Det her er Sparta: Barske krigere fra den antikke verden - Craid Zimmer

Se den fulde lektion: http://ed.ted.com/lessons/this-is-sparta-fierce-warriors-of-the-ancient-world-craig-zimmer

I det antikke Grækenland var voldige konflikter mellem nabolande og krige med fremmede magter en måde at leve på, og grækere blev anset for nogle af de allerbedste krigere. Netop Sparta havde en hær af de mest frygtede krigere i den antikke verden. Hvad gjorde de for at producere sådan barske soldater? Craig Zimmer deler med os nogle af de lektioner, som måske blev undervist af den spartanske skole.

I det antikke Grækenland var
voldelige konflikter mellem nabolande

og krige med fremmede magter
en måde at leve på,

og grækere var anset
som de allerbedste krigere.

De fleste græske bystater var omkranset
af massive, forsvarsmure

for større beskyttelse.

Sparta, under dens storhedstid,

fandt mure unødvendige,

siden de havde en hær af de mest
frygtede krigere i den antikke verden.

Så hvad gjorde Sparta anderledes end andre
siden de var i stand til

at producere sådan barske soldater?

For at få svar på det, må vi ty til
de nedskrevne tekster fra den tid.

Der findes ingen tekster fra
spartanerne selv,

siden det var forbudt for dem
at føre optegnelser,

så vi er nødt til at støtte os til
ikke-spartanske antikke historikere,

såsom Herodot, Thukydid
og Plutarch.

De optegnelser er måske forskønnet

og skildrer Sparta
på toppen af deres magt,

så tag dem med et gran salt.

For spartanere var meningen
med deres eksistens enkelt:

at tjene Sparta.

Når de blev født,

undersøgte en ældre spartansk leder
alle nyfødte

De stærke, sunde babyer blev anset
for at kunne opfylde dette formål,

og de andre blev muligvis efterladt
på bjerget Taygetus for at dø.

Det var forventet af alle spartanere,
dreng eller pige, at de var fysisk stærke,

mentalt skarpe

og følelsesmæssigt modstandsdygtige.

Og det var deres største pligt at forsvare
og fremme Sparta for enhver pris.

Så i de første år af deres liv

voksede børn op med forståelsen af,
at deres troskab tilhørte Sparta først

og derefter til deres familie.

Den tankegang gjorde det sikkert lettere
for de spartanske drenge,

der når de blev syv,
blev sendt til agogen,

et sted med ét formål:

at gøre en dreng til en Spartansk kriger

igennem 13 års nådesløs, hård
og tit brutal træning.

Spartanerne værdsatte fysisk perfektion
fremfor alt andet.

og derfor brugte eleverne meget tid på
at lære at slås.

For at sikre modstandsdygtighed i kamp

blev drengene opfordret til at slås
blandt dem selv

og mobning, i modsætning til i dag,
var accepteret.

For at forberede drengene
til krigstilstandene

blev de dårligt fodret,

og nogle gange fik de ikke noget
at spise i dagevis.

De blev også givet beskedne klæder,

så de kunne lære at tilpasse sig
forskellige temperaturer.

Spartanske drenge blev opfordret til
at stjæle for at overleve,

men hvis de blev opdaget,

ville de blive straffet.

ikke fordi de stjal,
men fordi de blev opdaget.

Under den årlige udholdenhedskonkurrence

i et religiøst ritual kaldt diamastigosis

blev teenagedrenge pisket
foran et alter

i Artemis Orthia-templet.

Det var almindeligt for drenge at dø
ved gudindens alter.

Heldigvis var alt ikke lige så brutalt
som det.

Yngre spartanere lærte også at læse,

skrive

og danse,

som gav dem en yndefuld kontrol
over deres bevægelser

og hjalp dem i kamp.

Mens pigernes ansvar i Sparta
var anderledes,

så var den høje standard

og forventningen om at tjene Sparta
med deres liv stadig det samme.

Spartanske piger boede derhjemme
med deres mødre, mens de gik i skole.

Deres pensum inkluderede kunst,

musik,

dans,

læsning

og skrivning.

Og for at forblive i topform,
lærte de at spille forskellige sportsgrene

som diskoskast,

spydkast

og ridning.

I Sparta troede man på,
at kun stærke og egnede kvinder

kunne få børn, der en dag
ville blive til stærke og dygtige krigere.

For alle spartanere,
mænd og kvinder,

var den vigtigste lektion
fra spartansk skolegang,

troskab til Sparta.

At dø for sin bystat blev anset for
at være fuldførelsen af ens pligt til Sparta.

Efter deres død

var det kun mænd, der døde i kamp
og kvinder, der døde under fødsel,

som fik gravsten.

I deres landsmænds øjne døde de begge
så Sparta kunne leve.