Jeg står her i dag for at tale om et magtfuldt lille ord. Et ord som folk vil gøre næsten alt for at undgå at blive. Virksomheder i milliardklassen trives pga. frygten for det, og de af os, som unægteligt ér det, er efterladt til at navigere i en ubarmhjertig storm omkring det. Jeg ved ikke, om nogen af jer har bemærket det, men jeg er fed. Ikke på den der mumlende-bag-min-ryg måde eller på den der tilsyneladende harmløse bløde og buttede måde. Jeg er ikke engang den sofistikerede, frodige og kurvede type. Lad os sige det, som det er. Jeg er fed med stort F. Jeg er elefanten i rummet. Da jeg kom ud på scenen, tænkte nogle af jer nok: "Det her kommer til at blive hylende morsomt, for alle ved at fede mennesker er sjove." Eller måske tænkte du: "Hvor får hun sin selvtillid fra?" For det er næsten utænkeligt, at en fed kvinde kan have selvtillid. Dem i publikum som kender til mode, har måske tænkt, at jeg ser fabelagtig ud i den her Beth Ditto kjole. Mange tak. Nogle af jeg har måske tænkt, at sort ville have været mere slankende. Du har måske undret dig, bevidst eller ej, om jeg har diabetes. Om jeg har en partner. Eller om jeg spiser kulhydrater efter kl. 19. Måske er du selv bekymret, fordi du spiste kulhydrater igår efter kl. 19, og fordi du virkelig burde forny dit fitness medlemskab. Disse vurderinger er lumske. De kan være rettet mod enkeltpersoner og grupper eller de kan være rette mod os selv. Denne måde at tænke på betegens som fobi for fedme. Ligesom enhver anden form for systematisk undertrykkelse, så er fobi for fedme dybt forankret i komplekse strukturer såsom kapitalisme, patriarkat og racisme. Denne forankring gør det svært, at få øje på undertrykkelsen og derfor endnu sværere at udfordre. Vi lever i en kultur, hvor dét at være fed, sættes lig at være et dårligt menneske, være doven, grådig, usund, uansvarlig og mistænkelig umoralsk. Vi opfatter ofte slankhed, som det samme som at være universel god. At være ansvarlig, succesfuld og i kontrol over vores appetit, vores kroppe og vores liv. Vi ser de her forestillinger igen og igen i medierne, i politikken omkring sundhed, på lægernes kontorer, i hverdagssamtaler og i vores egne attituder. Ofte dømmer vi endda de fede mennesker selv for den diskrimination de mødes med, for vil man ikke være fed, kan man trods alt bare tabe sig. Nemt! Denne anti-fedme bias er blevet så integreret og indgroet i vores måde at bedømme os selv og andre, at vi sjældent spørger hvorfor. Hvorfor har vi så stor afsky for store mennesker og hvor kommer den foragt fra. Men vi bliver nødt til at stille disse spørgsmål. For denne gigantiske værdi, vi tillægger vores udseende, påvirker hver en af os. Og vil vi virkelig leve i et samfund, hvor folk er nægtet basal medmenneskelighed hvis de ikke passer en enevældig idé om, hvad der er acceptabelt? Da jeg var seks år gammel, lærte min søster en håndfuld piger at danse ballet i vores garage. Jeg var 30 cm højere og 30 cm bredere end de fleste andre i gruppen. Da vi skulle fremføre vores første forestilling, var jeg så spændt på, at have et lyserøde tylskørt på. Jeg ville komme til at funkle. Mens de andre piger nemt gled i deres lycra- og tylkreationer, var ikke et eneste tylskørt stort nok til mig. Jeg var fast besluttet på ikke at blive udelukket fra forestillingen, så jeg gik til min mor og højt nok til, at alle kunne høre det, sagde jeg: "mor, jeg skal ikke bruge et tylskørt ('tutu'). Jeg skal bruge et 'fourfour'" Tak mor. Selvom jeg ikke indså det dengang, var denne handling, hvor jeg krævede plads til mig selv i det fantastiske skørt, de første skridt på vej til at blive en radikal fedme aktivist. Jeg siger ikke, at denne kropselskende attitude, siden denne dag, har været et nemt trin på vejen til en glitrende selvaccepterende fremtid. Langt fra. Jeg lærte hurtigt nok, at leve uden for, hvad der betragtes som normalt, kan være frustrerende og isolerende. De sidste 20 år har jeg forsøgt at udlægge og sætte folk fri fra disse budskaber, og det har været en rutsjebanetur. Jeg er blevet grint af på åben gade, mishandlet fra passerende biler og blevet fortalt, at jeg lider af vrangsforestillinger. Jeg modtager også smil fra fremmede mennesker, der genkender den styrke, det tager at gå gennem gaden let på fod og med hovedet højt. Tak. Og gennem det hele har den her benhårde seksårige pige forblevet i mig. Hun har hjulpet mig med at stå foran jer idag som en fed person uvillig til at undskylde. En person der nægter at underkaste sig det dominerende narrativ om, hvordan jeg skal agere i verden, med den krop jeg har. Og jeg er ikke alene. Jeg er en del af et internationalt fællesskab, som vælger at have en stor krop, frem for passivt at acceptere at vi er, og nok altid vil være, store. Vi vælger aktivt at blomstre i de kroppe, som vi har idag. Vi vælger at værdsætte vores styrke og