Ikke mere frygt for fedme

I et samfund besat af kropsidealer og præget af frygt for fedme tager Kelli Jean Drinkwater, ved hjælp af kunst, del i "body politics" - den politik og de praksisser der gennem magt regulerer kropsidealer i samfundet. Hun konfronterer offentlighedens opfattelse af stor kroppe ved at bringe dem ind i sammenhænge, hvor de før i tiden var nægtet adgang - fra fashion runways til festival i Sydney - og lokker os til at dreje hovedet en ekstra gang og genoverveje vores fordomme. Hun siger: "Fede kroppe, der nægter at undskylde, kan slå benene væk under folk".

Jeg står her i dag
for at tale om et magtfuldt lille ord.

Et ord som folk vil gøre næsten alt
for at undgå at blive.

Virksomheder i milliardklassen trives
pga. frygten for det,

og de af os, som unægteligt ér det,

er efterladt til at navigere i en
ubarmhjertig storm omkring det.

Jeg ved ikke, om nogen af jer
har bemærket det,

men jeg er fed.

Ikke på den der
mumlende-bag-min-ryg måde

eller på den der tilsyneladende harmløse
bløde og buttede måde.

Jeg er ikke engang den sofistikerede,
frodige og kurvede type.

Lad os sige det, som det er.

Jeg er fed med stort F.

Jeg er elefanten i rummet.

Da jeg kom ud på scenen,

tænkte nogle af jer nok:

"Det her kommer til at blive
hylende morsomt,

for alle ved at fede mennesker er sjove."

Eller måske tænkte du:
"Hvor får hun sin selvtillid fra?"

For det er næsten utænkeligt,
at en fed kvinde kan have selvtillid.

Dem i publikum som kender til mode,
har måske tænkt, at jeg ser fabelagtig ud

i den her Beth Ditto kjole.

Mange tak.

Nogle af jeg har måske tænkt,
at sort ville have været mere slankende.

Du har måske undret dig,
bevidst eller ej,

om jeg har diabetes.

Om jeg har en partner.

Eller om jeg spiser
kulhydrater efter kl. 19.

Måske er du selv bekymret, fordi
du spiste kulhydrater igår efter kl. 19,

og fordi du virkelig burde forny
dit fitness medlemskab.

Disse vurderinger er lumske.

De kan være rettet mod
enkeltpersoner og grupper

eller de kan være rette mod os selv.

Denne måde at tænke på
betegens som fobi for fedme.

Ligesom enhver anden form for
systematisk undertrykkelse,

så er fobi for fedme dybt forankret
i komplekse strukturer

såsom kapitalisme, patriarkat og racisme.

Denne forankring gør det svært,
at få øje på undertrykkelsen

og derfor endnu sværere at udfordre.

Vi lever i en kultur,
hvor dét at være fed,

sættes lig at være et dårligt menneske,

være doven, grådig, usund, uansvarlig

og mistænkelig umoralsk.

Vi opfatter ofte slankhed, som det samme
som at være universel god.

At være ansvarlig, succesfuld

og i kontrol over vores appetit,
vores kroppe og vores liv.

Vi ser de her forestillinger igen og igen
i medierne, i politikken omkring sundhed,

på lægernes kontorer,

i hverdagssamtaler
og i vores egne attituder.

Ofte dømmer vi endda
de fede mennesker selv

for den diskrimination de mødes med,
for vil man ikke være fed,

kan man trods alt bare tabe sig.

Nemt!

Denne anti-fedme bias er blevet
så integreret og indgroet

i vores måde at bedømme os selv og andre,

at vi sjældent spørger hvorfor.

Hvorfor har vi så stor afsky
for store mennesker

og hvor kommer den foragt fra.

Men vi bliver nødt til
at stille disse spørgsmål.

For denne gigantiske værdi, vi tillægger
vores udseende, påvirker hver en af os.

Og vil vi virkelig leve i et samfund,

hvor folk er nægtet basal
medmenneskelighed

hvis de ikke passer en enevældig idé om,
hvad der er acceptabelt?

