goder,

som markederne ikke værdsætter

og penge kan ikke købe?

Mange tak.

(Bifald)