arbejder med, fremfor imod, vores opfattede begrænsninger. Vi er mennesker, der sætter værdi i vores helbred som noget meget mere holistisk end et forældet BMI-tal. Vi anser istedet vores mentale helbred, vores selvværd og hvordan vi har det i vores krop som vitale aspekter af vores overordnede velbefindende. Vi er mennesker, som nægter at tro på, at dét at leve i en stor krop er en barriere til noget som helst. Der er læger, akademikere og bloggers, som har skrevet uendelige tekster, om de mange facetter der er i dette komplekse emne. Der er fede mennesker, som går op i mode, der generobrer deres kroppe og deres skønhed ved at iklæde sig badetøj og korte toppe. De eksponere den hud, som de har lært at skjule. Der er fede atleter, som løber maratonløb, underviser i yoga eller kickbokser. Alt sammen gjort mens fingeren bliver givet til status quo. Disse mennesker har lært mig, at radikal "body politics" er en modgift mod vores krops-diskriminerende kultur. For at tydeliggøre hvad jeg mener, siger jeg ikke, at folk ikke skal ændre deres krop, hvis det er det, de vil. Generobring af sig selv kan være den største kærlighedserklæring til sig selv, og kan se ud på tusinde forskellige måder: Fra frisure til tatoveringer, kropsform, hormoner, kirurgiske indgreb og ja, endda vægttab. Det er simpelt. Det er din krop, og du bestemmer, hvordan den skal se ud. Min måde at tage del i aktivisme på er ved at gøre alle den slags ting, som det ikke er meninge, at vi fede skal gøre. Og der er en del af disse. Jeg inviterer andre til at deltage, og så laver jeg kunst, der omhandler det. Den røde tråd i min kunst har været generobring af steder, hvor store kroppe ofte har været begrænset at befinde sig. Fra catwalks til opvisninger. Fra svømmehallen til dansescener. At generobre steder som en samlet gruppe er ikke blot et stærkt kunstnerisk budskab men også en radikal måde at bygge et fællesskabs på. Dette var så sandt, da vi lavede "AQUAPORKO". Det feminine og fede synkroniserede svømmehold. Jeg startede i Sydney, sammen med en vennegruppe. Den effekt det gav at se en bunke fede kvinder, iført blomstrende badehætter og svømmedragter, som kaster deres ben i vejret uden bekymring. Den effekt skal ikke undervurderes. Gennem min karriere har jeg lært, at fede kroppe er gennemgående politiske. At fede kroppe, der nægter at undskylde, kan slå benene væk under folk. Da koreografen Kate Champion, fra det roste danseteater Force Majeure, spurgte, om jeg ville være partner på et værk udelukkende med fede dansere, sprang jeg bogstavligt talt ud i det uden tøven. Og jeg mener; jeg sprang bogstavligt talt. "Intet at miste" er et værk skabt i samarbejde med fede kunstnere, som trak på deres livserfaringer i kreationen af et værk så forskelligt og autentisk, som vi alle er. Og værket var så langt fra ballet, som du kan forestille dig. Selve idéen bag et værk med fede dansere, skabt af et så prestigefyldt foretagende, var mildest talt kontroversiel. Intet lignende var nogensinde blevet lavet på en mainstream dansescene før. Ingen steder i verden. Folk var skeptiske. "Hvad mener du med fede dansere? Mener du str. 42-44 fed? Hvor har de fået dansetræning? Er du sikker på, de har stamina nok til en fuldtids-forestilling?" Men trods disse skeptiske spørgsmål blev "Nothing to Lose" en udsolgt succes ved Sydney Festival. Vi fik fantastiske anmeldelser, var på turné, vandt priser og blev skrevet om på over 27 sprog. Disse utrolige billeder af de medvirkende blev set i hele verden. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange folk i alle størrelser har fortalt mig, at dette show ændrede deres liv. At det har hjulpet dem til, at få et bedre forhold til deres egen - men også andre menneskers krop. Hvordan det har fået dem til, at konfrontere deres egne fordomme. Men selvfølgelig er et værk, som skubber til holdninger, ikke uden kritikkere. Jeg er blevet fortalt, at jeg glorificerer fedme. Jeg har modtaget dødstrusler. Jeg er blevet skældt ud for at vove at lavet et værk centreret omkring fede kroppe og liv. Et værk som behandler fede som værdige mennesker med værdigfulde historier at fortælle. Jeg er endda blevet kaldt: "Fedme epidemiens ISIS". En kommentar så absurd at den er sjov. Men den taler også til den panik og den rædsel, som frygten for fedme kan fremkalde. Det er denne frygt, som brødføder slankeindustrien, der afholder så mange af os fra at skabe fred med vores krop. Denne frygt der får os til at vente på et efter-billede, før vi i sandhed begynder at leve vores liv. Fordi den egentlige elefant i rummet er fobi for fedme. Fedeaktivisme nægter at give efter for denne frygt. Ved at gå ind for selvbestemmelse og respekt for alle slags mennesker kan vi komme af med samfundets modvilje ved at omfavne mangfoldighed, og begynde at lovprise de utallige måder man kan have en krop på. Tak.