Da jeg var seks år gammel,

lærte min søster en håndfuld piger
at danse ballet i vores garage.

Jeg var 30 cm højere og 30 cm bredere
end de fleste andre i gruppen.

Da vi skulle fremføre
vores første forestilling,

var jeg så spændt på,
at have et lyserøde tylskørt på.

Jeg ville komme til at funkle.

Mens de andre piger nemt gled i deres
lycra- og tylkreationer,

var ikke et eneste tylskørt
stort nok til mig.

Jeg var fast besluttet på ikke at blive
udelukket fra forestillingen,

så jeg gik til min mor

og højt nok til, at alle kunne høre det,

sagde jeg: "mor, jeg skal ikke
bruge et tylskørt ('tutu').

Jeg skal bruge et 'fourfour'"

Tak mor.

Selvom jeg ikke indså det dengang,

var denne handling, hvor jeg krævede plads
til mig selv i det fantastiske skørt,

de første skridt på vej til
at blive en radikal fedme aktivist.

Jeg siger ikke,
at denne kropselskende attitude,

siden denne dag,
har været et nemt trin på vejen

til en glitrende selvaccepterende fremtid.

Langt fra.

Jeg lærte hurtigt nok, at leve uden for,
hvad der betragtes som normalt,

kan være frustrerende og isolerende.

De sidste 20 år
har jeg forsøgt

at udlægge og sætte folk fri
fra disse budskaber,

og det har været en rutsjebanetur.

Jeg er blevet grint af på åben gade,
mishandlet fra passerende biler

og blevet fortalt, at jeg lider af
vrangsforestillinger.

Jeg modtager også smil
fra fremmede mennesker,

der genkender den styrke, det tager

at gå gennem gaden let på fod
og med hovedet højt.

Tak.

Og gennem det hele har den her benhårde
seksårige pige forblevet i mig.

Hun har hjulpet mig med
at stå foran jer idag

som en fed person
uvillig til at undskylde.

En person der nægter at underkaste sig
det dominerende narrativ om,

hvordan jeg skal agere i verden,
med den krop jeg har.

Og jeg er ikke alene.

Jeg er en del
af et internationalt fællesskab,

som vælger at have en stor krop,
frem for passivt at acceptere at vi er,

og nok altid vil være, store.

Vi vælger aktivt at blomstre
i de kroppe, som vi har idag.

Vi vælger at værdsætte vores styrke
og arbejder med, fremfor imod,

vores opfattede begrænsninger.

Vi er mennesker,
der sætter værdi i vores helbred

som noget meget mere holistisk

end et forældet BMI-tal.

Vi anser istedet vores mentale helbred,

vores selvværd

og hvordan vi har det i vores krop

som vitale aspekter
af vores overordnede velbefindende.

Vi er mennesker, som nægter at tro på,
at dét at leve i en stor krop

er en barriere til noget som helst.

Der er læger, akademikere og bloggers,

som har skrevet uendelige tekster,

om de mange facetter der er
i dette komplekse emne.

Der er fede mennesker, som går op i mode,

der generobrer deres kroppe
og deres skønhed

ved at iklæde sig badetøj og korte toppe.

De eksponere den hud,
som de har lært at skjule.

Der er fede atleter,
som løber maratonløb,

underviser i yoga eller kickbokser.

Alt sammen gjort mens fingeren
bliver givet til status quo.

Disse mennesker har lært mig,
at radikal "body politics" er en modgift

mod vores krops-diskriminerende kultur.

For at tydeliggøre hvad jeg mener,
siger jeg ikke,

at folk ikke skal ændre deres krop,
hvis det er det, de vil.

Generobring af sig selv kan være den
største kærlighedserklæring til sig selv,

og kan se ud på
tusinde forskellige måder:

Fra frisure til tatoveringer, kropsform,
hormoner, kirurgiske indgreb

og ja, endda vægttab.

Det er simpelt.

Det er din krop, og du bestemmer,
hvordan den skal se ud.

Min måde at tage del i aktivisme på er ved
at gøre alle den slags ting,

som det ikke er meninge,
at vi fede skal gøre.

Og der er en del af disse.

Jeg inviterer andre til at deltage,
og så laver jeg kunst, der omhandler det.

Den røde tråd i min kunst har været
generobring af steder,

hvor store kroppe ofte har været
begrænset at befinde sig.

Fra catwalks til opvisninger.

Fra svømmehallen til dansescener.

At generobre steder som en samlet gruppe
er ikke blot et stærkt kunstnerisk budskab

men også en radikal måde at bygge
et fællesskabs på.

Dette var så sandt,
da vi lavede "AQUAPORKO".

Det feminine og fede
synkroniserede svømmehold.

Jeg startede i Sydney,
sammen med en vennegruppe.

Den effekt det gav
at se en bunke fede kvinder,

iført blomstrende badehætter
og svømmedragter,

som kaster deres ben
i vejret uden bekymring.

Den effekt skal ikke undervurderes.

Gennem min karriere har jeg lært,
at fede kroppe er gennemgående politiske.

At fede kroppe, der nægter at undskylde,
kan slå benene væk under folk.

Da koreografen Kate Champion,

fra det roste danseteater Force Majeure,

spurgte, om jeg ville være partner på et
værk udelukkende med fede dansere,

sprang jeg bogstavligt talt
ud i det uden tøven.

Og jeg mener;
jeg sprang bogstavligt talt.

"Intet at miste" er et værk skabt
i samarbejde med fede kunstnere,

som trak på deres livserfaringer
i kreationen af et værk

så forskelligt og autentisk,
som vi alle er.

Og værket var så langt fra ballet,
som du kan forestille dig.

Selve idéen bag et værk med fede dansere,
skabt af et så prestigefyldt foretagende,

var mildest talt kontroversiel.

Intet lignende var nogensinde blevet lavet
på en mainstream dansescene før.

Ingen steder i verden.

Folk var skeptiske.

"Hvad mener du med fede dansere?

Mener du str. 42-44 fed?

Hvor har de fået dansetræning?

Er du sikker på, de har stamina nok
til en fuldtids-forestilling?"

Men trods disse skeptiske spørgsmål

blev "Nothing to Lose" en udsolgt succes
ved Sydney Festival.

Vi fik fantastiske anmeldelser,
var på turné, vandt priser

og blev skrevet om på over 27 sprog.

Disse utrolige billeder af de medvirkende
blev set i hele verden.

Jeg har ikke længere tal på,
hvor mange gange folk i alle størrelser

har fortalt mig, at dette show
ændrede deres liv.

At det har hjulpet dem til,
at få et bedre forhold til deres egen -

men også andre menneskers krop.

Hvordan det har fået dem til,
at konfrontere deres egne fordomme.

Men selvfølgelig er et værk,
som skubber til holdninger,

ikke uden kritikkere.

Jeg er blevet fortalt, at jeg
glorificerer fedme.

Jeg har modtaget dødstrusler.

Jeg er blevet skældt ud
for at vove at lavet et værk

centreret omkring fede kroppe og liv.

Et værk som behandler fede
som værdige mennesker

med værdigfulde historier at fortælle.

Jeg er endda blevet kaldt:
"Fedme epidemiens ISIS".

En kommentar så absurd at den er sjov.

Men den taler også til
den panik og den rædsel,

som frygten for fedme kan fremkalde.

Det er denne frygt,
som brødføder slankeindustrien,

der afholder så mange af os
fra at skabe fred med vores krop.

Denne frygt der får os til
at vente på et efter-billede,

før vi i sandhed begynder
at leve vores liv.

Fordi den egentlige elefant i rummet

er fobi for fedme.

Fedeaktivisme nægter
at give efter for denne frygt.

Ved at gå ind for selvbestemmelse
og respekt for alle slags mennesker

kan vi komme af med samfundets modvilje
ved at omfavne mangfoldighed,

og begynde at lovprise de utallige måder
man kan have en krop på.

Tak.